Donald Trump har konsekvent spillet reality-tv kortet og med populistiske budskaber ignoreret den politiske midte både i valgkampen og sine første uger som præsident. Dermed gør han op med alle sædvanlige konventioner om, hvad en præsident bør gøre. Iagttagere spekulerer på, om han er i gang med at opbygge et helt nyt politisk parti, der vil opsamle både moderate demokrater og Teaparty-republikanere, skriver Joseph S. Nye, professor ved Harvard University og en af verdens mest indflydelsesrige udenrigspolitiske analytikere.
CAMBRIDGE, MASSACHUSETTS – Præsident Donald Trumps kritikere har konsekvent undervurderet hans politiske kommunikationsevner, muligvis fordi han er så radikalt forskellig fra sammenlignelige forgængere som Franklin D. Roosevelt (FDR) og Ronald Reagan, der også begge blev anset som “store kommunikatorer”.
Selvom store dele af den amerikanske befolkning hadede dem, henvendte FDR og Reagan sig til hele det amerikanske folk og forsøgte at rette budskaberne mod midtervælgerne. Trump derimod har primært henvendt sig til den minoritet, der valgte ham. Hans tiltrædelsestale lød som et opråb under valgkampen; og efter hans tiltrædelse har en række urigtige påstande og provokerende executive orders undermineret hans troværdighed hos midtervælgerne men styrket den hos hans egen base.
Trumps kommunikationsevner er blevet slebet til gennem deltagelse i reality-tv, hvor uhyrlige og provokerende udtalelser underholder publikum og booster seertallene. Han benyttede med succes den samme tilgang under de republikanske primærvalg for at vinde opmærksomheden i et overfyldt felt med hele 17 kandidater.
Trump er ikke interesseret i den politiske midte
Ifølge visse overslag fik Trump, hvad der svarer til to milliarder dollar i gratis tv reklamer, langt mere end de 100 millioner dollar i betalte reklamer, der blev indsamlet til hans republikanske rival Jeb Bush.
Efter han vandt den republikanske nominering, forventede mange, at han ville følge det traditionelle mønster og bevæge sig mod midten i selve præsidentvalgkampen. Igen brød han med det forventede og fokuserede på en populistisk kampagne rettet mod de vælgersegmenter, der havde mistet deres job i den globale konkurrence og/eller var modstandere af de kulturelle ændringer, der har fundet sted i de seneste årtier.
Nogle spekulerer nu på, om han sigter mod at opbygge et nyt populistisk parti for arbejderklassevælgere (de tidligere såkaldte Reagan-demokrater) og Tea Party republikanere.
Denne populistiske tilgang var effektivt målrettet, og han vandt flertal i valgmandskollegiet, selvom han fik næsten tre millioner færre stemmer end modkandidaten. Havde det ikke været for under 100.000 stemmer i Rustbæltet, var han ikke præsident i dag.
På denne baggrund gik mange politiske iagttagere igen ud fra, at han ville rette sine budskaber mod den politiske midte, når han var indsat i embedet. Men Trump forbløffede kommentatorerne en gang til ved fortsat at henvende sig til sine kernevælgere. Nogle spekulerer nu på, om han sigter mod at opbygge et nyt populistisk parti for arbejderklassevælgere (de tidligere såkaldte Reagan-demokrater) og Tea Party republikanere.
Twitter som kernevåben
Trump har også vist sig ukonventionel i sit valg af kommunikationsredskaber. Ny teknologi åbner nye muligheder. FDR benyttede omhyggeligt planlagte “kaminpassiarer”, der blev mulige i radioen. Reagan var en mester i taler, der var som manuskripter til et drama på tv. Reagans embedsmænd i Det Hvide Hus holdt regeringens budskaber fokuserede på dagens eller ugens prioriterede sager. Trump benyttede konsekvent Twitter, udover sin beherskelse af kabel-tv, til henover hovedet på både sit eget personale og pressen at styre den offentlige dagsorden i løbet af kampagnen.
Igen til mange kommentatorers overraskelse har Trump videreført sin stil i Det Hvide Hus.
Ikke at brugen af Twitter er ny – præsident Obama havde en konto styret af et større embedsværk, men Trumps personlige engagement har rejst spørgsmål om, hvordan man styrer politiske lynnedslag fra Det Hvide Hus og udtrykker komplicerede politiske spørgsmål (der f.eks. kan involvere brug af kernevåben) på 140 anslag.
Men der kan ikke være tvivl om, at denne regeringsførelse via Twitter har gjort det muligt for ham at meddele sig uden om Kongressen og pressen som et effektivt redskab til at kommunikere med sine kernevælgere og holde opmærksomheden på sig selv.
Symboler i politisk kommunikation
Politisk kommunikation forandrer sig over tid, og der er mange måder at kommunikere effektivt. De gamle grækere havde retorikskoler, hvor man udviklede evnen til at tale til forsamlinger. Cicero udmærkede sig i det romerske senat ved at studere talekunst. Woodrow Wilson var ikke en begavet elev som barn, men det lykkedes ham at (selv)udvikle sine talegaver, fordi han anså dem som afgørende for udøvelsen af sit lederskab. Winston Churchill tillagde ofte selv sin succes til sin beherskelse af den engelske sætningsstruktur. Martin Luther King, Jr. havde fordel af at vokse op i en afro-amerikansk kirketradition, der er rig på rytme i det talte ord.
Det falder nogen lettere end andre. Den tidligere guvernør i New York, Mario Cuomo, sammenlignede engang Bill og Hillary Clinton: “Hun er mere en slags metodist, og han er mere teatralsk”.
Talegaver og retorik er imidlertid ikke de eneste former for effektiv kommunikation. Non-verbale signaler er også en væsentlig komponent. Nogle inspirerende ledere var ikke store talere – se bare på Mahatma Gandhi. Men symbolismen i Gandhis simple bondedragt og livsstil sagde mere end ord. Hvis man sammenligner dette indtryk med billederne af den unge, usikre Ghandi klædt som en britisk sagfører, kan man se, hvor godt han forstod symbolsk kommunikation.
Det gør Trump også på sin egen måde. Tænk på hans kampagnes røde baseballkasket med sloganet “Make America Great Again,” og på hans besættelse af branding, da han var forretningsmand, og atså som sagt hans konsekvente brug af Twitter.
Vigtigheden af holdånd – intet er afgjort endnu
Udover at kunne kommunikere med et fjernt publikum via retorik og symboler skal ledere imidlertid også kunne kommunikere på tomandshånd eller i små grupper. I nogle tilfælde er denne nære kommunikation vigtigere end talegaverne. Organisationsevner – evnen til at tiltrække og lede en effektiv regering – er svær at kombinere med regeringsførelse gennem Twitter. Harry Truman havde middelmådige talegaver, men kompenserede for sine manglende evner som offentlig taler ved at tiltrække og dygtigt lede et hold af stjernerådgivere.
At foregå andre med et godt eksempel er endnu en væsentlig egenskab for ledere. Da politikerne i Singapore besluttede sig for at hæve regeringens lønninger i 2007, og premierminister Lee Hsien Loong kunne forudse en skeptisk folkelig reaktion, annoncerede han, at han selv ville afholde sig fra at nyde godt af en lønstigning. Det var effektivt, men i forbindelse med symboler i relation til interessekonflikter har Trump endnu ikke demonstreret, at han behersker den politiske kommunikations kunst.
Imidlertid har han vist sig som en mere effektiv politisk kommunikator, end hans kritikere forventede. Om Trumps ukonventionelle tilgang lykkes i det lange løb er indtil videre et af de store og ubesvarede spørgsmål omkring hans præsidentperiode, som vi ikke kender svaret på endnu.
Topillustration: Kollage (Lunapic photo editor) – originale billeder fra Pixabay.
Oversættelse: Lisa Rasmussen – tekst fra Project Syndicate og POV International.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
