Sanders og Trump sejrede ad helvede til

Morten Bay 08.03.2016

Tirsdag aften var der både demokratiske og republikanske primærvalg i Michigan og Mississippi, og republikanerne afholdt et yderligere primærvalg i Idaho. Det endte med sejre til både Sanders og Trump, der dog muligvis overhovedet ikke betyder noget som helst. Især Trump kan nemlig næste tirsdag risikere at tabe det hele på gulvet.

Demokraternes gyseraften

Op til tirsdag aften havde de fleste meningsmålinger givet Hillary Clinton en klar sejr i demokraternes kandidat-kapløb i Michigan. Men efter næsten tre timers valggyser endte det alligevel med at være Bernie Sanders, der løb med sejren. Sådan da.

Teknisk set vandt Sanders en kneben sejr, når man talte primærvalgsstemmer op. Hans sejr over Hillary Clinton i Michigan var på to procentpoints, og de forskellige medier kunne først erklære ham som vinder, da hele 92 procent af stemmerne var talt op. Indtil da havde han og Clinton ligget uhyggeligt tæt.

Men ligesom i New Hampshire, hvor han vandt sin første primærvalgssejr, er sejren kun overfladisk. Når man kigger på, hvad der rent faktisk gælder – de delegerede, der lover at stemme for kandidaten ved konventet – vandt Sanders hverken stort i New Hampshire eller i Michigan. I New Hampshire blev Sanders’ sejr pustet op til noget stort. Men i virkeligheden blev det uafgjort mellem Sanders og Clinton, når man kigger på de delegerede.

Clinton var den egentlige vinder

Michigan er en af primærvalgenes skatkister. Der var 147 delegerede på spil for demokraterne i staten. Men modsat to af de stater, der afholder primærvalg på tirsdag, Ohio og Florida, er Michigan ikke en winner takes all-stat. Som i mange andre stater bliver de delegerede fordelt efter den procentvise fordeling af primærvalgsstemmerne. Og når man lægger det sammen med, hvad der ellers skete tirsdag aften, var Hillary den samlede vinder.

Det er nemlig anderledes i Mississippi. At kalde Clintons sejr her massiv ville være en underdrivelse. Hun fik over 80 procent af stemmerne. Mississippi er en af de mest republikanske stater blandt de 50 forenede af slagsen. Det er den fattigste stat i USA, og er et af de steder, hvor racismen stadig florerer som ukrudt. Men der er også en kæmpe afrikansk-amerikansk befolkning, og akkurat som i andre sydstater, nød Clinton godt af dette. Clinton sidder p.t. på hele minoritetsgruppens stemmer, og det er det, der skaber den største forskel mellem hende og Sanders generelt.

Clinton er altså løbet med langt hovedparten af de 41 delegerede, der var på spil i Mississippi. Og lægger man disse sammen med den halvdel af de delegerede, hun tager med fra Michigan, er tirsdagen alligevel Clintons i det store billede. Og det var derfor, Sanders selv kun gav en kort tale i forbindelse med valget, hvor han gjorde opmærksom på, at uanset hvem, der vandt, ville Michigans stemmer blive ligeligt fordelt.

Symbolsk sejr til Sanders

Man skal dog ikke undervurdere det symbolske i Sanders’ sejr i Michigan, selvom den var lille og teknisk set ubetydelig. For det første overraskede han ved at gøre meningsmålingerne til skamme. For det andet gjorde han det i en såkaldt Rust Belt state, som er det udtryk, amerikanerne bruger om stater som Michigan og Ohio, der i de sidste to-tre årtier har været hårdt ramt af outsourcing til udlandet og USA’s generelle nedgang i industriproduktion. Her har Clinton ellers været stærkest, fordi hun har opbakning fra fagforeningerne.

Nu kan Sanders i stedet gå styrket ind i kampen om Ohio, der afgøres på tirsdag. Lige nu er han ca. 20 procentpoints bagud i meningsmålingerne, der dog efterhånden er nogle dage gammel. Ohio er en fantastisk vigtig stat. Der er 143 delegerede på spil – og Ohio er som nævnt en winner takes all stat.

Som det er nu, er Sanders meget langt fra kandidaturet. Hillary Clinton har stadig et større forspring i antallet af delegerede, end Barack Obama nogensinde fik i konkurrencen med hende i 2008. Hendes antal af delegerede er dobbelt så stort som Bernie Sanders. Så det er ikke bare op ad bakke for Sanders. Det er op ad bakke i modvind med isslag på vejen og sommerdæk på bilen.

Men hvis han render med alle 143 delegerede i Ohio på tirsdag, kan han genvinde ”The Big Mo” – det uundværlige momentum. Og dermed kan tingene se anderledes ud fra på tirsdag. Det vigtige ord her er ”kan”. Det er stadig ikke sandsynligt.

Kasichs skæbne er uvis

På den republikanske side var det endnu en Trump-aften. Trump vandt i såvel Michigan og Mississippi – og han vandt igen stort med 48 procent af stemmerne i Mississippi og 37 procent i Michigan. Det var forventeligt, og alles øjne var derfor rettet mod anden og tredje pladserne. Og her skete der ting, der har betydning for resten af primærvalget på den republikanske side.

Op til tirsdag havde en hel del observatører lagt op til, at Michigan kunne blive en indikator på, hvad der skal ske med John Kasich, den mest moderate af de nuværende præsidentkandidater på den republikanske side. Michigan støder op til Ohio, hvor Kasich er guvernør, og selvom ingen havde forventet, at Kasich ligefrem kunne vinde i Michigan, forventede de fleste at han ville blive nummer to. Og det store spørgsmål var, hvor stærk en nummer to, han ville blive. Hvis han kom tæt på Trump, ville det blive set som en sejr. Hvis ikke, ville det blive set som problematisk og måske et dårligt varsel for næste tirsdag, hvor Ohios republikanere også skal vælge deres kandidat.

Desværre for Kasich blev det ikke nogen overbevisende andenplads. Han slog kun nummer tre, Ted Cruz, med ganske få tusinde stemmer – så få, at forskellen ligger inden for en procents grænsen, hvor de begge ved redaktionens slutning havde 25 procent af stemmerne. Det har den umiddelbare betydning, at sejren i Kasichs hjemstat langt fra er sikker. Trump fører over ham i meningsmålingerne i staten, men han blev indtil tirsdag aften alligevel set som en sandsynlig sejrherre. Den sejr er i fare, når man tager Kasichs lidt blodfattige præstation i Michigan i betragtning.

Hvor længe bliver Rubio og Kasich ved?

Betyder det så, at Kasich forsvinder ud af kapløbet, hvis han taber i Ohio på tirsdag? Det er langt fra sikkert. Der er nemlig mere og mere, der tyder på, at han og Marco Rubio stadig kan snuppe kandidaturet.

Marco Rubio blev ellers fuldkommen udslettet i såvel lørdagens som tirsdagens primærvalg. I flere af dem kunne han ikke engang kravle op på tocifrede procenttal. Men han er stadig etablissementets favorit, og ikke mindst er han favorit hos de toprepublikanere i senatet, repræsentanternes hus og i selve partisystemet, der lige nu er i gang med at prøve at sabotere Donald Trump.

Men uanset, hvad man mener om penge i amerikansk politik og hvor meget effekt de har på valgresultaterne, så betyder de helt sikkert noget for, hvor længe en kandidat kan blive i kapløbet. Har en kandidat villige donorer nok, eller en skattekiste fyldt med kampagnemidler, kan han eller hun i princippet fortsætte kampen hele vejen til konventet, hvor vedkommende kan håbe på at omvende de tilstedeværende delegerede. Dette forudsat, at det ikke har en ødelæggende effekt på vedkommendes fortsatte politiske karriere.

Både Rubio og Kasich har masser af penge og masser af opbakning tilbage. Og sådan som den republikanske primærvalgkamp ser ud i 2016, hvor der er så meget modstand mod den førende kandidat, har de to ingen motivationer for at forlade kapløbet. POV Internationals chefredaktør, Annegrethe, Rasmussen siger at hun har hørt på republikanske vandrør i Washington DC, at de to kandidater netop har tænkt sig at hænge på hele vejen til konventet. Hun er ikke den eneste – adskillige amerikanske medier har kilder inde i det republikanske parti, der siger det samme.

Forskellen til et normalt valgår er dette: Normalt ville partiapparatet venligt, men bestemt lægge pres på kandidater, der fortsætter i valgkampen, selvom de ikke har en chance for at vinde. Det er distraherende og det trækker stemmer fra den førende kandidat. Men når partiapparatet i virkeligheden ikke vil have den førende kandidat, blander de sig naturligvis ikke. Så Kasich og Rubio kan få lov at føre kampagne i fred, så længe de vil.

Trumps sejr er pludselig ikke så sikker

Det hele afhænger af næste tirsdag, hvor Kasichs og Rubios to hjemstater afholder primærvalg. Det vil være et nederlag af dimensioner for de to at tabe deres hjemstater. Men som det ser ud nu – især efter deres resultater i Michigan, Mississippi og Idaho – kan det som nævnt sagtens blive tilfældet.

Når man kigger på de republikanske delegerede, skal der hentes 1237 af slagsen, hvis en kandidat skal sikre sig kandidaturet før konventet. Og det er her, næste tirsdag bliver så spændende. For hvis Kasich og Rubio vinder deres hjemstater, gør de det usædvanligt svært for Trump at nå 1237 delegerede inden konventet. Hvis det sker, skal Trump vinde over 60% af alle de resterende delegerede, inklusive i vestkyst-staterne, hvor Trump slet ikke er så sikker i sadlen som han er i resten af landet.

Med andre ord vil det med stor sandsynlighed ende med at kandidaten skal findes på konventet, hvis Rubio og Kasich vinder deres hjemstater på tirsdag, fordi ingen kan sikre sig 1237 delegerede inden konventets begyndelse. Og så er Kasich og Rubio pludselig i spil igen (og alle andre, der kan komme ind fra sidelinjen, som f.eks. en Mitt Romney eller en Scott Walker).

Ovenstående scenarie kan i princippet også blive tilfældet – men det er dog lidt mindre sandsynligt – hvis kun én af d´herrer Kasich og Rubio vinder deres hjemstat. Og her er der, efter undertegnedes ydmyge mening, en forskel på Kasich og Rubio.

Kasich er guvernør i Ohio. Han kan sagtens tåle at tabe et primærvalg i Ohio. Han kan endda tåle at køre med etcifrede stemme-procentpoint hele vejen frem til konventet Selv, hvis han på konventet stiller sig op og erklærer sig som den eneste fornuftige kandidat til præsidentvalget i november, og ingen tror på ham, ødelægger det ikke hans politiske karriere som guvernør i Ohio. Han ville sågar kunne påstå, med et smil, at han tabte primærvalget, fordi Ohio-borgerne helst vil beholde ham i stedet for at sende ham til Washington D.C. Han er superpopulær i Ohio, og det bliver han ved med at være, selv med et forfejlet præsidentkandidatur bag sig.

Rubio kan ikke tåle ydmygelsen

Det er modsat med Marco Rubio. Han er på genvalg som senator fra Florida i 2017, og han har allerede mistet en hel del af floridianernes opbakning. Det er langt mere tvivlsomt, om han kan tåle ydmygelsen ved at være ham, der bare ikke vil give op, selvom svømmerne med hans ankelbånds-farve for længst er blevet bedt om at komme op af svømmebassinet.

Derfor vurderer jeg, at det er langt mere sandsynligt, at Marco Rubio vil forlade kapløbet, hvis han taber til Donald Trump i Florida på tirsdag, end at Kasich gør det samme i en lignende situation. Skulle det ende med, at kandidaten først kan findes på konventet, kan Rubio i princippet gøre et comeback der. Selvom der kan ende med at blive trængsel i comeback-omklædningsrummet.

Endelig er der Ted Cruz. Han vandt Idaho tirsdag aften amerikansk tid, hvor han fuldkommen hægtede Trump af. Cruz tog lige over 43 procent af stemmerne i staten, og der var 15 procentpoints ned til Trumps 28 procent. Cruz er ikke længere en fjern nummer to – han tegner sig mere og mere som manden, der kan være et alternativ til Trump. Hvis det ender med, at ingen af kandidaterne får samlet 1237 delegerede sammen inden konventet, er han p.t. den eneste, der ankommer til konventet med nok delegerede i rygsækken til at gøre Trump rangen stridig.

Problemet er naturligvis, at han er nøjagtig lige så upopulær i sit eget parti som Donald Trump – blot af andre grunde. Han kaldte sin formand i senatet, Mitch McConnell, for en løgner, og det er en klassiker i medierne i USA at skrive, at han ingen venner har i senatet overhovedet.

Når man tager alt ovenstående i betragtning, er Trumps store sejre i aften – og i det hele taget indtil nu – i fare for at blive en hel del mindre værd på tirsdag. Der er en god grund til, at de amerikanske medier allerede er begyndt at kalde primærvalgene 15. marts for ”Super Tuesday part II”.

Der var også primærvalg i staten Hawaii, men det var ikke muligt at få resultatet med før dette blogindlæg skulle afleveres og skribentens fingre kom i fare for at visne af træthed.

Hovedfoto: Gage Skidmore.

Morten Bay

Morten Bay er en prisvindende forfatter, journalist og teknologiforsker. Han er kommende Ph.D. i informationsvidenskab fra UCLA i Los Angeles, hvor han har boet siden 2008. Han forsker primært i national cybersikkerhedspolitik og Internet-historie, senest i et to-årigt projekt for DARPA sammen med en af Internets fædre, Dr. Leonard Kleinrock. Ud over studierne arbejder han som journalist for en række medier, primært Politiken og Rec.dk, hvor han skriver om digital livsstil og tech-økonomien. Han er forfatter til fem bøger, hvoraf tre handler om mødet mellem mennesker og teknologi og livet i netværkssamfundet: ’Generation Netværk’ (2006), ’Homo Conexus’ (2009) og ’Velkommen til Computopia’ (2014). Før han emigrerede til USA, arbejdede Morten Bay som rådgiver for en række digitale medievirksomheder og startups, herunder Aller Media, hvor han var med til at lede en relancering af hele forlagets digitale magasinportefølje. Han har også selv været involveret i startups, og var i den forbindelse først i den vestlige verden med at skabe en mobil musikdownload-tjeneste i 2004 og lancerede også Danmarks første, egentlige recommendation engine med Findengave.dk i 2005. Han har været redaktør eller redigerende på en lang række magasiner (hvoraf de fleste – formentlig urelateret, men man kan aldrig vide – gik ned, efter han forlod dem): GEAR, T3, Alt om DATA, Tidens Mand, Mix, Privat Computer m.fl. Han har en fortid i både organisations- og partipolitik og rådgav i en årrække folketingsmedlemmer fra Det Radikale Venstre, hvor han også selv var folketingskandidat. Derudover har han også en musikkarriere bag sig med pladeudgivelser på Sony Music og EMI/Noiz, der kan udgraves fra de store streamingtjenester, hvis man orker. Han spiller stadig guitar og keyboards i Los Angeles’ musikmiljø, men kun for sjov. Morten Bay fik Fremtidsprisen fra Akademiet for Fremtidsforsknings i 2008 og Ravn-Joensen-prisen fra DPA i 2004.