Lone Kühlmann: Alle vidste, hvad der foregik - kvinder var tamt vildt i DR • POV International

Lone Kühlmann 07.09.2020

METOO I MEDIERNE // ESSAY – Det lå i luften, at kvinder var tamt vildt, og man kunne ikke laste en mand for at forsøge sig. Det var også den almindelige antagelse, at hvis der overgik kvinder noget ubehageligt, så havde de nok selv været ude om det. På alle mulige andre områder var vi i min generation ikke bange for at råbe op, slå i bordet og kræve vores ret, men lige på det punkt, var vi alt for tilbageholdende. Vi gjorde det til et personligt problem i stedet for et kulturelt problem, og det har naget mig i stigende grad,” skriver Lone Kühlmann.

I sidste uge havde jeg fornøjelsen at tale for gamle kolleger i DR’s Seniorklub ud fra min erindringsbog “Det skal se nemt ud.”

Jeg fortalte bl.a. – apropos Sofie Lindes beretning – om mit allerførste møde med DR.

Jeg var i 1965 til ansættelsessamtale til en stilling i teknisk afdeling. Det var gået op for DRs ledelse, at der ikke var grund til at betale højtuddannede radio- og tv-teknikere for at udføre manuelt rutinearbejde, så de havde besluttet at ansætte et kuld unge piger som løntrykkere.

Lampeprøven viste sig at være det rene vand i sammenligning med hverdagens trængsler. Min nye chef var forfærdelig. Jagtede mig, og, viste det sig, de andre unge nyansatte kvinder rundt om maskinerne

Den slags skriver man naturligvis ikke i et stillingsopslag, så det var noget med sprogkyndig, hurtigtopfattende, ”kvik” og andre kvindeord. Jeg har aldrig personlig set et stillingsopslag, hvor det forventedes af en mand, at han var kvik.

Samtalen hos personalechefen gik udmærket, indtil han bad mig om at stige op på sit skrivebord og skrue pæren ud af loftslampen. Det var teknisk afdeling, så jeg skulle demonstrere, at jeg var fingerfærdig, sagde han. Jeg så tomt på ham. Rejste mig, skruede pæren ud af hans skrivebordslampe, og satte mig ned.

Mærkeligt nok blev jeg ansat. Men lampeprøven viste sig at være det rene vand i sammenligning med hverdagens trængsler.

Min nye chef var forfærdelig. Jagtede mig, og, viste det sig, de andre unge nyansatte kvinder rundt om maskinerne, når han havde sat sig selv på vagt sammen med os om aftenen. Det var overhovedet ikke sjovt, og jeg har beskrevet det i mine erindringer.

Vi afskyede ham alle sammen, men jeg havde ingen erindring om, at vi nogensinde gjorde noget ved det.

Faktisk har jeg altid været flov over, at jeg og ligesindede nærmest var stolte af, at vi selv med større eller mindre elegance håndterede de nærmest rutinemæssige overgreb, som var en del af vilkårene på bl.a. arbejdspladser og uddannelsessteder den gang.

Jeg går af princip ikke i seng med mænd, der kan få indflydelse på min karriere”, sagde jeg ikke så lidt imponeret af mig selv. Meget godt gået kl. 8 om morgenen

Det gjaldt om at få afværget situationen uden at den pågældende tabte ansigt. Der var jo næsten altid tale om chefer eller lærere.

Jeg husker for eksempel, hvordan jeg et par år efter, som journalistelev, stod på Journalisthøjskolen i Aarhus kl. 8 om morgenen, og som altid startede dagen med at gennemgå Reuters natruller fra telefaxen, der stod inde i et lille kosteskab.

Pludselig kunne jeg mærke, at jeg var spærret inde, af en høj bredskuldret lærer, der havde sat en arm på hver side af dørkarmen og sagde: ”Hvad skal man gøre for at komme i seng med dig?”

Det lykkedes mig at fremstå helt cool: ”Jeg går af princip ikke i seng med mænd, der kan få indflydelse på min karriere”, sagde jeg ikke så lidt imponeret af mig selv. Meget godt gået kl. 8 om morgenen.

”Hvad nu hvis jeg lover, aldrig at få indflydelse på din karriere”, forsøgte han sig, og lagde armene over kors. Jeg så en flugtmulighed. ”Det er allerede for sent”, sagde jeg, dukkede mig og smuttede ud under de korslagte arme.

Jeg var nærmest stolt over, hvor elegant jeg havde håndteret situationen. Det var faktisk først i forbindelse med #metoo, at jeg begyndte at forstå, at det var præcis den type gliden af, der var medvirkende til, at de skiderikker uhindret kunne fortsætte med at forulempe unge kvinder helt op til vor tid.

Hvis vi den gang havde reageret, talt med hinanden, var gået videre med vores oplevelser, havde klaget til de øverste chefer. Så var der måske kommet en større bevidsthed om, hvad der foregik meget tidligere.

Alle vidste, hvad der foregik. Og muligheden for at gå til de øverste chefer, blev i nogen grad hæmmet af, at overgrebene, da jeg vendte tilbage til DR som journalist på TV-Avisen, i vid udstrækning også kom fra de øverste chefer

Eller mere korrekt, der var måske kommet en reaktion meget tidligere.

For alle vidste, hvad der foregik. Og muligheden for at gå til de øverste chefer, blev i nogen grad hæmmet af, at overgrebene, da jeg vendte tilbage til DR som journalist på TV-Avisen, i vid udstrækning også kom fra de øverste chefer.

Jeg vil gerne understrege, at jeg aldrig har været i nærheden af noget, der lignede et voldtægtsforsøg, men det var en grænseoverskridende opførsel fra mænd i magtpositioner overfor for unge ansatte.

Det lå i luften, at kvinder var tamt vildt, og man kunne ikke laste en mand for at forsøge sig. Det var også den almindelige antagelse, at hvis der overgik kvinder noget ubehageligt, så havde de nok selv været ude om det.

På alle mulige andre områder var vi i min generation ikke bange for at råbe op, slå i bordet og kræve vores ret, men lige på det punkt, var vi alt for tilbageholdende. Vi gjorde det til et personligt problem i stedet for et kulturelt problem, og det har som sagt naget mig i stigende grad.

Derfor kom det virkelig som en åbenbaring ved mødet med DR-seniorerne, da den daværende formand for DR’s personaleafdeling efter mit indlæg kom hen til mig og mindedes, hvordan jeg den gang havde opsøgt ham med anklager mod min afdelingchef.

Han fortalte, hvordan jeg havde fået samtlige unge kvinder i afdelingen til at bakke op om anklagerne. Alle havde jo været ude for hans overgreb.

Jeg kan huske, hvor rædselsfuld han var, og hvor frygteligt det var, men jeg kan overhovedet ikke huske, at jeg gjorde oprør og klagede, og åbenbart var primus motor i et oprør, som virkede

Vi holdt hemmelige møder med personaleforeningen uden for Radiohuset, inden personaleformanden gik til ledelsen i DR med anklagerne, og det endte med, at vores chef blev forflyttet!

Og det til et sted, hvor maden i overført betydning kom ind gennem en lem i døren, og han ikke havde noget med personale at gøre. Han var nemlig en sindssyg dygtig tekniker.

Det virkeligt mærkelige er, at jeg ikke kan huske det. Jeg kan huske, hvor rædselsfuld han var, og hvor frygteligt det var, men jeg kan overhovedet ikke huske, at jeg gjorde oprør og klagede, og åbenbart var primus motor i et oprør, som virkede.

“Jamen, sådan var du jo”, sagde den tidligere formand for personaleafdelingen venligt. Underforstået, ”du ville blive ved med at lave ballade, og vi blev nødt til at gøre noget ved det.”
Jeg var 19 år.

Jeg forlod DR efter et par år i forbindelse med en lønkamp, som jeg også var primus motor i.

Jeg tabte den i første omgang, og var blevet journalistelev, da jeg kunne høste frugterne af kampen i form af efterbetalinger af den opjusterede løn ifølge det forlig, jeg havde lagt grundstenen til.

Den kamp husker jeg sjovt nok alle detaljer i. Og pengene faldt på et tørt sted for en journalistelev.

LÆS FLERE ARTIKLER SKREVET AF LONE KÜHLMANN HER

Topillustration: Unge Lone Kühlmanns pressekort. Dengang den kendte journalist var ung, var kvinder jaget – og tamt vildt – i DR. Overgreb var dagens ret. Foto; Privat.