Peer Aagaard: Til helvede med blokpolitik

i Danmark/Peer Aagaard/Politik & Samfund af

KOMMENTAR – Frem for politiske blokke, så lad os hellere se politikere, der kæmper for at få deres holdninger fra sag til sag, og lad os hellere se det samarbejdende folkestyre fungere på ægte demokratisk vis – uden at alting er afgjort på forhånd gennem studehandler, og uden at et mikroskopisk flertal tryner den store minoritet i årevis, skriver Peer Aagaard.

Ufattelig så kort hukommelse og ringe overblik diverse journalister og politiske kommentatorer har.

Når oppositionen stiller med flere statsministerkandidater og allerede før valget stiller krav til Mette Frederiksen er det ikke et udtryk for hverken et sammenbrud i rød blok eller en foræring til Løkke. Det er en tilbagevenden til normal-tilstanden i dansk politik og helt i tråd med, hvad der sker i stort set alle de lande, vi normalt sammenligner os med.

Blokpolitikken opstod i 2001, da Anders Fogh indgik sin uhellige alliance med Dansk Folkeparti. Siden har medierne foretrukket at se dansk politik som et valg mellem to og kun to muligheder, som de for nemheds skyld kalder rød og blå blok, selv om De Radikale aldrig har været røde, og DF aldrig var et blåt, men et sort eller brunt parti.

I den mellemliggende periode har der ofte hersket vild uenighed i begge de to såkaldte blokke. Fra de senere år behøver man blot at minde om, hvordan Johanne Schmidt-Nielsen mente, at hendes egen statsministerkandidat pissede på vælgerne, og at den nuværende regering har måttet opgive at gennemføre stort set hele sit program på grund af interne stridigheder.

Jeg finder det herligt, at alle bolde nu smides op i luften, og at nye muligheder overvejes. Jeg er som rød ikke-socialdemokrat lykkelig over, at min stemme ikke på forhånd garanterer Mette Frederiksens vej til statsministerkontoret, men at der vil blive stillet hårde betingelser til hende, hvis hun vil have posten

Balladen skyldes naturligvis, at hvert enkelt parti har brug for at profilere sig. Når vi har så mange af dem, er det selvfølgelig, fordi de mener noget forskelligt.

I årene før Fogh stemte vælgerne på det parti, de foretrak, hvorefter der indledtes forhandlinger på Christiansborg – først om, hvilken statsministerkandidat, der kunne samle et flertal bag sig. Derefter indgik man en aftale om det præcise grundlag, vedkommendes regering skulle agere på.

I processen havde flere potentielle statsministre mulighed for at lede sådanne forhandlinger. Det kunne tage tid, men det virkede.

Sådan bliver det igen til næste valg – endelig.

Jeg finder det herligt, at alle bolde nu smides op i luften, og at nye muligheder overvejes. Jeg er som rød ikke-socialdemokrat lykkelig over, at min stemme ikke på forhånd garanterer Mette Frederiksens vej til statsministerkontoret, men at der vil blive stillet hårde betingelser til hende, hvis hun vil have posten.

Vi har hverken brug for grøftegravere eller blokke. Vi har brug for forsoning og samarbejde. Fremfor alt har vi brug for en bedre forståelse blandt folk for, at et demokrati handler om forhandlinger og kompromisser – ikke om at tryne hinanden

Mon ikke det samme også gør sig gældende blandt de borgerlige, der i de sidste par år har brugt flere kræfter på interne skænderier end på lovgivning? Hvad nytte har Løkke af en samlet borgerlig blok, der støtter ham som statsminister før valget, hvis de bagefter ryger i totterne på hinanden, når der skal arbejdes?

Så til helvede med blokkene! Lad os se politikere, der kæmper for at få deres holdninger igennem fra sag til sag, og lad os se det samarbejdende folkestyre fungere på ægte demokratisk vis – uden at alting er afgjort på forhånd gennem studehandler, og uden at et mikroskopisk flertal tryner den store minoritet i årevis med den forbitrelse og splid i befolkningen, det fører til.

Vi har hverken brug for grøftegravere eller blokke. Vi har brug for forsoning og samarbejde. Fremfor alt har vi brug for en bedre forståelse blandt folk for, at et demokrati handler om forhandlinger og kompromisser – ikke om at tryne hinanden. Mon ikke den forståelse så småt er ved at indfinde sig – selv hos Mette Frederiksen?

Skulle det være tilfældet, ser fremtiden en del lysere ud nu end for bare få måneder siden.

Topfoto: Billede af Mette Frederiksen fra Flickr og af Lars Løkke Rasmussen fra Wikipedia, redigeret med Canva

61-årige Peer Aagaard arbejder til daglig som sekretær i forskningsenheden CHIP på Rigshospitalet. Han er desuden medlem af den amerikansk-baserede forskningsgruppe INSIGHT's patientudvalg som repræsentant for hiv-positive patienter. Peer bor på Frederiksberg med sin mand Allan.

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,