I 2009 blev Madagaskars demokratisk valgte præsident, Marc Ravalomanana, styrtet ved et militærkup. Kuplederen Rajoel blev sat i præsidentens sted og landets befolkning blev sendt ud i dyb fattigdom. Lotte Mik-Meyers nye film, “En Præsident Vender Tilbage – Efter Kuppet i Madagaskar” skildrer Ravalomananas forsøg på at generobre magten med fredelige midler fra sit eksil i Sydafrika. Vejen tilbage til hjemlandet og til demokratiet er imidlertid et minefelt af politiske intriger og internationale interesser, hvor den tidligere kolonimagt Frankrig hemmeligt, men aktivt støtter det nye regime. Karen Hammer har set filmen.
Den danske filminstruktør Lotte Mik-Meyer har mange års erfaring med at filme i konfliktfyldte områder som Yemen, Syrien, Libanon og nu Madagaskar. Hun har gennem fem år alene med sit kamera fulgt Madagaskars afsatte præsident Marc Ravalomanana og hans kone Lalao fra deres eksil i Sydafrika.
Ægteparret startede som unge en yogurtfabrik i deres eget hus. Det blev en kæmpesucces og udviklede sig gennem årene til et stort fødevareimperium. Marc Ravalomanana blev en af de mest indflydelsesrige forretningsmænd på Madagaskar. Hans popularitet gjorde, at han i 2002 blev valgt som præsident, på trods af, at han slet ingen erfaring havde med politik.
Han satsede på at udvikle Madagaskars økonomiske vækst, at skabe bedre levevilkår for de 23 millioner indbyggere og at løsrive den snærende kontakt til det forhenværende koloniland Frankrig til fordel for nye handelspartnere som Tyskland, USA og Sydkorea. Hans politik tiltrak mange udenlandske investorer. Der blev derved skabt mange nye arbejdspladser, fødevarepriserne faldt. turismen blomstrede og han vandt uden besvær det næste præsidentvalg i 2006.
I filmen møder vi ham i 2010 i Sydafrika, hvortil han flygtede efter det blodige militærkup i 2009, værksat af Antananarivos borgmester Andry Rajoelina. Den madagaskiske oberst Charles, som stod i spidsen for militærkuppet har siden forklaret, at en lille gruppe magtfulde mennesker planlagde kuppet i mindste detalje, så det kom til at virke som en folkelig opstand.
Meget tyder på, at Frankrig stod bag. FN, Den Afrikanske Union, EU, USA m.fl. fordømte militærkuppet, og Madagaskars nye regering blev suspenderet fra den internationale udviklingshjælp, som jo var betinget af, at landet havde et demokratisk styre. Tusindvis af arbejdspladser forsvandt, økonomien brød sammen, turismen gik ned, og kriminaliteten øgedes.
Præsident Ravalomanana forklarer i filmen, hvordan han som præsident tog fejl i sin udviklingsstrategi: “Jeg prioriterede ikke militæret og dets interesser, da jeg var præsident. Jeg arbejdede tæt sammen med internationale samfund og de økonomiske institutioner som f.eks. Verdensbanken og IMF. De hjalp mig med at rydde op i Madagaskars økonomi. Min prioritet var infrastruktur, udannelsesformer og udvikling af landdistrikterne. Ikke millitæret. For Madagaskar er en ø. Vi har ingen grænser, så det er ikke normalt at bruge 30-40 procent af vores budget på militæret, når landets folk sulter”.
Ravalomanana har i Sydafrika samlet et hold af rådgivere, menneskerettigheds advokater, konfliktmæglere, journalister og forretningsmænd, for at med fredelige midler at kunne generobre sit land og hjælpe sit folk ud af sult og fattigdom. Men det er ikke så let. Der står internationale interesser bag modstanden. Ikke mindst synes Frankrig som tidligere kolonimagt at støtte Rajoelina regime for at beskytte egne økonomiske og politiske interesser, noget man har set før!
Filmen skildrer Ravalomananas mange forsøg på at rejse hjem. Man stopper ham; flyet kan ikke få landingstilladelse eller alle lufthavne er pludselig lukket.
Filmen skildrer en stærk og sympatisk person, som i modsætning til mange afrikanske præsidenter interesserer sig for sit land og sit folks velstand, og som måske i fremtiden vil kunne hjælpe det mishandlede land Madagaskar videre
I 2014 tager han hemmeligt afsted som altid sammen med sin kone Laola. Han arresteres og sidder seks måneder i fængsel, men hans kone udnævnes i 2015 til Atananarivas nye borgmester. Sammen med sin danske medarbejder, Jens Thorsen, arbejder han nu på at genskabe, sine mange ødelagte fabrikker, der alle har været lukket efter 2009-kuppet. Snart har han genskabt 8000 arbejdspladser.
Da filmen slutter, kan han meddele, at han nu forbereder sig på at stille op som præsidentkandidat ved det kommende primærvalg i 2018.
Filmen skildrer en stærk og sympatisk person, som i modsætning til mange afrikanske præsidenter interesserer sig for sit land og sit folks velstand, og som måske i fremtiden vil kunne hjælpe det mishandlede land Madagaskar videre. Som der står i foromtalen af filmen handler den ganske rigtigt om “demokratiets skrøbelighed og om en beslutsom mands vilje til at forsvare det.”
Jeg aflagde selv Madagaskar et deprimerende besøg for nogle år siden, og jeg kan kun håbe, at det må lykkes for præsidenten at få stoppet den illegale skovning, og myrderierne på de endemiske dyr. Madagaskar var engang et rigt skovland med et mylder af vidunderlige dyr, mere end halvdelen af øens skove er forsvundet; måtte det lykkes at redde resten, om ikke andet for turismens skyld.
Topfoto: Fra filmen – pressebillede.
En præsident vender tilbage – Efter Kuppet i Madagaskar, instruktør: Lotte Mik-Meyer, 2017, Danmark, 78 minutter.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
