Peter Mosumgaard

Hvorfor tager du ikke dine piller – hvorfor skal vi diskutere det hele tiden?

i Musik/Liv & Mennesker af

MUSIK // INTERVIEW – Det er velkendt, at forfatteren Peter Øvig Knudsen for to år siden var indlagt på den lukkede afdeling på Rigshospitalet efter en tung depression. Her modtog han syv behandlinger med elektrochok. Hvordan påvirker en sådan situation de pårørende? Knudsens nærmeste og ældste ven, Niels Mosumgaard, har udgivet EP’en ‘Man er kun et menneske, hvor han synger sange, inspireret af sine refleksioner og følelser i forbindelse med vennens sygdom. ”Det er som, jeg har jeg været udsat for et chok. Jeg tror det skyldes, at jeg var ved at miste Peter. Der var en reel risiko for at han ville tage sit eget liv. Det var et langt forløb med et stort pres,” siger han til POV’s Jan Eriksen.

”Det er okay, at Peter er her. Vi tager os af ham.”

Bare to sætninger sagt af en sygeplejerske en januardag i 2018. Ganske få ord, der gjorde en verden til forskel for musikeren Niels Mosumgaard.

”For første gang i løbet af en meget lang og hård proces følte jeg mig set.”

Sammen med Peter Øvig Knudsens kæreste og en anden nær ven tog Mosumgaard i januar 2018 initiativ til at få den kendte forfatter indlagt på den lukkede afdeling på Rigshospitalet. Forud var gået et halvt år med mange samtaler, mange gåture i Dyrehaven, alt imens Knudsen gradvis sank langt ind i et mørke, så sort, at der til sidst kun var elektrochok tilbage.

Den historie er fortalt af Peter Øvig Knudsen selv i forbindelse med bogen Min mor var besat, som han var i færd med at skrive på tidspunktet for sin indlæggelse.

På en ny EP synger Mosumgaaard sange, der udspringer af hans oplevelser som pårørende af at skulle tage et ultimativt skridt: tvangsindlæggelse af en selvmordstruet mand.

EP’en Man er kun et menneske er  hans anden plade på bare to år efter en lang karriere som musiker blandt andet i Sweethearts, som komponist og som formand i organisationerne Danske Populær Autorer og Koda.

Alle sange på Man er kun et menneske er opstået ud af refleksioner og tanker i perioden efter Øvig Knudsens udskrivning i marts 2018 og efterfølgende heling. Det er danske singersongwriter-rocksange med meget på hjerte. Sange om et venskab. Et broderskab.

Vi boardede de aarhusianske busser med sang og karameller. Et af højdepunkterne var, da Aarhus Stiftstidende skrev en artikel om vores initiativ. Det var lidt i tråd med BZ’erne, der dukkede op i København. Vi besatte ikke huse, men på vores teenage-agtige måde ville vi være eksempler for andre

Historien om venskabet mellem Peter Øvig Knudsen og Niels Mosumgaard begynder med et skænderi i skolegården på Rundhøjskolen i Holme, syd for Aarhus. Peter og Niels, begge 11, har kastet sig ud i et bladprojekt. Og nu er de blevet uenige om økonomien. På en eller anden måde lykkes det dog de to drenge at komme overens, for deres diskussion bliver indledning til det venskab, der nu har varet i 47 år.

Det stencilerede Holmebladet, hvor Niels debuterede med en artikel om Holme Sognegårds indvielse, solgte de foran Brugsen i Holme.

”Vi begyndte at gå lange ture om søndagen. Vi havde begge nogle ting med vores familier, som vi fik talt om undervejs,” fortæller Niels Mosumgaard, som POV møder på en café i det nordlige København.

Efter gymnasiet skabte de to venner en gør-det-selv bevægelse, hvor de opfordrede folk til at tage ansvaret for sig selv.

”Vi boardede de aarhusianske busser med sang og karameller. Et af højdepunkterne var, da Aarhus Stiftstidende skrev en artikel om vores initiativ. Det var lidt i tråd med BZ’erne, der dukkede op i København. Vi besatte ikke huse, men på vores teenage-agtige måde ville vi være eksempler for andre.”

Om ikke andet kom der det ud af deres bevægelse, at de begge lærte at tage ansvar for sig selv. Og senere hinanden, som det skulle vise sig i forbindelse med Øvigs indlæggelse på Rigshospitalet.

Har aldrig arbejdet sammen

”Vi har rejst meget sammen, men vi har aldrig nogensinde arbejdet sammen. I 1977 var vi som 16-årige på Roskilde Festival. På den tur opdagede vi også, at vi kunne skændes. Jeg tror, at en grund til, at vores venskab har holdt i så mange år, er, at vi aldrig har arbejdet sammen,” siger Mosumgaard.

Peter Øvig Knudsen har altid haft sine op- og nedture – især når han nærmede sig afslutningen af sine bøger. Men det har altid været sådan, at når han var færdig, nåede han lyset. Det skete bare ikke denne gang. Tværtimod

”Peter og jeg er blevet hinandens historie. Efter så mange år med så mange oplevelser, diskussioner, musik og alt muligt andet bliver man hinandens forståelse af verden. Der en fælles referenceramme, som man bliver ved med at opdyrke. De udfordringer, man oplever – skilsmisser, nye koner og kærester – kan man spejle i sit venskab.”

Peter Øvig Knudsen har altid haft sine op- og nedture – især når han nærmede sig afslutningen af sine bøger.

Men det har altid været sådan, at når han var færdig, nåede han lyset. Det skete bare ikke denne gang. Tværtimod. Det begyndte for alvor at mørknes i september 2017.

Mosumgaard, den anden ven og Øvigs kæreste blev mere og mere bekymrede.

”Vi mødtes med ham på ugentlig basis, men han blev bare ved med at sige, at det blev mere og mere mørkt. Han blev ældre og ældre at se på. Sank sammen. Nægtede at tage sin medicin. Han begyndte at sige mærkelige ting som, at han befandt sig i en anden verden end os andre.

En dag måtte jeg sige til ham, at hvis han ikke tog sin medicin, kunne jeg ikke være med længere. Det virkede,” siger Niels Mosumgaard, og tilføjer:

”Der er et split; en afgørende afgørelse: er det et eksistentielt, psykologisk problem. Vi er ved at blive gamle og den slags? Eller det et psykiatrisk spørgsmål. Noget man kan medicinere sig ud af.

Vi prøvede at tale med Peter. Man skal huske, at Peters første bog Er du sindssyg? indeholdt en stor kritisk af det psykiatriske system.

Min sang Man er kun et menneske stammer fra de samtaler. Vi er kun mennesker – med al den uperfektion og skrøbelighed det indebærer. En psykolog sagde, at Peter skulle opsøge en psykiater, for hun kunne ikke gøre mere.”

Helt grundlæggende er det sange til mig selv. Men det er også en kærlighedserklæring… jeg tror vi begge har opdaget taknemmeligheden. Vi har skændtes, været brødre, rejst. Denne proces har fortalt os begge, at intet er givet. En relation som vores er dyrebar

Under protest fik de Øvig indlagt. Først på den lukkede på Rigshospitalet, hvor der var plads lige den dag, senere på den åbne afdeling. Det blev til syv behandlinger med elektrochok.

”Den morgen, hvor vi kom ud for at indlægge Peter, var han rasende. Jeg havde besluttet, at nu var der kun en vej. Og så måtte det briste eller bære.”

Det bar. Øvig Knudsen var indlagt i et par måneder frem til begyndelsen af marts 2018. Han vendte hjem til sin familie i Jægersborg og en bog, der skulle skrives færdig. Tilbage stod Mosumgaard, der selv var på tærsklen til en depression.

”Jeg har reageret meget mere sårbart på det, end jeg havde troet, at jeg ville. Det er som, jeg har jeg været udsat for et chok. Jeg tror det skyldes, at jeg var ved at miste Peter. Der var en reel risiko for at han ville tage sit eget liv. Det var et langt forløb med et stort pres,” siger Mosumgaard.

Enormt grænseoverskridende

”I den situation er man som pårørende nødt til at være enormt grænseoverskridende. Jeg gik langt ud over hans grænser. Og det har påvirket mig meget voldsomt. Meget voldsommere end jeg nogensinde havde forestillet mig.”

En anden sang, den stilfærdigt indtrængende Ser du stjernerne, opstod, da Peter Øvig Knudsen og Mosumgaard genoptog deres vandreture i Dyrehaven.

”Det er en intim sang, vil jeg sige. Det slog mig, at jeg var holdt op med at se træerne. Jeg var så meget inde i mit hoved. I al sin banalitet var det vigtigt for mig at huske at se og mærke uanset, hvordan alting omkring mig i øvrigt er.”

– Hvor meget er det sange til dig. Hvor meget er det sange til Peter?

”Helt grundlæggende er det sange til mig selv. Men det er også en kærlighedserklæring… jeg tror vi begge har opdaget taknemmeligheden. Vi har skændtes, været brødre, rejst. Denne proces har fortalt os begge, at intet er givet. En relation som vores er dyrebar,” siger Mosumgaard, og tilføjer:

“Jeg har ikke lyst til at gøre det, at man er pårørende til mennesker i psykiatrisk behandling, til en sygdom. Jeg tror ikke det betyder så meget om, man er pårørende til en kræftsyg eller en, der som Peter er tvangsindlagt.”

“Så længe det handler om mennesker, der er dødstruede, går man med den syge ind i det rum, hvor man skal være stærk. Være den, der husker og støtter, være til stede. Det at man træder ind i et sådan rum gør en udsat. Derfor skal man huske at passe på sig selv.”

Hvorfor tager du ikke dine piller? Hvorfor skal vi diskutere det hele tiden. Hvorfor skal hvert eneste skridt være op ad bakke? I stedet for at pakke det ned, tror jeg, det er mit budskab, at det er okay at have disse følelser

Mosumgaard understreger, at han er selvfølgelig lettet over, at hans ven blev rask. Men han står også ved, at han blev irriteret på ham undervejs.

”Hvorfor tager du ikke dine piller? Hvorfor skal vi diskutere det hele tiden. Hvorfor skal hvert eneste skridt være op ad bakke? I stedet for at pakke det ned, tror jeg, det er mit budskab, at det er okay at have disse følelser,” siger Niels Mosumgaard.

Den første oplevelse af lettelse for Niels Mosumgaard

Der opstår pludseligt en stilhed i caféen. Som en tanke; at alle maskiner bag baren respekterer, at Øvigs ven har brug en pause.

”Alt det, vi taler om her, er en måde at forstå mine sange på. Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, at det er hårdt og svært at tale om.”

– Kan man forlange større opmærksomhed på de pårørende fra systemet? Eller det den enkelte selv, der skal arbejde med sine efterveer?

”Det er svært at sige. Der findes heldigvis en del pårørendegrupper. Nogle er desværre kun for familie. Ikke venner. Der findes foreninger. Jeg tror, at mit næste skridt bliver at kontakte Bedre Psykiatri. Det handler lige så meget om at tillade sig selv at stå ved sine følelser.”

Igen en lille pause.

”Alle ved, hvor pressede plejepersonalet i sygehusvæsenet er. Jeg tror også, at det det til trods indimellem handler om at gøre den lille forskel. Den dag, jeg forlod Rigshospitalet, efter Peter var blevet indlagt, var der en sygeplejerske, der sagde, at det var okay. At de nok skulle passe på ham. Det var okay, at vi havde indlagt ham. Det var min første oplevelse af lettelse i meget, meget lang tid. Det var min første fornemmelse af, at der faktisk var nogen, der påtog sig ansvaret.”


Niels Mosumgaard

Er kendt for sit musikpolitiske arbejde og har bl.a. i seks år været bestyrelsesformand i KODA og er nu
formand i DPA (Danske Populær Autorer). I 2018 udgav han sit første soloalbum med egne sange. Han var
med til at etablere bandet Sweathearts som han spillede med en årrække og har desuden været
sangskriver for kunstnere som Bamboo Brothers, Peter Brander, Troels Skovgaard, Kristian Lilholt og Ester
Brohus.

Medvirkende på EP’en Man er kun et menneske:
Niels Mosumgaard: Vokal, guitarer, producer (Solo på Ser du stjernerne)
André Sørensen: Bas
Henrik Askou: Trommer
Lasse Storgaard: Orgel og keyboards
André Bak: Trompet (Man er kun et menneske)
Anders Stigsgaard: Trombone (Man er kun et menneske)
Indspillet i Soundscape af Louise Nipper
Mikset og masteret af Nikolaj Vinten


Foto: Pressefoto – Peter Mosumgaard.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Musik