DOKUMENTAR // ANMELDELSE – DR’s dokumentarserie “Landsholdet – Drømmen om EM” vil tæt på kvindelandsholdet, men kommer aldrig helt ind under huden. På trods af gode samtaler og vigtige temaer drukner begejstringen for spillet i alvorstung stemning, opstillede scener og melankolske musikflader. Serien vil meget – men glemmer at vise, hvorfor fodbold egentlig føles som en drøm, mener filmredaktør Mikkel Stolt.
I fire halvtimes afsnit vil Landsholdet – Drømmen om EM komme tættere på kvindelandsholdet i fodbold og følge spillerne under EM-kvalifikationsturneringens seks afgørende kampe.
Det foregår over få måneder, og hvert afsnit består af interviews med spillere og træner, reportage fra træningslejr og hotelværelser, og vi besøger også enkelte af spillerne i deres klubber i udlandet. Der er også klip fra kampenes afgørende øjeblikke, og endelig også små, opstillede dialogscener mellem for eksempel en spiller og holdets mentale træner.
Vi ved jo allerede, at EM-kvalifikationen lykkedes, for holdet skal jo spille slutrunde om et par uger, så det er jo ikke spændingen, der skal drive historien frem, men hvad der det så?
Det er jo udfordringen med dokumentarfilm om sportsgrene eller sportshelte. Vi – eller de mest interesserede af seerne – kender jo allerede vedkommendes meritter, så meget ofte er det at komme bag kulissen, der skal være attraktionen.
Hvert afsnit er ens opbygget
Udover programmernes overordnede præmis om, hvem der kommer på holdet, er hvert program bygget op om tre, fire af spillerne og en lille håndfuld temaer eller emner, som netop de spillere tumler med. I første afsnit handler det for eksempel især om at danne familie, og i tredje afsnit kommer der en del om det at føle sig fri eller presset og modløs i sit professionelle virke. Det er især angriber Signe Bruun, der til daglig spiller i Real Madrid, der berører dette tema, som i sidste ende viser sig at være nogle af programmernes mest interessante sekvenser.
Et andet problem med sportsfilm er ofte, at man ikke tror på, at selve sporten og dens teknikaliteter vil være interessant for ret mange
I de tre første afsnit ser og hører man stort set intet til holdets ubetinget største stjerne, Pernille Harder, hvilket man når at undre sig over, indtil man opdager, at fjerde afsnit mere eller mindre tilhører hende. Igen handler det om familie, men også om forventningspres og berømmelse. Og det virker logisk nok, at man venter med hende til programmernes afslutning, idet hun også er spilleren med de afgørende aktioner i den sidste, vigtige kamp ude mod Belgien.
I Belgien opstår der også en situation, som faktisk næsten bliver til en egentlig scene, idet det lader til, at belgierne spionerer på det danske landshold – hvilket de faktisk gør, og som DR netop har beskrevet forleden. Når jeg skriver, at det bliver til en scene, så er det fordi, den bliver et symptom på, hvad der efter min mening ikke rigtigt fungerer i serien. Den forlader sig meget på ord og interviews og kun meget sjældent oplever vi noget, som gør, at vi rigtigt kan indleve os i den ”handling”, der ikke rigtigt er til stede.
Træner Jeglertz siger faktisk, at han opdaget en forskel på mænd og kvinder, og jeg forstår så ganske udmærket, at programmerne gerne vil berøre dette
I traditionelle dokumentarfilm er sådanne små scener, der har sin egen indbyggede dynamik, stimulerende for seerens interesse, men det er tit meget vanskeligt at få dem i kassen, og det tyder for mig også på, at filmholdet har kæmpet med det undervejs. De har derfor konstrueret små samtaler og situationer, der netop skal gøre det ud for det, jeg kalder scener.
Det virker desværre ikke helt efter hensigten, bortset fra nogle få tilfælde, hvor vi faktisk også får en fodboldfaglig indsigt. Det sker blandt andet i nogle reelle samtaler mellem keeper Maya Bay Østergaard – som kalder sig selv ”målmand”, hvilket hverken træner Jeglertz eller programtilrettelæggerne gør – og målvogtertræneren om hendes teknik ved for eksempel straffespark.
Må sportsfilm handle om sporten?
Et andet problem med sportsfilm er ofte, at man ikke tror på, at selve sporten og dens teknikaliteter vil være interessant for ret mange – hvilket jeg mener er en kæmpe misforståelse – og derfor også helst vil noget andet. Denne programserie melder da også klart ud, at vi skal lære spillerne bedre at kende på det menneskelige plan, hvilket vi da også kommer til med en seks-otte af dem. Det optimale er selvfølgelig, at man kommer til at lære mere om mennesket i relation til hendes sport og erhverv, og det er det, der er det svære, tænker jeg.
Men hør så musikken undervejs til sidst: triste klaverakkorder over en bund af synth-strygere, og som jeg forestiller mig, der må sidde nogle i DBU og i DR og ærgre sig lidt over
De enkelte spillere er sådan set snakkesalige nok, men det virker alligevel som om, at alvoren tynger mange af de medvirkende, og det er som om, at serien hellere fastholder spillerne deri. Selvom vi ser megen jubel på skærmen efter scoringer, så er der mange billeder af trælse hotelværelser og triste og trætte ansigter – og det skal der jo også være – og det er her, at jeg tænker, at vi virkelig mangler at få formidlet den enkelte spillers fascination og glæde ved spillet. Og virkelig forstå den og ikke bare høre om, at ”jeg begyndte som 5-årig og spillede fodbold hele dagen”. Hvorfor? Hvad var det ved lige præcis fodbold, der gjorde, at det blev sådan?
I stedet hører vi for eksempel om, at flere af dem har svært ved at glæde sig over de gode ting, de har lavet i en kamp, og i stedet fokuserer på de boldtab, de har haft. Træner Jeglertz siger faktisk på et tidspunkt, at det er noget, han har opdaget er en forskel på mænd og kvinder, og jeg forstår så ganske udmærket, at programmerne gerne vil berøre dette, ligesom Rikke Marie Madsens graviditet selvfølgelig er en interessant begivenhed, idet hun formentlig så ikke kommer til EM.
(Lidt overraskende er hun dog i går, fredag, alligevel udtaget til truppen). Dét vil vi også gerne høre om, men det er mod slutningen af tredje afsnit, jeg opdager, at det, jeg savner, er begejstring.
Musikken sætter stemningen i Landsholdet – Drømmen om EM
Og det, der især bidrager til den manglende ildhu, er et andet element, som har irriteret mig i især danske dokumentarfilm og -programmer i de seneste ti år, nemlig musikken. Dels er den utroligt meget til stede, dels er det primært generiske klangflader, der i dette tilfælde trækker hele stemningen ned. Jo, ind imellem kommer en anelse upbeat rytmik, men aldrig nogen melodik, og det bliver næsten helt grotesk i seriens sidste scene i omklædningsrummet.
Pigerne jubler, træner Jeglertz fortæller off screen om, at den følelse af glæde skal overtrumfe alt i sådanne situationer, fordi spillerne jo i karrieren gennemlever ”en rutsjebane af følelser”, hvilket programmerne jo også fint har vist os. Men hør så musikken undervejs til sidst: triste klaverakkorder over en bund af synth-strygere, og som jeg forestiller mig, der må sidde nogle i DBU og i DR og ærgre sig lidt over.
De troede lige, at der skulle sælges billetter til EM, men undervejs i serien er det kommentatorerne fra tv-transmissionerne, der udviser langt den største begejstring, og det er altså lidt synd. Ikke bare for spillerne, DR og DBU men også for os seere.
Læs også Kurt Lassens tekst om serien om Peter Schmeichel eller Mikkel Stolts reportage fra CPH:DOX ’24 og anmeldelsen af den engelske dokumentar, Copa 71, som handler om VM for kvinder i fodbold i Mexico (nederst i artiklen).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og