Jens Grund: Stemmerne fra dybet

af i Debat/Medier

DAGENS POV //  MEDIEDEBAT – Danske medier er generelt meget opmærksomme på, hvordan debatten på de sociale medier udvikler sig og vil gerne komme den hårde tone til livs, men de kan selv gøre mere, skriver tidligere chefredaktør, nu prorektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jens Grund: “Jeg ved alt om, at det er et ressourcespørgsmål at sætte rigtige journalister på til opgaven med at moderere mediernes netdebatter. Men det er også dobbeltmoralsk at skrive lange artikler om den grove tone på nettet og samtidig være uønsket vært for den. For mediernes nuværende overvågning fanger langtfra alt.” Han advarer også medier mod at ende som missionærer og skabe fjendebilleder i en god sags tjeneste.

Mange klager over den ætsende debattone på nettet og de sociale medier.

Ikke mindst i en valgkamp, hvor fronterne i befolkningen trækkes særligt hårdt op. Professionelle medier som DR og TV2 har nøje overvejet, hvordan de skulle dække en af valgkampens ekstremer, Rasmus Paludan og hans parti, Stram Kurs.

Det har medierne generelt klaret glimrende, nøgternt og for det meste på sagen uden at lade sig provokere, kan man konstatere her på selve valgdagen, demokratiets festdag.

Men hvad med almindelige mennesker, borgerne, som generelt kommenterer mediernes historier på nyhedssites og sociale medier. Har medierne godt nok styr på dem – ikke kun i valgkampen – og skal de have styr på dem i det hele taget? Og hvad sker der, når medierne selv gør sig til aktører og dermed bliver en del af debatten?

Internettet er uden tvivl et af de mest demokratiserende teknologiske fremskridt i menneskets historie. Alle kan komme til orde her og nu, globalt og lokalt, og uden hensyn til alder eller social baggrund. Men på de sociale medier, som er den primære nyhedskilde for flere og flere danskere, florerer samtidig misinformation, fake news og ikke mindst en hård debatkultur.

Et medie som Berlingske lukkede for nogle år siden for kommentarsporene under artikler på egen hjemmeside, men hvad hjælper det, hvis borgere slipper en brølende svinehund løs på de sociale medier?

Debatten på de sociale medier næres ofte af nyhedsmediernes historier, som lægges ud på deres egne nyhedssites, på Facebook og på andre sociale medier, hvor de kommenteres af almindelige borgere. Og det burde jo være godt alt sammen. Men det er det ikke.

Et medie som Berlingske lukkede for nogle år siden for kommentarsporene under artikler på egen hjemmeside, men hvad hjælper det, hvis borgere slipper en brølende svinehund løs på de sociale medier?

I en Megafonmåling for TV 2 svarer 61 pct., at den grove tone afholder dem fra at deltage i debatten på nettet. Så på den måde er debatten på de sociale medier knap så demokratisk. Og selvfølgelig har medierne et ansvar.

Jeg har i to omgange spurgt tilhørerne til debatter om ytringsfrihedens grænser om, hvilken rolle medierne bør spille i debatter, som deres artikler selv har udløst. Tilhørerne fik følgende fire, ret forskellige valgmuligheder:

Rolle 1: Den totalt frie debat

  • Internettet har skabt en demokratisk frihed, som medierne ikke skal begrænse. Mediernes rolle er derfor ikke at sortere i kommentarspor på de sociale medier eller under de enkelte artikler på mediets hjemmeside. Borgernes ytringsfrihed er vigtigere end hensynet til den enkeltes følelser, og enhver borger står til ansvar over for straffelovens paragraf om æreskrænkelser.
  • Da debatten er fri, skal nyhedsmediet ikke kontrollere, hvem der står bag udtalelserne.

Rolle 2: Den totalt overvågede debat

  • Facebook-demokrati er ikke nødvendigvis et godt demokrati. Når et nyhedsmedie publicerer en artikel på et socialt medie, har nyhedsmediet derfor altid ansvaret for, at debatten ikke løber løbsk. Derfor skal nyhedsmediet overvåge og moderere samtlige debatter under eget indhold.
  • Mediet skal sikre sig, at debattørerne findes i virkeligheden. Ingen må kunne gemme sig bag falske identiteter.

Rolle 3: Den delvist overvågede debat

  • Et Facebook-demokrati er ikke nødvendigvis et godt demokrati. Men et nyhedsmedie har ikke de nødvendige ressourcer til at overvåge alle kommentarer under sit indhold på de sociale medier. Men nyhedsmediet skal overvåge kommentarsporet til alle sprængfarlige artikler, så debatten ikke løber løbsk.
  • Et nyhedsmedie kan heller ikke kontrollere identiteten på alle debattører på de sociale medier, men ved mistanke skal identiteten altid tjekkes.

Rolle 4: Den deltagende debat

  • Medier bør prioritere ressourcer, så de kan være værter for udvalgte debatter, hvor brugerne tydeligt kan se, at mediet deltager og modererer. Det kan både foregå på mediets egne platforme og på sociale medier, hvor spillereglerne for debatten gøres tydelige. Undervejs holder en debatvært snakken på sporet og åbner den op ved at udfordre brugernes udsagn med spørgsmål. Mediet kan også svare på faktuelle spørgsmål om emnet for debatten og dele fakta i kommentarfeltet i form af eksempelvis links til artikler. På den måde kan brugerne deltage i en tryg debat, som forhåbentlig beriges og får flere nuancer.

Flertallet ønsker den deltagende debat

Begge gange – første gang til et debatmøde arrangeret af Demokratikommissionen og senest i sidste uge på et debatmøde arrangeret af DMJX med Politiken og Ekstra Bladet i panelet – svarede et flertal af tilhørerne, at mediernes rolle er at være værter for udvalgte debatter – altså den deltagende debat.

Denne rolle er beskrevet af ”Ansvar for Feedet”, en stor gruppe journalister, der kæmper for en bedre dialog og debattone på nettet. Mediets ”vært” spiller en aktiv rolle i debatten og kan løbende korrigere eventuelle faktuelle fejl. Her kan mange medier lade sig inspirere og have klangbund i befolkningen.

Danske medier er generelt meget opmærksomme på, hvordan debatten på de sociale medier udvikler sig og vil gerne den hårde tone til livs, men de kan selv gøre mere

Der er ingen tvivl om, at danske medier generelt er meget opmærksomme på, hvordan debatten på de sociale medier udvikler sig og gerne vil den hårde tone til livs, men der er heller ingen tvivl om, at de selv kan gøre mere.

De kan eksempelvis overveje, om studentermedhjælpere eller uddannede journalister skal holde øje med debatterne på nettet under deres artikler.

Jeg ved alt om, at det er et ressourcespørgsmål at sætte rigtige journalister på den opgave. Men det er også dobbeltmoralsk at skrive lange artikler om den grove tone på nettet og samtidig være uønsket vært for den. For mediernes nuværende overvågning fanger langtfra alt.

Aviserne må bruge flere ressourcer på at moderere

Tag for eksempel Politiken, som kræver, at folk fører en ordentlig og sober tone på de sociale medier. Forleden spurgte avisen sine læsere, om de troede, at DF’s tilbagegang skyldtes Pia Kjærsgaards berømte vending i valgkampen om ”klimatosserne.”

Det fik bl.a. en læser til at tale om partiets ”svindel og fup” og Pia Kjærsgaard blev kaldt ”arrogante kælling” – uden at det blev fjernet. På debatmødet forleden gav chefredaktør Christian Jensen da også udtryk for, at han ikke bryder sig om den slags udtryk.

Det kræver en stor indsats at komme den hårde debattone til livs under egne artikler

Men det viser blot, at det kræver en stor indsats at komme den hårde debattone til livs under egne artikler.

På samme måde med Berlingske, der også forlanger en ordentlig tone. I en kommentar til en artikel om den radikale leder Morten Østergaard slipper en læser på Berlingskes Facebook-side imidlertid afsted med at skrive:

”Den landsskadelige skægabe og hele forsamlingen af kyniske storbytosser, der ikke kan se længere ud til kanten af deres cafe latte, er dem der ødelægger Danmark.”

Ekstra Bladets ”Nationen” er det klassiske eksempel på en hård debattone. Ekstra Bladet skriver i sine debatregler, at krænkende sprog vil blive slettet.

Nu kan man altid diskutere, hvad krænkende sprog egentlig er, men uanset hvad man måtte mene om Stram Kurs, er det grænseoverskridende at kalde partiet for ”en samling nazister, sinker og kolbøtter,” som profilen ”Sandheden er derude” skriver.

Et andet sted kalder en debattør sin debatmodstander for ”en idiot” og omtaler nogle af de fremmede som ”aber”. Det er ikke svært at finde den slags eksempler på trods af, at Ekstra Bladet har en tættere monitorering af Nationen, end de fleste medier har af debatten på deres sociale platforme.

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro forsvarede på debatmødet forleden Nationen med, at dette debatforum er en sikkerhedsventil for mennesker, der ikke har andre steder at gå hen og få luft for deres holdninger. Men man kan godt spørge sig selv, om det er en publicistisk opgave at være vært for den slags udgydelser, og om de mennesker mon ikke kunne opkaste deres galde i andre sociale fora på nettet.

På Politiken kan man kun få lov til at kommentere en artikel, hvis man gør det under eget navn. Sådan burde det være alle steder. For når debattøren får lov til at skjule sig under falsk navn, har han eller hun frit spil til at svine andre til uden at kunne drages til ansvar for det

Som minimum burde Ekstra Bladet – igen – overveje, om debattørerne skal have lov til at operere under besynderlige navne som ”John Doe”, ”Superliga” og ”Slugemallen”.

På Politiken kan man kun få lov til at kommentere en artikel, hvis man gør det under eget navn. Sådan burde det være alle steder. For når debattøren får lov til at skjule sig under falsk navn, har han eller hun frit spil til at svine andre til uden at kunne drages til ansvar for det.

Kvinder bliver – desværre ikke overraskende – nedgjort fire gange så ofte som mænd i politiske kommentarer på sociale medier. Og de, der støtter Stram Kurs, har den mest aggressive tone, viser en ny dataanalyse fra IT-Universitetet (ITU).

Doven journalistik, som medierne selv skaber

En særlig journalistisk disciplin er at anvende brugernes reaktioner til at skabe en ny historie. Først lægger man en kontroversiel historie på nettet, hvorpå man skriver historien om, at ”læserne” eller ”danskerne” raser over…et eller andet.

Hvor mange skal skrive i et kommentarspor, for at ”danskerne” som befolkning kan siges at rase?

Der er intet galt i metoden, hvis den blot bruges til at give eksempler på, hvad nogle mennesker føler og tænker – som en klassisk voxpop. Men det er doven journalistik, når man på baggrund af et kommentarspor generaliserer til en hel befolkning.

Men et er mediernes rolle, når deres historier skaber debat. Noget andet, hvordan de agerer, når de selv gør sig til part i debatten.

Det er altid vanskeligt at blive en del af historien selv, fordi det er let at blive mistænkt for at være farvet i journalistikken .. Det kræver også, at medierne ikke bliver missionærer

Jeg ved fra min egen tid som mediechef, at især debatter om værdihistorier, klimakrisen eller om flygtninge og indvandrere kan eksplodere. De kræver særlig opmærksomhed for ikke at løbe løbsk.

Samtidig ved medierne godt, at de i stedet for den klassiske afsender-modtager rolle skal skabe en ny, hvor de i stedet for envejskommunikation opbygger en relation mellem mediet og brugerne.

Det kan de blandt andet gøre ved ikke blot at afspejle, men at være aktivistiske i forhold til hotte emner.

Politiken har bedyret, at den vil være Danmarks klimaavis og inviterede for nyligt den 16-årige, svenske klimaforkæmper Greta Thunberg til Danmark for at tale foran tusindvis af mennesker. Dermed skabte Politiken en historie med sig selv som midtpunkt og med hele forsiden prydet af Greta Thunbergs ansigt.

Det fik Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, til at kritisere Politiken for at afspore debatten:

Det er altid vanskeligt at blive en del af historien selv, fordi det er let at blive mistænkt for at være farvet i journalistikken.

Jeg er ikke i tvivl om, at Politiken rammer en nerve hos sine læsere ved at tage positionen som Danmark klimaavis, og det kan meget vel være en del af fremtiden for de professionelle medier, at de påtager sig en særlig rolle – udover den klassiske som demokratiets vagthund.

Dermed opbygger de relationer og loyalitet hos kunderne. Det kræver blot, at medierne ikke bliver missionærer og samtidig holder et tæt øje med de sociale medier, fordi hotte emner som bl.a. klimakrisen har det med at skabe fjendebilleder. F.eks. skrev en læser i sidste uge på Politikens Facebook-side om Greta Thunberg:

”Hun skulle få sit hoved undersøgt. Nå, det er jo rigtigt, det har hun fået, og hvad fandt man?”. En anden læser skriver: ”Skal vi nu høre mere fra det opreklamerede, hysteriske pigebarn.”

Aktivistisk mediepolitik kan være prisværdig, når man taler læserne imod

Ekstra Bladet har påtaget sig rollen som brobygger mellem indvandrere og danskere. Det er lige som indsatsen for klimakampen et sympatisk, aktivistisk tiltag, der i sidste uge fik Ekstra Bladet til at være vært for en Ramadan-middag for en række indbudte på kryds og tværs, herunder Venstres næstformand Kristian Jensen (V).

Mens Politiken uden tvivl er i pagt med de fleste læsere i klimakampen, møder Ekstra Bladets brobygning masser af modstand på Nationen, hvilket blot gør avisens indsats endnu mere rosværdig.

Medierne har en enestående chance for at opbygge loyale relationer til deres brugere via nettet og sociale medier, men de har også en forpligtelse til at sikre, at de mange sprængfarlige debatter ikke løber løbsk, og at de selv holder balancen, hvis de gør sig til aktører i en bestemt kamp

På nettet sendte en EB-læser denne svada mod både Kristian Jensen, muslimer, Politiken og chefredaktør Poul Madsen: ”Kristian Jensen: bevæg dig ud i det samfund, du og dine politiske venner – via muslimsk udbredelse og knæfald for islam – er i fuld gang med at ødelægge! Heri passer fint din deltagelse i ramadanfesten hos indvandrerlobbyen Politiken og Poul Madsen.”

I USA er det lykkedes præsident Donald Trump at udråbe medierne til eliten –  fjenden – og flere medier har gjort sig til part i stedet for at forblive neutrale.

Det er også faren ved som medie at gå i kamp for klimaet, indvandrere, erhvervslivets vækst, lavere velfærdsudgifter eller noget helt femte: At professionelle medier i stigende grad bliver opfattet som en del af eliten i deres egne ekkokamre, mens frustrerede debattører udråber dem til ”fjenden” sammen med alle de andre ”fjender” på nettet.

Så medierne har en enestående chance for at opbygge loyale relationer til deres brugere via nettet og sociale medier, men de har også en forpligtelse til at sikre, at de mange sprængfarlige debatter ikke løber løbsk, og at de selv holder balancen, hvis de gør sig til aktører i en bestemt kamp.

Og her tænker jeg ikke på valgkampen. Den dækning har medierne i mine øjne generelt bestået med glans.


Topillustration: PixaBay

Jeg har altid været optaget af ord – som menneskets medium til udforske, favne, forstå og forklare verden. Derfor tog jeg først hovedfag i dansk fra Aarhus Universitet og blev derpå uddannet journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg troede egentlig, at jeg skulle være romanforfatter, men fandt ud af, at jeg er bedre til at fortælle om, hvad der sker ude i virkeligheden end inde i mit eget hoved. Virkeligheden er egentlig også noget mere spændende.

I min karriere som journalist og redaktør har jeg været vidt omkring på landsdækkende medier: Efter et vikariat på Weekendavisen kom jeg til Det fri Aktuelt som reporter, videre til Jyllands-Posten i 12 år, bl.a. som uddannelseschef og reportagechef, derpå i fire år til DR, først som chef for radiomagasinerne og siden som indlandschef. Jeg har også været chefredaktør på Berlingske i 6 år, hvorpå jeg fusionerede BT og MetroXpress og var der i godt et år som chefredaktør. Mit seneste journalistjob var som redaktør på TV2 NEWS. I mange år var jeg desuden medlem af repræsentantskabet for Dansk Sprognævn, hvor jeg også fik vandet min passion for det danske sprog som kommunikationsmiddel.

I februar 2019 skiftede jeg spor fra redaktørjobbene til prorektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX. Jeg har ansvaret for vores seks uddannelser, herunder journalistuddannelsen. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg finder jobbet ekstremt vigtigt i en tid, hvor trompetfanfarer i store dele af den vestlige verden gjalder om fake news og mistillid til politikere og presse. Det pres kræver knivskarpe medier og knivskarpe journalister, og det har vi heldigvis i Danmark – som regel.

Seneste artikler om Debat

Arbejdet kalder

KOMMENTAR – Pressede sprogarbejdere uden rettigheder modtager i disse dage trusselsmails fra