Du ringer vel for at høre min mening? Om Excel-arkets eventyr om kunst

af i Kultur/Politik & Samfund

KULTUR // KOMMENTAR – Hvad skete der egentlig med kunsten midt i al denne alvor? Al denne ”kunst på recept”, en-til-en bevisførelse for, at det kan betale sig? Hvis vi virkelig mener, vi vil have kunsten ud til alle i hele landet, så skal vi tage den til os og med os, i alt vi gør, skriver Mathilde Schytz Marvit: Vi skal turde noget, og lade samtalen rumme andet end det at være enige om det åbenlyse og påviselige, så vi ikke ender med ”Excel-arkets eventyr om kunst”; bogen ingen ville låne.

Forleden lånte jeg en lille gul bog på Blågårds bibliotek. ”Lesbiske eventyr om mænd” hed den. På hver side var et lille digt, som alle begyndte med ”Der var engang en mand…”

Et af digtene lyder således:

”Der var engang en mand, han trivedes godt i et virvar af øl og meninger. Hver gang han fik et par øl, brugte han ord som gudeskøn og dionysisk. Hvis der var en bogreol i nærheden, gik han gerne hen og lirkede bøger ud. Og når nogen ringede, sagde han altid, du ringer vel for at høre min mening. De bøger, han lirkede ud, endte tit med at ligge opslået på et bord et sted.”
– Mette Østgaard Henriksen, 2014.

Nogle uger efter at have læst den bog og grint af, at ingen nok rigtigt ringer for at høre en andens mening, men nogen helt sikkert tror det, befinder jeg mig en morgen i kunsthal Charlottenborg, i en stopfyldt og udsolgt sal til kunsthallens første Kaffeklub, støttet af Bikubenfonden.

Denne morgen, dér på Charlottenborg, skulle vi samtale om, og dermed blive klogere på, hvordan vi får kunsten ud i hele landet

Kaffeklubben på Charlottenborg er, skriver de på deres Facebook-side, ”stedet, hvor nogle af Danmarks førende kunstnere, kulturinstitutioner og kulturpolitikere mødes til en kop kaffe og en åben samtale om visionerne for fremtidens kulturpolitik og kunstneriske dannelse.”

Morgenens ordstyrer var Lene Johansen, journalist og tidligere studievært på DR, og hun indledte debatten med at understrege, at det i dag ikke handlede om at ”bashe” hinanden, men om at samtale.

Det med kunst – og dannelse

At italesætte samtale, fremhæve samtale, beskæftige sig med samtale og have det som omdrejningspunkt, støder jeg oftere og oftere på. Vi taler om det i forbindelse med valgkamp. I forbindelse med integration, uddannelse, sundhed og kunst. Vi taler om, at vi ikke bare skal tale, men samtale, så vi, imens vi taler og lytter, kan blive klogere på os selv, emnet og hinanden. Og denne morgen, dér på Charlottenborg, skulle vi samtale om, og dermed blive klogere på, hvordan vi får kunsten ud i hele landet.

Det tog ikke lang tid, før et helt panel – bestående af politikere fra partier fra alle fløje, kunstnere, direktører mv. – blev enige om, at det er vigtigt med kunst. Med dannelse. Og at det skal ud i hele landet. Til børn. Især.

Når talen faldt på, hvorfor den skulle det, så var alle også enige. Det er godt med kunst og kultur. Det binder os sammen som nation, det udvikler os som mennesker enkeltvis og i fællesskaber, ja der er endda beviser for, at kunst kan gøre os raske(re): Folk med depression bliver gladere, hvis de dyrker kunst. Hospitaler ser tydelige fordele med kunst i hospitalsmiljøer, og det er stort set lige så godt for kroppen at gå på museum jævnligt, som at løbe sig en tur.

Argumenterne hober sig op. Og de blander sig med ideer om, at man ikke længere skal kalde det kunst-støtte, men kunst-investering, fordi det jo netop er en investering i det hele menneske og det hele samfund. Og fordi kunst skal tages alvorligt.

Kunst på recept

Og alvorligt bliver det også, endnu mere i næste skridt af samtalen, når enigheden har lagt sig. For så skal man tale om, hvor den investering skal findes. Hvor stor den skal være, og hvis ansvar det er.

Her er man helt historisk knap så enige. Nogen mener, at hvis det er så vigtigt, så må det også kunne klare sig på markedskræfter alene. Andre, at det er vores alles ansvar og sammenskudsgilde, og andre bringer igen sygdom på banen, og spørger, om man ikke hellere vil have fikset et brækket ben end at kunne gå gratis på museum? Og så er vi tilbage til samtalen, og som man spørger, får man svar.

Hvad skete der egentlig med kunsten midt i al denne alvor? Al denne ”kunst på recept”, en-til-en bevisførelse for, at det kan betale sig?

I alle samtaler indtager vi forskellige positioner, udfører forskellige roller. Og midt i al denne snak, som jeg synes at have mødt før, kom jeg til at tænke på kunstens rolle i samtalen, og dermed også vores liv. Det gjorde jeg, fordi jeg kom til at grine af noget, Knud Romer sagde. Det gør man tit af Knud Romer. For han er sjov og skarp og formår at bruge sproget, følelserne og iscenesætte drama i en fortælling. Som når han på denne morgens møde fortæller om en myg, der stak ham på hans barndomsmark på Falster, og dermed inspirerede ham til hans første digt, hvor myggen fløj sin vej med hans blod. Og det er nok også derfor, han tit er inviteret til arrangementer som disse.

For hvad skete der egentlig med kunsten midt i al denne alvor? Al denne ”kunst på recept”, en-til-en bevisførelse for, at det kan betale sig? I fondsansøgninger til investorer, skriv til ministerierne, kaffedebatarrangementer og evalueringsrapporter til bekræftelse af, at kunst ”faktisk gør en forskel”.

Den forsvandt

Jeg tror, desværre, der skete det, at den forsvandt. Ud af debatten, ud af samtalen, ud af vores fortælling, som nu sådan ikke rigtig længere er sjov, smuk, rørende, sexet, kropslig, omvæltende, grim… Og så kan man måske godt forstå, at man ikke rigtig synes, man vil investere i den: Hvis det, kunsten kan, åbenbart på en måde er at hele et brækket ben, men dog ikke helbrede sådan helt uden brug af gips og læger.

Ingen gider høre på en dårlig historie. En kedelig historie, men rigtig mange vil rigtig gerne se, høre, være en del af en gribende historie.

Tyrion fra Games of Thrones siger det, da de afslutningsvis skal finde frem til, hvem der skal herske over alle riger:

“What unites people? Armies? Gold? Flags? No. It’s stories. There’s nothing in the world more powerful than a good story. Nothing can stop it. No enemy can defeat it. And who has a better story than Bran the Broken? The boy who fell from a high tower and lived… He’s our memory. The keeper of all our stories. The wars, weddings, births, massacres, famines, our triumphs, our defeats, our past. Who better to lead us into the future?

Vi skal tage den til os

Også det, tror jeg, at sådan set alle på det kaffeklubsmøde ville kunne blive enige om. Og det blev da også der fremhævet, at det, vi husker fra guldalderen, ikke er en politiker eller en industrifyrste. Det er H.C. Andersen og Kierkegaard.
Og vi kan jo ikke alle være H.C. Andersen og Kierkegaard. Det ved jeg godt.

Men hvis vi skal huske noget fra den kaffeklub, og alle mulige andre debatter og samtaler vi har om kunsten – og dermed mærke og således have lyst til at investere i kunsten, så skal den dannelse, som vi helt rørende enigt ønsker for alle vores muligvis instrumentspillende børn også gælde for os selv.

Hvis vi virkelig mener, vi vil have kunsten ud til alle i hele landet, så skal vi tage den til os og med os, i alt vi gør. Så skal vi turde noget, og lade samtalen rumme andet end det at være enige om det åbenlyse og påviselige

Så skal vi bruge kunsten og huske Brechts råd om, at sandheden er konkret, og f.eks. som Pernille Rosendahl fint foreslog politikerne til kaffeklubben, bruge kunsten og kunstnerne, når vi diskuterer politik. For hvis vi virkelig mener, vi vil have kunsten ud til alle i hele landet, så skal vi tage den til os og med os, i alt vi gør. Så skal vi turde noget, og lade samtalen rumme andet end det at være enige om det åbenlyse og påviselige, så vi ikke ender med ”Excel-arkets eventyr om kunst”: bogen ingen ville låne.

Og det vover jeg at sige, selvom jeg kun selv spiller virkelig dårligt guitar. Men jeg var selvfølgelig heller ikke på scenen den dag. Hvorfor nogen passende, med mit indledende referencedigt in mente, kunne bruge sproget og slå krølle på halen og replicere: ”Hvem har egentlig ringet dig op?”


Foto: Elisabeth Jerichau Baumann: En ægyptisk pottesælgerske ved Gizeh, 1876-78. Statens Museum for Kunst.

Mathilde Schytz Marvit er stifter af Besyv, samt Projektleder på Det Levende Ord i Folkehøjskolernes Forening.
Besyv (www.besyv.net) producerer film og tværmedielle produktioner til biograf, TV, web og kulturinstitutioner og udarbejder strategier til implementering af et digitalt mindset i (kultur)organisationer. Mathilde har tidligere arbejdet for produktionsselskabet House of Real og har otte års erfaring med kunstformidling fra sin tid som leder af Digitale Produktioner på SMK (Statens Museum for Kunst). Hun har derudover produceret animation, lydkunst og musiklegetøj til tweens.
Evt. MobilePay donation til Mathilde modtages med tak på: 31766346

Seneste artikler om Kultur

Mit Berlin i 30 billeder

REJSEBREV // BILLEDRPORTAGE – “Berlin er et kulturelt tagselvbord, hvor undergrund, etableret

Det blæser op

Det blæser op. Nu knager alle stammer og der er intet sted