BØGER // ANMELDELSE – Igen er det mødet mellem den unge og den gamle generation, der udløser handlingen i Benjamin Koppels nye slægtsroman, Sommerfuglens Stemme. Alligevel er det en meget anderledes fortælling. Romanen har ikke helt den samme fortælleglæde, der var så medrivende i den populære debut, Annas Sang, skriver Lone Kühlmann.
Det er igen familien Koppelman, vi møder i Benjamin Koppels opfølger til den store succes Annas Sang. Selv hovedpersonen fra første bog, Hannah, er med – omend i en perifer rolle.
Som i den første bog er det et ungt familiemedlems interesse for slægtens historie, der udløser handlingen. I Annas Sang opsøger en berømt musiker sin grandtante i Frankrig. Og får historien. Her er det en sanger og musiker, hvor brikkerne falder på plads, da han finder sin mormor i New York.
Det ligner, og dog er det meget forskellige romaner. Selv om både familie og musik har store roller i begge bøger.
Sommerfuglens Stemme har to spor. Det ene handler om Hannahs ældre kusine, Ruth, der i sin høje alderdom på et jødisk plejehjem i staten New York indtaler sit livs historie til sit barnebarn i Danmark. De har aldrig mødt hinanden, og ved intet om hinanden.
Heldigvis er det en udviklingsroman, hvor karaktererne bliver klogere, selv om de virkelig er usædvanligt selvoptagede, og det undervejs er svært at holde dem ud
Andet spor følger barnebarnet, den 40-årige sanger og musiker Alexander, der er skamfuld og ulykkelig over sit rodede liv og – da vi møder ham – især over sin sædkvalitet, der betyder, at han og hans højt elskede kæreste, Gry, er i et opslidende fertilitetsforløb. Det er så grundigt beskrevet, at mennesker med overvejelser om fertilitetsbehandling vil kunne spejle sig i det. Ikke mindst mænd.
Alexander har en på overfladen en udmærket karriere. Han er forsanger i et kendt band, som er husorkester i et populært underholdningsprogram hver fredag, og en masse indbringende spillejobs rundt om i landet. Men han synes ikke, at det er rigtig musik, og han kommer ikke for alvor i gang med sine egne kompositioner.
Familien Koppelman, som vi lærte så godt at kende i Annas Sang, danner mest bagtæppe i Ruths erindringer fra barndommen i Danmark. Som den øvrige familie er hun gennemmusikalsk, og uddanner sig i 1930’erne til operasanger med udsigt til en lovende karriere. En berømt tysk dirigent er betaget både af hendes evner og hendes person, og vil støtte hendes karriere i Tyskland, indtil det går op for ham, at hun er jøde.
Benjamin Koppels personer er mindre fængslende
Meget atypisk for en Koppelman ved Alexander meget lidt om sin familie. Hans far er død. Han har kun sin mor, den succesrige musicalstjerne Lillian, der aldrig taler om sin familie og i det hele taget ikke om andet end sig selv. Hun er glad, da sønnen efter en udlandsrejse henter hende i lufthavnen med flag og en flaske cava, men dog ikke mere end, at hun bemærker, at han godt kunne have ofret en rigtig champagne, inden hun stikker cavaen i tasken.
Alexanders frustration manifesterer sig i et stigende misbrug af sprut og kokain sammen med bandet. Selv om han godt ved, at det er gift for hans i forvejen elendige fertilitet, og belaster forholdet til hans nærmest helgenagtige kæreste. Gry er postdoc på et projekt om ”sekundær traumatisering.” Hun forsker i, om de traumer en person udsættes for i sit liv, kan nedarves til kommende generationer, selv om de ikke kender til dem. Et vink med en vognstang i en fortælling, hvor fædrenes – og mødrenes – synder i høj grad ser ud til at nedarves til børnene.
Ruth sendes som 24-årig i 1943 til Theresienstadt i Tjekkiet. På overfladen en mønsterlejr, men i virkeligheden et helvede, hvor den mindste forseelse eller dårligt helbred kan føre til transport til f.eks. Auschwitz med den sikre død til følge. Ruth holder sig i live ved sin forelskelse i en tjekkisk medfange, og især ved sin dybe forløsende kærlighed til musik, som hun hører for sit indre øre. Hun overlever forkommen og højgravid, da hun i sidste øjeblik bliver hentet hjem med den dansk/svenske redningsaktion De Hvide Busser i april 1945.
Historien oprulles for Alexander efterhånden, som han hører de bånd, han finder, da han hjælper moren med at rydde op. Lillian omtaler aldrig Ruth uden at sige, at moren aldrig har elsket hende, og Alexander føler sig aldrig elsket af sin mor. Han indser, at han har lært af sin mor at såre andre for at skjule sin egen elendighed. Han genkender i sig selv den følelse af utilstrækkelighed, der kammer over i ekstrem selvmedlidenhed.
Ruths indtalte bånd løfter løbende sløret for årsagen til familiens traumer, men Alexander og læserne holdes i uvidenhed til det sidste.
Sommerfuglens Stemme har ikke helt den samme fortælleglæde, der var så medrivende i Annas Sang. Personerne er heller ikke så fængslende.
Heldigvis er det en udviklingsroman, hvor karaktererne bliver klogere, selv om de virkelig er usædvanligt selvoptagede, og det undervejs er svært at holde dem ud. Det gælder alle tre musikelskende generationer.
Men som Gry finder ud af i sin forskning: Man arver ikke kun mismodet, man arver også passionen. Det er der grund til at glæde sig over.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her