POV SPORT // ANALYSE – Efter måltavlen at dømme undervejs skulle Danmark aldrig have tabt den kamp til Frankrig. Men franskmændene satte alt, hvad de havde at byde på til sidst for at nå semfinalen, og det gjorde de.
I 58 minutter og 30 sekunder skulle Danmark møde Sverige i semifinalen. Det sidste halvandet stod den på Spanien. Og sådan blev det. Fredag hedder den henholdsvis Danmark-Spanien i den ene semifinale og Sverige mod Frankrig i den anden.
Var det ikke lykkedes franskmændene at komme op og udligne til 29-29, havde Island overtaget semifinalepladsen, da de i tilfælde af fransk nederlag havde ligget med samme pointantal som Frankrig og var bedre indbyrdes med deres overraskende store sejr over Les Bleus forleden.
EM-nedtur for Gudmundsson
Men sådan skulle det ikke gå for den tidligere danske landstræner, Gudmundur Gudmundsson, der på forhånd havde tilkendegivet, at han ikke skulle nyde noget af at se den kamp, men ville gå sig en lang tur i stedet. Noget af en nedslående besked for ham at vende hjem til på hotellet på, for ud over det sidste halvandet minut af opgøret mellem Danmark og Frankrig var Island i semifinalen.
Eller det var de så heller ikke ved 0-0, for uafgjort var også nok for Frankrig, men da først Niclas Kirkeløkke lagde bunden og grunden til en dansk 4-0-føring lignede det helt frem til afslutningen, eller i hvert fald det sidste kvarters tid, en sikker dansk sejr med en velsmurt dansk B-kæde på banen.
Ikke mindst i skikkelse af førnævnte Kirkeløkke, Jacob Holm og Kevin Møller i målet. A-kanonerne fik en friaften på tribunen, da landstræner Nikolaj Jacobsen havde dekreteret hvilepause til både Mikkel Hansen, Mathias Gidsel og Magnus Saugstrup. Og altså, i lang, lang tid så det ikke ud til at udgøre den store forskel i den nærmest demonstrative overlegenhed, som viste sig angrebsmæssigt med en helt og aldeles velspillende Jacob Holm i playmaker- og venstreback-rolle i roterende skift med Rasmus Lauge.
Måske fordi, der ikke var det store på spil for danskerne, formåede franskmændene at holde koncentrationen
Holm blev da også kåret som kampens bedste spiller i skarp konkurrence med Kirkeløkke, der tabte hatten og bolden i det sidste angreb, som han ellers havde haft så afslutningssmukt greb om indtil da. Holm og Kirkeløkke scorede nærmest efter behag udefra, og danskerne lå de første 45 minutter med skiftevis 5-4- og 3-målsføringer og lignede ikke på nogen måde et B-mandskab.
Måske fordi, der ikke var det store på spil for danskerne, formåede franskmændene at holde koncentrationen og ikke mindst det fysiske pres på det danske midterforsvar, der tog sig noget mere skrøbeligt ud, da den brølstærke dirigent Henrik Møllgaard havde spillet færdig. De bevarede også hastigheden med ”hurtig midte” eller opgiverkast efter danske scoringer og havde den der determinerede attitude, der viser sig i en slutspurt, når man har noget at løbe for.
Det havde danskerne ikke. Ud over forfængelighedens ubrudte sejrsrække, og der er ingen tvivl om, at Nikolaj Jacobsen nok skulle adressere nederlaget til de olympiske mestre med et par ophidsede ord i omklædningsrummet. For ikke nok med den uafgjorte stilling halvandet minut før tid, så fik Dika Meme også lov til at hakke bolden i kassen til fransk sejr, 30-29, for ligesom at understrege, at franskmændene altså mente det alvorligt.
Det gjorde danskerne måske nok også, men det der mentale gearskifte har det med at sætte sig fast, når man ikke har meget andet end æren at spille for, mens modstanderen har nemmere ved at gå et gear op, fordi den har behov for det.
Sverige eller Spanien?
Og det vigtigste tidspunkt at være foran i sport er stadig, når slutfløjtet lyder. Det var Frankrig lige nøjagtig for første gang i hele kampen, og dermed vandt franskmændene sågar mellemspilsgruppen med samme antal point som Danmark, hvor den indbyrdes kamp gjorde udslaget.
Om det havde nogen betydning for danskerne at spille for en semifinale mod Sverige eller Spanien, er svært at bedømme. I udtalelserne fra den danske lejr er det nogenlunde hip som hap. Den har haft sit besvær med begge mandskaber i moderne tids slutrunder, selvom danskerne slog Sverige i en tæt VM-finale, så tabte de også til dem i Nikolaj Jacobsens første slutrunde i en semifinale, der gik i forlænget spilletid.
Det fik en ellers strålende Kevin Møller ikke i det danske mål. Han stod et brag af en første halvleg, men Niklas Landin havde åbenbart behov for at holde kampflowet ved lige og overtog målmandsposten i anden halvleg. Og den slags bestemmer han stort set selv, har man på fornemmelsen.
Landin bød da også ind med et par kæmperedninger, da han først var blevet varm. Men da Frankrig virkelig ville det mod slutningen og trykkede det danske forsvar fysisk helt i bund, kunne heller ikke Niklas Landin stille noget op mellem stængerne.
Trælst facit for Island, en ridse i lakken for Danmark, men med det opløftende faktum til finaleweekenden, at både Niclas Kirkeløkke og Jacob Holm spillede sig ind i mindst bænkevarmen hos landstræneren. Nikolaj Jacobsen har mange kort at spille ud og i baghånd til de sidste to kampe…
Følg resultater og stillinger fra EM her.
Og husk at like og følge POV Sports nye Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her