Elendige ekkokamre – lad os krydse klinger i det åbne debatrum

af i Liv & Mennesker/Politik & Samfund/Videnskab

DEBAT // VIDENSKAB & POLITIK – Samfundsvidenskab og humaniora er i vid udstrækning blevet ekkokamre, som ikke tåler kritik, skriver Lone Nygaard og Kåre Fog, der opfordrer til en åben debat om bl.a. indvandring, uddannelsesforskning, kønsforskning og arv og miljø. Sker det ikke, vil vi se yderligere social og politisk fragmentering.

“Ekkokammer” er blevet et almindeligt anvendt ord. Og med god grund. Navnet dækker over et socialt rum, hvor folk får bekræftet deres meninger ved kun at møde andre personer med de samme meninger.

Ekkokamrene er et udtryk for en tendens i tiden til, at folks holdninger bliver fragmenteret og polariseret. Et fælles grundlag smuldrer, og folk deler sig op i stadig mindre meningsfælleskaber.

I hvert af disse sker der en bevægelse væk fra samfundets midte i et naivt håb om, at fællesskabet kan styrkes internt ved at isolere sig i modsætning til ’de andre’.

De sociale medier, ikke mindst Facebook, forstærker udviklingstendensen. Hvis f.eks. en person bliver grebet af ideen om, at vaccination af børn mod mæslinger kan føre til, at de bliver autister, så kan vedkommende hurtigt på nettet finde links og videoer, der understøtter dette synspunkt. Facebooks algoritmer (’data-udvælgelses-procedurer’) er nemlig konstrueret sådan, at personen hele tiden lokkes til at klikke på links, som understøtter de meninger, den pågældende person tidligere har ’liket’.

Folk forlader papiraviserne og radio/fjernsyn, hvor de kunne blive konfronteret med modsatrettet information, og får i stedet deres nyheder fra de sociale medier. Hvor algoritmerne altså bevirker, at nyhedsstrømmen bliver stadig mere opdelt i filtrerede strømme til hvert befolkningsfragment

Dermed bliver brugeren konstant bestyrket i en ensidig opfattelse. Personen læser og hører stadig mere, der overbeviser om, at vaccination virkelig er farligt, og finder så på nettet et fællesskab af ligesindede. De mistror alle læger og modarbejder vaccination mod mæslinger. Konsekvensen af dette har allerede vist sig ganske alvorlig.

Sammenhængskraften undermineres

Anne Mette Lauritzen og Frederik Stjernfelt gennemgår i bogen Dit opslag er blevet fjernet. Techgiganter & ytringsfrihed følgerne af de sociale mediers udbredelse.

Ikke mindst den monopolstilling, som bl.a. Facebook, Twitter og Google har fået. Forfatterne redegør også for de stigende krav om, at tech-giganterne skal forhindre, at der udbredes ’hadefuld tale’ (læs: censurkrav).

Dette spiller på uheldig vis sammen med den omtalte fragmentering af den offentlige mening.

Folk forlader papiraviserne og radio/fjernsyn, hvor de kunne blive konfronteret med modsatrettet information, og får i stedet deres nyheder fra de sociale medier. Hvor algoritmerne altså bevirker, at nyhedsstrømmen bliver stadig mere opdelt i filtrerede strømme til hvert befolkningsfragment.

Ordet ’menighed’ ligger lige på tungen. I menigheden bekræfter deltagerne hinanden i, at deres meninger er de rigtige, og når de konfronteres med folk uden for menigheden, der mener noget andet, så kan de ikke fortolke det anderledes, end at disse andre må være dumme, uoplyste eller kyniske – og endnu værre: onde mennesker.

Vi ser i USA, i Storbritannien, i Sverige, i Holland og i Tyskland, at den politiske midte forsvinder i en sådan grad, at disse lande næsten ikke længere kan regeres

Andres meninger bliver opfattet som hadefuld tale, og presset for at forbyde dem bliver stærkere. Censur sniger sig ind på de sociale medier, hvor ingen kan kontrollere, hvad der bliver fjernet, og hvor det er umuligt at appellere afgørelser.

Facebooks algoritmer (’data-udvælgelses-procedurer’) er konstrueret sådan, at personen hele tiden lokkes til at klikke på links, som understøtter de meninger, den pågældende person tidligere har ’liket’. Foto: Pixabay.

De mest fanatiske grupper kan piske en politisk stemning op, hvor de skaber opbakning til censur af ’hadefuld tale’ – på den måde kan de reelt sabotere ytringsfriheden og udvekslingen af modstridende meninger på tværs af den politiske midte. Sammenhængskraften undermineres støt og roligt.

I disse år skrumper den afbalancerede politiske midte da også ind. Hermed forsvinder den sobre og saglige diskussion af de vanskelige og komplekse spørgsmål. I stedet opstår en tom kløft.

Mennesker samler sig med halvdelen på den højre side af kløften og halvdelen på den venstre side af kløften, og de foragter gensidigt hinanden så meget, at de ikke kan snakke sammen.

Vi ser i USA, i Storbritannien, i Sverige, i Holland og i Tyskland, at den politiske midte forsvinder i en sådan grad, at disse lande næsten ikke længere kan regeres. Vi skal være glade for, at det indtil nu ikke står helt så galt til med det politiske liv i Danmark.

Et af de spørgsmål, som særligt bidrager til at fjerne den politiske midte og polarisere befolkningen i to grupper, er spørgsmålet om indvandrere. Det gælder i alle de fem ovennævnte lande, men ganske særligt i Sverige.

Svenske tilstande

I den svenske regerings optik hører kritik af indvandring og indvandrere ind under ’hadtale’.

Den svenske stat har et samarbejde med Institute for Strategic Dialogue (ISD) – en international organisation som bekæmper ’hadtale’ og ’ekstremisme’.

ISD samarbejder med OCCI, som er nært tilknyttet Facebook. ISD og OCCI samarbejder med den svenske stat om, hvordan Sveriges internationale image kan forbedres ved at forhindre hadtale om svenske tilstande på internettet. Ifølge hvad nogle svenskere mundtligt har fortalt os, er der allerede en organiseret censur af Facebook-opslag i Sverige, og den censur kan forventes at tage til.

Her er man tæt på at komme i konflikt med begrebet om demokrati. Demokrati er noget andet end flertalsdiktatur.

Demokrati bygger på tanken om, at man skal lytte til folk med afvigende holdninger, og at man skal give plads til deres ytringer. Derfor har vi parlamenter med plads til politiske mindretal, hvor dette mindretal kan få lov at sige ting, som flertallet er uenige i. Demokrati er “frihed for Loke såvel som for Thor”. Loke er ham, hvis meninger vi ikke kan lide.

I Sverige er Loke f.eks. Sverigedemokraterne, og når de gamle svenske politikere nægter at gå i dialog med dem, bryder de med princippet om, at Loke også skal kunne være her.

Hvis temaet immigration bliver umuligt at diskutere både i den svenske rigsdag, i de svenske aviser og på Facebook, så nærmer vi os DDR-agtige tilstande

Nogen kunne f.eks. tænkes at nævne, at de årlige udgifter for det svenske samfund til at håndtere de mange indvandrere, der kom i 2015, er et lige så stort beløb som det samlede årlige budget for FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, og dermed meget større end UNHCR’s faktisk afholdte udgifter.

Ville Sverige have gjort mere gavn ved ikke at indsluse et mindretal af indvandrere i det rige svenske samfund for så i stedet at have brugt de samme penge til at flerdoble indsatsen for de mange flere flygtninge overalt i verden?

Spørgsmålet lægger op til en fornuftig diskussion i en demokratisk ånd. Men hvis temaet bliver umuligt at diskutere både i den svenske rigsdag, i de svenske aviser og på Facebook, så nærmer vi os DDR-agtige tilstande.

Så bliver den politiske majoritet i Sverige til et kæmpestort ekkokammer, hvor uvelkommen information holdes ude.

Samfundsvidenskab og humanioras forskningsmonopol

Men det går videre end som så. Vi vil hævde, at store dele af den akademiske forskning inden for samfundsvidenskab og humaniora i hele vores kulturkreds er blevet et ekkokammer, hvor uønskede informationer holdes ude.

Hvem kender ikke til udsagnet ”Vi må have noget mere forskning på området” – underforstået: Så vi kan få etableret et bedre grundlag at træffe beslutninger på? Synspunktet er besnærende, fordi det forekommer så indlysende, men er det sandt?

Det er vores påstand, at den dominerende del af den uddannelsesforskning, der er blevet praktiseret igennem de seneste 30 år, har været katastrofal i første omgang for elever og lærere, og i anden omgang for ”samfundet”.

Forestillingen om den rummelige folkeskole har således udvirket, at 2-3 urolige og utilpassede elever i hver klasse har fået lov til at ødelægge undervisningen og indlæringen for de resterende 23-25 ( her, her, her, her, her). Det-skal-være-lystfyldt-at-lære og juhu-begrebet ’kompetence’ (dvs. mangel på konkret viden) har føjet spot til skade.

I bogen ‘Humaniora – videnskab eller varm luft’ påviser Kåre Fog, at de fleste påstande i de social-humane videnskaber om social konstruktion savner evidens. Der er intet holdbart grundlag for disse påstande

Folkeskolereformen i 2013 og diverse vejledninger blev fremstillet, som om de var baseret på international forskning, men rent faktisk var de baseret på et forløb, hvor en tæt klike af indspiste uddannelsesforskere, politikere og i egen selvforståelse digitaliserings-frontløber-lærere skabte en uskøn sammenblanding af politik og såkaldt forskning baseret på ideologi frem for evidens.

Her var ikke plads til faglig kritik – ja, der er tilfælde hvor faglig kritik er blevet mødt med krav om, at kritikeren møder til tjenstlig samtale hos sin overordnede.

Som det vil være en del bekendt, er en konflikt på feltet for nylig vokset så meget i forlængelse af den hasarderede reform i 2013, at uddannelsesforskeren Keld Skovmand har rejst en sag om videnskabelig uredelighed.

Også gymnasie- og HF-reformernes bekendtgørelseskrav og eksamensopgaver befinder sig lysår fra Sofies, Hans-Christians og Muhammeds faglige og personlige forudsætninger og er et klassisk eksempel på, hvordan kreativt-fortænkte forskerhjerner bakket op af se-jeg-sætter-fingeraftryk politikere opkaster planer, der skyr de faktiske forhold på gulvet.

Ret skal være ret: Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har vist sig at være en vederkvægende undtagelse.

Sociale konstruktioner savner evidens

Også kønsforskningen er både herhjemme og i udlandet blevet til et ekkokammer, hvor forstyrrende information holdes ude.

Som eksempel på forstyrrende information kan tages en undersøgelse af, hvad der bestemmer, hvor feminine kvinder er i 30-års alderen – f.eks. om de har valgt et arbejde i en børnehave eller andet tilsvarende sted med høj kvindeandel.

Fostervandsprøver fra de undersøgte kvinder har været bevaret nedfrosset i 30 år, og når man nu måler indholdet af stoffer, som bestemmer hvor meget fostrene i sin tid blev hormonpåvirket, kan man se, at dette forklarer langt mere af variationen i femininitet, end oplysninger om hvordan disse kvinder i sin tid blev opdraget.

Her kunne altså konstateres langt større indvirkning af hormoner end af social påvirkning. Den slags information bliver ignoreret eller afvist med vrede i den etablerede kønsforskning, hvor man går ud fra, at femininitet er en social konstruktion.

Der er masser af andre naturvidenskabelige undersøgelser der viser, at forskellene på de to køn i stor udstrækning har en biologisk forklaring (se f.eks. her, her, her, her, her, her, her og her).

Men erfaringen er, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvor stærk evidens naturvidenskabsmænd ryster op med. Selv de stærkeste argumenter har ingen effekt på samfundsvidenskaberne.

Hvis der er tale om genetisk arv, har det konsekvenser for hvilke tiltag, der vil være virksomme til at stoppe vold

Det er barokt, for kønsforskerne inden for samfundsvidenskab har ingen evidens selv for deres eget dogme om, at kønnet er en social konstruktion.

Dette dogme er ikke baseret på evidens, men på ideologi, nemlig den ideologi at kønsforskelle er af det onde, og derfor må det nødvendigvis være sådan, at man kan skabe et samfund uden de kønsforskelle, vi kender i dag.

I bogen Humaniora – videnskab eller varm luft påviser Kåre Fog, at de fleste påstande i de social-humane videnskaber om social konstruktion savner evidens.

Der er intet holdbart grundlag for disse påstande. Alligevel undervises tusindvis af studerende i de påstande.

Reaktionen på relevante indvendinger, som de f.eks. fremsættes i nævnte bog, er ikke at argumentere imod dem, men at ignorere dem, og ignorere dem så eftertrykkeligt, at stort set ingen nogensinde hører om disse indvendinger.

Arv og miljø: modstand mod biologi

Lad os tage endnu en synsvinkel.

Der er et stort ønske om at bekæmpe vold i familierne. Sociologer kan udføre forskning der viser, at hvis der er vold i en familie – f.eks. vold mod hustruen eller mod børnene – så vil de børn, når de bliver voksne, også selv have tendens til at slå på deres partner eller deres børn. Så konklusionen lyder: Her har vi en social arv, og vi skal bryde den sociale arv.

Men der findes også enkelte undersøgelser, hvor man har undersøgt det genetisk og fundet ud af, at der findes arveanlæg for voldelig adfærd.

Hvis forældrene har disse arveanlæg, er det sandsynligt, at børnene også har dem, og dermed at børnene også til sin tid vil blive voldelige. Her har vi altså genetisk arv. Og hvis der er tale om genetisk arv, har det konsekvenser for hvilke tiltag, der vil være virksomme til at stoppe volden.

Hvis sociologen var ærlig og bredt orienteret, så ville han/hun vide, at der kan være både en social og en genetisk forklaring. Det må så være sociologens opgave i samarbejde med en genetiker at udrede, hvilken rolle henholdsvis den sociale og genetiske arv spiller.

Først derefter kan man konkludere, om vi her ser social arv. Men dét sker meget sjældent. Den generelle holdning i de human-sociale fag er, at biologi og genetik skal ikke røres med en ildtang.

Der findes enkelte gode eksempler på samarbejde hen over faggrænserne.

Her kan nævnes en stort anlagt amerikansk undersøgelse af David Reiss m.fl., som blev publiceret i år 2000. Her gik nogle af de mest fremragende forskere af sociale påvirkninger sammen med førende forskere af arvelighed for at nå frem til en samlet opfattelse af, hvad der bestemmer teenageres personlighed.

Resultaterne var bemærkelsesværdige, fordi de viste hvor tæt genetikken og det sociale miljø er vævet sammen. De viste, at arveanlæggene former den sociale omverden f.eks. ved at den unge lømmels genetisk bestemte adfærd får moderen til at reagere negativt, hvorefter den sociale omverden – f.eks. moderens negative attitude – former drengens personlighed.

En sådan vigtig forskning burde omtales vidt og bredt – i stedet bliver den snarere ignoreret.

Det meste af, hvad der foregår i de human-sociale videnskaber da heller ikke videnskab. Disse “videnskaber” består nemlig i at fremføre og gentage nogle bestemte fortællinger (narrativer), der ikke findes evidens for

Modstanden mod biologien går mindst et halvt århundrede tilbage. Mange akademikere inden for samfundsvidenskab og humaniora bygger på et fundament lagt af kulturmarxistiske filosoffer.

Filosoffer som bl.a. Gilles Deleuze og Louis Althusser så borgerskabet som en fjende og videnskaben som et værktøj for borgerskabets interesser.

Derfor skulle forskere i de human-sociale videnskaber give afkald på de traditionelle elementer såsom tanken om en objektiv sandhed og en sprogbrug, der baserer sig på rationel argumentation. Disse forskere skulle undgå at blive modbevist, ikke ved at have de stærkeste argumenter, men ved at undvige og ignorere opponenter.

Normal naturvidenskab indebærer det princip, at hvis en forsker fremsætter en påstand, så skal han lytte til opponenter.

Hvis en opponent fremsætter en relevant indvending, så skal forskeren kunne argumentere imod den indvending. Kan han ikke det, er hans påstand ikke holdbar, og han må revidere den.

Men i dag er det altså sådan, at hvis en forsker inden for humaniora eller samfundsvidenskab fremsætter en påstand, så bliver indvendinger baseret på biologi stort set altid pure afvist. Forsøgene på at komme i dialog med de human-sociale akademikere om biologiens betydning har trange kår.

Et forskningsfelt, hvor man ikke besvarer relevant kritik, men blot klarer sig ved at ignorere og afvise kritikken, kan ikke kaldes videnskab.

Videnskab kræver, at forklaringer bliver afvejet mod alternative forklaringer. Men det sker ikke, og derfor er det meste af, hvad der foregår i de human-sociale videnskaber da heller ikke videnskab. Disse “videnskaber” består nemlig i at fremføre og gentage nogle bestemte fortællinger (narrativer), der ikke findes evidens for.

På den vis bliver store dele af humaniora og samfundsvidenskaberne også til et kæmpe ekkokammer – et område, hvor uønsket information holdes ude.

Det har selvfølgelig stor skadelig betydning for samfundet. Penge, der investeres i naturvidenskab, kommer mangefold igen, for i den virkelige verden ser vi, at naturvidenskabelige resultater som regel holder stik og kan nyttiggøres.

Men de penge, der investeres i de social-humane videnskaber, giver ikke tilsvarende nytte. Pædagogisk forskning har ikke ført til, at børn lærer bedre end før, og man har ikke fået bugt med mobning i skolen.

Forsøg på at bryde den sociale arv vil ikke rigtig slå igennem – hvad enten det gælder alkoholisme eller uddannelsesvalg. Formel ligestilling mellem kønnene fører ikke til at kønnene bliver mere ens, men derimod at de bliver mere forskellige. Osv. osv. osv.

Ekkokamre har Fanden skabt. Lad os i fællesskab forlade dem og i stedet krydse klinger i det åbne debatrum.


Foto: Flickr.

Kåre Fog, biologisk konsulent, lic. scient. Arbejder med naturbevaring.
Siden 2004 skribent og debattør om køn. Har udgivet fire bøger om dette emne.

Lone Nørgaard, lektor cand.mag., forfatter (til bl.a. ”Sex, løgn og kvinder, ”Børn, løgn og kvinder”) & samfundsdebattør

Seneste artikler om Liv & Mennesker

Tak for dig, mad

MADKLUMME – Bordbønnens esoterik er sund og nem hverdagsmagi. For mad er