Amalie Langballe: Dér, hvor jeg er fra

af i Danmark/Liv & Mennesker

FREDAGSKLUMMEN –  Når sådan noget, ”der ikke sker her”, pludselig sker her, spørger man sig selv om, ikke hvor, men hvad man er fra.

Det er ikke meningen, at en by som min skal ende på landkortet. Det er en lille by som alle andre. Men nu er den der alligevel, på landkortet. Man har måske hørt om min by, for det er her, at en far for nyligt slog sine to børn og sig selv ihjel, og hvis man ikke har fulgt den sag, så har vi i år også fået vores første deltager i tv-programmet Paradise Hotel sæson 14.

De to ting har naturligvis ingenting til fælles udover begge at sætte min by på landkortet – Det ene er en ubeskrivelig tragedie, mens det andet maksimalt er tragikomisk, men sammen fortæller de måske både noget og ingenting om dér, hvor jeg er fra.

Ikke at jeg kan gøre nogen klogere på de konkrete hændelser, for jeg kender hverken den ene eller den anden, selvom jeg har et svagt, men klart minde om at se vores kvindelige Paradise-babe som helt lille gå balancegang på det rådne plankeværk rundt om den store boldbane kun iført underbukser. Det fortæller ikke noget, udover noget om min alder.

Her kender folk hinanden, men man passer sig selv, og jeg har set mennesker gå i hundene i fred og ro. Vi bor i huse, fordi det ikke kommer andre ved, hvad der foregår bag hjemmets fire vægge, men det forhindrer ikke folk i at spekulere i det alligevel

Men lad mig alligevel prøve at  fortælle dig om min by Stenstrup på Sydfyn, der ligger mellem Svendborg og Ringe, og vi har to togstationer, selvom der ikke er nogen god grund til det.

Her kender folk hinanden, men man passer sig selv, og jeg har set mennesker gå i hundene i fred og ro. Vi bor i huse, fordi det ikke kommer andre ved, hvad der foregår bag hjemmets fire vægge, men det forhindrer ikke folk i at spekulere i det alligevel, og i Stenstrup har der altid været flere historier, end der var sandheder. For eksempel hed det sig, at min mor havde fået HIV, da hun havde fået kræft, men da hun tabte håret på grund af kemobehandling, hæklede Mettes mor huer til hende, som hun endte med at blive gladere for end sin paryk. Vi har dem faktisk endnu.

Så man sidder i sit hjem og passer sig selv og stemmer DF, for her bor flest, der har boet her i flere generationer. Der er undtagelser som for eksempel dem med mellemøstlig baggrund, der driver vores pizzeria, og de laver rent faktisk pizzaer i modsætning til det tidligere pizzeria, der vist mest eksisterede som en hvidvaskningscentral, hvis man vil tro på rygterne.

Ikke at det er noget at se ned på, for i Stenstrup tjener man hvide penge på hverdage og laver sorte penge i weekenden.

Stenstrup er et sted som alle andre. I ens fritid går man til fodbold eller håndbold, og man plejede at gå til halbal i weekenderne, men det lukkede, mens jeg var ung

Lige nu kan jeg også kun komme i tanke om en enkelt mand af afrikansk afstamning. Han færdes meget på Kirkeby-stien, som er stien til den naboby, vi ikke kan erkende, vi er smeltet sammen med. Han halter, men han tager ikke imod et lift, når man tilbyder ham det, så nu går han der i fred.

Engang, da jeg sad i Svendborg-toget på Odense Banegård, gik han forbi på perronen, og to ældre kvinder, der sad ved siden af mig, begyndte at udveksle hyggeracistiske kommentarer om hans haltende gang, men de blev hurtigt bedt om at holde kæft af en ung pige, og hun fortalte dem, at den haltende mand med afrikanske rødder ”faktisk havde været i krig” og haft det værre end dem, og jeg vidste med det samme, at pigen var fra Stenstrup, for godt nok kan vi ikke lide fremmede, men fremmede er først og fremmest mennesker, der ikke er fra Stenstrup.

Her bor også flere thailændere, kommer jeg i tanke om, men de er alle sammen dansk gift. En af dem har faktisk lige åbnet en thaimassage sammen med sin mand, og det bliver, som jeg bemærkede til min far, spændende at se, hvordan det går.

Den mest sigende opdeling, man kan lave af mennesker i Stenstrup er en opdeling i dem, der blev, og dem, der tog væk. Måske gør jeg det, fordi Stenstrup er et sted, jeg er glad for at være sluppet ud af, men kun fordi jeg er ked af, at jeg aldrig fandt ud af, hvordan man blev

Stenstrup er et sted som alle andre. I ens fritid går man til fodbold eller håndbold, og man plejede at gå til halbal i weekenderne, men det lukkede, mens jeg var ung.

Der er stadig traktortræk om sommeren, og selvom Heartland Festival på Egeskov Slot foregår i vores naboby, Kværndrup, kender jeg kun folk fra København, der skal til det. Her i Stenstrup har jeg hørt det omtalt en gang, og der blev det kaldt noget citat ”hippie-lort,” og ham greven skulle også altid være citat ”fin på den.” Behøves jeg at sige, at det er Stenstrup, der har lært mig, at jeg ikke er noget, men at der altid vil være nogen, hvis jeg en dag vender hjem?

Det slår mig nu, at jeg har skrevet ”vi” og ”min by” om Stenstrup hele vejen gennem denne tekst, selvom der kun er tre år til, at jeg har boet flere år af mit liv uden for Stenstrup end i Stenstrup, og selvom jeg ikke regner med at komme tilbage.

Det er en fejl fra min side, for den mest sigende opdeling, man kan lave af mennesker i Stenstrup er en opdeling i dem, der blev, og dem, der tog væk. Måske gør jeg det, fordi Stenstrup er et sted, jeg er glad for at være sluppet ud af, men kun fordi jeg er ked af, at jeg aldrig fandt ud af, hvordan man blev.

Topillustration: Stenstrup, Kåre Thor Olsen, Wikimedia Commons.

Amalie Langballe er freelancejournalist og skriver blandt andet for Information, Berlingske og Vice. Hun har skrevet om alt fra uddøde dyr til nudes på snapchat og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalistskole i 2017.

Seneste artikler om Danmark