FILM // ANMELDELSE – Hana Korea følger en ung nordkoreansk kvinde, der forsøger at finde sig til rette i Sydkorea efter sin flugt. Filmen er stærk i de stille øjeblikke og i skuespillet, mener filmredaktør Mikkel Stolt, der savner mere dramatisk tyngde og nysgerrighed på mødet med det nye samfund.
Der er en velgørende mangel på ydre dramatik i flygtningedramaet Hana Korea, hvor den unge, nordkoreanske kvinde Hyesun (Minha Kim) er ankommet i et fly til Sydkorea og bliver mødt af myndighederne.
Filmen følger dernæst hendes oplevelser med interviews, lægeundersøgelser, indkvartering i et modtagecenter, hvor hun møder andre i samme situation og senere hendes vej ind i det sydkoreanske samfund med egen deledejlighed i Seoul, et job i en spansk restaurant og hendes forsøg på at tage en uddannelse som sygeplejerske.
Undervejs hører vi Hyesuns fortællerstemme læse op af det brev til sin syge mor, som hun har efterladt i Nordkorea, og som den menneskesmugler i Sydkorea, hun på en eller anden måde har fået kontakt med, skal overbringe til moderen sammen med penge til medicin.
Baghistorien kommer således kun langsomt frem, og filmen har ikke travlt med at forklare eller tydeliggøre, hvordan man overhovedet bærer sig ad, og hvis man ikke kender meget til situationen på den koreanske halvø, så vil den del af historien formentlig føles lidt underfortalt.
Der er vel også reelle sikkerhedshensyn at tage ved at afsløre for meget, men selve flugten er altså overstået, når filmen starter.
Derfor føltes det først også en lille smule mærkeligt for mig, at mødet med den sydkoreanske kultur også kun behandles underligt halvlunkent i filmisk forstand, fordi jeg undervejs tænkte, at det så vil være filmens fokus. Alle omgivelser er kedelige, institutionelle og grå, og der er også trukket en hel del ud af farverne i billederne, og det virker derfor næsten som en god pointe i sig selv. Sydkorea er ikke et paradis.
Der er ikke megen k-pop (som i overhovedet ikke, bortset fra en plakat på en væg i én scene) og heldigvis heller ikke det traditionelle vestlige syn på Asiens mærkværdigheder eller kulturchok, som man for eksempel så det i Sofia Coppolas Lost in Translation (2003), hvor to fremmedgjorte amerikanere mødes i Tokyo. Men som forudsætningsløs seer må man blive i tvivl om, om Nord- og Sydkorea virkelig er så ens – når de burde være så forskellige?
Filmen trækker bevidst dramaet ud af historien og fremhæver i stedet de små ting
Det må i stedet være det, som Hyesun går med indeni – hendes indre kamp – der må indeholde filmens kerne. Det er dén, der skal bevæge os, men det er vanskeligt på grund af filmens form og æstetik. Der gives nogle gode billeder i det oplæste brev til moderen, som vi selv skal forestille os, men derudover er det på en måde både sparsomt, hvad vi kan med-opleve.
Senere bliver det lidt for overtydeligt i flere replikker, hvad det vil sige at være nordkoreansk flygtning. Det må naturligvis være virkelig, virkelig svært, men filmen trækker altså bevidst dramaet ud af historien og fremhæver i stedet de små ting. Hvilket jeg normalt ville bifalde, men der er noget, der skurrer i mine ører i den generelle realisering af historien.
Startede som dokumentar?
Instruktøren kommer fra dokumentarfilmen, og undervejs er det svært ikke at tænke, at det her nok er startet som en dokumentarfilm – Det Danske Filminstituts markante produktionsstøtte kom da også fra kort- og dokumentarfilmkonsulenten i 2022 – som man valgte at dramatisere og ”opgradere” til en spillefilm. Men uden altså at dramatisere for meget.
Og jeg, som ellers elsker hybridfilm, der blander genrer og formidlingstyper, føler, at filmen træffer nogle valg undervejs, der får den til at føles halvbagt. Jeg savner både mere dokumentarisk nysgerrighed på hovedpersonens møde med den nye virkelighed og et mere naturligt greb om dramatikken.
Det gør på ingen måde filmen mislykket, og jeg vil straks tilføje, at instruktøren har et umanerligt godt greb om skuespillerne. Her kan man fornemme, at han har haft glæde af mange år i landet.
Det er temmelig kendte skuespillernavne, der er med, og deres mimik, kropssprog og ageren er virkelig i topklasse. Og klipperytmen giver os tid til at være sammen med dem, hvilket er virkelig rart, selvom vi ikke nærmer os den tableau-agtige langsommelighed, der er til stede i Sølbergs dokumentarfilm fra Belgien, Doel (2018), som kan ses på Filmstriben.
Men der er mange virkelig gode scener i Hana Korea, og især viceværten – eller hvad hun nu er – i de unge kvinders nye lejlighed bibringer tiltrængte skæv- og morsomheder, der dels løsner den lidt tyngede stemning i filmen, dels kommenterer den kolossale omvæltning, som de nye borgere i Sydkorea møder. For det er jo i mødet med de nye omgivelser, at man også møder sig selv.
Det udmønter sig i filmens slutscene, hvor Hyesun er til en slags eksamen som sygeplejerske, og som gjorde mig helt rørt. Og hvis man kan slutte på den indfølende måde uden at blive didaktisk eller banal, så skal jeg i hvert fald ikke klage længere.
(Set til filmens gallapremiere i en fuld biografsal).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og