FODBOLD – I de øverste svenske fodboldrækker finder man hele 17 klubber med indvandrerbaggrund. I toppen ligger Dalkurd fra Borlänge, som i april debuterer i den svenske superliga, Allsvenskan. Og der er meget på spil, når den kurdiske klub skal spille mod det etablerede hold fra AIK, skriver Københavns tidligere skole- og kulturborgmester Tom Ahlberg.
Billedet af David mod Goliat er nærliggende, når den svenske fodboldsæson sættes i gang 2. april. På det svenske nationalstadion, Friends Arena, tager den traditionsrige klub, AIK (Allmäna Idrottsklubben), som med 83 sæsoner i Allsvenskan og talrige mesterskabstitler er den klub med flest sæsoner i Allsvenskan, imod oprykkerne fra Dalkurd FF.
Nationalarenaen danner dermed rammen for en anden slags landskamp; en traditionel svensk klub mod en ny, kurdisk klub fra Dalarna, deraf navnet Dalkurd. Spillerne har det kurdiske flag på brystet.
Dalkurd blev stiftet som et lokalt, socialt projekt i Borlänge i 2004. Borlänge er den største by i Dalarna med godt 40.000 indbyggere, på størrelse med Næstved. Byen kan nok kaldes en typisk svensk industriby med Domnarvets Jernverk og Kvarnsvedens Pappersbruk som de største virksomheder.
Faddere for projektet var Borlänges fodboldstolthed, IK Brage, som tilbage i 1980’erne fik bronze i Allsvenskan og prøvede kræfter med storhold som Werder Bremen og Inter i UEFA Cuppen. Der var ballade i ungdomsmiljøerne i Borlänge, og 14-15 unge spillere blev smidt ud af Brage.
En gruppe voksne stiftede klubben med et klart socialt formål, støttet af Brage. Socialt ansvar og integration går igen i klubbens retorik. Tanken var, at alle omkring klubben skulle føle sig som en del af en familie. Spillerne fik ikke tid til ballade, nu blev de tvunget til to timers træning seks dage hver uge.
Stifterne overvejede navnet Kurdistan FF, men valgte Dalkurd FF for at markere den lokale tilknytning.
Op-op-op-op-op
De unge spillere kom til at danne stammen i en klub, som fra debuten i 2005 i Division 6 Dalarna Mellersta rykkede op fem år i træk, indtil man i 2010 havnede i Division 1 Norra. Det var svensk oprykningsrekord. De fire første sæsoner vandt man 68 ud af 75 kampe. Klubben lagde fra start vægt på at spille offensivt og angrebsivrigt. Man vandt Division 4 med en målscore på 126 mål på 22 kampe. Efter de første fire sæsoner havde man en samlet målscore på plus 421 mål.
Klubben blev i Division 1 i seks år og nåede undervejs til erkendelse af, at man var nødt til at hente spillere udefra, hvis man ville videre. Derefter blev det til to år i den næstbedste række, Superettan, og nu altså Allsvenskan.
Efterhånden som rejsen mod toppen af svensk fodbold udviklede sig, fik klubben behov for sponsorer. De store virksomheder stod ikke i kø. Det gjorde derimod pizzeriaer over hele Sverige
Klubbens stifter og formand, Ramazan Kizil, kom til Sverige som flygtning. I det svenske personregister står han med fødselsdag 1. januar 1958. Der burde nok stå cirka. I 2009 blev han idømt en fængselsstraf i Tyrkiet for at holde en tale på kurdisk under den tyrkiske valgkamp.
Da den kurdiske by Van i oktober 2011 blev udsat for et jordskælv, som målte 7,2 på Richterskalaen og kostede omkring 600 mennesker livet, arrangerede Dalkurd en velgørenhedskamp mod et hold sammensat af tv-profiler og professionelle spillere. Klubben har flere gange markeret sig ved at støtte bestemte politikere ved svenske valgkampe.
Fra pizzeriaer til milliardærejere
Efterhånden som rejsen mod toppen af svensk fodbold udviklede sig, fik klubben behov for sponsorer. De store virksomheder stod ikke i kø. Det gjorde derimod pizzeriaer over hele Sverige. I 2009 havde man 48 sponsorer, hvoraf de 26 var pizzeriaer.
Den videre rejse mod toppen har dog givet grundlag for helt andre typer sponsorer. I 2016 købte de kurdiske brødre og forretningsmænd, Kawa og Sarkat Junad, 49 procent af aktierne i det nystiftede AB Dalkurd. Junad-brødrene er god for en milliardformue baseret på tele- og medievirksomheder i Irak.
Det sociale islæt tæller fortsat tungt for klubben. Centralt står klubbens sociale komité, som støtter lokale sociale initiativer i Borlänge. Blandt andet driver man en slags ”nattevandringer” i de mest belastede boligområder.
Efter en strid med Borlänge kommune om stadionkapacitet har klubben valgt at flytte hjemmebane 120 km fra Domnarvsvallen til Gavlevallen i Gävle. Samtidig har man dog fremhævet, at man vil styrke det lokale, sociale arbejde i Borlänge.
Elleve nationaliteter
På det hold, som nu debuterer i Allsvenskan, er der kun to spillere, som er fra egne rækker. Resten kommer fra alverdens forskellige klubber, truppens 24 spillere repræsenterer 11 forskellige nationaliteter. To af spillerne har haft berøring med dansk fodbold. Den ene, Simon Strand, nåede aldrig at spille for Lyngby, før han blev fritstillet på grund af den truende konkurs. Den anden, Rawez Lawan, spillede i tre år for AC Horsens og siden fire år for FC Nordsjælland.
Lawan, som nu er holdets anfører, har spillet i Dalkurd i to år og har foreløbigt scoret ti mål i 57 kampe. Det vigtigste var nok, da han i oktober 2017 med et let vristspark scorede målet i 1-0 sejren over GAIS, som gav oprykning til Allsvenskan.
Dalkurd Supporters Facebookside har hele 1,5 mio. følgere (til sammenligning har for eksempel danske FCK 200.000 følgere). Det store flertal af følgere skal findes uden for Sverige. Dalkurd prøver at blive klubben, som samler kurdere over hele verden.
Der er altså mere på spil end en enkelt fodboldkamp, når AIK tager imod Dalkurd 2. april. Her skal David ikke bruge en stenslynge for at slå Goliat, men sparke hårdt til læderbolden
Blandt de mere barske fortællinger om klubben er historien om det forsinkede fly, Flight 9525. I 2015 havde Dalkurd været på træningslejr i Barcelona og havde booket plads på flyet Germanwings Flight 9525 fra Barcelona til Düsseldorf.
Men flyets afgang blev forsinket, så klubben spredte spillerne på tre andre flyafgange til Düsseldorf, hvorved spillerne slap for piloten Andreas Lubitz tragiske selvmord og drab på 150 passagerer, da flyet fløj ind i bjerget Tête de l’Estrop i de franske Alper.
Brødrene Junad har udtalt, at ambitionen er at spille i Champions League i løbet af tre-fem år. Hvis det skal lykkes, skal klubben overhale traditionsrige klubber som for eksempel AIK. Der er altså mere på spil end en enkelt fodboldkamp, når AIK tager imod Dalkurd 2. april. Her skal David ikke bruge en stenslynge for at slå Goliat, men sparke hårdt til læderbolden.
9 syriske klubber
I Danmark er det eneste eksempel på en tilsvarende indvandrerfodboldklub Vatanspor fra Aarhus-bydelen Brabrand, stiftet i 1989 og aktuelt placeret i den fjerdebedste række, Danmarksserien.
Der er ikke nogen nemme forklaringer på fænomenet med de mange invandrerfodboldklubber i Sverige. Jo, der er mange indvandrere i Sverige – men de spiller jo også i almindelige svenske fodboldklubber. Den mest kendte, Zlatan Ibrahimovic, startede i FBK Balkan, men brød først igennem i Malmö FF.
Der er hele ni svenske klubber, hvor Syrien indgår i navnet. Alle klubber er langt ældre end den aktuelle syriske flygtningestrøm.
Det er nærmest ikke til at finde artikler fra svenske aviser om fænomenet, ligesom det ikke er lykkedes at finde analyser af det.
Ét muligt gæt til forklaring er, at den svenske indvandrerpolitik i mange år handlede om at sprede flygtninge og indvandrere geografisk over landet, fordelt efter oprindelse. Der har derved været god grobund for hjemlandsforeninger rundt omkring i Sverige og altså også fodboldklubber.
Fakta: Svenske indvandrerfodboldklubber i 2018
ALLSVENSKAN
Dalkurd. Stiftet i Borlänge i 2004. Halvdelen af spillerne var kurdere med oprindelse i provinsen Mardin i Tyrkiet.
Slog svensk rekord ved fem år i træk at rykke op i rækkerne fra Division 6 i 2005 til Division 1 i 2010. Debuterer i 2018 i Allsvenskan, nu med stadion i Gävle.
DIVISION 1 (tredjebedste række)
Akropolis IF. Er blandt de ældste af indvandrerfodboldklubberne. Etableret af græske indvandrere i Stockholm i 1968 som basketklub, udvidet med fodbold i 1969. Debuterede i Division 1 i 2011 og har – efter et par år nede i Division 2 – etableret sig som tophold i Division 1.
Arameisk-Syrianska IF. Er en sammenslutning af Arameiska-Syrianska KIF og Syrianska Botkyrka IF fra det sydlige Stockholm, dannet i 1980 som kulturforening med børnehave, rejser og musik. Klubben debuterede i 2008 i Division 1, men har siden haft en længere ophold i Division 2. Tilbage i Division 1 siden 2017.
Assyriska FF. Blev dannet i 1971 i Södertälje af syriske flygtninge fra Tyrkiet, som tilhørte den syrisk-ortodokse kirke. Klubben havde en enkelt sæson i Allsvenskan i 2005, men har i øvrigt rimeligt fast befundet sig i Superettan (næstøverste række) siden 2000. Hidtil største bedrift var, at man nåede finalen i Svenska Cupen i 2003.
Syrianska FC. Er også fra Södertälje, dannet i 1977, oprindeligt under navnet Suryoyo Sportklubb. Klubbens medlemmer har aramæisk-syrisk ophav, og klubben optræder med mellemrum som uofficielt landshold for det aramæisk-syriske folk. Klubben lå i Allsvenskan 2011-2013, men er siden trillet et par rækker ned.
DIVISION 2
Newroz FC. Fra Stockholmforstaden Skärholmen, dannet på den svenske nationaldag, 6. juni 2008. Har siden da rykket op i rækkerne seks gange. Kalder selv sin oprindelse for Mesopotamisk. 2018 er første sæson i Division 2.
Örebro Syrianska IF. Blev dannet i 1977. 2018 er første sæson i Division 2.
Assyriska Turabdin IK. Er fra Jönköping, dannet i 2009. Debuterede i Division 2 i 2017. Tangerede svensk rekord ved at rykke op fem år i træk fra 2010 til 2015.
Assyriska BK. Er fra Göteborg, dannet i 1985 som en udløber af Göteborgs Assyriska Idrottsförening dannet allerede i 1976. Klubben var i mange år i de laveste rækker, men begyndte at avancere fra 2008 og nåede i 2017 til Division 1, men rykkede samme år ned til Division 2.
KSF Prespa Birlik. Fra Malmö, blev dannet i 1984, de første spillere og ledere kom fra Prespa-regionen i det daværende Jugoslavien. Klubben avancerede fra Division 5 i 2010 til Division 1 i 2016. Rykkede dog straks igen ned til Division 2.
I DIVISION 3 finder man Syrianska IF Kerburan (Västerås, dannet i 1977 af flygtninge fra det østlige Tyrkiet), Uppsala-Kurd FK (dannet i 2007), Syrianska Eskilstuna IF (dannet i 2003), FK Bosna 92 Örebro (dannet i 1992), Assyriska IF (Norrköping, dannet i 1977 som AIF Bethnahrin), Serbiska KoIF Kozara (Göteborg, dannet i 1976) og FBK Balkan (Malmö, Europas ældste indvandrerfodboldklub dannet i 1962, kendt som Zlatan Ibrahimovics barndomsklub).
Hovedfoto: Dalkurd FF
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her