MUSIK // ANMELDELSE – “Det er jo næsten helt sikkert bandets allersidste plade, og det virker på alle måder som den perfekte afslutning”, skriver Mikkel Stolt om Gnags’ nye album, Knark. Flere ting går igen på albummet og skaber en helhed rent tematisk. Der er megen omtale af sommer undervejs, men også af oplevelsen af den pludselige og sorgfulde afslutning.
Vores transistorradio i køkkenet er i løbet af sommeren ind imellem ved et uheld røget fra DR P1 og P8 Jazz over på P5, og derfor har jeg adskillige gange hørt Gnags’ sommersingle, ”Sommer of love” (ja, sommer med ’o’), strømme ud af den lille højttaler. Og jeg kunne sgu lide den. Den kække rytme, den frække tonale nedgang på omkvædets tre gange ”love” og næsten-citatet af guitarriffet på ”Den dejligste morgen” fra albummet Har de puttet noget i kaffen? fra 1987.
Og det var lige så skønt endelig at høre den på et ordentligt anlæg og nyde temposkiftene, guitarsoloen og forsanger Peter A.G.’s evne til at skabe dynamik ved ind imellem næsten at lade ordene overhale melodien for kort efter at være lidt efter beatet. Og ved første gennemlytning af hele albummet, som lidt fedtet kun varer 34 minutter, følte jeg, at bandet trods store ændringer blandt musikerne havde fortsat den gode stime med begavet popmusik, som ’i moderne tid’ startede med den forbløffende gode Nørd i 2017.
På dén plade var guitarist Per Chr. Frost, der ellers havde været ude af bandet siden 1996, vendt tilbage, og han og Peter A.G. fik i den grad vækket bandets udtryk til live. Jeg må indrømme, at jeg selv har et stort hul i Gnags-samlingen i tilfældigvis nogenlunde samme periode, hvor Frost var væk. Med et irriterende anmelderudtryk forekom mange af pladerne mig sådan lidt ’unødvendige’.
Men tidligere, efter i min gymnasietid at have mødt dem første gang rigtigt med deres både new wave- og reggae-inspirerede Intercity– og Safari-ture og dernæst popmesterværket X fra 1983, kiggede jeg straks tilbage i deres udgivelser og blev også ret vild med de tidligere mere jazzede, folk-agtige og bluesrockede semihippie-plader, hvoraf den første, På vej, fra 1973 nok er den eneste, der ikke virker sådan helt færdig.
I albummets andensingle er vi tilbage ved bandets velkendte easy-reggae-stemning og en pæn portion selvironi i teksten
Da Per Chr. Frost så kom tilbage, vendte jeg også tilbage. Men så døde han tragisk nok pludseligt i 2023 efter endnu to album. På den nye plade, Knark, har hoved- og naturkraften Peter A.G. derfor allieret sig med trommeslager Mads Michelsen, der i sin tid kom med på bandets ottende album, Safari (1982), men som de senere år har været lidt væk, både på Nørd og det seneste album, På ryggen af en drøm (2022),
Ved anden gennemlytning af Knark er jeg stadig ret glad, men jeg hører nu også ting, der peger længere tilbage end bare de senere år. Der var jo det med guitarriffet i ”Sommer of love”, og for eksempel har balladen ”Bølgernes brus” flere lighedspunkter i både stemning og instrumentering med nummeret ”Endnu et efterår” fra Den blå hund fra 1984. Og i albummets andensingle, som også fandt vej til min DAB-radio for nogle uger siden, ”Din engleblide tålmodighed”, er vi tilbage ved bandets velkendte easy-reggae-stemning og en pæn portion selvironi i teksten.
”Mini Cream Cookie” er en stille ballade med et enkelt arrangement med en akustisk guitar og er vistnok en hilsen til Peter A.G.’s afdøde, ældste søster, Kirsten, omtalt i sangen som ”søster K.” Der er ret meget kor på pladen generelt og således også på den paradoksalt nok sorgløst rytmiske ”På et ekko af et svigt”, efter en drillende jazzet intro, der til gengæld minder mig en del om ”Den humpende due” og andre numre fra Nørd.
“Sommer of love” bliver ved
Den sløvt slentrende ”Sommerdag i regnvejr” afspejler titlen og teksten ret godt og er delikat understøttet af både Niels Matthiasens saxofon og et orgel. Saxen kommer igen på ”Klovnen”, som rent musikalsk har et godt, manende tempo, og hvor teksten sådan set er betegnende for hele albummet: ”Sommerens melodi er fuld af melankoli” og ”Jeg er klovnen, når jeg smiler fuld af glæde / Jeg lyver for at børnene ikke skal græde”. Traditionelt har det været Peter A.G., der har stået for teksterne gennem tiden, selvom der på de gamle album ofte stod ”Text & Musik: Gnags”, men på Knark er Mads Michelsen faktisk krediteret som medtekstskriver på tre af numrene, inklusive ”Klovnen”.
Det mest tomgangsagtige nummer rent musikalsk i mine ører er nok ”Man må sno sig”, men det har en vestafrikansk rytmik og er på den måde også vintage Gnags. Det handler sjovt nok om åudretning med de sædvanlige A.G.’ske, lige dele uforståelige og æggende ordsammensætninger, som jeg altid har holdt meget af.
Og teksten i ”Nu rejser ungdommen hjemmefra” har igen den vemodige stemning og er meget vel foreløbig mit yndlingsnummer, også efter fjerde gennemlytning. Musikken er tilsyneladende som det eneste på pladen ikke skrevet af Peter A.G. og Michelsen, men af guitarist Emil Falk, men den kække melodi med den delvist ordløse vokal undervejs ramte mig lige i hjertet, og selvom jeg ikke selv har børn, så gør det nummer mig helt blød. Og så er arrangementet noget så lækkert, blandt andet med en musikalsk bro, hvor A.G. både synger tilbageholdt og fra toppen af lungerne, og så kommer saxen tilbage og snakker med guitaren, og lidt efter er den pludselig slut, helt abrupt.
Er det et ’nødvendigt’ album? Ja, for fanden, lige nu er det, for mig i hvert fald
Og så kommer pladens sidste nummer, den smukke ballade ”Solopgang”, der formentlig er en hilsen til Per Chr. Frost. ”Vi håber solnedgangen gik dig i møde / I den smukkeste morgenrøde” udtrykker flot den dobbelte og modsatrettede følelse, og det er en oplagt afslutning på albummet. Emil Falks elguitar synger med, og kor – på dette sidste og tillige det første nummer er det Lis Sørensen, Sanne Salomonsen og Thomas Helmig – og håndklap lader til at kunne fortsætte for evigt ind i sommernatten, men så slutter dén også lidt pludseligt, mens guitaren mumler nogle toner til allersidst.
Gnags’ sidste sang
Og det bekræfter mig i, at flere ting går igen på albummet og skaber en helhed rent tematisk. Der er megen omtale af sommer undervejs, men også af oplevelsen af den pludselige og sorgfulde afslutning. Det er en plade, der minder os om ændringer, afskeder og smerte, men den gør det med den ubesværede tilgang til musikken, som bandet næsten altid har været eksponent for. Sammen med den utilslørede og umiddelbare nydelse ved eget virke hos især forsanger Peter A.G., som kun kan undgå at smitte, hvis man af en eller anden grund har, som nogle faktisk har, en animositet mod manden. Dét har jeg aldrig forstået.
Knark er i mine ører endnu et vidnesbyrd om bandets rytmiske lethed parret med en melodisk, harmonisk og arrangementsmæssig kompleksitet, som ikke er hverdagskost i moderne popmusik, og som vi sateme skal være glade for, at vi har kunnet nyde i alle de år. Det er jo næsten helt sikkert bandets allersidste plade, og det virker på alle måder som den perfekte afslutning.
Så er det et ’nødvendigt’ album? Ja, for fanden, lige nu er det, for mig i hvert fald. Og nu, hvor solen er brudt frem mellem septemberbygerne, skal jeg høre det igen. ”Sommer of love” bliver ved, indtil det slutter, og der kommer ”endnu et efterår”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og