NATUR // ESSAY – Det er en stor fornøjelse at sidde på altanen og se bysvalerne komme flyvende med mad til ungerne, skriver Mikkel Stolt, hvis hjem er blevet invaderet. “Det tager lige de voksne fugle et minut eller to at finde sig i, at jeg sidder der, men derefter lader de sig ikke genere. Det kan jeg se på længe. Indtil jeg skal ned og vaske verandaen ren for svalelort igen”.
I Danmark har vi tre ynglende svalearter, som også alle er trækfugle.
Den kendteste, mest talrige – og den, som de fleste kender – er den elegante landsvale med de lange, spidse halefjer og den rødbrune strube. Den og dens reder ses især i staldbygninger og lignende, mens man skal ud på skrænter og klinter i nærheden af vand, for at se den noget mindre digesvale og dens huller i den lodrette skrænt.
Begge de to arter ser vi her på egnen, hvis vi lige flytter os lidt, men jeg og dyrlægen skal ikke bevæge os ret meget for at komme til at se den tredje art, nemlig bysvalen (Delichon urbica).
Det er en mere kompakt fugl end landsvalen, hvid på undersiden, mørkeblå-sort på det meste af oversiden undtagen dens mest iøjefaldende kendetegn, en hvid overgump. Den laver sine reder under tagudhæng som vores, og allerede da vi flyttede ind for syv år siden, vidste vi, at vi var husværter for et bysvalepar eller to.
De vender tilbage år efter år og udbygger de halv- eller snarere trekvartkugleformede reder, som de laver af ler og mudder, der bliver hårdt, når det tørrer. Det indre fores med fjer og græs og andre bløde ting, og så hænger reden dér på væggen, men det tager altså lige tusinde næbfulde ler og cirka et par uger pr. rede.
Ankomst i april
De er typisk ankommet sådan sidst i april, mens vi har boet her. Først ser jeg bare en eller måske to-tre stykker, dagen efter er der så nogle flere, og pludselig er de her i dusinvis. Og så er det, at de begynder at besigtige og reparere de gamle reder i området. De kan åbenbart ikke huske, at tårnfalken ud på sæsonen har for vane at lande på den lille plade, som de forrige ejere satte op for at undgå, at svalerne skider ned på østverandaen. Jeg tror nu ikke, at tårnfalken spiser bysvaler, men alligevel.
Imidlertid bor ’vores’ bysvaler hovedsageligt på sydsiden af huset, lige over altanen på 1. sal, men lidt ude til siden. Det betyder, at dyrlægen engang sad nede på verandaen i stueetagen og pludselig fik en svaleunge dumpende fra vores temmelig skrå tegltag og lige ned i skødet, mens hun drak kaffe. Den lille stakkel var sikkert ved at lære at flyve, men havde åbenbart glemt at baske med vingerne, mens dyrlægen selv næsten lærte at flyve væk ved samme lejlighed af bar forskrækkelse.
Jeg vasker verandaen og husets trævæg i stueetagen rent for svalelort flere gange i sæsonen.
Men det var ikke det værste. For ved mindst to lejligheder er deres reder faldet ned i et uvejr, og begge gange fandt jeg tre døde unger liggende blandt tørrede mudderkager og andre rederester.
Jeg tror ikke, at vores kat nåede at opdage det – eller også ville hun bare ikke æde selvdøde fugle – men jeg måtte naturligvis rydde pænt op. Jeg skilte mig af med ligene et sted, hvor katten forhåbentlig ikke ville finde dem, men hvor ådselædere, insekter og andre nedbrydningsorganismer måske ville få glæde af dem. Og heldigvis kan svaler få flere kuld unger det samme år.
Det betød endvidere, at dyrlægen forlangte, at vi købte en redekasse af træ og cement, så en efterårsdag for et par år siden, hvor det ikke blæste for meget, måtte jeg stå på en stige på altanen og hænge ud over siden med en boremaskine og nogle skruer i den ene hånd, mens jeg holdt fast med den anden og dyrlægen holdt fast i mit bælte. Vi ville nemlig gerne have reden til ikke at være lige over altanen, for de sviner altså en del.
Jeg tænkte, at jeg derfor også ville sætte en plade op under syd-rederne, ligesom vores forgænger gjorde ved øst-rederne, men det har jeg imidlertid ikke fået taget mig sammen til endnu, så jeg vasker såmænd verandaen og husets trævæg i stueetagen rent for svalelort flere gange i sæsonen.
På selve altanen kunne der også godt komme et par klatter, ikke mindst fordi de ikke fandt den præfabrikerede redekasse god nok, men byggede en ny rede lige ved siden af. Og så én til, så der var tre. Faktisk så dekorerede de sidste år hele facaden over altanen i fuld bredde med lerklumper, som om de var i gang med markere, hvor de kunne etablere et helt rækkehuskvarter. Det blev dog i første omgang ved de to selvbyggerhuse og vores indkøbte redekasse.
Det var derfor en stor fornøjelse at sidde på altanen og overvære, når bysvalerne kommer flyvende med mad til ungerne. Det tager lige de voksne fugle et minut eller to at finde sig i, at jeg sidder der, men derefter lader de sig ikke genere. Det kan jeg se på længe. Indtil jeg skal ned og vaske verandaen ren for svalelort igen.
“Invasionen” begynder
Sådan var det i hvert fald – indtil i år. For i år er vi simpelthen blevet invaderet. De har tilsyneladende taget alle deres børn og andre familiemedlemmer med tilbage til Sønderby, for i løbet af foråret og forsommeren begyndte de faktisk at bygge videre på de små markeringer, de havde lavet over altanen på første sal, og før vi vidste af det, havde vi tretten reder i hele altanens bredde. Plus en i hver endegavl mod øst og nord, femten i alt.
Tidligt på sommeren fik jeg imidlertid forbud mod at gøre rent på altanen, idet dyrlægen mente, at det skræmte forældrefuglene
Og snart fik de det første kuld, og man kunne se de små tomme æggeskaller ligge på altanen og verandaen, idet de åbenbart smides ud af reden, og luften omkring vores hus dirrede så dejligt af bysvaler, der virrede rundt og fangede myg til sig selv og deres unger.
De betød, at der kom lidt mere lort på verandaen i stueplanet, som jeg iført coronamaske og med kost børstede og vaskede af hver tredje dag, ligesom jeg nu også skulle til at gøre det samme på altanen, som de altså de forrige år kunne skide ned ved siden ad i stedet for direkte på. Ikke mere!
Og ind i mellem var der en ungfugl, der ikke selv kunne komme op fra altangulvet, hvis den var kommet til at lave et dårligt afsæt fra reden, og så måtte man hjælpe den op. Det vil sige, at det var mest dyrlægen, der gjorde det, for jeg kan godt lide at se på fugle, men er ikke så vild med at røre dem.
Tidligt på sommeren fik jeg imidlertid forbud mod at gøre rent på altanen, idet dyrlægen mente, at det skræmte forældrefuglene. Jeg brokkede mig lidt, og nævnte noget om, at det kun tager ti minutter, og at jeg godt kunne tænke mig at sidde på altanen, som vi fik istandsat for en net sum penge, da vi flyttede ind. Men der var ikke noget at gøre. Jeg har derfor ikke siddet på altanen og kigget ud over fjorden i to måneder, men nu lysner det måske.
For i denne uge er det som om, at de har forladt rederne. Så vidt vi har kunne se, har de fået to kuld i år, og i forrige uge var luften lige omkring vores hus (pragt)fuld af 50-60 bysvaler. Forleden gjorde jeg rent efter dem på verandaen for toogtyvende gang denne sommer, og gik ud fra, at der ville komme et par klatter lige så snart, jeg vendte ryggen til, men nej … der har været rent et par dage nu.
De er ikke fløjet til Afrika endnu, for der sker først til september eller oktober. Man ved faktisk ikke sådan helt præcis, hvor de tager hen, for ringmærkningen har ikke kastet de helt store resultater af sig, men det skulle være syd for Sahara.
Trækfuglenes liv er så overordentligt fascinerende og mystisk – og farligt
I virkeligheden ved man heller ikke meget om, hvor de overnatter efter yngletiden, men højst sandsynligt i træer. De opholder sig dog efter alt at dømme hovedsageligt i luften – og undertiden på vores luftledninger langs vejen – og for lidt siden så jeg da også en flok ude over græsmarken, så de er her endnu.
Og de kommer tilbage – i hvert fald nogle af dem, for i gennemsnit bliver de kun cirka tre år gamle, så det er virkelig et besynderligt livsmønster. Nogle få måneder hos os, hvor de formerer sig og skider på min altan, og to kolossale rejser og så ja, hvad de nu laver.
Trækfuglenes liv er så overordentligt fascinerende og mystisk – og farligt. For mange omkommer under forårstrækket, og kommer aldrig frem.
Nedadgående bestand
Bestanden i Danmark menes at ligge på godt under 40.000 ynglepar, og de yngler mere eller mindre over hele landet. Men bestanden er for nedadgående, måske på grund af færre insekter, men også fordi fuglen – som oprindeligt har været en art tilknyttet klipper – måske har sværere ved at finde plads til deres reder. Dels får husejere dem gerne fjernet, dels har nye arkitektoniske strømninger med glas og lige facader uden udhæng gjort det vanskeligere at etablere kolonier, der åbenbart kan rumme op mod tredive reder.
Måske benytter ‘vores’ gråspurve eller skovspurve enkelte af dem til vinter for at holde varmen, og skovspurvene forsøgte faktisk også at overtage en eller to af rederne i forsommeren, men de blev hurtigt smidt ud igen af svalerne. Men med det antal bysvaleunger, der er kommet på vingerne fra vores hus i sommer, så ved vi, hvad vi kan have i vente til næste år, hvis de overlever turen tilbage. Femten reder kan ikke være nok. Men vi glæder os lidt alligevel.
Det gælder dog nu om at få gjort rent og komme ud og sidde på altanen i efterårsblæsten, vinterfrosten og forårskulden, mens vi har den for os selv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og