MUSIK // ANMELDELSE – Kroatiske Dora Pejačevićs værk kan i grove træk deles op i to; den første, senromantiske periode – og den sidste, ekspressive periode under indflydelse af oplevelser og erfaringer gjort som sygeplejer under første verdenskrig. Ny CD med kammermusik folder begge perioder op.
I 2023 skrev jeg i POV en større artikel med indbyggede anmeldelser, som lagde vægten på oversete komponister, og her stødte jeg selv for første gang ind i musik af kroatiske Dora Pejačević, da jeg i den forbindelse skulle anmelde hendes cellosonate fra 1913, indspillet af den mesterlige danske duo Fredens & Rastogi.
At jeg allerede nu lytter til en ny indspilning af samme værk, ser jeg som et godt tegn – et tegn på at der for alvor er kommet fokus på hendes musik.
Dora Pejačević
De fleste kender nok ikke meget til Dora Pejačević, så jeg tillader mig at introducere hende. Grevinde Maria Theodora Paulina Pejačević blev den 10. september 1885 født ind i en adelsfamilie i Budapest. Hendes far, Teodor, var en kroatisk greve, og hendes mor, Elisabeth, stammede fra en ungarsk adelsfamilie. Moren var uddannet sanger og pianist, og det var hende, der gjorde Dora interesseret i musik.
Hun udviklede en helt særlig følsomhed, som hun indvævede i sit virke som komponist
Dora foretrak et liv med arbejde og reelt indhold frem for den aristokratiske verden, hun var født ind i, og hendes videbegær, nysgerrighed og et påfaldende talent for musik afgjorde hendes livsbane. Allerede i en alder af 12 skrev hun sine første kompositioner og frekventerede i de følgende år musikskoler og akademier i Zagreb, Dresden og München. Men Dora var mere selvlært end uddannet, da hun aldrig var indskrevet på et konservatorium, men udelukkende modtog sporadisk privatundervisning.
I hjertet af Europa anno 1900
Som ung blev hendes kunstneriske talent næret gennem kontakter med flere førende skikkelser fra samtiden. Pianisten Alice Ripper, som spillede hendes værker, og forfattere som Anette Kolb, Rainer Maria Rilke, Karl Kraus og andre forbindelser til fremtrædende personligheder fra den europæiske kulturscene fik stor betydning for Doras virke og hendes umættelige appetit på fx litteratur. Hun var under indflydelse af blandt andre Wilde, Ibsen, Dostojevskij, Mann, Schopenhauer, Rilke, Kierkegaard, Kraus og Nietzsche.
Hun efterlod sig et forholdsvist stort opus – 58 nummererede værker og i alt 106 kompositioner
I sine dagbøger oplistede hun ikke færre end 470 bøger, som hun havde læst fra 1902 til 1921, og som stort set dækkede alle områder inden for litteratur, filosofi, musik, religion, historie og naturvidenskab. Hun udviklede en helt særlig følsomhed, som hun indvævede i sit virke som komponist.
Familien Pejačević boede på et slot i Našice, men tilbragte også megen tid i Wien, Budapest, Prag og München. I sin tidligste periode var Pejačević som sagt stærkt inspireret af den senromantiske musik, men dette ændrede sig, da hun arbejdede som sygeplejer under første verdenskrig. Herefter fik hendes værker en større smerte. De afspejlede elementer af nihilismens sortsyn og alvor og udstillede meningsløshed, død, isolation og krigens millioner af spildte liv.
Hendes sidste tid og eftermæle
I 1921 giftede hun sig med Ottomar Otto, og parret flyttede til München, hvor de snart ventede deres første barn. Det skulle vise sig at være skæbnesvangert for Pejačević. Hun døde af barselsfeber den 5. marts 1923 på en klinik i München, 37 år gammel. Sønnen overlevede. I 1993 blev hendes liv benyttet som baggrundsfortælling i den kroatiske spillefilm Grevinde Dora.
Det er en ung og spændende trio, der nu har kastet sig over Dora Pejačević
Pejačević bliver i dag betragtet som en vigtig komponist i Kroatien, mens det har haltet lidt med berømmelse uden for landets grænser. I disse år er der dog kommet større fokus på hende, og fx Symfoni i fis-mol, der nu af musikhistorikere anses for at være den første moderne symfoni i kroatisk musik, er blevet indspillet af anerkendte orkestre som Deutsche Staatsphilharmonie Rheinland-Pfalz og BBC Symphony Orchestra.
Hun efterlod sig et forholdsvist stort opus – 58 nummererede værker og i alt 106 kompositioner – langt størstedelen skrevet i senromantisk stil. Hun udtrykte sig i stort set alle genrer; sange, et stort antal klaverværker, kammermusik og flere kompositioner for fuldt orkester. Endnu er store dele af hendes musik ikke indspillet, men der sker noget i disse år. Om det vidner det album, som jeg nu anmelder.
Trio RoVerde & Pejačević
Det er en ung og spændende trio, der nu har kastet sig over Dora Pejačević, og hele albummet med Trio RoVerde er helliget kammermusik af den kroatiske stjerne, der slukkede alt for tidligt.
Trioen består af Lusiné Harutyunyan på violin, Carolinе Sypniewski på cello og Ekaterina Litvintseva ved klaveret, og de gør det godt. Ikke helt på niveau med Fredens & Rastogi i cellosonaten, men det ville også være vildt, for deres version er sublim.
Sypniewskis tone er mindre sikker og tenderer det desperate (som også Christian Poltéras version på CPO-indspilningen fra 2011), og det stemmer i mine ører ikke helt overens med sonatens fine vekslen mellem det alvorsfulde og det inderlige, sangbare univers, der kan minde om den sene Brahms eller fx César Francks komplekse, men stadigt direkte tonesprog. Især førstesatsen er lidt forceret og overfortolkende for min smag. Men det er stadig en glimrende fortolkning, og især andensatsen lykkes fint.
Salonmusik
Så følger fem stykker for violin og klaver – alle i et mere salonpræget udtryk – hvor især Canzonetta Op. 8 fra 1899 er som en sentimental hilsen fra en svunden tid, og Elegia Op. 43 lyder som en af Valentin Silvestrovs meget senere Kitschmusik-satser.
Den sidste af de små stykker for violin og klaver, Meditation Op. 51 fra 1919, er også noget af det sidste, Pejačević skriver, og det er uden sammenligning den mest interessante af disse bagateller for violin og klaver.
Harutyunyans tone er meget varm og betydeligt mere sikker i sin tolkning end cellistens, og efter nogle gennemlytninger hænger disse stykkers temaer fast som fine fraser fra en anden verden – og det er vel i grunden dét, salonmusik skal, så jeg er kommet til at holde af dem.
En klavertrio anno 1910
Dora Pejačević skrev to klavertrioer. Hendes første forsøg med det klassiske ensemble; klaver, violin og cello, blev Klavertrio Op. 15 i D-dur fra 1902. Hun var altså sytten år gammel og stadig i færd med at finde sit eget udtryk, og det gør man ved at spejle sig i sine idoler. Den er derfor præget af forbilleder som Schubert og Tjajkovskij.
Trio RoVerde finder hinanden godt og skaber en levende fortolkning
Men den næste trio, som er indspillet på dette album, er til gengæld et af hendes kammermusikalske hovedværker. Klavertrio Op. 29 i C-dur er i fire satser og formelt bygget op med den langsomme sats som den tredje. Denne er lidt usædvanligt bygget op som en rondo-sats, men satsens tempo er lento. Det er et eksempel på, at Pejačević i høj grad var helt sin egen, men samtidig en del af sin tid, for tonesproget er klassisk romantisk.
Det er en glimrende trio, et værk skrevet af en komponist, der er helt på højde med sig selv, og som hverken er bange for at lyde konservativ eller eksperimentere med formen, og Trio RoVerde finder hinanden godt og skaber en levende fortolkning.
Så hvis du elsker de store kammermusikværker fra omkring 1900 og samtidig er vild med de tendenser, der blomstrede med Debussy og Fauré, så skal du unde dig selv at lytte til Dora Pejačević i denne nye indspilning.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
