
OK/18 – Selvom forligsmanden har udsat konflikten i 14 dage, risikerer vi stadig, at konflikten bryder ud og Danmark går i stå i nogle dage. Anette Lind kigger i denne kommentar på de dybereliggende årsager til, at forhandlingerne er gået i hårdknude. Og her peger hun på en styrelse under Finansministeriet, som nærmest er oprettet med det formål at gøre forhandlingerne svære.
Mange udpeger Moderniseringsstyrelsen som skurken, der har fået forhandlinger mellem de offentlige arbejdsgivere og lønmodtagere til at gå i hårdknude. Og styrelsen med det pudsige navn vækker vrede blandt offentlige ansatte. Det er helt forståeligt. Det er straks sværere at forstå, hvad der bevæger Moderniseringsstyrelsen. Hvilke præmisser og hvilke antagelser arbejder man med? Hvad ligger bag styrelsens fremfærd?
En del af styrelsens motiver er blevet afdækket. Overenskomsterne er gjort til en del af udgiftspolitikken, man søger at forhandle en ”smal økonomisk ramme” på plads. Men der ligger også mere og andet bag. Der stikker noget under, om man vil.
Programmet ”Centralmagten slår til igen (2)” i Det Røde Felt på Radio 24Syv fra mandag 19. marts er til at blive klogere af. Værten, Lars Trier Mogensen, havde inviteret flere i studiet for at diskutere Moderniseringsstyrelsen og dens rolle.
Specielt interessant var det at lytte til Henrik Hjortdals betragtninger. Som redaktør af ledelsesavisen denoffentlige.dk og gennem mange år tidligere ansat i Finansministeriet, har han en kvalificeret mening om, hvad der er på spil.
Et udgiftspolitisk redskab
Han anførte, at Moderniseringsstyrelsen opstod, fordi man gennem 20-30 år havde været vidne til, at folkeskolen, politiet og sygehuse på grund af lønnen var en stadig større udgift, som var svær at holde kontrol med, fordi overenskomsterne i høj grad dikterede arbejdstidens anvendelse.
Man manglede ”et udgiftspolitisk redskab i værktøjskassen”. Lønnen, som udgør 70 til 80 procent af udgifterne, kunne man holde tilbage ved at lave aftaler med lave procentvise stigninger, men ude på arbejdspladserne kom der ikke nødvendigvis mere arbejde ud det.
For lærernes vedkommende så vi, at der dels blev argumenteret med, at mere undervisning ville give bedre resultater for eleverne, dels at man ville udnytte lærernes ressourcer bedre. Ved at de skulle undervise flere timer
Trier Mogensen undrer sig med god grund over hvordan man kan oprette en styrelse, hvis faktiske formål er at kortslutte overenskomstforhandlinger. Til det svarer Hjortdal, at Finansministeriet efterhånden konstaterer, at konsensusmodellen, hvor man gennem 30 år har prøvet at finde fælles løsninger, viser sig at have nogle begrænsninger: I forhold til at få mere arbejde for pengene, er der ikke sket ret meget.
Man gør op med forestillingen om, at ”vi” har samme interesser og arbejder for en god offentlig sektor. Retorikken bliver ”os”, der vil effektivisere og modernisere sektoren, og ”dem”, der vil opretholde status quo.
Hjortdals udtalelser er udtryk for en dobbelt opsplitning. Moderniseringsstyrelsen splittes fra samfundets liv – konsensusmodellen – og et ”vi” bliver til et ”dem og os”. Samtidig medfører opsplitningen, at offentligt ansatte ikke længere anses som en del af et ”vi” – samfundet – men bliver et ”dem”, som står i modsætningsforhold til skatteyderne, altså borgerne.
Begrundelsen for at afvikle konsensusmodellen er angiveligt en form for manglende levering i forhold til, hvad man i Finansministeriet har haft en forventning om: den har ikke ført til, at man arbejdede mere for pengene i den offentlige sektor.
Mere er ikke altid bedre
Hvis man slår ned på nogle formuleringer i Hjortdals udtalelser som ”påvirke effektiviteten af den arbejdstid der var”, ”hvordan sikrer man sig der kom mere arbejde ud af det” og ”den har ikke ført til, at man arbejdede mere for pengene i den offentlige sektor” og tænker det ind i konteksten med de strandede forhandlinger og den truende konflikt, giver det mening.
Hvordan opgør man effektivitet af arbejdstid? Dette kan fortolkes på flere måder. For det første må man gøre sig klart, hvad der ligger i begrebet effektivitet. For lærernes vedkommende så vi, at der dels blev argumenteret med, at mere undervisning ville give bedre resultater for eleverne, dels at man ville udnytte lærernes ressourcer bedre. Ved at de skulle undervise flere timer.
Situationen, vi er havnet i med en truende storkonflikt, handler ikke kun om løn, betalt frokostpause eller små justeringer i nogle arbejdstidsaftaler. Det handler grundlæggende om meget forskellige menneskesyn
I dette tilfælde handler forståelsen af effektivitet altså om, at effektivitet alene er udtryk for flere timers undervisning. At denne undervisning så ikke er forberedt, og at kvaliteten falder, er ikke medtaget i overvejelserne. Dette siger mig, at man alene vurderer effektivitet ud fra nogle simple kriterier: mere undervisning er bedre og billigere i forhold til udnyttelse af lærernes tid.
Det samme gælder de nuværende forhandlinger omkring sygeplejerskernes vilkår. De kan risikere at blive kastet rundt på hospitaler i regionerne uden varsel. Her ser man alene på sygeplejerskerne som en ensartet ressource, som kan allokeres frit på sygehusene. Men man er blind for, at sygeplejersker ofte er højt specialiserede, og at arbejdsrutiner og samarbejdet på afdelingerne er uhyre vigtig for en god kvalitet i patientpleje- og omsorg. Igen, effektivitet i forhold til ressourceudnyttelse tæller højere end kvalitet.
Ingen øvre grænse
”Mere” går igen. Hjortdal nævner ”mere arbejde ud af det” og ”arbejdede mere for pengene”. Det eneste rationale man arbejder med, er ”mere”. Ved alene at fokusere på dette rationale, bliver man blind for fagprofessionernes egenart og kvaliteten.
Så er der også noget helt andet. At anse offentligt ansatte som mennesker kontra ensidigt som ressource. Det kan godt være, at man taler om ”god arbejdsgiveradfærd” og deslige, men det underliggende rationale hviler kun på begreberne ”effektivitet” og ”mere”; en grundlæggende antagelse, som i sagens natur ikke har et endepunkt. Der er ingen øvre grænse for ”mere”.
Situationen, vi er havnet i med en truende storkonflikt, handler ikke kun om løn, betalt frokostpause eller små justeringer i nogle arbejdstidsaftaler. Det handler grundlæggende om meget forskellige menneskesyn. Det handler også om et Finansministerium og en Moderniseringsstyrelse, som både har frakoblet sig selv fra samfundet, men også frakoblet offentligt ansatte som borgere.
Det handler også om en Moderniseringsstyrelse, som er blind for kvalitet i offentlig praksis, om fagprofessionernes egenart, om god ledelse, om eksempelvis Folkeskolens rolle som kulturinstitution. Det er en styrelse, som ender med at bekrige ikke kun de offentligt ansatte, men samfundet selv. Med de bedste intentioner, men med stor skade til følge.
Hvordan kan vi få skabt et nyt ”vi” og fjerne blindheden? Det er ikke nok at nedlægge Moderniseringsstyrelsen. Der er tale om en dybtliggende struktur, som agerer dysfunktionelt i forhold til vores samfund og demokrati. Det handler om andet og mere end overenskomstforhandlingerne i 2018.
Topfoto: Via Wikimedia Commons. Creative Commons 1.0 licens.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her