SIKKERHEDSPOLITIK // DEBAT – Regeringen hævder, at det er sikkerhedsmæssigt uforsvarligt at hente de danske børn hjem fra krigsfangelejrene i Syrien, men beslutningen om at lade børnene og deres mødre blive, hvor de er, udspringer ikke af en risikovurdering. Det er et politisk valg. Internationale sikkerhedsinstitutioner, nationale efterretningstjenester og førende terrorforskere er nemlig enige om, at det er en uholdbar sikkerhedspolitik ikke at hente borgere hjem fra lejrene. I en sag med så stor etisk og principiel betydning må regeringen være klar i sproget om deres politik fremfor at sløre sagen med misledende argumenter, skriver ph.d. og forsker Maja Touzari Greenwood.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Regeringens beslutning om ikke at hente danske børn hjem fra de kurdiske lejre i Syrien har mødt massiv kritik fra humanitære organisationer og juraeksperter. Ifølge regeringen er beslutningen truffet på baggrund af en vurdering af, at det ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at gøre – hvad vi kan kalde ”sikkerhed først”-princippet.
Det åbenlyst uetiske i denne forskydning forpligter regeringen til at dokumentere, at beslutningen om ikke at hente børne hjem baseres på en solid risikovurdering
Men sikkerhedsargumentet holder ikke vand. Faktisk hersker der en sjældent set enighed blandt internationale sikkerhedsinstitutioner, nationale efterretningstjenester og førende terrorforskere, som alle opfordrer til, at børnene hentes hjem fra lejrene.
Om et spørgsmål med så stor etisk og principiel vægt har regeringen en forpligtigelse til ikke at gemme sin politik bag et uunderbygget sikkerhedsargument.
Når børn bliver sikkerhedsliggjort
Regeringens retorik er som taget ud af skolebøgerne om sikkerhedsliggørelse: For at få en politik, som ellers ville være utænkelig, igennem, argumenteres der for en sikkerhedsmæssig nødvendighed på en skala, der retfærdiggør, at humanitære og retslige hensyn og principper tilsidesættes.
Politikeres omtale af børnene som ”små tikkende bomber” – frem for ofre for omsorgssvigt og vold – er en forskydning af debatten, som fjerner fokus fra børnenes akutte behov for redning og relativerer deres ret til beskyttelse. Det åbenlyst uetiske i denne forskydning forpligter regeringen til at dokumentere, at beslutningen om ikke at hente børne hjem baseres på en solid risikovurdering.
Lad os derfor starte med at kigge på, hvilke sikkerhedsdimensioner en sådan vurdering bør indeholde.
At hjemvendte IS-tilhængere går frit rundt, kan altså være et mere sandsynligt scenarie, hvis vi vælger ikke at hente mødrene hjem til retsforfølgelse under kontrollerede forhold
Risikovurderinger er behæftet med en grad af usikkerhed. De strækker sig ind i fremtiden og opvejer flere mulige scenarier. I dette tilfælde fylder særligt to dimensioner:
For det første er omdrejningspunktet i højere grad spørgsmålet om deres mødre, som børnene ikke bør adskilles fra, og som derfor forventeligt i nogle tilfælde vil følge med børnene hjem, end det er børnene selv. En risikovurdering omhandler altså også, hvorvidt der vil være tilstrækkelig mulighed for at fængsle medfølgende mødre, der fortsat er IS-tilhængere eller er skyldige i terrorforbrydelser.
Den anden dimension er, at risikoen ved at tage dem hjem ikke kan vurderes løsrevet fra en vurdering af risici forbundet med at efterlade dem i lejrene.
De to scenarier bør opvejes ud fra spørgsmål, om hvordan vi bedst opnår mest muligt overblik og kontrol over potentielle trusler, f.eks. ved at give vores efterretningstjenester de bedste forudsætninger for overvågning og indgriben overfor en trussels forskellige udviklingsstadier, samt overvejelser af hvordan nationale her-og-nu tiltag påvirker langstrakte globale indsatser.
Hvad siger PET om den nationale sikkerhed?
Med hensyn til spørgsmålet om konsekvenser for den nationale sikkerhed, hvis børnene hentes hjem, kan vi dårligt undgå at forholde os til efterretningstjenesternes Center for Terroranalyse (CTA) risikovurdering fra 2020.
Her vurderer CTA, at det er ”usandsynligt”, at der udgår en aktuel terrortrussel fra børnene, særligt fordi de fleste er helt små. Til gengæld bemærkes det, at særligt i forhold til de større børn, forøges risikoen for radikalisering, jo længere tid børnene opholder sig i lejrene. Hentes børnene aldrig hjem, er det svært at forestille sig, at de, der overlever lejrene, har andet end en voldsfyldt fremtid foran sig.
Derudover peger trusselsvurderingen på en vigtig analytisk pointe: At selvom børnene og deres mødre for øjeblikket sidder indespærret, bliver det ikke nødvendigvis ved med at være sådan. En af de sidste ting, IS’ leder Abu Bakr al-Baghdadi gjorde før sin død i oktober 2019, var at opfordre IS’ medlemmer til at sætte befrielsesaktioner imod lejrene øverst på prioritetslisten.
FN’s Sikkerhedsråd har i årevis udtrykt bekymring over, at medlemsstater som Danmark derved løber fra deres globale ansvar for at bekæmpe terror
Sikkerheden i lejrene er generelt ufuldstændig, og IS har tidligere haft succes både med at smugle enkeltpersoner ud og med større fangeflugter. I oktober 2019 meddelte den kurdiske lejradministration f.eks., at 750 personer var undsluppet fra Ain Issa-lejren. De advarede samtidig om, at de ikke havde kapacitet til at fortsætte med at sikre kontrollen. Der er en høj risiko for, at undslupne personer genindlemmes i IS’ netværk i området og derved kan revitalisere netop den terrortrussel, som de i første omgang blev tilfangetaget for at stække.
At vi ikke henter mødrene hjem, betyder i øvrigt ikke nødvendigvis, at vi ikke ser dem igen, men blot at vi har dårligere kontrol og overblik over, hvordan de eventuelt vender hjem, og hvorvidt de retsforfølges. Kvinder er allerede vendt tilbage til flere europæiske lande på egen hånd.
Selvom det ser ud til, at de fleste er blevet arresteret kort efter ankomst, kan vi ikke med sikkerhed sige noget om, hvorvidt det er lykkedes andre at gå under radaren. CTA pointerer, at størstedelen af de danske udrejste kan retsforfølges, idet de lander på dansk jord. At hjemvendte IS-tilhængere går frit rundt, kan altså være et mere sandsynligt scenarie, hvis vi vælger ikke at hente mødrene hjem til retsforfølgelse under kontrollerede forhold.
Et skridt tilbage for den globale terrorbekæmpelse
Terrorforskning er generelt præget af heftig debat og uenighed om, hvordan terrorisme bedst bekæmpes. Det er derfor værd at bemærke, at der netop på dette punkt – også blandt de internationale sikkerhedsinstitutioner – hersker udbredt enighed om, at det er en uholdbar sikkerhedspolitik, når lande nægter at hjemtage deres statsborgere fra lejrene.
Hvis det er sådan, det forholder sig, må regeringen være klar i sproget, fremfor at tage spørgsmålet om sikkerhed til indtægt for en politisk uvilje
FN’s Sikkerhedsråd har i årevis udtrykt bekymring over, at medlemsstater som Danmark derved løber fra deres globale ansvar for at bekæmpe terror og risikerer at underminere indsatsen for at nedkæmpe IS. Allerede i 2017 vedtog FNs sikkerhedsråd resolution 2396, som bl.a. opfordrer til at tage aktive skridt mod at hente sine statsborgere hjem.
Opfordringen blev gentaget i 2018 i resolution 2427, og senest d. 29. januar, da FNs anti-terrorchef, Vladimir Voronkov, på et virtuelt møde organiseret af FNs Sikkerhedsråd, kaldte situationen for ”et af de mest presserende spørgsmål i verden i dag”.
Kort sagt haster det med at få både kvinder og børn ud af IS’ rækkevidde, før IS får mulighed for at genindlemme dem i deres organisation og gøre virkelighed af deres udtrykte intentioner om at bruge børnene som børnesoldater. At efterlade dem er både vand på IS’ propaganda-mølle og potentielt en gave til IS’ planer om genopstandelse.
Ydermere kan vi på sigt risikere, at kvinderne bidrager med deres viden om europæiske landes infrastruktur til koordineringen af langt større terrorangreb, end vi har set de seneste par år – planlagt på en afstand, der gør det mere kompliceret for vores efterretningstjenester at opfange.
Danmark er særlig godt rustet til opgaven
Voronkov pegede i øvrigt også på, at erfaringerne fra de lande, som tilsammen har hentet ca. 1000 børn og deres familiemedlemmer hjem, tyder på, at sikkerhedsbekymringer er ”ubegrundede”. Forskning viser, at særligt små børn er robuste og kan rehabiliteres med den rette støtte.
I samme tråd peger CTA på, at en potentiel trussel kan medieres af, hvorledes børnene modtages af myndighederne.
Flere internationale institutioner har udarbejdet anbefalinger til rehabilitering af hjemvendte børn. Anbefalingerne henviser netop til den form for tværfaglig sagsbehandling, som Danmark – med udgangspunkt i den lovmæssige ramme, der er for SSP-samarbejdet mellem kommunale myndigheder og politi – er særligt erfaren ud i. Danmark har derfor et særdeles veludviklet udgangspunkt for at varetage opgaven.
Tilbage står, at der ikke er tilstrækkelig sikkerhedsmæssigt belæg for regeringens beslutning om ikke at hente børnene hjem. Man kan få den mistanke, at beslutningen blev truffet på baggrund af, at sagen viste sig at være en varm kartoffel. Hvis det forholder sig sådan, må regeringen være klar i mælet, fremfor at tage spørgsmålet om sikkerhed til indtægt for en politisk uvilje.
LÆS MERE I POV OM SYRIEN HER
LÆS MERE I POV OM REGERINGENS VURDERING AF SITUATIONEN MED BØRNENE I SYRIEN HER
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her