
TEATER // ANMELDELSE – Hamletscenens vinterforestillinger er sjældent mindre interessante end sommerens friluftsteater. Snarere tværtimod. Intimscenen Thaliasalen udnyttes i Ekko fra Venedig til det yderste med stor fascinationskraft, men en lidt spinkel konklusion på sin historie om den evige jøde.
Oplægget er enormt ambitiøst; at kombinere Shakespeares Købmanden fra Venedig med de danske jøders flugt over Øresund i 1943. Plus noget med forfølgelsen af andre minoriteter og kolonialismens fortsatte indflydelse på verden anno 2023.
Thaliasalen er ombygget til forestillingen, så tilskuerne sidder på let hævede podier på begge sider af scenegulvet, hvor forskellige genstande står hyllet i stof. Pludselig dækker røg gulvet som tåge over Venedigs kanaler – eller Øresund. Det er nok den mest effektfulde anvendelse af en røgmaskine, jeg nogensinde har set, i en i øvrigt fascinerende og meddigtende scenografi.
Hvis I stikker os, så bløder vi
Shylock kommer stagende ind på scenen i sin gondol og ser sig om. Møblementet kan godt give mindelser om en retssal, så straks kaster han sig ud i sin store monolog: ”Hvis I stikker os, så bløder vi” og så videre. Han pointerer samtidig, at han i kraft af sin tro og sit blod faktisk har været på anklagebænken i 2.000 år.
Det eksistentielle Ekko fra Venedig
Fikspunktet er imidlertid Venedig for 400 år siden og den affære med en gæld på 3.000 dukater, som i tilfælde af misligholdelse skal koste Antonio et pund kød. Både et pund kød (vakuumpakket) og de 3.000 dukater løber som en rød tråd gennem forestillingen.

I et større perspektiv stiller Ekko fra Venedig det eksistentielle spørgsmål, om mennesket er godt eller ondt. Og det etiske spørgsmål om, hvorvidt samme handling både kan ses som god og som ond alt efter konteksten.
Nu er det altså bare Shylock, der føler sig forfulgt og har gjort det i de seneste 400 år (siden Shakespeare opfandt ham). Derfor har han nægtet at dø. Og nægtet alle de andre involverede at dø. Selv om de ikke husker det, kommer de til at mødes igen og igen i forskellige konstellationer.
En slægtsroman
Man kan sagtens forestille sig historien som en mægtig slægtsroman over mange generationer. Jøder på evig flugt. Forgreninger til hele verden. Med de mange sammenflettede handlingstråde, hvor man bliver i tvivl om, hvad der er fortid, og hvad der er nutid, er Ekko fra Venedigs spilletid på halvanden time måske lige lidt nok til så meget stof.

Samtidig er det selvfølgelig en pointe, at vi hele tiden er i tvivl om, hvilke tableauer der hænger sammen tidsmæssigt. Samtidig tager de fire skuespillere parykker og masker af og på og spiller flere roller. De går nogle gange lige fra en epoke til en anden. Forvirrende, og vi er spændte på, hvordan trådene skal bindes sammen.
Før eller siden ender trådene nemlig altid hos Shylock.
Konklusionen i Ekko fra Venedig er mere flertydig
Vi kommer vidt omkring. Hvis du ikke tidligere er stødt på begrebet post colonial revenge syndrome, så lærer du det nu. Hvis du har været i tvivl om, præcis hvor gode venner Antonio og Bassanio er, så får du svaret her. Hvis du tror, at alle er lige for loven, så … nå, det må du selv finde ud af.
Var det 3.000 dukater værd?
I hele denne historie forekommer redningen af de danske jøder som en anomali. Vel kan vi i historiebøgerne læse, at nogle fiskere tjente godt på at tage risikoen. Og for den sags skyld, at den rigsbefuldmægtigede Werner Best havde en finger med i spillet for at have en god gerning af fremvise ved et i 1943 stadig mere forudsigeligt tysk nederlag og en efterfølgende krigsforbryderretssag.

Det ændrer imidlertid ikke ved de enkelte frihedskæmperes mod og ved den pris mange betalte. Det ændrer slet ikke ved det fænomen, at danskerne netop ikke vendte deres jødiske minoritet ryggen. Er det 3.000 dukater værd?
De fleste ved nok, at Shylock i Købmanden fra Venedig bliver narret ved den afsluttende retssag. De ved også, at Shakespeare sørger for, at de elskende kan få hinanden. Konklusionen i Ekko fra Venedig er mere flertydig. Det er altid godt som publikum at blive bedt om at tænke selv. Desværre ender mange af de spørgsmål, der rejses, med at flagre for vinden.
Hævn og retfærdighed
Kan forfølgelsen af jøderne sidestilles med undertrykkelse af palæstinenserne i de besatte områder? Kan forfølgelsen sidestilles med diskrimination mod homoseksuelle og undertrykkelse af kvinders rettigheder? Og selvfølgelig pengenes magt: hvem bliver i dag nødt til at stille et pund af eget kød som sikkerhed for et lån?

Shakespeare var selv dobbelttydig. Hans griske Shylock bliver nok udstillet uden en gnist af politisk korrekthed. Alligevel er det svært ikke at have forståelse for ham. For den forfulgtes og udnyttedes råb op gennem tiderne om retfærdighed. Selv om den, som Hannah Arendt påpegede ved retssagen mod Adolf Eichmann, kan være svær at skelne fra hævn.
Vil man have yderligere stof til eftertanke, så følges alle forestillinger af samtalesaloner, hvor vekslende gæster – en dansk og en svensk – perspektiverer Ekko fra Venedig i forhold til flugten over Øresund. Samtalesalonerne er inkluderet i billetprisen, men tilmelding er nødvendig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.