DIGITALISERING // DEBAT – Digitaliseringen af Danmarks offentlige sektor er sket så hurtigt og uden politisk opmærksomhed, at det er uklart, hvem det er, vi digitaliserer for, skriver Asbjørn W. Ammitzbøll Flügge. Op mod en fjerdedel af danskerne er helt eller delvist digitalt udsatte. Hvem varetager borgernes interesser i regeringens nyligt nedsatte Digitaliseringsråd, hvor et flertal af medlemmerne repræsenterer det private erhvervsliv?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg er bekymret over den digitale udvikling i Danmark.
Lige nu er op mod en fjerdedel af den voksne, danske befolkning helt eller delvist afskåret fra det offentlige.
Det drejer sig ikke om fattigdom, sygdom eller analfabetisme. Det drejer sig om, at digitale løsninger og øget selvbetjening for en stor gruppe borgere har gjort det sværere at leve deres liv. Overføre og modtage penge. Kommunikere med det offentlige. Få ordnet sine ærinder. Kort sagt: at være en autonom og myndig borger i sit eget liv.
Konsekvensen er, at en ny underklasse vokser frem. En ny akse af ulighed. De digitalt udsatte. “Den digitale underklasse”, som Politiken har navngivet dem.
Inden vi når til den digitale underklasse, så er det værd at kaste et blik på, hvad der har drevet den offentlige digitalisering i Danmark.
Fra CPR-nummer til den digitale frontløber
I Danmark fremhæver vi ofte, at vi er ”verdensmestre i digitalisering”, eller at vi har ”den gule førertrøje i digitalisering”. Og historisk har vi haft en lang række faktorer, som har muliggjort udviklingen hen imod denne position.
I første omgang havde Danmark relativt tidligt et veludbygget telefon- og elnet. Det banede senere vejen for udbredelse af mobiltelefoner i 80’erne og internettet i 90’erne og begyndelsen af det nye årtusinde.
Jeg har ikke set en eneste digitaliseringsstrategi, der bygger på interviews eller spørgeskemaer med borgere omkring deres ønsker til digitalisering
Ifølge lektor Helle Strandgaard Jensen er det, der var helt afgørende for digitalisering af det offentlige, udrulningen af CPR-registret, som blev oprettet i 1968. Den dag i dag er vores individuelle og unikke CPR-numre stadig helt afgørende i interaktionen med det offentlige. Og til vores CPR-numre kobles en stigende mængde data, i takt med at det offentlige dokumenterer og registrerer oplysninger om os.
CPR-nummeret blev dermed også nøglen til det digitale Danmark gennem obligatorisk digital post, samt et stigende antal digitale selvbetjeningsløsninger om alt fra flytning, selvbooking af møder i jobcentret til ansøgning om sygedagpenge.
Offentlig digitalisering = selvbetjening
Som det er beskrevet i forskningen inden for området e-government, og som tænketanken Justitia påpeger i rapporten Retssikkerhed for udsatte borgere (juli 2022), så står offentlig digitalisering ofte på to ben. Et ønske om at sikre bedre service – det har i praksis betydet mere selvbetjening – og et ønske om at effektivisere, strømline processer. Med andre ord: at spare ressourcer.
Digitalisering for systemet skyld, ikke for borgernes. Jovist, vi borgere nyder også fordel af, at det offentlige bureaukrati er driftssikkert og effektivt (når it-systemerne fungerer). Og ja, at undgå at skulle ned på borgerservice er for mange – mig selv inklusive – en lettelse. Men ikke for alle. Min pointe er, at digitaliseringen ikke har taget udgangspunkt i borgernes behov.
Jeg har ikke set en eneste digitaliseringsstrategi, der bygger på interviews eller spørgeskemaer med borgere omkring deres ønsker til digitalisering. Hvem ved, hvad borgerne rent faktisk gerne vil have eller ikke vil have digitaliseret?
Hvor er protesterne imod digitaliseringen?
Da De Gule Veste kom frem i Frankrig, var det i første omgang grupper af lastbil- og taxachauffører, grønthandlere og landmænd. Det var helt almindelige mennesker, som protesterede over de stigende priser på brændstof. Dengang gik der rystelser igennem flere af Europas regeringer, og man frygtede, at protesterne ville sprede sig. I Danmark kom protesterne ikke.
Politiken har siden juli 2022 skildret udfordringerne hos nogle af de mennesker, som ikke er digitale. Digitalt udsattes slægtskab er ikke bundet op på demografi, økonomi eller uddannelse. Det, de er fælles om, er at være koblet af det offentlige Danmark. Afkoblet fordi de ikke har evnerne eller ressourcerne til at kunne leve op til de digitale krav, vi som borgere i dag bliver mødt med.
For i Danmark er det stort set umuligt at være en myndig borger, hvis man ikke er digital. Vi lever alle sammen i digitalstaten Danmark.
Men hvor bliver oprøret mod digitalstaten af? Mod umyndiggørelsen, fremmedgørelsen og frustrationerne?
Jeg tror, at oprøret er udeblevet, fordi det er uklart, hvem man skulle protestere over for. Er det Nets, der står bag det skandaleramte MitId og en stribe offentlige løsninger? Er det Digitaliseringsstyrelsen, der ikke har brugerinvolvering som krav til udvikling af nye it-løsninger? Er det kommunens borgerservicecenter, der er blevet statens ansigt over for de frustrerede borgere?
Prisen for den digitale førsteplads
Det er et udbredt synspunkt, at sundhedssektoren er ved at ”sande til”. Det modsatte gør sig gældende for resten af den offentlige sektor. Som KL og Digitaliseringsstyrelsen påpeger i rapporten om digital inklusion fra april 2021 (s. 2):
”Vi lever i et samfund, som ikke blot er gennemdigitaliseret, men hvor udviklingen går hurtigt og ikke holder pause. Digitaliseringen og konsekvenserne heraf er blevet et vilkår, uanset om man bliver fritaget for Digital Post eller ej. Der er dog fortsat borgere, der ikke kan følge med eller klare sig selv under digitaliseringens vilkår. For de borgere er den digitale udvikling en målstreg, der konstant flytter sig.”
Den digitale udvikling foregår uden politisk ejerskab
Konsekvensen af det gennemdigitaliserede samfund er ifølge skuespiller Ghita Nørby, at “digitalisering har gjort Danmark umenneskeligt”.
Eller som en frustreret borger, der bliver nødt til at begå identitetstyveri for at hjælpe sin ældre mor, der ikke selv magter digital selvbetjening, påpeger: “Hvad nytter det at have en Arne-pension, hvis Arne ikke kan finde ud af at søge den, fordi han skal gøre det over nettet?”
I min optik har stat og kommuner fokuseret for enøjet på effektiviseringspotentialet ved digitale teknologier – og har gjort det i en sådan grad, at rigtigt mange helt almindelige borgere simpelthen bliver sat uden for samfundet, fordi de ikke kan få en app til at fungere.
Manglende politisk interesse (og ansvar)
Politikerne på tværs af byråd og Folketing (med enkelte undtagelser) virker simpelthen uinteresserede i den digitale udvikling. Eller rettere sag: De virker uinteresserede i, hvilke konsekvenser det har for dem, som ikke kan finde ud af det.
Lad mig give et par eksempler.
På trods af at de politiske partier på Christiansborg har it-ordførere, så findes der ikke et it-udvalg. Der er langt til et ministerium for it og digitalisering, hvilket for eksempel tænketanken Justitia anbefaler, og som Socialdemokratiet faktisk mente inden valget i 2011. Men selv dengang påpegede mediet Computerworld i en leder, at it og digitalisering er ”dødens pølse i en valgkamp”. Og at politikerne ikke giver det opmærksomhed, fordi det ikke flytter stemmer.
Ser vi på forståelsespapiret fra 2019 mellem den nuværende regering og støttepartierne, så indeholder papiret ikke et ord som ”digitalisering” eller ”digital”. Det fik Lisbeth Knudsen, strategidirektør for Ugebrevet Mandag Morgen, til at efterlyse politisk ejerskab og fokus.
Som reaktion på Politikens artikler om den digitale underklasse er Finansministeriet netop kommet med et udspil, som skal gøre det lettere for digitalt udsatte borgere at blive fritaget for digital selvbetjening. På trods af det, så ændrer det ikke på, at den digitale udvikling foregår uden politisk ejerskab.
Vi nærmer os en officiel valgkamp. Jeg må stilfærdigt undre mig over, at der ikke er flere partier, som reelt bejler til den vælgergruppe på mellem 17-25 %, der er helt eller delvist digitalt udsatte.
Danske tilstande?
Digitaliseringen – specielt af den offentlige sektor – er sket så hurtigt og uden politisk opmærksomhed, at vi ikke har haft en tilstrækkelig diskussion af, hvem det er, vi digitaliserer for. Det er ikke, fordi at mulighederne ikke er der.
Her er regeringens netop nedsatte Digitaliseringsråd et fint eksempel. Formanden for rådet er fra Microsoft. Hele seks ud af ti medlemmer repræsenterer det private erhvervsliv. Der er kun én forsker. Ingen fra handikaporganisationerne, der netop repræsenterer medlemmer, som ofte er digitalt udsatte.
Hvordan er det lige, at borgernes interesser bliver vægtet her i forhold til det private erhvervsliv?
Hvad politikerne på Christiansborg og i særlig grad i byrådene i landets kommuner bør forholde sig til, er, hvad de rent faktisk vil med digitaliseringen
I Danmark taler vi ofte om ”svenske tilstande” og henviser til overdreven politisk korrekthed eller til konsekvenserne af forfejlet integration. Det beskriver journalist Johan Varning Bendtsen i sin nye bog om Sverige, Det svenske eksperiment.
Jeg vil ikke blive overrasket, hvis vores naboer om et par år henviser til ”danske tilstande” med hentydning til konsekvenserne af forfejlet digitalisering.
Hvis vi skal undgå det, så er der mange steder, vi kan tage fat. Flere af dem har jeg allerede nævnt i indlægget. Men hvad politikerne på Christiansborg og i særlig grad i byrådene i landets kommuner bør forholde sig til, er, hvad de rent faktisk vil med digitaliseringen.
Hvad er visionerne for den digitale ud- eller afvikling af vores samfund?
Og hvad skal komme efter digitalstaten?
Rettelse: En fejl i teksten er blevet rettet efter publicering. Det er Nets, der står bag MitId. I den første version af teksten fremgik det fejlagtigt, at det var Netcompany.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
