SAMFUND // KLUMME – Kreativitet er på mode. Kreative mennesker beundres i medierne, og kreativitet er et fag på de højere læreanstalter. Kreativitet opfattes ofte som en munter leg med verden, og nogle tror tilsyneladende, at kreativitet kan løse problemerne i erhvervslivet, i nationaløkonomien, i uddannelserne, ja, endda i privatlivet. Det passer bare ikke. Jeg ved det af egen erfaring.
Jeg har selv været glad for kreativitet og dens evne til at gøre op med forældede og stivnede strukturer. Så ned med vanetænkning. Ned med gamle autoriteter. Ind med noget nyt, det var lige noget for mig.
Det har da også været spændende og meget givende, men jeg har også erfaret, at der er nogle mørkere sider af al denne sprudlende udfoldelse, og de kommer sjældent med i hyldesten af den frie opfindsomhed.
Sandheden er, at den kreative proces ofte er forbundet med smerte. Måske er kreativitet i virkeligheden en bygningsfejl. Måske har digteren Rainer Maia Rilke ret, når han i en af sine Duino-elegier skriver, at ”det løber i os som revnen i en kop”?
Den kreative person, den skabende kunstner, er heller ikke et ukompliceret legebarn. At være kreativ giver godt nok spænding og kræver selvfølelse, men man skal være ligeglad med andres reaktioner, og man skal kunne modstå mangel på forståelse. Kort sagt: Den kreative person er ofte en ensom, selvoptaget narcissist.
Der er også nedbrydende elementer i selve kreativiteten. I en radiosamtale om kreativitet brugte komponisten Peter Hanke udtryk som ”at finde revner i muren” og ”at bryde med konventioner”. Og det var positivt ment.
Gode spørgsmål, men hvad er svarene?
Peter Hanke underviser topledere i kreativitet. Det gør man efterhånden på mange af de højere læreanstalter. Her kaldes denne form for kreativitet for disruption, hvilket ifølge Den danske ordbog betyder ”opbrud” eller ”sammenbrud”.
Det er noget, som den moderne topleder skal kunne skabe. Han skal magte at være hensynsløs, være rede til at rive billeder ned fra væggen og sende bøger til forbrændingsanstalten. Frem for alt skal han undgå gentagelser. Alt hvad der var godt i går, skal han være villig til at forkaste som skidt i dag.
Med en nedslidt kliche hedder det ”at tænke ud af boksen.” Tænk lige over, hvad de ord betyder.
Boksen er vores hverdag med alle dens rutiner. Det er den, der er under angreb fra den kreative destruktionsmaskine. Man kan undre sig over hvorfor den slags råb på ødelæggelse er så populær i vor tid, hvor vi ellers knuges af angst for de langt større ødelæggelser der truer os alle.
Hvordan skal vi genforvalte, reformere eller nedbryde det gamle, der ikke fungerer mere?
Kloden har feber. Isen smelter. Ørkenerne breder sig, der er krig i Europa. og hvad stiller vi op?
Lederen af Designskolen i Kolding, professor pædagogik, Lene Tanggaard har skrevet en lille bog om kreativitet, og hun mener, at mere kreativitet kan vise os, ”hvordan vi skal håndtere nye teknologiske muligheder og udfordringer, økonomiske kriser, klimakriser, demografiske udfordringer, migrationsudfordringer og stadigt større skel mellem mennesker nationalt og globalt.”
Hun spørger videre: ”Hvordan skal vi genforvalte, reformere eller nedbryde det gamle, der ikke fungerer mere?”
Det er da gode spørgsmål, men hvad er svarene?
Vores verden står på et fundament
Som borgere i Danmark sidder vi i overført betydning i rum med bøger på alle hylder. Nogle af dem har tekster, der er skrevet for flere hundrede år siden. Vi læser aviser med troværdige nyheder, og vi læser tidsskrifter med analyser af fortid, nutid og fremtid. Der møder vi nogle af verdens klogeste mennesker.
Sådan er vores verden. Den står på et fundament af visdom, formidlet gennem trykte ord, og den har bragt os vidt. Den har skabt et samfund med lov og ret som aldrig før.
Noget tyder desværre på, at denne verden er truet af en verdensomspændende kreativ disruption, hvis konsekvenser vi knap nok fatter, selv om vi ofte ser dem i funktion.
Med fremvæksten af de sociale medier er den traditionelle nyhedsformidling således i krise. Vi har også set, hvordan shitstorme har ødelagt menneskers liv, og ofrene har været uden den beskyttelse, som loven hidtil har villet give dem. Dette er ikke tilfældigt. Det er faktisk resultatet af en kreativitet, som opfatter ødelæggelse af eksisterende strukturer som noget positivt, og det er processer, der i stort omfang styres fra de sociale mediers hovedsæder i Silicon Valley.
Inspiration kan hentes hos den nederlandske filosof Gert Biesta. Han taler om dannelse som en proces, hvor man bliver til som et menneske der handler ansvarligt i verden
Jeg er ikke sikker på, at mere kreativitet er et effektivt svar på denne udfordring. I stedet vil jeg pege på en særlig form for konservatisme, som man kan kalde for dannelse. Inspiration kan hentes hos den nederlandske filosof Gert Biesta: Han taler om dannelse som en proces, hvor man bliver til som et menneske der handler ansvarligt i verden.
Det er efter min opfattelse noget helt andet end kreativitetens utæmmelige lyst til at lave ting om. Det er heller ikke det samme som reaktionær afvisning af al ungdom og nytænkning, men den dannelse der tænkes på, er en proces, der sætter os i stand til at forholde os til vores omgivelser med sans for deres egen værdi, hvad enten det gælder mennesker, dyr, natur, byer eller bygninger.
Det er en dannelse som accepterer, at tingene omkring os har en historie og dermed en stabiliserende funktion, så vi kan forstå os selv som andet og mere end et frø, der flyver nok så kreativt i vinden.
Håndværk og dannelse
Lad mig komme med et eksempel: Sidste sommer besøgte jeg Løgumkloster Kirke, hvis grundsten blev nedlagt i året 1173, og som det tog over et hundrede år at gøre færdig. Da jeg stod foran den kirke og så, hvordan murerne i sin tid havde lagt sten på sten, forstod jeg pludselig, at her var et alternativ til den kreative forandringsdyrkelse.
Murerne skulle ikke være kreative. De skulle være håndværkere, og når en dags arbejde var omme, trådte de sikkert nogle skridt tilbage og så på det stykke af muren, de havde opført. Jeg er sikker på, at de følte såvel stolthed som tilfredsstillelse ved det, de så.
De skulle ikke opfinde en kirkebygning, men opføre en…
De skulle ikke opfinde en kirkebygning, men opføre en. Det var et stort arbejde der stod på i årevis, og de vidste, at de ikke ville se det færdige bygningsværk, men det forhindrede dem ikke i at gøre deres bedste. Deres håndværk var deres dannelse.
Man kan også kalde deres håndværk for en konservativ dannelse, fordi den gik ud på at videreføre en viden og en kunnen som de havde fået overleveret af deres mestre. Det var således en form for konservatisme, der ikke blot byggede på fortiden, men som også var fremadrettet, for den handlede om noget, der skulle være til gavn og glæde i fremtiden.
Katedraltænkning til tiden
Jeg vil kalde det for katedraltænkning. Sådan en tænkning er der brug for i vores dage, og når det gælder konservatisme, er det ikke en nostalgisk, bagudskuende længsel efter gamle dage, jeg tænker på, men en fremadrettet forestilling om det gode liv, en forestilling der stiller krav om at bevare de værdier, vi har udviklet og vedligeholdt gennem århundreder.
Den skal også være politisk i den forstand, at dens mål skal være at værne om den rene luft, det rene vand, det gode børneliv. Den skal virke for et liv med mindre stress og mere tid til samtaler og godt samvær.
Den slags er der brug for, men jeg tror ikke, at bestræbelser på ”at finde revner i muren” og ”at bryde med konventioner,” vil hjælpe.
Derfor synes jeg også, det er på tide at sætte nogle spørgsmålstegn ved al den forandringsvilde kreativitet, der hærger omkring os i denne disruptive tid.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
