OPERA // ANMELDELSE – Vivaldis opera fra 1735 Griselda sætter fokus på kvinderollen, der overbeviser med sin retlinethed og fastholdes i et musikalsk sprog, der i dag stadig gør stort indtryk – næsten 300 år efter værkets undfangelse.
Opera på Vivaldis tid var en langstrakt foreteelse, hvor man tilbragte hele aftener og store dele af natten i teatret – ofte med flere værker på plakaten samme aften. I Det Kongelige Teaters stramme og veltilrettelagte opførelse af Vivaldis Griselda fra 1735 nøjes vi med to halvanden-times afdelinger, adskilt af en enkelt kort pause. Hver afdelings henholdsvis tolv og ni scener flyder sammen i et samlet glidende flow, som scenografiens changements à vue både formidler og muliggør på bedst tænkelige vis.
Operaen står dermed aldrig stille – også selvom de to gange halvanden times ustoppelige da capo-arier med de obligate recitativer og mindre mellemspil undertiden kan føles overvældende i så lange stræk. Man forlader alligevel forestillingen med både opløftet og oplyst sind.
Vi står over for en Vivaldi-forestilling, som den måske bedst kan iscenesættes, synges og opføres – nu knap 300 år efter den kom til verden.
Dette skyldes primært den fine og skarpe tegning af hver enkelt karakter – i såvel musikken, den melodiske udformning, de afvekslende tempi og karakter som ikke mindst i de sprogblomstrende tekster.
I barokken synger de agerende alle i lignelser og billeder. Når bølgerne går højt og stemningen er pisket op, synges der allegorisk oftest om skibe i voldsom havsnød – symbolbærende skildringer af personernes indre konflikter i de umulige situationer, de befinder sig i. Og når harmonien og lykkefølelsen igen har indfundet sig, synges der billedligt talt om pastorale naturidyller og stille vejr.
Voldsomme skæbneskift og begivenhedsforløb
Griselda er ingen undtagelse, men er samtidig en meget jordnær beretning om, hvordan man gør en kvinde fortræd, efter at hun fra fattige kår er blevet ophøjet til dronning og udsættes for svig og list fra sine fjender. Først ydmyges hun, da hendes datter – og senere også hendes søn – tilsyneladende myrdes. Dernæst bliver hun forstødt af kongen.
Alt løser sig dog til sidst: Herskerens nye dronning viser sig at være Griseldas egen datter, som har overlevet, ligesom også hendes lille søn stadig er i live. Kongen indser sine fejltagelser, tilgiver hustruen og tager hende til sig igen – samtidig med at han også tilgiver hendes fjender deres onde rænkespil.
Idyllen indfinder sig igen, og moralen bliver til slut den, at troskab og standhaftighed i de ægte kærlighedsfølelser vil overvinde alle hindringer.
Så vidt så godt – men hvad der måske nok mest af alt overbeviser ved dette lidt forudsigelige handlingsforløb, er den dramatiske nerve, hvormed Vivaldi og hans librettister Apostolo Zeno og Carlo Goldoni formår både at formidle og udleve handlingens voldsomme skæbneskift og begivenhedsforløb.
Værket savner måske nok egentlige duetter og terzetter – de sidste antydes kun en enkelt gang mellem de tre hovedpersoner – ligesom også korsatser ville have udvidet den dramatiske skildring betragteligt. Dertil kommer, at man savner træ- og messingblæsere i orkestret, der udelukkende består af strygeinstrumenter, theorbo og cembalo – hvorved klangbunden forbliver lidt vel ensartet.
Om værket er konciperet således, skal jeg lade være usagt, men Vivaldi har i flere af sine øvrige operaer fra denne periode opvist betydeligt større orkestrale klangmuligheder end i denne opførelse.
Stringens
Sangligt er vi på allerøverste hylde – og det i en besætning, der ligefrem strutter af sanglyst, vilje til dramatisk udtryk og klar disponering af kræfterne. Stærkest står her titelrollen og datteren Costanza, sunget af henholdsvis kontraalten Noa Beinart og sopranen Mari Eriksmoen.
Begge farver deres stemme på noget nær ideel vis i upåklagelige registerskift, formidable spring og rasende koloraturer.
Det, der måske nok mest overbeviser ved denne opsætning, er den stringens, hvormed intrigen og de mange temperamentsudsving fortolkes
I Costanzas højdramatiske arie Agitati da due venti står vi nok over for en af operalitteraturens allermest krævende koloraturarier, der i både udtryk og tekniske krav ikke på nogen måde ligger under for Mozarts Nattens Dronning-koloraturer i hans mere end et halvt århundrede senere opera Tryllefløjten. Men også de øvrige medvirkende udsætter sig i Griselda for halsbrækkende koloraturer og fraseringsudfordringer.
Men hvad der måske nok mest overbeviser ved denne opsætning, er den stringens, hvormed intrigen og de mange temperamentsudsving fortolkes. Som tidligere nævnt er alle arier her tekstligt formidlet i ordbilleder om personernes indre og ydre sindstilstande – fra de højeste lykketinder til den dybeste desperation, fra fortvivlelse til henrykkelse. Men aldrig udstilles disse vildt kontrasterende sindstilstande i overdrevne eller forivrede gesti.
Essentielt – i ordets bedste betydning – bliver derfor kodeordet for denne opsætnings dominerende kvaliteter i såvel sanglig som scenografisk og kostumemæssig forstand. Men allermest i personinstruktionen, der er af forbløffende scenisk naturlighed.
Orkestret står samtidig akustisk skarpt, præcist og lydhørt over for sangerne, og dirigenten er ikke mindre fintfølende over for samtlige medvirkende.
Konklusionen bliver derfor den helt essentielle: at vi står over for en Vivaldi-forestilling, som den måske bedst kan iscenesættes, synges og opføres – nu knap 300 år efter den kom til verden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og