MIDTVESTLIV // KLUMME – Det amerikanske midtvejsvalg er – næsten – afgjort. For Demokraterne blev det (trods alt) en lettelse, for Republikanerne utvivlsomt en skuffelse – og for Julie Bendtsen et kærkomment bevis på, at alt ikke er helt til rotterne i Guds eget land.
CHICAGO – Onsdag morgen var en sjov en at vågne op til her i Midtvesten. Min mand og jeg gik i seng tirsdag aften med al den mave-uro, som tiden op til midtvejsvalget havde forårsaget. Men samtidig også med et lillebitte gryn af håb om, at tingene, når vi stod op, måske alligevel ikke ville se helt så dystre ud som først antaget – og frygtet.
Og lad os bare sige det, som det er: Midtvejsvalget gik ikke, som Demokraterne havde håbet. Til gengæld tror jeg, at alle – også Demokraterne selv – vidste, at det, de håbede på, var aldeles urealistisk, Joe Bidens manglende popularitet taget i betragtning, og også ud fra den betragtning, at det stort set aldrig lykkes den siddende regerings parti at hive midtvejsvalget hjem. Så nej, det gik ikke, som de havde håbet – til gengæld, og endnu vigtigere og mere overraskende, gik det heller ikke, som de havde frygtet.
Langt de fleste demokratlænende mennesker, jeg kender, har gruet for dette midtvejsvalg. Biden har kæmpet for at holde sig oven vande, mens inflationen tog fat og til, og Kamala Harris – ja, hvor blev hun egentlig af? Som den første kvindelige indfødte amerikanske vicepræsident i USA’s historie har hun præsteret at holde sig ualmindelig anonym, og jeg er ikke engang sikker på, at jeg uden at google kan komme på en eneste nævneværdig ting, Harris har foretaget sig, siden hun skrev historie med sin nye titel.
Republikanere uden konspirationsteori
At det så samtidig har været rekordsvært at samle befolkningen bare en lille smule, efter at Trump brugte fire år på ikke bare at splitte den, men også at indgyde en helt anden voldsparathed, end vi tidligere har set, har ikke gjort den demokratiske præsidenttjans nemmere.
Andre ville måske have løst opgaven mere proaktivt og effektivt, og jeg har stadig svært ved at forstå, hvordan Biden endte med at være Demokraternes bedste bud, men det er en anden snak. Det blev som bekendt ham – og han blev ikke slagtet ved midtvejsvalget.
Det er en lettelse, at så mange republikanske vælgere trods alt stadig har deres sunde fornuft i behold
Resultaterne af dette valg har gjort én ting klar for mig: USA er ikke helt så screwed, som jeg gennem de seneste mange måneder har følt mig mere og mere overbevist om. Ikke alle republikanere er bange for at undsige Trump, og ikke alle republikanere er skøre konspirationsteoretikere, der stadig mener, at Joe Biden “stjal” præsidentvalget i 2020.
For de findes, og der er mange af dem. Faktisk er der så mange af dem, at de under dette midtvejsvalg fik deres helt egen betegnelse: election deniers. TV-kommentatorerne brugte termen helt naturligt gennem hele valgaftenen, når de omtalte kandidater som J. D. Vance (som vandt i Ohio) og Doug Mastriano (som tabte i Pennsylvania), som om det bare er den nye normal. Fordi det er det. Tæt på 100 election deniers kom succesfuldt gennem den 9. november og kan nu glæde sig til den magt, det fører med sig.
Men mange af dem fik ikke det valg, de havde håbet på, og for folk som mig, der er af den helt generelle opfattelse, at vi ikke lever i en bananrepublik, hvor valg er ugyldige og stemmer ulovlige, er det en lettelse. Det er en lettelse, at så mange republikanske vælgere trods alt stadig har deres sunde fornuft i behold og får deres information fra andre kilder end Tucker Carlson, Marjorie Taylor Greene og YouTube.
Frygten for Trump
Det er en lettelse, fordi det minder mig om, at det USA, vi flyttede til i 2015, måske stadig er derude et sted – og stadig er værd at blive i. Jeg har sagt det før, og jeg understreger det gerne: Jeg er ikke per definition modstander af, at Republikanerne har magten i USA. Jeg er modstander af, at Trump har den.
I rigtig lang tid har de to ting virket 1:1 parallelle, og min generelle modstand imod Det Republikanske Parti og deres vælgere er vokset omvendt proportionalt med, at mit håb er skrumpet. Det lavede tirsdag aften om på – om ikke andet, så en lille smule. Og det gjorde alting lidt lysere, lidt lettere – og meget nemmere.
For jeg har tidligere proklameret, at hvis Trump bliver præsident igen, ville det for mig betyde et farvel til Amerikas Uforenede Stater. Sådan har jeg det stadig, men som årene går, står det også mere og mere klart, at den beslutning ikke kun er min. Ej heller min mands. Med i ligningen har vi to børn, som på nuværende tidspunkt har boet meget længere tid i USA, end de har i Danmark, og som, når alt kommer til alt, nok føler sig mere amerikanske end danske.
Selvfølgelig er de 100 % danske, og de har i øvrigt heller ikke noget green card – permanent opholdstilladelse – så de er nærmest så langt fra at være amerikanere, som de kan være. Men det ændrer ikke på, at de er vokset op i amerikansk kultur, kun har gået i amerikansk skole, taler amerikansk med alle andre end deres mor og far (de taler også amerikansk med hinanden) og familien i Danmark – og bare helt overordnet har ret godt styr på, hvad det vil sige at være barn i USA, mens det at være barn i Danmark er noget mere uklart for dem.
Hjertesager i stemmeboksen
Vores valg, hvad enten det er at blive eller flytte hjem, omfatter også dem. Og selv om beslutningen i sidste ende er vores, bliver den ikke taget uden hensyn til deres verden. Og med valget i tirsdags synes den – beslutningen, altså – en anelse mindre uoverskuelig. Også selv om der ved Gud stadig er mange ting i og store dele af USA, der kan være meget, meget svære at forstå – for ikke at sige umulige.
Demokraterne skal se det her som en appelsin i deres turban
Abortspørgsmålet er en af dem, og netop dét var tilsyneladende også i rigtig mange vælgeres tanker, da de gik i stemmeboksen denne gang. Det samme var våbenpolitik, indvandring og selvfølgelig økonomien – mere specifikt den faretruende inflation, som et flertal af amerikanere mener, er Bidens skyld (set i det lys kan man jo undre sig over, at det ikke gik værre for hans parti denne gang). Det er spørgsmål og valgtemaer, der splitter vælgerne, og holdningen til dem svinger så meget fra stat til stat, at det nærmest er til at blive svimmel af.
For USA’s samling af splittede stater er på mange måder næsten lige så forskellige som landene i Europa. Og når jeg bliver nedslået og modløs ved tanken om Florida og Louisiana, husker jeg mig selv på Colorado, Californien – og Illinois, min hjemstat. Der findes masser af mennesker med holdninger og menneskesyn, der ligger tættere på vores, end hvad nyhederne har præsenteret mig for de seneste måneder, og selv om der teknisk set bør være plads til alle holdninger i et demokrati, er det alligevel en rar fornemmelse, at man ikke står helt alene med sin.
Der er i skrivende stund stadig resultater, der endnu ikke ligger klar, og Georgia får vi først svaret på til december. Men der er ingen tvivl om, at den røde bølge, som Demokraterne frygtede – og Republikanerne regnede med – udeblev. Der bør heller ikke være nogen tvivl om, at Demokraterne skal se det her som en appelsin i deres turban og en ny chance for at få kørt nogle ordentlige kandidater i stilling inden præsidentvalget om to år. Men mest af alt er resultatet et lettelsens suk for mange. Alt er ikke til hest i Guds eget land, og Trumps election deniers fik ikke lov at rydde bordet. Måske der stadig er håb for USA – og for os.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
