MUSIK // MULTIVÆRK-ANMELDELSE – Dette er et musikhistorisk indblik i rækken af oversete komponister – og samtidig er det en stribe anmeldelser af fremragende musik skrevet af kvinder. Desværre er kvindelige komponister og deres brilliante værker forbigået de flestes opmærksomhed, og det må vi gøre noget ved, skriver Jens Carl Sanderhoff i denne fællesanmeldelse af otte albums med musik af komponister, de færreste kender.
Kvinder skal stå tidligt op, hvis de vil opnå samme anerkendelse for deres værker, som mænd nærmest per automatik bliver til del. Hermed ikke sagt at mænd får positiv særbehandling eller kritik; blot at de ikke skal gennem kønsmaskinen for at blive anerkendt for deres arbejde.
Det er blevet bedre med tiden, og det manglede da bare, men det er stadig ikke helt godt, for det skal altid lige fremhæves, at der er tale om en kvindelig komponist, når deres musik skal anmeldes.
Jeg må med skam tilstå, at hele denne fællesanmeldelse hviler på samme ulykkelige præmis, men ellers kan det være svært at fange nogens opmærksomhed, når man har lyst til at fremhæve og anmelde fx musik skrevet af kvinder, fordi de stadig for manges vedkommende er skammeligt ukendte, og det er pænt grotesk anno 2024.
Oversete komponister
Maddalena Lombardini (Sirmen), Louise Farrenc, Pauline Viardot-Garcia, Elfrida Andrée, Mélanie Bonis, Ethel Smyth, Signe Lund, Anna Priscilla Risher, Dora Pejačević, Florence Price, Nadia Boulanger, Lili Boulanger, Henriëtte Bosmans, Grażyna Bacewicz, Vítězslava Kaprálová, Emma Lou Diemer, Meira Warshauer, Elisenda Fábregas – ja, hvis du kender flere end fem af de her nævnte komponister, så er du enten musikvidenskabeligt uddannet, musiker eller bare nørd i middelsvær grad, for det er ikke hver dag, man hører om disse.
Der er stjernegeniale mænd gennem alle tider, men der er altså også stjernegeniale kvinder
Og at jeg kan nævne dem, skyldes i høj grad, at de er repræsenteret på de albums, jeg anmelder i denne gennemgang. Selv kendte jeg otte af dem, før jeg gik i gang med at lytte, og jeg tilhører nørd-kategorien. Alligevel er langt de fleste også gået under min radar.
Et lille overblik
Kvinder har selvfølgelig altid lavet musik. Sappho på Lesbos var sikkert en slags performancekunstner, vurderet ud fra de godt nok noget rustne kilder, men jeg finder det sandsynligt, at hun har iscenesat sine oplæsningsseancer som lyrik og musikværker.
Rent musikhistorisk er de førstnævnte kvindelige komponister de tre armeniere Kassia, Sahakdukht og Khosrovidukht fra det 8. århundrede. Også her er vi på usikker grund, for der findes ikke mange informationer om deres liv og gerninger, men noterede musiksatser tilskrevet dem eksisterer. Lyt til deres musik ved at klikke på deres navne.
Mere sikker information bliver det, når vi når op til Hildegaard von Bingen fra det 12. århundrede, som har efterladt sig en stor produktion af religiøs musik blandt sine mange værker og optegnelser. Hun fik en velfortjent renæssance i 1980’erne, hvor flere pladeselskaber udsendte albums med musik af hende. Og det er også først med von Bingen, at historien om komponister i det hele taget og uanset køn vækkes til live. Notationsprincipper hjælper på flygtigheden, og gentagelsen er musikkens stærkeste trumfkort.
Prøv fx at se listen over kvindelige komponister opgjort i musikhistoriske perioder af den fine, engelske musikinstitution Grove Music Online. Det er voldsomt!
Nu kommer der en lind strøm af store mestre, men som med alt andet op gennem patriarkatets selvfede magthistorie er det mænd, der fremhæves. Og bevares, der er stjernegeniale mænd gennem alle tider, men der er altså også stjernegeniale kvinder! Lad mig blot inden anmeldelsen af de otte albums nævne et par stykker i kronologisk orden frem mod den første, jeg anmelder, og klik på deres navne, hvis du vil høre lidt af deres fine musik.
Vi starter med den kvindelige troubadour Alamanda, og så kommer her en opremsning frem mod slutningen af 1700-tallet: Maddalena Casulana, Claudia Sessa, Caterina Assandra, Settimia Caccini, Leonora Duarte, Barbara Strozzi, Isabella Leonarda, Élisabeth Jacquet de La Guerre, Maria Margherita Grimani, og som den sidste i rækken nævnes her den første kvindelige komponist fra Danmark, Maria Theresia Ahlefeldt.
Igen kan jeg spørge: Kender du nogle af disse? Sandsynligvis ikke mange, for de fleste af dem er blevet forbigået eller blot nævnt i forbifarten som pudseløjerlige undtagelser, men det er altså fremragende komponister, og de her nævnte er blot en del af de oversete alene på den baggrund, at de var kvinder. Prøv fx at se listen over kvindelige komponister opgjort i musikhistoriske perioder af den fine, engelske musikinstitution Grove Music Online. Det er voldsomt!
Maddalena Lombardini
Nu er vi så fremme ved det første album, jeg anmelder i denne gennemgang af kvindelige komponister. Maddalena Laura Lombardini (1745-1818) blev født ind i en fattig adelsfamilie i Venedig i Italien.
Hun er kendt som Maddalena Lombardini Sirmen, fordi hun giftede sig med violinisten Ludovico Sirmen, men der er al mulig grund til ikke at kalde hende Sirmen, så det holder jeg op med fra nu af. Lombardini blev uddannet ved en af de fire berømte pigeskoler i den musikglade by, formodentlig af Ferdinando Bertoni og senere af Giuseppe Tartini. Sidstnævnte betalte faktisk for hendes videre uddannelse.
Lombardinis musik tåler let og ubesværet en sammenligning med de mandlige kollegaers nu kanoniserede værker fra perioden
Ud over at være en stor virtuos på violinen, var hun også en fremragende sanger og komponist, og det sidste kan man forvisse sig om ved at lytte til den genudgivelse af hendes seks strygekvartetter (udgivet 1769 i Paris – og altså samtidig med fx Haydns Op. 9 – med andre ord i strygekvartettens tidligste barndom), som Allegri-kvartetten indspillede i 1994.
Oprindeligt udkom indspilningen på Cala Records, som i mellemtiden er kommet af dage, men der er intet bedaget ved hverken spil eller optagelse – det er fantasifuld og nysgerrig musik, der afsøger kvartettens muligheder. Lombardinis musik tåler let og ubesværet en sammenligning med de mandlige kollegaers nu kanoniserede værker fra perioden.
Stor tak til pladeselskabet Brilliant Classics for at grave det album frem og give det nyt liv!
Louise Farrenc
Af komponister, jeg holder særligt meget af fra den tidligste del af romantikken, er Louise Farrenc (1804-1875) blandt de bedste. Fordi hun blev født ind i en familie med kunst i centrum, blev hendes talent hurtigt opdaget, og tidligt fik hun undervisning af en elev af Clementi.
Hendes talent var dog så påfaldende, at hun snart blev vejledt og undervist af tidens førende pianister, blandt andre Ignaz Moscheles og Johann Nepomuk Hummel, og som komponist blev hun fra femtenårsalderen privatundervist af Anton Reicha, den daværende kompositionslærer ved Conservatoire de Paris, da skolen var forbudt område for kvinder.
De første ti år af sit virke brugte Farrenc på at skrive klavermusik, fordi hun så havde en mulighed for selv at spille sin musik, for det var svært at få ensembler til at spille musik skrevet af en ung kvinde.
Det første af de to albums med Farrenc, som jeg anmelder her, er helliget hendes klavermusik og indeholder intet mindre end syv verdenspræmiereindspilninger. Den græskfødte pianist Maria Stratigou er gået i gang med en serie albums, hvor alle klaverværker af Farrenc bliver indspillet.
Farrenc ligger i udtryk et sted mellem Hummel og Dvořák, men hendes lyriskhed er nok snarere beslægtet med Schuberts
Det første album koncentrerede sig om hendes Études, og volumen to er helliget nogle af hendes mange variationsværker, hvilket var en uhyre populær genre i begyndelsen af det 19. århundrede. Her møder vi Farrencs greb om temaer af Aristide, Rossini, Onslow, folkemelodier fra Schweitz og egne temaer i bearbejdning. Det er opfindsom musik, der hele vejen gennem albummet spilles med stor autoritet, og jeg glæder mig til at følge projektet til dørs.
Læg i øvrigt mærke til Grand Piano Records’ fine introduktion til kvindelige komponister, som nævner endnu flere oversete komponister. Du kan læse den ved at klikke her.
Andet album viser Farrenc fra hendes sene periode, hvor hun, trods sit køn – men på grund af sit indiskutable talent – opnåede en vis frihed og lighed med sine mandlige kollegaer, og nu kunne få musik i større format opført af kammerensembler og sågar orkestre. Derfor er store dele af Farrencs sene værk kammer- og orkestermusik.
Brilliant Records har også kastet sig ud i en serie med en komplet indspilning. Her drejer det sig om hendes kammermusik med pianisten Linda Di Carlo som tovholder. Der er foreløbig kommet tre albums med blandt andet sekstetten Op. 40 og de to trioer Op. 44 og 45, og på det nye album møder vi hendes to klavertrioer og cellosonaten.
Det er en til lejligheden sammensat trio, bestående af violinisten Sergey Galaktionov, cellisten Amedeo Cicchese og som sagt Linda Di Carlo på klaver, men de spiller naturligt og lydhørt sammen og med hinanden, og især den første klavertrio, som er den mest omfangsrige, og som har den skønneste adagiosats, lykkes virkelig godt.
Det er et album, som med tydelighed viser hendes styrke som komponist. Farrenc ligger i udtryk et sted mellem Hummel og Dvořák, men hendes lyriskhed er nok snarere beslægtet med Schuberts, og det er altid blændende god musik.
Mélanie Bonis
Så springer vi frem til slutningen af det 19. århundrede, hvor vi finder Mélanie Bonis (1858-1937). Selv kaldte hun sig Mel Bonis – bl.a. for at camouflere sit køn – så skal vi ikke for en god ordens skyld og for eftertiden kalde hende Mélanie?
Hun var også fransk komponist, født i Paris ind i en familie uden større opmærksomhed på hendes talent, så hun kom sent i gang med undervisning, men i de rette hænder endte hun på det konservatorium, som et halvt århundrede forinden havde nægtet Farrenc adgang.
Blandt hendes medstuderende var blandt andre Claude Debussy og Ernest Chausson, og hendes klaverlærer var ingen ringere end César Franck
Bonis kom i godt selskab, for blandt hendes medstuderende var blandt andre Claude Debussy og Ernest Chausson, og hendes klaverlærer var ingen ringere end César Franck. Alt var lagt tilrette for en strålende karriere, men så kom kærligheden på tværs, både den umulige og den arrangerede, og hendes liv skiftede retning. Fra akademitiden og frem til slutningen af århundredet var hun derfor stort set inaktiv som både musiker og komponist, men fra 1894 begyndte hun sit virke igen.
Hendes stil har et åndsslægtskab med Debussys, men er samtidig dybt personlig, og især hendes kompositioner for orkester vidner om hendes rige, musikalske verden. Lyt fx til hendes Ophelie.
Størstedelen af hendes opus består af klavermusik (som med Farrenc til dels af nød), men også i klavermusikken udfoldede hun et opfindsomt værk, og det kan man opleve på det album, Toccata Classics netop har udgivet. Som med Farrenc drejer det sig om en komplet indspilning af hendes klaverværker, og dette album er første skive i serien.
Hovedvægten er lagt på værker fra hendes genkomst til musikken, og det er brillant musik, der bliver udført med stor præcision og pondus af den kinesiske pianist Mengyiyi Chen. Særligt er jeg begejstret for værkerne Barcarolle Op. 71 og verdenspræmiereindspilningen af Scènes enfantines Op. 92, som har noget nærmest tidløst over sig. Sjældent har Mester Jakob fået en smukkere finale.
Grażyna Bacewicz
Så springer vi igen et godt stykke frem i tiden. Grażyna Bacewicz (1909-1969) er på rekordtid blevet en af mine yndlingskomponister, for det er saftsuseme noget af det bedste musik, jeg nogensinde har hørt.
Hun blev født i Łódź i hjertet af Polen, datter af en polsk mor og en litauisk far, og denne dobbelthed i tilhørsforhold påvirkede familien i en tid, hvor de prøvede nationer forsøgte at finde sig selv og opnå uafhængighed af de store magter, som i århundreder (og den dag i dag) har haft en uskik med at underlægge sig andre folk.
Bacewicz er mere fri og abstrakt i sit tonesprog; ren musik i passager, hvor klange og sammenflettede figurer hvirvles rundt i de vildeste visioner
Faren rejste til Litauen for at kæmpe sit lands sag, men Grażyna blev med sin mor i Polen, hvor hun i 1923 blev optaget på konservatoriet i Warszawa både som violinist og komponist.
Grażyna rejste til Paris og blev der undervist af bl.a. Nadia Boulanger. Det fik hende til at fokusere på komposition, så da hun vendte hjem til Polen, fik hun ansættelse ved det Polske Radiosymfoniorkester som førsteviolinist, som hun selv formulerede det: “Violinisten Bacewicz blev ansat ved orkestret, for at komponisten Bacewicz kunne få indsigt.”
Pladeselskabet Chandos har netop udsendt det første album i en serie med alle hendes orkesterværker. Hendes tredje og fjerde symfoni (de to sidste af de nummererede) bliver sammen med Ouverture for orkester fortolket af BBC Symphony Orchestra dirigeret af finske Sakari Oramo på den første volumen, og det er en fest.
Musikken kan siges at have stilistiske fællestræk med især Bartók, men også den tjekkiske original Janáček har haft en indflydelse på hendes musik. Men hvor de ofte og som regel holder fast i og benytter et folkloreinspireret udtryk, så er Bacewicz mere fri og abstrakt i sit tonesprog; ren musik i passager, hvor klange og sammenflettede figurer hvirvles rundt i de vildeste visioner.
Jeg glæder mig til at følge serien, for det er veludførte fortolkninger og sublim lydkvalitet.
Feminissimo!
De næste tre albums, som jeg har fået fingrene i til denne gennemgang, er alle antologier, og den første kommer under titlen Feminissimo! Kvinder spiller musik af kvinder, står der, og det understreger præcis det samme dilemma, som jeg indledte denne gennemgang og anmeldelse af kvindelige komponister med at skrive frem.
Det er svært at få nogens opmærksomhed, når det drejer sig om noget, ingen kender til, og derfor er det blevet en måde, man kan slå hul i isen på (at udpege det kvindelige vilkår), men det flytter samtidig fokus fra det egentlige; musikken! Og måske er det bare mig, der ærgrer mig unødigt, for nu kommer der jo musik i omløb, formidlet og udført med de bedste kræfter, og kanske det blot er sådan forandring ser ud, når den står på nederste trin.
Vidunderligt er det uanset, at vi nu kan lytte til det, der har været overset og forbigået, men et eller andet sted i mig er jeg også på vagt. Der er en risiko for, at man stadig ser på den kunst, musik, litteratur etc. som først og fremmest kønnet, og ikke bare møder værker lavet af mennesker.
Det er svært at få nogens opmærksomhed, når det drejer sig om noget, ingen kender til
Feminissimo! – indeholder en stribe kompositioner for violin og klaver, og vi møder her Bacewicz igen. Hendes instrument var som sagt violinen, og hun har da også skrevet intet mindre end syv violinkoncerter, fem violinsonater og tre for soloviolin. Her drejer det sig om hendes tredje violinsonate fra 1947. Det er musik med kraftig inspiration fra den franske neoklassicisme, men det er også musik dybt forankret i østeuropæisk musikkultur, og hendes egen tone gennem disse påvirkninger er klar og spændende.
Udover Bacewicz er der musik af Warshauer, Price, Lund, Risher, Diemer, Viardot-Garcia, Kaprálová og Fábregas, og af dem har jeg lyst til at fremhæve sidstnævnte, spanske Elisenda Fábregas (f. 1955), som med sin første violinsonate fra 1994 på smukkeste vis afrunder albummet med en elegi omsluttet af ild.
Upheaval
Det glimrende danske pladeselskab OUR Recordings har endnu engang udsendt et fabelagtigt godt album. Det danske musikerægtepar Janne Fredens og Søren Rastogis seneste album, hvor de præsenterer fire værker for cello og klaver af komponister, der alle skrev omkring første verdenskrig, er kammermusiceren på allerfineste vis.
Hele albummets præmis er, som titlen på antologien antyder, at værker, der ikke er i centrum af nogen kanon, og som sjældent spilles endsige indspilles, kræver større omhu, indlevelse og engagement, især fordi der ikke er en opførelsestradition at spejle sig i. Og det er præcis det, der sker på albummet.
De to største værker, både af omfang og indhold, er de to cellosonater af hollandske Henriëtte Bosmans (1895-1952) og kroatiske Dora Pejačević (1885-1923), der får liv i hænderne på denne vidunderligt sammenspillede duo. Man kan hele tiden fornemme en uhyre opmærksomhed mellem klaver og cello.
Bosmans sonate fra 1919 er skammeligt overset, for det er musik, som måske ikke er så moderne sammenlignet med det, der skete i netop de år, men til gengæld er værket genuint musikalsk, flot opbygget og afrundet; en bygning af toner, som man kan gå ind i og med det samme føle sig hjemme i.
Jeg er imponeret over mennesker, der sætter sig for at yde deres bedste for andres skyld, og sender derfor stor tak til Fredens og Rastogi
Pejačević’s sonate fra 1913 er en pø mere konservativ, men det fjerner ikke den kendsgerning, at værket også er formfuldendt og gennemvævet af de fineste melodier, som igen og igen synges smukt i både cello og klaver, ja, der er en helt særlig intimitet i denne sonate, som måske minder om musik fra århundredet før, men som bliver vakt til live af Fredens og Rastogi, så den også er relevant i det 21. århundrede, for musik er først og fremmest musik, og modernitet er alligevel so last century.
Albummet afsluttes af to mindre værker af Boulanger-søstrene. En lille Nocturne, oprindeligt skrevet for fløjte og klaver af Lili Boulanger, og Trois Pièces af Nadia Boulanger, der til dels også er satser, der er arrangeret – bortset fra den sidste, som også er den mest fyrige. Men det er første sats, Moderato, som står frem ved sin fine inderlighed.
Det er en fremragende udgivelse især på grund af duoens evne til at spille sammen og cellosonaten af Bosmans, men det er jo en smagssag – lyt selv, for det kan nærmest ikke gøres bedre end her. Jeg er imponeret over mennesker, der sætter sig for at yde deres bedste for andres skyld, og sender derfor en stor tak til Fredens og Rastogi: I har vakt glemt og overset musik til live – det er smukt gjort!
First Ladies
Sidste anmeldte album i denne gennemgang er også en antologi og samtidig et genhør med Mélanie Bonis. Albummet indeholder tre violinsonater, som du sikkert aldrig har hørt før. Sandsynligheden er i hvert fald stor for den første sonate, som er svensk og samtidig en verdenspræmiereindspilning.
Elfrida Andrée (1841-1929) kæmpede en brav kamp i det svenske for at opnå samme rettigheder og privilegier, som hendes mandlige kollegaer som en selvfølge modtog. Hun fik adgang til konservatoriet i Stockholm, men måtte ikke eksamineres ved instituttet, da der officielt ikke var adgang for kvinder, og hun kunne siden ikke få ansættelse som organist i nogen svensk kirke, for dette var også forbeholdt mænd.
Men i samarbejde med sin far påvirkede hun sin samtid, fik ændret forbud til muligheder og endte med en stilling som organist ved domkirken i Gøteborg i 1867. Denne stilling forblev hun i resten af livet.
Hendes musik er romantik, som den Mendelssohn havde dyrket frem, og hun brød sig ikke så meget om de nye radikale tendenser repræsenteret af Liszt og Wagner. Violinsonate i B-dur fra 1872 er effektiv, men også noget simpel. Hendes melodier er til gengæld fine og spilles med overskud.
Mere interessant bliver det med den næste sonate, som er skrevet af Mélanie Bonis. Violinsonate i fis-mol Op. 112 er et forholdsvis sent værk (1922), som i fire satser gennemspiller en fascination ved det orientalske, som det havde været skik i Frankrig i de sidste decennier af det 19. århundrede.
Særligt tredje sats, som er baseret på en græsk folkemelodi, giver mindelser om den tidligste musik af kvinder, som jeg nævnte i min historiske gennemgang. Det er en skøn sats og ville sikkert have været en klassiker i koncertsale, hvis den var skrevet af fx Debussy.
Modsat er historien om sonaten, at den kun blev spillet to – TO – gange mellem 1925 og frem til den første indspilning i 1993. Sidste komponist i min gennemgang bliver derfor også den sidste, der er repræsenteret på denne antologi.
Ethel Smyth (1858-1944) var en engelsk komponist, der – som de fleste med hendes køn – måtte tilkæmpe sig en position i strid modvind. Hendes liv er som en roman, og den er kulørt! Men det er musikken, der er det centrale her, og hendes Violinsonate i a-mol Op. 7 fra 1887 er skrevet midt i det kaos, hendes liv var på det tidspunkt.
Særligt tredje sats, Romanze, med inskription fra Dante ’Nessun maggior dolore che ricordarsi del tempo felice ne la miseria’ (Inf. V. 121: “Der er ingen større smerte end midt i ulykken at måtte mindes den lykke som forsvandt”, Ole Meyers oversættelse, 2000), efterlader lytteren her både forbløffet og forbistret på kvindekønnets vegne. Al den modgang for at opretholde et system, der er en konstruktion, et fatamorgana, en overflødig og værdiløs position for kvinder såvel for mænd, så lad os nu snart komme videre – jeg lover aldrig mere at kalder en kunstner, en digter, en komponist andet end netop det. Fortiden slutter med os selv.
Tak til Naxos Danmark for venligt at stille disse albums til rådighed for min gennemgang af oversete komponister.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
