ANALYSE – Mordet på journalist Jamal Khashoggi fandt sted, fordi en afhøring af ham løb af sporet, siger saudiarabiske kilder nu til de amerikanske medier. Den tror ingen på i Washington – udover præsident Trump, der vil redde sin 100 milliarder dollar våbenaftale. Alliancen med det autokratiske styre er i dyb krise og en del af udviklingen kan præsident Trump takke sin svigersøn for. Jared Kushner har lagt alle USA’s æg i den saudiske kurv både når det gælder fredsaftaler og udviklingen i regionen som sådan. Det er gået galt på enhver tænkelig måde, skriver Annegrethe Rasmussen fra den amerikanske hovedstad.
WASHINGTON D.C. – Det står nu klart, at den saudiske journalist Jamal Khashoggi blev myrdet, efter han for 14 dage vandrede ind i sit hjemlands konsulat i Istanbul. Men det var ikke meningen, at han skulle slås ihjel – blot afhøres – siger kilder nu til den amerikanske tv-station CNN.
Og meget kunne tyde på, at USA’s præsident Donald Trump har modtaget samme forklaring, da præsidenten talte i telefon med Saudi-Arabiens konge tidligere mandag.
I et TV-interview mandag eftermiddag sagde Trump nemlig, at kongen ”nægtede ethvert personligt kendskab til eller ansvar for” mordet, som den amerikanske præsident spekulerede på, muligvis kunne være begået af ”rogue operators” (altså kræfter, der på mystisk vis skulle være kommet ind på konsulatet uden at repræsentere kongedømmet og have myrdet Khashoggi uden at have fået ordrer om at gøre det):
Det er der ingen analytikere, eksperter eller efterretningskilder, der tror et sekund på. Kongedømmet er benhårdt styret ovenfra, og det er utænkeligt, at en operation, der inkluderede indflyvningen af 15 saudiske operatører, der forlod Tyrkiet igen dagen efter (og som i øvrigt medtog en nedstryger – en såkaldt “bone saw”, der angiveligt blev brugt til at skære liget op med, hvis man tror tyrkiske kilder, der har fornyet flere amerikanske medier med grufulde detaljer om det angivelige mord) ville kunne finde sted uden godkendelse fra øverste sted, hedder den samstemmende analyse.
USA sender et katastrofalt signal til diktaturer i Mellemøsten og i verden
I Washington er opstandelsen betydelig – også i præsidentens eget parti, og den magtfulde senator, Marco Rubio, der er en del af ledelsen af 14 senatorer, som kræver handling mod Saudi-Arabien, lod søndag forstå, at hvis ikke præsidenten ville tage affære overfor Riyadh, så ville Kongressens flertal sørge for, at det skete: ”USA står for og taler for frihed, også ytringsfrihed, og den frihed kan vi ikke ofre for et våbensalg”, lød det fra senatoren søndag.
Bob Baer, som er tidligere amerikansk efterretningsagent siger til CNN, at hvis ikke USA sætter foden ned overfor Riyadh, ”hvad bliver så det næste?”.
Ingen kritiker eller dissident vil kunne føle sig sikker. Og hvad er næste skridt? Mord på journalister i New York eller Washington?
Og gav selv svaret mandag:
”Signalet er klart over hele Mellemøsten. Saudierne kan gøre, hvad de vil. Befolkningen må forstå, at er man en kritiker, er man ikke sikker noget sted. Journalist eller ej, og det er lige meget om man arbejder for Washington Post eller opholder sig lovligt i et NATO-land. Vi vil komme efter dig, og vi kan slå dig ihjel”.
“Ingen kritiker eller dissident vil kunne føle sig sikker. Og hvad er næste skridt? Mord på journalister i New York eller Washington? USA’s kritikere i Mellemøsten, og der er som bekendt mange, vil sige, at ’der kan man se den amerikanske kynisme udspille sig for åbent tæppe. Det eneste Washington kerer sig om er olie og våbensalg”.
Mordet på journalisten, som var tilknyttet den amerikanske avis, Washington Post, repræsenterer hermed den alvorligste krise i forholdet mellem USA og det autokratiske arabiske kongedømme, der længe har været en torn i øjet på alle amerikanske borgerrettighedsforkæmpere grundet de summariske henrettelser og manglende personlige frihedsrettigheder – et træk ved regimet, der ikke har forandret sig trods de moderniseringer, som kronprinsen personligt har stået for, mest omtalt ophævelsen af forbuddet mod kvinders bilkørsel, der trådt i kraft denne sommer.
Trumps støtter må overveje, hvorvidt den uforbeholdne støtte fra Washington faktisk har givet bagslag: at opbakningen fra USA har fået især landets magtfulde kronprins Mohammed bin Salman (der i USA kun omtales med sine initialer, MBS) til at føle sig uovervindelig og givet ham mod til at slå hårdere ned på sine kritikere
Lempelsen og moderniseringen, som min kollega Yasmin Abdel-Hak tidligere har beskrevet i flere artikler her i POV, er først og fremmest grundet i økonomiske omstændigheder – ikke i en fundamental ny orientering i synet på kvinder. Kronprinsen ønsker at styre Saudi-Arabien ind på en økonomisk kurs, hvor landet kan gøre sig gældende på andre områder end energi, og hertil behøves den veluddannede kvindelige arbejdskraft, der ikke kan udnyttes effektivt, hvis kvinder ikke kan transportere sig selv.
Jared Kushners fatale sats
I en grundig og lang baggrundsartikel i Washington Post mandag kan man læse mere om manden bag den aktuelle ”lovefest” med styret i Riyadh: Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner (37) der personligt har lagt sig i selen for at kultivere et personligt venskab med såvel kongen, Salman bin Abdul Aziz, som den unge MBS.
Kushner, der af sin svigerfar er blevet bedt om at finde en fredsslutning for hele Mellemøsten – hvilket både inkluderer Syrien og konflikten mellem Israel og Palæstina – har satset benhårdt på Saudi-Arabien. Og nu står man med en krise på hånden, der er den værste siden terrorangrebet 11. september 2001. De
t står klart, at Trump-regeringen står i et dilemma.
For som avisen skriver:
”As Kushner and his father-in-law see it, the partnership has paid dividends in the form of Saudi pledges to purchase billions of dollars worth of U.S. weaponry as well as the kingdom’s position as an Arab ally in countering Iran and in fighting extremism throughout the Middle East, according to administration officials. Trump and Salman together convened 54 Muslim leaders to jointly condemn terrorism at a Riyadh summit in May 2017. And the Saudis built a center to combat extremist ideology, which Trump inaugurated during his trip by placing his hands on a glowing orb.
Kushner has celebrated Mohammed’s moves to modernize the Saudi economy and long-repressed society, including allowing women to drive and encouraging women’s entrepreneurship. Furthermore, he considers MBS an influential and wise sounding board on geopolitics in the Muslim world and holds out hope that the crown prince might eventually deliver the support of Saudi Arabia — home of the two holiest sites in Islam — for his foundering Israeli-Palestinian peace plan.”
Hvor Trumps forgængere typisk valgte besøg til Mexico eller Canada som deres første udlandsbesøg, valgte Trump valgte Saudi-Arabien, hvor værterne slog den helst store charmeoffensiv an
Den tidligere forsvarsminister og CIA-chef Leon Panetta udtrykker det således til The Post:
”I have a sense that they put all of their chips on the hope that the Saudis would be able to help the United States, not only in dealing with the challenges of terrorism, but also in dealing with peace in the Middle East.”
New York Times var inde på det samme i sidste uge.
Avisen skrev:
”More than anyone in the Trump administration, Mr. Kushner has cultivated Saudi Arabia’s crown prince, Mohammed bin Salman — whose family may have played a role in the disappearance of the journalist, Jamal Khashoggi — elevating the prince into a key ally in the Arab world and the White House’s primary interlocutor to the kingdom. Mr. Kushner championed Prince Mohammed, 33, when the prince was jockeying to be his father’s heir; had dinner with him in Washington and Riyadh, the Saudi capital; promoted a $110 billion weapons sale to his military; and once even hoped that the future king would put a Saudi stamp of approval on his Israeli-Palestinian peace plan.”
Spørgsmålet er naturligvis om virkeligheden – nemlig at MBS’ modernisering ikke indbefatter retten til at ytre sig og slet ikke kritisk – vil få nogle konsekvenser.
Og om Trumps støtter vil overveje, hvorvidt den uforbeholdne støtte fra Washington faktisk har givet bagslag: at opbakningen fra USA har fået den magtfulde kronprins Mohammed bin Salman (der i USA kun omtales med sine initialer, MBS) til at føle sig uovervindelig og givet ham mod til at slå hårdere ned på sine kritikere.
Trumps beundring for Saudi-Arabien er mangeårig
At Trump beundrer Saudi-Arabien – og at denne beundring har år på bagen – står klart. Også før præsidentkampagnen i 2016 talte den daværende ejendomsmagnat om, hvordan han havde modtaget adskillige saudiarabiske tilbud om at investere millioner i hans ejendomsvirksomheder.
Trump har gentagne gange forsikret om, at våbenhandlen ikke bliver aflyst – for som han sagde tidligere på ugen, vil en aflysning af aftalen blot betyde, at styret køber ind hos andre lande, Kina eller Rusland
Og hvor Trumps forgængere typisk valgte besøg til Mexico eller Canada som deres første udlandsbesøg, valgte Trump valgte Saudi-Arabien, hvor værterne slog den helst store charmeoffensiv an.
Nedenfor ses Trump og den saudiske konge i “the Open Counter Terrorism Center”:
Trump var tydeligt imponeret over, hvad han så, og under turen, der var omhyggeligt koreograferet af Kushner, blev fundamentet til den aktuelle 110 milliard dollar store våbenhandel fra maj 2017 lagt.
Trump har gentagne gange forsikret om, at våbenhandlen ikke bliver aflyst – for som han sagde tidligere på ugen, vil en aflysning af aftalen blot betyde, at styret køber ind hos andre lande, Kina eller Rusland:
Dertil kommer, at Trumps beslutning om at gøre Iran til hovedfjenden i Mellemøsten – kraftigt bakket op af den nuværende nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton – også bidrog til den gode stemning i Riyadh, hvor Teheran anses for Satan selv.
Rapporterer fra amerikanske efterretningskilder blev senere lækket om, at man i den arabiske verden og specifikt MBS anså hele Trumps hold -som dybt naive og manipulerbare. ”Jeg har ham i min hule hånd,” havde MBS angiveligt sagt om Jared Kushner
Riyadhs bistand til Vesten i kampen mod terror
Hurraråbene fra Washington menes at have været en selvstændig bevæggrund for saudierne når der gælder den nye hyper-aggressive linje overfor Houthi-oprørne i Yemen og offensiven i form af blokaden mod styret i Qatar, der igen har styrket både IS og al-Qaeda.
Der er dog også andre fordele ved alliancen med saudierne. Amerikanske efterretningskilder har i årevis understreget overfor POV’s korrespondent, at styret i Riyadh har bistået USA og Vesten med værdifulde oplysninger, når det gælder kampen mod terror også helt konkret ved at advare og forpurre planer om terrorangreb mod amerikanske fly.
Dertil kommer saudiernes diskrete men effektive anti-radikaliseringsarbejde både i egne rækker og i sunnimuslimske miljøer i regionen.
USA har også vigtige nationale interesser i Saudi-Arabiens stabilitet, og Trumps omfavnelse af MBS har givet visse afkast på andre fronter: saudierne har f.eks. støttet amerikanske hjælpeinitiativer i Mellemøsten herunder 100 millioner dollars i genopbygningsbistand til Syrien.
Kong Salman har for længst gjort det klart for Det Hvide Hus, at Saudi-Arabien ingen intentioner har om at støtte Kushners nye mellemøstlige fredsplan, medmindre planen udtrykkeligt indebærer, at Øst Jerusalem bliver hovedstaden i en uafhængig palæstinensisk stat
Omvendt har saudierne forhindret FN’s forsøg på at undersøge mulige saudiske krigsforbrydelser, og Kong Salman har for længst gjort det klart for Det Hvide Hus, at Saudi-Arabien ingen intentioner har om at støtte Kushners nye mellemøstlige fredsplan, medmindre planen udtrykkeligt indebærer, at Øst Jerusalem bliver hovedstaden i en uafhængig palæstinensisk stat. Et krav, der aldrig vil blive accepteret af Benjamin Netanyahu.
Alt i alt må man konkludere, at i modsætning til 9/11, hvor der aldrig blev fundet endegyldige beviser for, at kongefamilien havde godkendt, haft viden om eller spillet en rolle i terrorangrebet mod USA, så kan drabet på Khashoggi umuligt være blevet udført uden den udtrykkelige godkendelse af kronprinsen.
Ambitiøs konference truet af afbud
Næste uge er en række af klodens ledende finansfolk og embedsmænd blevet inviteret til MBS’ udstyrsstykke: konferencen ”Davos in the Desert”, hvor kampen mod terror skal diskuteres. Konferencen finder sted i hotellet Ritz-Carlton , hvor regimet for nylig i øvrigt spærrede en række af sit eget lands rigeste mænd inde under dække af ”kampen mod korruption”. De blev ikke løsladt igen, før de havde udbetalt en klækkelig sum til regimet.
Det vides endnu ikke, om USA vil aflyse sin deltagelse i konferencen, men et hav af vestelige medier fortæller nu, at forretningsmænd og politikere fra hele verden har neldt afbud efter mordet på Khashoggi. NBC skriver:
“The disappearance of Saudi journalist Jamal Khashoggi has led to an exodus of international A-listers from what is called “Davos in the Desert,” potentially undermining the event. The Khashoggi case itself also threatens to derail Crown Prince Mohammed bin Salman’s international effort to rebrand the kingdom.
Onsdag i sidste uge faldt et forslag i Kongressen med fire stemmer om at suspendere al amerikansk militær bistand til Saudi-Arabien grundet krigen mod civile i Yemen.
Med mordet på Khashoggi står det klart, at amerikanerne ikke har indgået den alliance med en veloplyst og erfaren reformorienteret leder, men med en egenrådig, brutal og hensynsløs 33-årig leder af et regime, der undertrykker sine kritikere derhjemme og ikke holder sig tilbage fra at slå dem ihjel udenfor landets grænser
En egenrådig, brutal og hensynsløs leder
En ting er sikker:
Den på overfladen vestligt orienterede kronprins har muligvis lovet Washington, at han ønsker at moderere den islamiske ekstremisme, som saudierne selv har eksporteret i årevis; også for at fremme kongerigets velkendte men særdeles godt skjulte underhåndsforbindelse med israelerne.
Men med mordet på Khashoggi står det klart, som magasinet the Atlantic skriver, at amerikanerne ikke har indgået den alliance med en veloplyst og erfaren reformorienteret leder, men snarere med en egenrådig, brutal og hensynsløs 33-årig leder af et regime, der undertrykker sine kritikere derhjemme og ikke holder sig tilbage fra at slå dem ihjel udenfor landets grænser.
Mange i USA – både indenfor og udenfor det republikanske partis rækker – venter nu på, hvad Trumps såkaldte ”alvorlige konsekvenser” egentlig vil bestå i – om nogen.
Måske får vi svaret, når den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo – der fløj til Saudi-Arabien for at mødes med kong Salman og diskutere sagen mandag – returnerer til Washington.
POV lønner ikke sine journalister. Men hvis du holder af Annegrethe Rasmussens artikler og synes, hun skal have løn for dem, kan du donere til hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international
Topfoto: Wikimedia Commons – Trump på besøg i Riyadh, originalfoto fra Det Hvide Hus.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her