
MUSIKHISTORIE // JUBILÆUM – For 50 år siden udsendte Kris Kristofferson albummet Kristofferson. Pladen skulle føre til den amerikanske sangers helt store gennembrud. “Kristoffersons bedste poesi bærer en tidløs kraft i sig, hvilket hans første albumudspil, som i denne måned passerer de 50, er så rigt på og nok til at sikre dets klassikerstatus mange sæsoner frem,” skriver Thomas Vilhelm.
‘Freedom is just another word for Nothing left to Loose’ lød det i Me and Bobby McGee inkluderet på Kris Kristoffersons første album, der blev udsendt april 1970 med den prunkløse titel Kristofferson. Samme sang udødeliggjorde Janis Joplin et halvt år senere under arbejdet med lp’en’ Pearl, der posthumt udkom januar 1971 samme måned som singlen med hendes noget mere rockede version, der røg til tops i USA.
Inden da var Joplin som bekendt blevet en del af ‘klub 27’. Kristofferson fik først nys om fortolkningen efter hendes bortgang. Samme skæbne ramte imidlertid ikke nu 83-årige Kristofferson trods et i perioder barskt liv med stimulansmisbrug og sygdom.
Den første udgivelse af beretningen om Bobby McGee og hans venner på farten stod countrysangeren Roger Miller for i sommeren 1969. Kristofferson markerede sig allerede i anden halvdel af 60’erne som en driftssikker sangskriver med tæft for det lyriske i countrymiljøet i Nashville.
Til den øvrige families fortrydelse afbrød han en begyndende karriere i militæret for i stedet at levere sangmateriale til andre kunstnere. Kristofferson havde ikke den store fidus til egne evner som sanger, han lød som en kvækkende frø, beklagede han sig, så det krævede et vist overtalelsestalent fra selskabets side at få ham i gang med debutalbummet. Han havde ikke et fast band, så et større kontingent af musikere og sangere måtte skaffes i al hast.
Kristofferson er et konglomerat af country, rock og folk med en snert af bluesens blå stemning, der ikke mindst forplantede sig på tekstsiden. Man kan ikke helt kalde slutresultatet sofistikeret, ej heller er Kristofferson en virtuos vokalist. Men musikken besidder nærvær og kant. Melodi- og tekstmæssigt er Kristofferson stærk i et dusin sange, der kredser om ensomhed, indre dæmoner, skæbner på farten, hippiegenerationens eksistensberettigelse uden grundløst at blive kanøflet af politiet – i hele taget retten til at eksistere på egne præmisser.
Især Me and Bobby McGee er blevet flittigt fortolket i et hav af koncertsituationer og på plade af yderst forskelligartede navne, hvilket også gælder for Help Me Make It Through The Night og denne signaturs umiddelbare favorit Sunday Mornin’ Comin’ Down
Som en af countryens såkaldte Outlaws har Kris Kristofferson i selskab med eksempelvis Willie Nelson, Waylon Jennings og Johnny Cash bidraget til en poetisk realisme fjernt fra den mest klæge konservatisme og sirupholdige hjemstavnsromantik, som genren ligeledes er kendt og berygtet for.
Især Me and Bobby McGee er blevet flittigt fortolket i et hav af koncertsituationer og på plade af yderst forskelligartede navne, hvilket også gælder for Help Me Make It Through The Night og denne signaturs umiddelbare favorit Sunday Mornin’ Comin’ Down.
Fra listen af de mange, der har versioneret kompositionerne på Kristoffersons debut-lp’ ud over Joplin, nævnes i flæng Johnny Cash, Jerry Lee Lewis, Gladys Knight, Willie Nelson, nyligt afdøde Kenny Rogers, Grateful Dead, Loretta Lynn, Olivia Newton John, Joan Baez, Blind Melon, Pink, Dolly Parton plus en masse andre, der musikalsk stritter i alle verdenshjørner.
Dog er det Joplins take på Me and Bobby McGee, der huskes af et bredt publikum i flere generationer efterhånden.
Kristofferson har forlenet denne klassiker med stærke linjer som ovennævnte, der kan tolkes på forskellig vis. Giver friheden mon mest mening at filosofere over, når vi har mindre og mindre at miste, og det hele synes at brænde på som nu i vores nær-apokalyptiske Covid-19 hverdag med fare for død, sygdom og finansiel kollaps?
Ligeledes er et andet citat fra samme Bobby McGee sang værd at inddrage i konteksten: ‘I’d Trade All My Tomorrows for a Single Yesterday’.
Hvor stærkt er savnet vitterligt efter svundne tiders tilsyneladende ubekymrethed og løssluppenhed uden reguleringer og øvrige drakoniske tiltag i håb om damage control? Det kan enhver jo frit tænke over hjemme i stuerne, mens virusstormen raser.
Kristoffersons bedste poesi bærer en tidløs kraft i sig, hvilket hans første albumudspil, som i denne måned passerer de 50, er så rigt på og nok til at sikre dets klassikerstatus mange sæsoner frem.
Kristofferson har i eget navn udsendt yderligere 20 studio- og koncertalbums frem til 2016. Hertil seks i diverse konstellationer, der blandt andet tæller hans daværende kone, sangerinden Rita Coolidge. Desuden opnåede Kristofferson betydelig succes i country supergruppen The Highway Men, som ydermere bestod af kollegerne og vennerne Willie Nelson, Johnny Cash og Waylon Jennings. Tre udgivelser og flittig turnévirksomhed blev det til fra midten af 80’erne til midten af 90’erne.
Dette essay om ‘Kristofferson’ kan passende slutte med en fin dansk krølle på historien, idet John Mogensen fordanskede to af sangene fra den plade, nemlig Sunday Mornin’ Comin’ Down og Me and Bobby McGee, der oversat af den folkekære solist endte som henholdsvis ‘Søndag morgen’ og ‘Carsten Levin’
En tilsvarende markant karriere som i musikken opnåede Kristofferson som skuespiller. Den har strakt sig fra 1971 og frem til vores tid. Filmografien er lang og mildest talt spraglet, og dog brolagt med nævneværdige præstationer og instruktører undervejs.
Det gælder særligt hans parløb med en af Hollywoods hårdeste nysere, den rebelske vildmand Sam Peckinpah, hvor Kristofferson i 70’erne brillerede i Pat Garrett and Billy The Kid (1973), Bring Me The Head of Alfredo Garcia (1974) og truckerdramaet Convoy (1978).
Også indsatsen i Martin Scorseses Alice Doesn’t Live Here Anymore (1974) bør fremhæves. Dog topper Kristofferson for mig at se som den korrupte og ondskabsfulde sherif i John Sayles mesterlige neowestern Lone Star fra 1996.
Dette essay om ‘Kristofferson’ kan passende slutte med en fin dansk krølle på historien, idet John Mogensen fordanskede to af sangene fra den plade, nemlig Sunday Mornin’ Comin’ Down og Me and Bobby McGee, der oversat af den folkekære solist endte som henholdsvis ‘Søndag morgen’ og ‘Carsten Levin’.
De to numre, der såmænd gør originalerne ære, er at finde på en single fra 1971 samme år, hvor John Mogensen debuterede med sit eponyme debutalbum. Med til fortællingen hører ydermere, at Kristofferson blev genudgivet i 1971 som ‘Me and Bobby McGee’.
Måske Carsten og Bobby endte med at finde hinanden på den måde.
LÆS ALLE THOMAS VILHELMS ARTIKLER TIL POV HER.
Foto: Albummets cover
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.