Dronningens mand: Vellykket portræt af et interessant menneske

i TV/Danmark af
TV // ANMELDELSE – Dokumentaren Dronningens mand tegner på mange måder et interessant portræt af Prins Henrik (1934-2018), selvom den ikke rummer egentlige nyheder. Men det er lykkedes instruktøren Ole Juncker og journalisten Stéphanie Surrugue på en ny måde at levere fortællingen om den fremmede prins, der havde så vanskeligt ved at nå igennem til de skeptiske danskere, og hvis kongelige “kønskamp” aldrig blev set som andet end udtryk for urimelig forkælelse og utaknemmelighed.

Prins Henriks liv og den mangel på forståelse hos danskerne, som prægede en stor del af hans mange år ved H.M. Dronning Margrethe II’s side, er fortsat en fascinerende historie. Her tre år efter hans død, som vakte følelser i den danske befolkning, der desværre kun sjældent var kommet til udtryk, mens han var i levende live, har instruktøren Ole Juncker og journalisten Stéphanie Surrugue med dokumentaren Dronningens mand tegnet et nyt portræt af prinsgemalen, der på mange måder føjer nye facetter til det billede af ham, som vi kendte så godt i forvejen.

Hovedgrebet er at lade gamle lyd- og tv-optagelser tale, og der er særligt stor vægt på hidtil ukendte interviews på fransk. Både Stéphanie Surrugues båndede samtaler med prinsen som forarbejder til bogen Enegænger – portræt af en prins, der udkom i 2010, men også interviews med fransk tv. Den ro, elegance og sikkerhed, som præger prinsen på hans eget modersmål – og faktisk også på engelsk, som der også er flere eksempler på – står i markant kontrast til de lettere ubehjælpsomme interviews med danske medier, hvor både interviewperson og interviewer fremstår akavede.

Der er triste og kuldslåede interviewscener, hvor Dronningen forsøger at hjælpe ham med at udtrykke sig på velformuleret dansk, og hvor hun forgæves griber efter hans hånd, men han ikke lukker hende ind

Mange af de danske interviewklip og indslag i nyhedsudsendelser kender vi godt i forvejen, men der er lagt en ny ramme ned over fortællingen, som får os til at se dem i et nyt lys, ikke mindst fordi der tydeligvis er lagt et stort engagement i faktisk at forsøge at forstå manden på hans egne præmisser.

Nye dimensioner afløser tabloid kritik

Den tabloide kritik af prinsens sprogvanskeligheder, hans holdninger til børneopdragelse, hans livsstil – og ikke mindst hans udfordringer med at finde sin placering som andet end sin kones mand – er afløst af et billede af et ret moderne, internationalt orienteret, poetisk, kunstnerisk og grundlæggende meget begavet menneske, som kæmper med at kunne fungere inden for de relativt snævre rammer, som monarkiet udstikker.

Man kan ikke andet end at få sympati med manden og det i grunden lidt sørgelige forløb, vi bliver præsenteret for.

Fra den stormende forelskelse, som vi føler os overbeviste om, at han og Dronningen oplevede, over eventyrbrylluppet i 1967, de to prinsers tilkomst og problemerne, der langsomt begynder at trænge sig på. Med kritikken af prinsens mere sydlandske tilgang til børneopdragelse, hans frustration over stadig blot at være prins, mens hans hustru blev dronning, hans helt igennem rimelige kamp for blot at få sit eget budget, og ikke blot at få lommepenge af sin ægtefælle, over de seneste års tiltagende mangel på evne til at huske og holde sammen på tingene, som sluttede med, at han ”gik på pension”, som Dronningen sagde i sin nytårstale det år.

Selvom de i grunden forstod hinanden, så stod de på hver sin side af et folk og en presse, som ikke gav prinsen den anerkendelse, han fortjente

Hun elskede ham, og forstod ham, men evnede heller ikke – fortæller hun også i dokumentaren – at hjælpe ham så meget med at komme på plads i sit nye fædreland, som han egentlig behøvede. Der er triste og kuldslåede interviewscener, hvor Dronningen forsøger at hjælpe ham med at udtrykke sig på velformuleret dansk, og hvor hun forgæves griber efter hans hånd, men han ikke lukker hende ind. Selvom de i grunden forstod hinanden, så stod de på hver sin side af et folk og en presse, som ikke gav prinsen den anerkendelse, han fortjente. Han forblev netop “Dronningens mand”, og ikke i tilstrækkelig grad en person i sin egen ret.

Det klæder dokumentaren, at den går let henover det pinagtige forløb, hvor prinsen i en tilstand af tiltagende mental svækkelse for rullende kameraer erklærede, at han ikke ville begraves sammen med Dronningen under sarkofagen i Roskilde Domkirke. Meddelelsen om, at han var dement, kom ikke længe efter, og det er i det lys, vi er bedst tjent med at huske ham, som han var i sine velmagtsdage.

Vi savner mere om hans kunstneriske udfoldelser

Der er i udsendelsen lagt ret lidt vægt på de ting, som prinsen faktisk lykkedes med at fylde sin tilværelse med, udover familien og protektionerne. Digtene, skulpturerne, gastronomien, som gav ham udfoldelsesmuligheder og vel også gradvist lod danskerne se nye spændende sider af ham. Det kunne der med fordel have været lagt mere vægt på at supplere portrættet med.

Man kunne have ønsket for dette begavede, og på flere måder ganske misforståede menneske, at han havde oplevet den varme, der blev vist ham efter hans død i februar 2018. Da forstod mange danskere, hvad de havde haft, og nu havde mistet.

Måske vidste de fleste godt, at de havde behandlet den galliske prins urimeligt og kanøflet ham i den danske andegård. På sæt og vis endte det lykkeligt, men uden at prinsen selv kunne nyde det.

Dronningens mand er et fint portræt, der vil stå tilbage som en væsentlig og velfortalt historie om, hvad prins Henrik var for et menneske.


Topfoto: DR. Symbolikken er tydelig i det delvist kolorerede stillbillede fra et sort-hvidt interview med tronfølgeren og prinsen, kort efter forlovelsen. Hendes liv er i farver, hans i sort-hvid. 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Nikolaj Bøgh (født 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, rådmand og formand for Kultur- og Fritidsudvalget på Frederiksberg (C) samt konservativ folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet en række bøger, herunder ”Hækkerup” om den socialdemokratiske udenrigsminister m.m. Per Hækkerup og ”Brødrene Møller” om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. Hans seneste bog er "100 historier fra Frederiksberg", der udkom i marts 2019.

Seneste artikler om TV