
Else Sørensen, 80 år, er vokset op på landet på Mors i Nordjylland. I POV’s serie om barndom fortæller hun om en tid, hun kalder ”tryg og uproblematisk,” men som alligevel ikke var en rigtig barndom. Elses barndom var nemlig fuld af pligter, arbejde og ansvaret for de yngre søskende. Det var dengang, folk var fattige. Dengang, man blev sendt ud at tjene lige efter konfirmationen. Dengang, der kun var to par støvler til en hel familie. Dengang, da far var bussemanden, som børnene kun havde kontakt med, når han kom hjem og uddelte øretæver. ”Jeg var nogle gange ensom som barn, men hvem skulle jeg have betroet mig til”, spørger Else Sørensen i POV’s sommerserie om barndommen i de gode – og knap så gode? – gamle dage. Her er hendes beretning til POV’s Lotte Ladegaard.
”Jeg er den ældste ud af fem søskende. Vi var fire piger og en dreng. Knud var den yngste. Dengang var man fattig. Der var til maden, men ikke ret meget andet. Sådan var det jo for os alle sammen.
Mor var altid hjemme. Far kørte med mælk eller arbejdede på gårde. Mor og os børn hakkede roer, og vi hjalp med alting. På en eller anden måde skulle vi altid bestille noget, men vi havde også tid til at lege og spille rundbold. Vores bedsteforældre boede ved siden af. Vi gik ned til dem med mælk hver aften. Det var trygt.
Når vi kom hjem fra skole, skiftede vi tøj og lugede roer, tog toppe af dem og kørte dem hjem. Vi havde to, store, brune heste. Vi skulle gøre roerne rene, før vi kunne spise. Vi skulle også hjælpe mor med at lave aftensmad, og som den ældste skulle jeg passe de små søskende. Derfor har de andre børn ikke oplevet barndommen på samme måde som mig.

Far kørte tidligt om morgenen. Han kom hjem og sov middagssøvn, men han spillede overhovedet ingen rolle i hverdagen. Kun når der skulle skældes ud. Mor var ikke så skrap. Når vi lavede ballade, sagde hun altid: ”Vent til far kommer hjem.” Så kunne der falde brænde ned. Det var forkert, at far skulle være bussemand. Særligt en af mine søskende fik en endefuld. Hun var rapkæftet.
Vi boede først i hønsehuset
Jeg er født i Outrup i et lillebitte hus. Dengang var far fodermester. Fra jeg var tre til otte år boede vi i en statsejendom i Nørslev. Der var optakt til krig, og far blev indkaldt, så mor var alene med mig og min søster i et halvt år. Mor var gravid. Der var ingen døre og vinduer i huset, så vi boede først i hønsehuset. Bedstefar kørte op til tømreren og sørgede for, at vi fik døre og vinduer.
Derefter flyttede vi til fars fødehjem næsten nede ved Næssund. Vi havde et stuehus og en staldlænge, og så byggede vi til efterhånden. Fars forældre købte et usselt lille sted med en tønde land til en gris og en ko. Senere blev jorden lagt sammen med vores jord.

En vinter lige efter krigen havde vi kun ét par gummistøvler og fars gamle militærstøvler til hele familien. Ellers havde vi kun træsko med halmviske i
Turen fra Karby til Næssund var SÅ smuk, og ved Næssund var der rigtig mange fiskerbåde. Vi kunne høre deres ”tøf-tøf-tøf” fra køkkenvinduet. Når vi havde sommerferie, tilbragte vi dagene nede ved vandet. Vi kunne ikke svømme, men vi kunne flyde. Der var nogle store sten, og vi fik at vide, at dem måtte vi gå ud til og ikke længere end det. Vi gik kun ud til stenene. Vi var uden opsyn. Mor kaldte på os, når det var spisetid.
Kun to par støvler til en hel familie
Om vinteren stod vi på skøjter og kælkede ned ad en stejl bakke. En vinter lige efter krigen havde vi kun ét par gummistøvler og fars gamle militærstøvler til hele familien. Ellers havde vi kun træsko med halmviske i. Det betød, at kun to af os kunne slås med sne ad gangen.
Jeg sagde engang, at jeg ingen barndom havde
Det var mest os piger fra familien, der legede sammen, men sommetider var andre også med. Vi lærte at passe på hinanden. Som storesøster kunne jeg blive træls. Jeg havde ansvaret for de andre. Min søster Grethe og jeg var næsten lige gamle, men hun var en vildbasse.
Jeg sagde engang, at jeg ingen barndom havde. Far og mor kom sammen med en frygtelig masse mennesker. De var i byen hver aften, så Grethe og jeg skulle passe de små. Jeg følte, at jeg havde ansvar for, at de kom i seng. Det var lidt svært somme tider. I starten var bedstemor ikke så gammel, og når lillesøster hylede, bad vi bedstemor komme over. Lillesøster var tre år. Jeg var ni år.
Det var bare sådan for os alle sammen dengang. Mor havde fem børn, og far arbejdede. Mor stod for roerne, stalden, høsten og høet. Der fandtes ingen vaskemaskine og intet gaskomfur. Vi havde en primus, som jeg som den ældste måtte tænde og koge kartofler og riste en flæsketerning på.

Ud og tjene som 14-årig
Jeg gik i skole til 7. klasse. Om sommeren var jeg kun i skole om formiddagen. Jeg var knaldgod til at synge. Jeg var en stille pige, men jeg sang, når alle andre var holdt op. De grinte af mig. Jeg ville gerne have sunget eller været gartner eller i sy-lære, men det kom aldrig på tale at blive boende hjemme og ikke tjene en løn. Vi havde hverken penge eller værelser. Jeg delte seng med min søster Grethe indtil konfirmationen.
Da jeg var 14 år, blev jeg konfirmeret og kom ud og tjene. Det var en lettelse at slippe for alle de børn. Det var lige meget, hvor jeg kom hen, bare det ikke var en slagter.
Jeg kunne ikke se mig selv skære i kød. Og så skulle der ingen børn være, men det skulle være en gård, fordi jeg ville giftes med en landmand. Mor fandt pladsen til mig i avisen eller via nogen, der kendte nogen. Jeg kendte dem ikke. Jeg fik 90 kroner om måneden, og jeg lavede alt: Passede have, lavede mad, gjorde rent, malede, hakkede roer, kørte roer ind.
Jeg var der, fra jeg var 14 til 16 år. Jeg var ikke ret stor. Jeg hentede vand ved pumpen, og de grinede af mig. Jeg kunne kun bære to halve spande vand. De mente, at jeg godt kunne bære to hele spande vand, så det begyndte jeg at gøre. Jeg skulle også vaske fire-seks mælkespande. Jeg fik besked på at stå udenfor. Jeg havde frost i fingre og tæer. Det gjorde så ondt og kløede. En dag kom sønnen hjem og sagde ”hun kan da stå inde i stalden og vaske de mælkespande.” Vandet var dog stadig koldt.
Normalt stod jeg op klokken syv og lavede morgenmad. Jeg havde fri en time over middag. Der sov jeg. Jeg var færdig med arbejdet efter aftensmaden og oprydningen. Det var ved 20-tiden. Så kunne jeg lige nå lidt gymnastik. Jeg havde næsten altid fri søndag eftermiddag, hvor jeg tog hjem til far og mor.
Jeg var ude at tjene, fra jeg var 14 til 23 år. Jeg var to år hvert sted. Efter to år trængte jeg til et skift. Jeg tjente altid hos ældre mennesker uden børn, der skulle passes. Ud over arbejdet havde jeg gymnastikken, og da jeg var 18 år, kom jeg på Ry Højskole. Det var helt fantastisk, fordi jeg ikke skulle arbejde. Jeg havde helt almindelige skolefag og syning. Jeg fortsatte med at lære at sy på kurser, da jeg blev gift.
Var mor for mor
Jeg har aldrig savnet mine forældre, men det var dejligt at komme på besøg og ingenting skulle og kun have mig selv at tage mig af. Den dag i dag har jeg stadig behov for at være mig selv.

Jeg følte, at jeg var mor for min mor. Hun var ikke så stærk. Når hun skulle en tur til Nykøbing for at købe stof, ville hun have mig med. Hvis far var træls, betroede hun sig til mig. Når jeg kom hjem om søndagen, og de havde været uvenner, og mor var sur på ham, spurgte hun mig, hvad hun skulle gøre. Det var ikke nemt for en pige på 15 år. Det eneste, jeg kunne komme i tanker om at sige, var at ”Vorherre har sagt, at man skal tilgive.”
Jeg ved ikke, hvad de blev uvenner over, men det var formentlig, fordi de ingen penge havde. Det var ikke noget voldsomt. De havde det godt, men man kan jo altid blive sur, men hvorfor skulle jeg løse deres problemer? Hun var lidt sart.
Min mor blev 93 og døde for otte år siden. Hun boede nede på plejehjemmet. Der var hun tryg. Det var de bedste år, vi havde sammen
Jeg besluttede mig for at sige fra, og det har jeg det godt med. Jeg ville passe mig selv og mine børn. Min mor blev 93 og døde for otte år siden. Hun boede nede på plejehjemmet. Der var hun tryg. Det var de bedste år, vi havde sammen. Da hun døde, var hun træt. Jeg holdt hende i hånden, til hun døde. Min far og min søster var der også.
Ingen at betro sig til
I min barndom betroede jeg mig ikke til nogen. Ingen. Skulle det være, var det min søster Grethe. Men hun var hård ved mor, og mor græd over hende. Jeg var nogle gange ensom som barn, men hvem skulle jeg have betroet mig til?
Grethe og hendes venner var meget anderledes. Jeg var bonde, hun blev bymenneske. Vi så helt forskelligt på tingene. Grethe kom altid og betroede sig og græd. Jeg har engang i mellem haft angstanfald som voksen, og som barn blev jeg altid syg til nytårsaften. Jeg ved ikke, hvad jeg fejlede. Jeg var nok bare udkørt ovenpå julen. Andre fik mine gaver, så der var fred.
Jeg kunne ikke komme af med det, jeg tænkte på, før jeg mødte min veninde Kirsten. Da var jeg voksen. Det var efter, jeg blev gift. Kirsten og Grethe er begge døde inden for det sidste år. Det var en uhyggelig vinter.
Jeg var 21 år, da jeg mødte Svend i forsamlingshuset. Jeg havde ingen rigtige kærester haft inden ham. Jo, måske en enkelt, men han rejste og blev soldat. Med Svend var det sket. Det kunne ikke være andre end ham.
Mine egne børn var med i alt
Min barndom har selvfølgelig præget mit forhold til mine børn. Jeg vidste meget tidligt, at jeg ikke ville have min mand til at være bussemand. Jeg skulle nok selv klare paragrafferne. Mine børn vidste, at når mor har sagt nej, gad jeg ikke bruge flere dage på at diskutere. Det fører ingen vegne at diskutere i flere timer med børn.
Mine børn skulle i hvert fald heller ikke blandes ind i problemer. Dem er jeg jo trænet i at klare selv. De fik at vide, at de altid kunne bede om hjælp, men de skal også gøre deres egne erfaringer.

Jeg var hjemme, og Svend var der også, og børnene var med i alt. Det var de jo nødt til. De var med i marken og til storvask og i hus og i have. I min barndom var min mor også altid hjemme, men vi havde ansvar for os selv.
Min ældste søn var med i marken i barnevognen og i kravlegården, så han ikke kunne komme væk. Så sad han der og skreg og blev våd. Det havde jeg det dårligt med, men jeg var jo nødt til at være i marken
Vi havde ingen cykler. Det havde mine børn, så de kunne besøge vennerne. Der er langt til naboerne ude på landet. Men vi var der – inde og ude.
Min ældste søn var med i marken i barnevognen og i kravlegården, så han ikke kunne komme væk. Så sad han der og skreg og blev våd. Det havde jeg det dårligt med, men jeg var jo nødt til at være i marken. Vi arbejdede i marken, til det blev mørkt. Min datter, som er nummer to, blev ikke udsat for det, fordi vi var enige om, at det var synd.
Det var et benhårdt liv i flere generationer, også i mine børns barndom. Man kunne leje en vaskemaskine. Ellers brugte vi en grukedel. Hvordan i himlens navn kunne vi overkomme det? Så fik vi støvsugere og vaskemaskiner og muligheden for at få andre jobs.
Trængte til at komme hjemmefra
Jeg begyndte at arbejde, da min yngste søn var syv år. Jeg trængte i den grad til at komme væk hjemmefra. Der kunne gå en måned, uden at jeg talte med andre end Svend.
Jeg serverede til private fester og på de store hoteller og kroer. Det var hårdt, men jeg var hjemmefra. Svend var altid hjemme. Senere begyndte jeg at tage aftenvagter hos hjemmeplejen. Jeg lavede aftensmad, der bare skulle varmes, men min yngste søn sagde, ”det kan far og jeg da gøre.”
Svend og jeg havde kun én tilbagevendende diskussion. Jeg synes, at man skal snakke med sine børn. I min barndom skulle børn ses og ikke høres. Svend var uenig. Engang, da Svend kom hjem fra arbejde, stod jeg i bryggerset med min ældste søn. Vi diskuterede religion i lang tid. Så slog Svend døren op: ”Kan I så blive færdig med den diskussion.”
Da min yngste søn begyndte i skolen, fik vi at vide, at han ikke rigtigt kunne tale. Både hjemme og i skolen sagde jeg, at ”hvis han spørger om noget, skal han have svar med det samme.” Sådan har det været siden. Hvis man ikke får svar første gang, er det ikke sikkert, at man spørger igen.
Min yngste søn er døv fra fødslen, og han lærte sig selv at mundaflæse. Han startede i specialskole, men mistrivedes, og jeg flyttede ham til skolen i vores eget nabolag, hvor han havde det rigtigt godt. Alle de andre forældre takkede mig, fordi han havde lært at spørge og få svar og spørge igen, hvis han ikke forstod svaret. Det var godt for hele klassen.
Svend var af den gamle skole. Han sagde, at ”det er ikke til at føre en samtale, hvis børnene skal være med.” Men jeg var min yngste søns ører, til han var syv år. I byen så han bare på mig, og så svarede jeg for ham. Ham taler jeg stadig med i lang tid.
Moren stod for børnene dengang. Faren havde ingen indflydelse på børnene. Han var der kun til øretæver. Børn fik ikke det nære forhold til deres far, som de gør i dag. Det var en anden tid. Svends far sagde ikke ret meget. Hans mor var et livstykke.
Det var lykken selv at få et arbejde, og jeg fik mig eget checkhæfte lige med det samme
Da jeg begyndte at blive voksen og konfirmeret og kom ud at tjene, så jeg de her underkuede kvinder. Dét ville jeg ikke. Svend tjente penge, og han nægtede mig aldrig noget. Jeg fik et vist beløb, men jeg kunne ikke nænne at bruge pengene. Det var lykken selv at få et arbejde, og jeg fik mig eget checkhæfte lige med det samme.
Svend ville have, at børnene tjente deres egne penge, men de slog ikke altid til. Jeg gav lidt, uden at Svend fik det at vide.

Børn i dag bombarderes med alt muligt
Hvis jeg skal være helt ærlig, vil jeg nok tro, at børn var mere trygge dengang. Børn i dag bombarderes med alt muligt, de skal tage stilling til. Vi fik lov at udfolde os stille og roligt. I dag lider børn af angst og selvskade, fordi de ikke kan leve op til alt det, der forventes af dem. Vi skulle opføre os ordentligt og passe vores arbejde. Ikke andet. I dag er der kontrol med børnene allerede fra nulte klasse og forældremøder, hvor de får at vide, at ”han er ikke så god til det og det.” Det er synd. De får ikke lov at udvikle sig stille og roligt.
Forældre i dag er utrolige. Ingen børn er nogensinde blevet passet af deres forældre, som de er det i dag. Det er ikke der, problemet er, selvom nogle dyrker deres børn så meget, at de tager skade. Forældre i dag synes, at børn altid har ret. Det er ikke at være god ved børnene. Børn skal vide, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Ellers får de det svært på arbejdsmarkedet, for man kan ikke altid have ret.”

Alle fotos pånær det sidste er Else Sørensens egne. Det vides ikke med sikkerhed, hvem der har taget hvilke fotos. Topfoto viser Else (bagerst til højre) og hendes fire søskende.
Jeg modtager ikke honorar, når jeg blogger for POV International. Hvis du kan lide at læse mine artikler, kan du sende et beløb direkte til mig via min Mobile Pay til 27 30 17 89. Jeg bliver meget berørt af selv det mindste beløb, der giver mig råd til at skrive mere. Og, nej, det er ikke pinligt at give et bidrag. Jeg bliver mindst ligeså glad, som du gør, når du får løn for dit arbejde.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her