taxamand selvtægt

Taxamandens klumme: På tærsklen til selvtægt

i Liv & Mennesker/Klumme af
LIV & MENNESKER // KLUMME – Mit agterparti var ømt efter timer i det ellers så velpolstrede sæde. Hvis ikke det var for den utålelige lediggang, var den snefaldende stilhed derude i skoven ganske smuk. Der svæver små faldskærme af vattotter fra den sortblå himmel. Men det er svært at beholde det lyriske sind i det tidligere aftenmørke, når man er ramt af den trefoldige smerte: Ondt af sig selv, ondt i indtjeningen – og ondt i røven. Der er kun en løsning tilbage: At køre hjem til fruen i stuen og spise aftensmad. Hun ligger på sofaen, kigger Netflix og er selv ramt af corona-vemod. En hyggesnak mellem de to kærester i snart 25 år om børn og børnebørn, om de gamle. Nogle kedelige rester fra i går. Et hurtigt farvelkys, der varmer, og den samme sarkastiske dårlige vittighed: ”Jeg kommer hjem i nat, når jeg er blevet rig”. Ud af klappen igen, over den sneglatte, stille gade i ”2100 Spelt”, tilbage til taxien med det grønne ledig-skilt. Så brydes dramaturgien i scenen fra trivialiteternes overdrev. Der står en ung kvinde og græder.

”What’s happening? What’s happening?”

Jeg hører en østeuropæisk accent i hendes engelske, mens hun står med den ene hånd op ad den lille varebil med det kendte logo for dem, der kører takeaway ud til dem, der har råd til ikke selv at gøre arbejdet. Eller råd til? Det er så hamrende billigt, hun er elendigt betalt, så dybest set er det to proletarer, der står overfor hinanden. Den grædende og den undrende.

Jeg kan se, at hun er oprevet og snøfter, da hun pludselig ser min taxiuniform under den sparsomme vej-belysning. Jeg fatter ikke en pind og forstår ikke hendes utryghed ved at se mig.

“Han stod bare her ved taxien med en sort hue op foran munden, sådan trukket lidt ned. Jeg troede, han var taxichaufføren – at det var hans bil. Men da han så mig, trak han huen helt op foran hovedet, kiggede bort og gik hurtigt herfra.

Men satans også! Min taxapung er væk. Godt tusind kroner i sedler og mønter har indbrudsmanden fået ud af tyveriet

Hun er stadig oprevet, og så ser jeg pludselig scenariet tydeligere. Først får jeg øje på den knuste rude på passagersiden af den lille varebil. Og så ser jeg taxien – min egen, som jeg efterlod i parkeringsbåsen skråt overfor min lejlighed. De klare fragmenter af sideruden ligger spredt ud over asfalten, og da jeg river døren op til førersædet, ligger glasskårene som iskrystaller over førersædet og bunden af bilen.

Jeg ånder lettet op over synet af min tablet på gulvet foran passagersædet. Men satans også! Min taxapung er væk. Godt tusind kroner i sedler og mønter har indbrudsmanden fået ud af tyveriet. Jeg er en idiot. Min private pung med alle kortene, førerkort og kørekort tog jeg med mig ind i lejligheden. Jeg ville jo bare være væk fra taxien en halv times tid, tog computerens skærm med mig, så jeg kunne komme hurtigt tilbage, hvis der mirakuløst ville komme radio-kunder, mens jeg var borte.

Men taxipungen? Den lå ikke fremme, men er placeret et sted, hvor den er sikkert forvaret – når jeg selv er i bilen. Han må kende taxamændenes gemmested. Men hvorfor dette natrøveri så tidligt på aftenen og her i storbyens fredeligste kvarter?

“Det er mindre end 10 minutter siden, han gik”, siger den unge kvinde stadig oprevet.

Hun er fra Rumænien, studerer i Danmark – siger hun – men tjener til livets opretholdelse ved at køre fastfood ud til sultne københavnere til en lorte-løn. Men det er ok, når man ikke er vant til indkomsterne her i landet.

Jeg løber som en hovedløs, nyslagtet hane lidt op ad gaden og lidt tilbage igen og er kemisk renset for angst. Jeg er rasende. Jeg rammes af den første og største lyst til selvtægt

Indbrudstyven nåede at smadre vinduer på to biler. Hun fik stjålet sin taske med lidt penge, men værst for hende – alle hendes papirer, id, pas. Hun snøfter stadig og siger, at hun blev så bange, fordi hun troede, at det var en taxichauffør, der havde smadret ruden til hendes arbejdsbil og stjålet hendes ting.

Jeg løber som en hovedløs, nyslagtet hane lidt op ad gaden og lidt tilbage igen og er kemisk renset for angst. Jeg er rasende. Jeg rammes af den første og største lyst til selvtægt. Idioten har stjålet fra alt andet end rige. Jeg er flov over at indrømme det nu. Det er uciviliseret og naivt. Men hvis jeg havde fundet ham, og hvis jeg var stærk nok, havde jeg sparket benene bort under ham og sat mig ovenpå ham, indtil politiet nåede frem.

Politiet?

Jeg ringer til ordensmagten og mærker hurtigt, at jeg ikke bare er småligt hævngerrig, men også naiv. Jeg kommer med alle oplysninger og fortæller hurtigt, at gerningsmanden må være i nabolaget. At han måske er på vej rundt i kvarteret for at berige sig. Smadre en siderude og se, om der er noget derinde i bilen, der kan bruges. Manden i vagtstuen er stille og rolig og venlig i telefonen.

“Er der mange indbrud i rækken af biler?”

Jeg forklarer, at der kun er to med smadrede ruder. Og han forklarer, at så har de ikke mulighed for at sende en patruljevogn sådan en aften, hvor sneen falder, og trafikken er farlig. En venlig, digitalt tænkende panserbasse. Jeg kan anmelde hærværk og tyveri på politi.dk. Selvfølgelig. Det er jo ikke nogen katastrofe, det her.

 

Men nu kommer den anden bølge af den umulige selvtægt. Jeg ser mig selv slæbe ham hen til den unge kvinde for at sige undskyld. Det er pinligt.

Bitterheden. Han er muligvis selv et ynkeligt offer, ham, der stjal dagsindkomsten fra taxichaufføren og takeaway-kvinden. Men han har smadret min arbejdsdag og dagmandens, indtil sideruden skaffes hjem. Jeg ringer efter Falck, mens det sner gennem den smadrede rude.

Offerrollen. Det er min egen, der fylder mest lige nu.

Klynkeriet.

Hvorfor blev jeg dog ikke bare derude i skoven med den treenige smerte?


LÆS FLERE KLUMMER I POV AF JESPER GRUNWALD HER


Topillustration: Lysten til selvtægt rammer taxamanden, da han opdager den smadrede siderude og den manglende pung. Foto: Taxamanden alias Jesper Grunwald 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker