Oktober 1943: Landsmænd og medmennesker

af i Danmark/Historie

ESSAY – I disse dage er det 75-året for redningen af de danske jøder fra holocaust. Nikolaj Bøgh beskriver med en personlig indgangsvinkel redningsaktionen, som var afgørende for, at 99 procent af den jødiske befolkning i Danmark overlevede holocaust. En helt enestående bedrift, som Danmark med rette er berømt og anerkendt for verden over. Vi kan fortsat ranke ryggen og huske på den medmenneskelighed, der fik adskillige tusind danskere til at hjælpe deres jødiske landsmænd. Det er et eksempel til efterfølgelse den dag i dag.

En af de sidste dage i september 1943, i disse dage for 75 år siden, bankede en tidligere elev, en ung jødisk mand ved navn David, på døren til min oldefars rektorkontor på Christianshavns Gymnasium.

Bestyrtet hørte rektoren den unge mand fortælle, hvordan den jødiske menighed under morgengudstjenesten i synagogen i Krystalgade den 29. september havde fået besked om, at tyskerne havde planlagt en aktion mod de danske jøder natten til den 2. oktober, og David bad nu om hjælp til at skjule et antal jøder, som ikke havde noget netværk udenfor de jødiske kredse.

Aftenen forinden, den 28. september, havde den tyske flådeattache G.F. Duckwitz opsøgt socialdemokraten Hans Hedtoft og informereret ham om planerne for jødeaktionen, som han personligt var stærk modstander af.

Det, der var på vej, var, hvad de danske jøder havde frygtet lige siden besættelsen den 9. april 1940. Den jødeudryddelse, som man vidste fandt sted i store dele af Europa, men som den danske regerings samarbejde med tyskerne havde blokeret for

Hedtoft havde derefter straks besøgt formanden for Mosaisk Trossamfund C. B. Henriques, som umiddelbart nægtede at tro på oplysningerne, men gradvist blev overbevist og sørgede for, at rabbiner Marcus Melchior morgenen efter advarede menigheden. Datoen for jødeaktionen var nøje udvalgt. Det var Rosh Hashanah, det jødiske nytår, hvor jøderne ville være at finde hjemme, sammen med deres familie.

Det, der var på vej, var, hvad de danske jøder havde frygtet lige siden besættelsen den 9. april 1940. Den jødeudryddelse, som man vidste fandt sted i store dele af Europa, men som den danske regerings samarbejde med tyskerne havde blokeret for.

Efter regeringens afgang og samarbejdspolitikkens ophør den 29. august 1943 eksisterede det bolværk mod holocaust ikke længere.

Gemmesteder

Henvendelsen fra David blev begyndelsen til en stor hjælpeaktion i Lyngby, hvor mine oldeforældre boede. Sammen med lektor Norrild, der også var ansat på Christianshavns Gymnasium, kontaktede min oldefar en række kolleger med anmodning om at hjælpe med at skjule jøder.

Det bredte sig i løbet af få timer som ringe i vandet, og de følgende dage modtog et stort antal Lyngbyborgere flygtende jøder i deres hjem.

En af pladerne på Denmark Square i Jerusalem, hvor redningen af de danske jøder er mindet med den samme tekst på dansk, svensk, hebraisk, engelsk og arabisk sammen med en skulptur, der forestiller en fiskerbåd. Foto: Wikimedia Commons

Omdrejningspunktet blev hurtigt Aage Bertelsen, der var lektor ved Lyngby Statsskole. Han blev en slags leder af det, der efterhånden blev omtalt som ”Lyngbygruppen”, og hvis historie Bertelsen i 1952 beskrev i bogen ”Oktober 43”.

Bogen kom i mange oplag og blev oversat til flere sprog og har status som en helt central beretning om de danske jøders redning, der var stærkt medvirkende til, at historien blev kendt og anerkendt verden over.

En dag mange år efter krigen kom min farfar ind på et officielt kontor i Denver, Colorado, hvor han blev ekspederet af en jødisk udseende herre, som spurgte ham: ”Er De den Jørgen Bøgh, der er omtalt i Aage Bertelsens bog om jødetransporterne fra Danmark?”

Den lille uprætentiøse bog, som blandt andet Albert Einstein efter eget udsagn blev meget bevæget over, er næsten en slags moderne udgave af Det Gamle Testamentes beretning om det jødiske folks flugt fra Ægypten.

Alt i alt mener man, at 30-40.000 danskere deltog i jødernes flugt. Den altovervejende del af dem tjente ikke en krone på det, men udsatte tværtimod sig selv for, hvad man måtte gå ud fra var livsfare

Lyngbygruppen var blot ét af en lang række netværk, der gik sammen om at hjælpe jøderne med at flygte. Nogle bestod – som Lyngbygruppen – af fagfæller og mennesker, der i øvrigt kendte til hinanden fra lokalmiljøet. Andre udsprang af foreninger, flere faglige netværk – blandt andet læger, sundhedspersonale og folkekirkepræster – og atter andre havde rod i den på daværende tidspunkt spirende modstandsbevægelse.

Alt i alt mener man, at 30-40.000 danskere deltog i jødernes flugt. Den altovervejende del af dem tjente ikke en krone på det, men udsatte tværtimod sig selv for, hvad man måtte gå ud fra var livsfare – eller i det mindste overhængende risiko for alvorlige repressalier for at redde deres landsmænd.

Og bag dem stod formentlig millioner af danskere, som var passive deltagere, men som var enige i støtten til jøderne, og alene af den grund spillede en ganske væsentlig rolle for, at det hele kunne lade sig gøre, fordi de så den anden vej. I en række andre europæiske lande med langt mere udbredt antisemitisme var det ofte naboer og tilfældige forbipasserende, som angav jøder eller afslørede deres skjulested.

De mange mennesker der hjalp med flugten var gennemgående fuldkommen forudsætningsløse, helt ”almindelige” mennesker, som aldrig tidligere havde været politisk engagerede eller nogensinde havde så meget som overvejet, at de skulle engagere sig i illegal virksomhed.

Min oldefar Frederik Bøgh udsprang af en konservativ embedsmandstradition præget af en dyb kristentro. I hans verden var der orden og redelighed, og han troede – uden at være godtroende – på det gode i mennesket. Det egentligt politiske sagde ham ikke meget, men den etiske fordring, som jødernes skæbne mødte ham med, var der ikke et sekunds tvivl om, at han måtte handle på.

Landsmænd og medmennesker

De danske jøders historie er historien om en gradvis assimilation af en som udgangspunkt marginaliseret minoritet, som den kristne majoritetsbefolkning de første mange år havde holdt ud i strakt arm.

Der havde levet jøder i Danmark siden 1600-tallet, længe begrænset i geografisk og erhvervsmæssig udfoldelse. Med oplysningstiden øgedes accepten af religiøse minoriteter, og under Frederik VI fik jøderne i 1814 fulde borgerrettigheder. Trods tilbageslag som Jødefejden i 1819-20, hvor hærgende folkemængder havde forfulgt jøder og ødelagt jødisk ejendom i København og flere provinsbyer, gik det gradvist mod større og større accept.

Med Grundloven af 1849 og religionsfriheden fik jøderne den fulde og formelle ligestilling med den kristne majoritetsbefolkning.

Op gennem 1800-tallet og i de første årtier af 1900-tallet blev den jødiske befolkningsgruppe i stadig stigende grad en fuldt ud integreret del af den danske befolkning. Ikke ganske som den kristne majoritet og udstyret med ”sære” skikke. Men blandt den altovervejende del af danskerne fuldt ud accepteret som landsmænd og medmennesker.

Med deres fremmedartede kultur og udseende var jøderne et eksotisk indslag i det gamle København. De var “det mousserende element” i europæisk kultur, som Otto von Bismarck engang udtrykte det

De levede det jødiske liv ”inden for murene”, sådan som vi kender det fra det berømte teaterstykke af Henri Nathansen, men de var samtidig aktive i det danske samfund og bidrog på utallige måder til Danmarks udvikling – mange med betydningsfulde poster inden for erhvervsliv, videnskab, kunst og kultur.

De var samtidig en broget skare, socialt og erhvervsmæssigt, og spændte lige fra den velhavende overklasse til daglejere og småhåndværkere i Københavns mest forslummede gader. Med deres fremmedartede kultur og udseende var de et eksotisk indslag i det gamle København. De var “det mousserende element” i europæisk kultur, som Otto von Bismarck engang udtrykte det.

Min farfar gik i skole med flere ortodokse jøder på Frederiksberg og havde den aftale med dem, at han kom forbi og gav dem lektier for efter sabbatten. Han havde siden nære, ikke-religiøse jødiske venner, uden nogensinde at spekulere over, at de var synderligt anderledes end ham selv.

Sådan havde langt den overvejende del af den danske befolkning det også. Jøderne var en befolkningsgruppe med en særlig kultur, som de ikke ønskede skulle dominere det øvrige samfundsliv eller som i øvrigt gjorde krav på særlige hensyn – udover at de naturligvis insisterede på muligheden for at leve deres religiøse og kulturelle liv uhindret.

Flugten

I dagene mellem den 29. september og den 1. oktober kom jøderne afsted mod deres gemmesteder mange steder fra, de fleste dog fra det indre København, hvor hovedparten boede.

Tiden var knap, og rigtig meget foregik ganske hovedkulds og tilfældigt. Nogle jøder tog simpelthen toget til Lyngby Station og spadserede frejdigt op til mine oldeforældres hus på Ulrikkenborg Allé ved højlys dag. Min oldemor kunne mange år senere fortælle, hvordan der i de dage pludselig udenfor hoveddøren kunne stå ”en lappeskrædder fra Borgergade med slangekrøller”, som hun hastigt måtte sørge for at hive indenfor.

I dagene op til den 1. oktober blev et stort antal jøder gemt af vejen. Så langt så godt, men hvad skulle der så ske? Tidspunktet for tyskernes aktion nærmede sig, og der var ingen klar plan for det videre forløb.

Natten mellem den 1. og den 2. oktober kl. 5 samledes en lille gruppe mennesker i mine oldeforældres hus. Udover dem selv og min farfar var det Aage Bertelsen, lektor Norrilds hustru og adjunkt frk. Gregersen samt et par af de indkvarterede jøder.

Bertelsen kunne fortælle, hvordan han fra lederen af politistationen i Lyngby havde hørt, at tyskerne kørte rundt og planlagde en snarlig aktion, sådan som Duckwitz også havde oplyst, at planerne var.

Der var ingen papirer og underskrifter, ingen navne og ingen kvitteringer. Kun tillid, som hele operationen i virkeligheden ene og alene byggede på

Dagene svirrede af rygter, og min farfar, som på daværende tidspunkt arbejdede som journalist på Kristeligt Dagblad, mente at vide, at de jøder, der ikke blev fanget under den planlagte razzia, ville kunne søge om legal udrejsetilladelse allerede den følgende dag. Hvor usandsynligt dette end lød, var det nu engang det håb og den overskuelige opgave, den lille gruppe i første omgang måtte klynge sig til.

På det tidspunkt var der endnu ingen i gruppen, der havde fantasi til at forestille sig andet end en eller anden form for legal løsning på hele sagen. Så man gik i gang med at skaffe visumblanketter, som kunne udfyldes af alle jøderne og afleveres samlet.

Det viste sig dog efter kort tid at være en håbløs tanke, og gradvist opstod erkendelsen af, at man måtte arrangere en egentlig flugt over sundet til det Sverige, der heldigvis havde signaleret villighed til at tage imod de flygtende jøder.

Gradvist lykkedes det at komme i kontakt med nogle fiskere, der gerne ville hjælpe med transporten over Øresund, dog mod betaling, hvilket ikke var urimeligt, da de satte både deres erhverv og deres liv på spil. Det var ganske mange penge, der skulle til, men de strømmede hurtigt til fra mange forskellige kilder, ofte med ganske store beløb.

Min farfar skulle afhente 50.000 kr. hos skibsreder A.P. Møller på Kongens Nytorv personligt (det var mange penge dengang, sommansir). Da han kom ind til skibsrederen, som han i øvrigt fandt langt mere hyggelig og uhøjtidelig, end han havde forestillet sig, talte de lidt sammen om løst og fast, ikke for hyggens skyld, men alene for at A.P. Møller kunne vurdere, om det unge, ukendte menneske var til at stole på.

Der var ingen papirer og underskrifter, ingen navne og ingen kvitteringer. Kun tillid, som hele operationen i virkeligheden ene og alene byggede på. Og tilliden gik begge veje. Det var altafgørende for aktionens effektivitet, at jøderne også stolede på deres hjælpere, som de i mange tilfælde intet kendte til på forhånd.

Dem, der ikke kom med over

For et lille mindretal af jøderne gik det galt.

Nogle få kom ikke af sted, typisk fordi de simpelthen ikke troede på, at truslen var reel. Andre blev fanget under flugten, og i alt endte knap 500 danske jøder i koncentrationslejren Theresienstadt, som egentlig var en gennemgangslejr på vejen mod de egentlige udryddelseslejre, men det lykkedes for de danske myndigheder at forhandle sig frem til, at de danske jøder kunne blive i Theresienstadt under – trods alt – nogenlunde tålelige forhold.

I Theresienstadt var der desuden mulighed for, at danskere kunne sende Røde Kors-pakker til jøderne, hvilket foregik i stor stil, og givetvis også reddede mange liv. 103 danske jøder døde i Theresienstadt, 459 overlevede opholdet.

En af dem, der endte i Theresienstadt, var den 17-årig jøde Wulff Feldman, som min farfar ledsagede til Amagerbanens station, hvorfra han skulle tage toget til Dragør for derfra at blive transporteret over sundet af en fiskerbåd.

Feldman forsøgte at flygte ind i skoven, men blev fanget af en lyskegle, og da han vendte sig om, stirrede han ind i fem pistolmundinger

Da Feldman ankom til Dragør, var der livlig aktivitet i byen og tydeligvis mange, der var der i samme ærinde som han selv. Han gik hen foran banken, som var det aftalte mødested, og hvor der allerede var en større klynge mennesker forsamlet.

Da han ikke vidste, om det var de rigtige mennesker, gik han prøvende frem og tilbage på fortovet, inden han blev kontaktet af en mand, der tog ham med hen til gruppen foran banken. Det var nu ikke hans rejsefæller og heller ikke fiskere. Man fortalte ham, at tyskerne var blevet bestukket, og at der de senere dage var sejlet en stor gruppe over Øresund.

Lidt efter begav han sig afsted med en af mændene mod havnen. Undervejs så de nogle mystiske skikkelser luske omkring, og Feldmans ledsager gik hen til dem, angiveligt for lige at se, hvad der skete. Få sekunder efter kom han styrtende tilbage, skarpt forfulgt af tyskere.

Feldman forsøgte at flygte ind i skoven, men blev fanget af en lyskegle, og da han vendte sig om, stirrede han ind i fem pistolmundinger. De lyste også over på manden, der havde ledsaget ham, hvorefter en af tyskerne råbte: ”Ham kender jeg! Lad ham løbe!”

Væk var manden, som muligvis ikke havde helt rent mel i posen, og Feldman blev nu bedt om at vise legitimation. Det kunne han selvfølgelig ikke, og han blev derefter eskorteret til Dragør Fort af to tyske soldater med opplantede bajonetter, som de indimellem stak lidt til ham med for at vise, at de mente det alvorligt.

I fortet sad der i forvejen en del jøder fanget, og sammen med dem blev han nogle timer senere kørt til Horserødlejren, og en uge senere derfra sendt videre til Theresienstadt.

Postkort fra Wulff Feldman i Theresienstadt 28. november 1943. Hos forfatteren

Mange år efter var min farfar leder af en omsorgskonference i Aarhus Rådhushal.

En af talerne var en psykolog, hvis navn han ikke kendte på forhånd. Da de bagefter talte sammen, spurgte manden min farfar, om de ikke havde truffet hinanden før, for eksempel i forbindelse med jødetransporterne 30 år tidligere.

Min farfar fortalte, at det nagede ham, at en af hans transporter desværre var gået galt, og at jøden var blevet taget af tyskerne. ”Ja, det var mig”, sagde Wulff Feldman, for ham var det, men i 1943 havde de været anonyme for hinanden.

I en lille bunke papirer med relation til jødetransporterne, der har fundet min vej, findes et par postkort fra Feldmann skrevet i Theresienstadt til mine oldeforældre. De skulle være på tysk, måtte højst være på 30 ord og ikke indeholde nogen form for kritik af forholdene i lejren.

Det giver en isnende fornemmelse at læse om, hvordan han angiveligt havde det ganske hyggeligt. På et kort fra den 28. november 1943 hedder det således (egen oversættelse): ”Vi arbejder alle her. Jeg arbejder med brændehugning. Her er mange foredrag, teater o.s.v. så tiden går godt.”

Feldman blev sammen med resten af de nordiske KZ-fanger i foråret 1945 transporteret af Folke Bernadottes hvide busser til Sverige, hvorefter han sammen med sin familie kunne vende hjem til Danmark.

Gud giv dig fremtid – som han gav dig minder

Hos min farmor og farfar hang et stort silkemaleri med et billede af en fiskerbåd med jøder på vej over Øresund, omgivet af en bort med teksten ”Gud giv dig fremtid – som han gav dig minder” fra H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”.

Kunstneren var Fanny Samson, som var en af de jøder, der sammen med sin familie havde haft ophold hos mine oldeforældre på vej til Sverige, og maleriet var en gave til dem i 1946, efter hjemkomsten.

I et brev fra hende, skrevet i Stockholm efter besættelsens afslutning, skriver hun blandt andet: ”Jeg længes efter endelig at kunne give Udtryk for vor inderligste Taknemmelighed overfor Dem og Deres rede Hustru. Gennem den store Interesse, De viste os og det umaadelige Arbejde De har gjort for at hjælpe os, har De reddet mange mange Menneskeliv. Vi vil aldrig kunne takke Dem for Deres enestaaende Indsats og kan kun ønske at den Velsignelse, Deres humane Gerning betød for os maatte blive til en Velsignelse for Dem og det danske Folk. Det er vor oprigtige Haab, at vise os værdig Deres store Gerning og kunde blive til Nytte i Samfundet, naar vi nu kommer hjem igen.”

Silkemaleri af Fanny Samson. Gave til Karen Margrethe og Frederik Bøgh 1946. Nu hos Dansk Jødisk Museum

Fanny Samsons maleri er i grunden meget sigende for båndet mellem de jødiske medborgere og deres kristne landsmænd.

For de danske jøder havde hjemme i Danmark og var en del af den danske befolkning. Og selvom den Gud, som H.C. Andersen refererer til i teksten, jo ikke først og fremmest var Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, men den Gud, der havde gjort sig til menneske i skikkelse af Jesus Kristus, så eksisterede der et stærkt bånd mellem den jødiske minoritet og den kristne majoritetskultur, der som ganske klart gik via den næstekærlighed, som findes i mosebøgernes 10 bud, og som blev bekræftet af Jesus som et af de allervigtigste bud.

Hver enkelt jøde var i konkret forstand vores næste og kaldte på den næstekærlighed, som er et grundlæggende fundament i vores fælles jødisk-kristne kultur og livsopfattelse. Truslerne mod jøderne aktiverede det fundament, som altså fuldt ud kunne omfatte personer, man måske ikke fuldt ud kunne identificere sig med, eller personligt kendte til, men som ikke desto var ens næste i den livstruende situation, de nu befandt sig i.

Hjælpen til jøderne var ikke en heltegerning. Det var blot noget, man havde måttet gøre, fordi skæbnen – eller måske sågar den almægtige Gud – havde villet det. Der var i grunden ikke anledning til at sige tak

Vi vidste godt, hvad billedet i entreen forestillede, men det var ikke noget, der blev gjort stor stads ud af, på samme måde som der heller ikke havde været talt særligt om det, da det hang hos mine oldeforældre i Lyngby.

Hjælpen til jøderne var ikke en heltegerning. Det var blot noget, man havde måttet gøre, fordi skæbnen – eller måske sågar den almægtige Gud – havde villet det. Der var i grunden ikke anledning til at sige tak.

Historien om de danske jøders redning rummer selvfølgelig nuancer og ikke mindst forklaringer på, at det gik så fantastisk godt, som de nu engang gjorde.

Fra tysk side var man udmærket klar over, at en aktion mod de danske jøder ville være særdeles upopulær og skabe en lang række i grunden unødige problemer. Selvom samarbejdspolitikken var brudt sammen, havde man fra tysk side fortsat en stor interesse i at opretholde så gode og fredelige relationer til danskerne som muligt, ikke mindst for at opretholde den meget betydningsfulde fødevareeksport til Tyskland.

Den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best, som på overfladen havde været særdeles nidkær med at udføre Hitlers ordre om at eliminere de danske jøder, spillede åbenlyst dobbeltspil, og mange tyskere så mere eller mindre udpræget den anden vej i de dage i begyndelsen af oktober, da fiskerbådene sejlede jøder i tusindvis over Øresund.

Jødernes redning i 1943 er en af de centrale danske kernefortællinger, fordi den fortæller om et folk, som rejste sig mod uretten og insisterede på medmenneskelighed i en umenneskelig tid. Det er værd at mindes, og det er værd at lære af i dag

Fiskerne har også været genstand for kritisk opmærksomhed, fordi en del af dem opkrævede ganske store beløb for sejladsen. Nuvel, fiskerbådene var jo deres levebrød, og konsekvenserne, hvis de blev taget, var med stor sandsynlighed ganske alvorlige. Det udelukker bestemt ikke, at nogen var for grådige, men det er ikke det billede, der dominerer.

Det er i de senere år også blevet kritiseret, at Danmark ikke i samme grad engagerede sig i redningen af de tyske jøder, der kom som flygtninge før besættelsen. Men baggrunden for jødeaktionen var netop, at det var de danske jøder, der bredt blev ansat for gode samfundsborgere, naboer, venner, landsmænd. De var en del af det danske folk. Desuden var en ikke ubetydelig del af de jøder, der blev fragtet over i oktober 43, faktisk flygtede tyske jøder.

Når alt kommer til alt, betyder nuancerne og mellemregningerne ikke det store. Danmark er med rette verdensberømt for redningen af de danske jøder, for det helt enestående faktum, at 99 procent af de danske jøder overlevede holocaust. 6 mio. jøder omkom under 2. verdenskrig, og blandt Europas besatte lande var billedet et fundamentalt andet end i Danmark.

I et land som Holland, der på mange måder kulturelt lignede Danmark, og heller ikke rummede nogen væsentlig antisemitisme, blev 70 procent af den jødiske befolkning udryddet.

En historie, vi stadig har brug for

En central forudsætning for, at vi kan vedblive med at være et folk, selv i migrationens og disruptionens tid, er, at vores fælles historie vedbliver med at blive fortalt til og af nye generationer.

Hvem vi var, siger noget væsentligt om, hvem vi er. Er vi stadig de samme, drives vi af de samme mål, har vi de samme værdier som dem, der gik forud? Hvornår gjorde vi noget smukt og rigtigt, hvornår tog vi fejl, hvor førte det alt sammen hen?

Jødernes redning i 1943 er en af de centrale danske kernefortællinger, fordi den fortæller om et folk, som rejste sig mod uretten og insisterede på medmenneskelighed i en umenneskelig tid. Det er værd at mindes, og det er værd at lære af i dag.

Som kanariefuglen i mineskakten, der skal advare minearbejderne om, at ilten er ved at slippe op, på samme måde kan jødernes tryghed ses som et tegn på, om vi fortsat har vores medmenneskelighed og tolerance i behold eller ej.

Oktober 1943 er ved at være længe siden, men den tolerance og medmenneskelighed – og næstekærlighed – som vi kan lære af jødernes redning, den har vi stadig brug for at bevare i det danske samfund, her 75 år efter.

Topfoto: Udsnit af silkemaleri malet af Fanny Samson. Nu hos Dansk Jødisk museum

Kilder:
Aage Bertelsen: Oktober 43, 5. udgave, 1993
Jørgen Bøgh: Alle mine kæpheste. Erindringer, 1991
Papirer hos forfatteren

Nikolaj Bøgh (født 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, rådmand og formand for Kultur- og Fritidsudvalget på Frederiksberg (C) samt konservativ folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet en række bøger, herunder ”Hækkerup” om den socialdemokratiske udenrigsminister m.m. Per Hækkerup og ”Brødrene Møller” om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. Hans seneste bog er "100 historier fra Frederiksberg", der udkom i marts 2019.

Seneste artikler om Danmark

Blinde idiot

ESSAY – Det smukkeste sted, jeg har besøgt i nyere tid, er