Peter Johannes Schjødt: Det er jo ikke kun økonomien, fremtiden skal arve

Peter Schjødt 04.04.2020

ESSAY – ”Ud fra et rent økonomisk rationale har vi måske gjort noget forkert, noget økonomisk irrationelt, som vi kommer til at betale for senere. Men det er mennesket, der definerer, hvad det menneskeligt rigtige er”, skriver Peter Schjødt. ”Fremtiden vil ikke vurdere os på, om vi for en periode valgte at svække den økonomiske vækst ved at sætte prisen på menneskeliv meget højt. Den arv, som fremtiden vil tage til sig, er, at vi valgte at lindre menneskelig lidelse.”

Det er ikke let at være nogen, sagde Dan Turèll, og det er en god psykologisk indsigt at møde andre mennesker med. Der ligger en slags mildhedens etik i at have øje for det skrøbelige element i andre, og anerkende det som noget almenmenneskeligt.

Det solide liv, som de fleste af os har, rummer også en sårbarhed, og det var den, som Dan Turèll havde et klart og medfølende blik for: Det er ikke let at være nogen.

Er det udelukkende et økonomisk rationale, der skal afgøre, om det er prisen værd at holde f.eks. italienske, spanske, iranske og amerikanske tilstande fra døren, hvor mennesker lider og dør i et omfang, som nærmest er utænkeligt

Sådan som man betragter mennesket, sådan behandler man det, sagde Peter Kemp, min gamle professor i filosofi. Hvis man betragter mennesket som sårbart, skrøbeligt og uerstatteligt (sådan som man i virkeligheden betragter sig selv), vil man også behandle mennesker med værdighed og mildhed.

Men der findes jo også andre muligheder. Bare nogle få uger inde i coronakrisen, har vi allerede oplevet, at der stilles spørgsmål ved, hvad det egentlig er for en krise, vi befinder os i. Er det primært en humanitær og sundhedsmæssig krise, som handler om at afhjælpe menneskelig lidelse og redde liv, eller skal der være langt mere fokus på, at det også er en økonomisk krise?

Den højeste pris

Tidligere statsminister Lars Løkke har allerede erklæret sig enig med Donald Trump i, at “kuren må ikke blive værre end problemet!”

Man kan selvfølgelig spørge, hvad det mon betyder? Hvordan går det f.eks. med balancen mellem kuren og problemet i USA? Faktisk ser det ud til, at kuren slet ikke eksisterer, mens problemet til gengæld vokser. Men flere har tilsyneladende fået øje på problemer med kuren.

En avisredaktør, en tænketanksleder, et par økonomer og nogle erhvervsfolk mener således, at den økonomiske indsats, som det danske samfund i dag yder for at bekæmpe coronavirus, måske er for høj. Kuren er efter deres mening ved at blive problemet, fordi indsatsen er så bekostelig, at den vil ramme fremtidige generationer, bl.a. i form af et svækket sundhedssystem.

Helt konkret handler det om, hvad et menneskeliv må koste? Eller med andre ord: hvad vi som samfund vil betale for at redde et menneskeliv. Er det en for høj pris, vi betaler gennem nedlukningen af næsten hele samfundet? Her er det ikke det enkelte menneskes individuelle skrøbelighed og uerstattelighed, det drejer sig om, men hvad tingene koster, og hvad vi ellers kunne have fået for pengene.

Det er jo ikke kun økonomien, som fremtiden skal arve, det er i høj grad også vores menneskesyn, vores syn på hinanden og hvad det vil sige at leve sammen i et samfund

Først og fremmest ser det ud til, at indsatsen for at redde menneskeliv under coronakrisen vil bremse væksten. Og i økonomisk sammenhæng er dét næsten et større tab end tabet af menneskeliv.

Penge i kassen

Nøgne økonomiske målsætninger, som f.eks. vækst for vækstens skyld, har alligevel behov for et eller andet at iklæde sig for ikke at miste legitimitet. Lige nu er det et etisk hensyn til fremtidens sundhedssystem og velfærd, der er blevet tildelt rollen som slør og staffage. Det er på mange måder bemærkelsesværdigt.

Normalt er det jo ikke ligefrem bekymringen for fremtidige generationers ve og vel, der plejer at trykke Lars Løkke og folkene fra erhvervslivet og liberale tænketanke, når det f.eks. drejer sig om at tage hensyn til miljøet for at forhindre klimakatastrofer.

Det er imidlertid ikke ualmindeligt at betragte økonomien som det, der først og fremmest skal tages hensyn til, fordi hele samfundet afhænger af, om der er penge i kassen. Det kaldes at være realistisk, mens det at tage udgangspunkt i mennesket ofte bliver betragtet som naivt.

Hvor mange gange er klimaaktivister ikke blevet kaldt naive og farlige for den økonomiske udvikling, netop fordi de kræver økonomien om på bagsædet og hensynet til mennesket placeret på førersædet.

Fremtiden vil ikke vurdere os på, om vi for en periode valgte at svække den økonomiske vækst ved at sætte prisen på menneskeliv meget højt. Den arv, som fremtiden vil tage til sig, er, at vi valgte at lindre menneskelig lidelse

Selvfølgelig handler det om villigheden til at betale, også i forbindelse med at gøre det nødvendige for at inddæmme smitten og redde liv. Men svaret findes jo ikke kun ved at se på, om indsatsen evt. mindsker den økonomiske vækst i en periode.

Er det udelukkende et økonomisk rationale, der skal afgøre, om det er prisen værd at holde f.eks. italienske, spanske, iranske og amerikanske tilstande fra døren, hvor mennesker lider og dør i et omfang, som nærmest er utænkeligt?

Er det et abstrakt økonomisk spørgsmål, om vi skal gøre alt for at undgå, at se lig blive kørt bort på en truck og læsset ind i en lastbil?

Når det hævdes, at løsningen på disse enorme udfordringer er ved at blive selve problemet, så kikker vi lige ind i en ansigtsløs økonomisk verden, som er i modstrid med vores håb og eksistentielle behov.

Som den franske forfatter Michel Houellebecq har skrevet, så ville det ende med, at både samfundet og menneskene dør af økonomi, for det er jo ikke kun økonomien, som fremtiden skal arve, det er i høj grad også vores menneskesyn, vores syn på hinanden og hvad det vil sige at leve sammen i et samfund.

Lad os ikke glemme det enkelte individ

Den økonomiske fornuft tilsiger, at det er menneskene, der skal sættes under økonomiens anonyme kontrol. Til det kunne man bemærke, at det er økonomien, som må tvinges til at følge en etik – en mildhedens etik – som taler om at give afkald for at redde liv og lindre lidelse hos andre.

Det er ikke økonomien i sig selv, som kan træffe beslutninger, selv om det ofte kan lyde sådan, når vi bliver orienteret om, “hvad økonomien kræver”, som det hedder. Det lyder som om økonomien ikke er for mennesker og ikke gjort af mennesker. Det er i denne anonymitet, at økonomien bliver kynisk.

Ja, der bliver økonomisk nedgang efter coronakrisen, men ville det have været mere samfundsnyttigt, hvis vi havde valgt at gøre en mindre indsats for at redde mennesker? Ville det være en bedre arv, vi sendte videre til fremtiden, hvis vi havde prioriteret økonomisk vækst frem for menneskeliv?

Det er netop prioriteringer, det drejer sig om. Hvad vil vi med hinanden i samfundet, hvad er vi parate til at give afkald på for at sikre menneskelig værdighed?

Økonomien er ikke en selvstændig verden uden bånd til menneskelig kærlighed, omsorg og medfølelse. Tænk – vi kan faktisk vælge at bruge samfundets penge på netop at udtrykke fællesskabets medfølelse og omsorg i en situation, som FN’s generalsekretær António Guterres kalder for den største krise siden anden verdenskrig

Etik handler om den gode væremåde, som den franske filosof Alain Badiou udtrykker det, eller om handlingens visdom.

Debatten om vi sætter prisen for et menneskeliv for højt, viser hvor vigtigt det er ikke at blive fanget i en grandios selvforståelse, som tillader reducering af mennesker til blot økonomiske størrelser. Så vil svaret nemlig blive udtryk for økonomisk rationalitet og ikke for etisk visdom.

Når vi gennem anonyme statistiske samlebetegnelser får reduceret grupper af mennesker til f.eks. “de ældre”, “de kroniske”, “de dyre og uproduktive”, så glemmes det let, at det enkelte individ har et ansigt og en livsoplevelse, som gør det specielt og uerstatteligt.

Hermed bliver det også lettere at vurdere deres værdi på en måde, som man ikke ville, hvis man mødte dem som enkeltstående individer. Men det er principielt sådan økonomien tænker. Her er ingen noget særligt, her må alle vejes og prissættes.

Jeg tror, at coronatiden om noget har lært os den etiske visdom at kunne se igennem økonomiens “krav” om at stå over det menneskelige samfund, som en helt egen guddom, der kan fortælle os om det rigtige og det forkerte.

Ud fra et rent økonomisk rationale har vi måske gjort noget forkert, noget økonomisk irrationelt, som vi kommer til at betale for senere. Men det er mennesket, der definerer, hvad det menneskeligt rigtige er.

Fremtiden vil ikke vurdere os på, om vi for en periode valgte at svække den økonomiske vækst ved at sætte prisen på menneskeliv meget højt. Den arv, som fremtiden vil tage til sig, er, at vi valgte at lindre menneskelig lidelse.

Økonomien er ikke en selvstændig verden uden bånd til menneskelig kærlighed, omsorg og medfølelse. Tænk – vi kan faktisk vælge at bruge samfundets penge på netop at udtrykke fællesskabets medfølelse og omsorg i en situation, som FN’s generalsekretær António Guterres kalder for den største krise siden anden verdenskrig.

Dét er udtryk for en mildhedens etik midt i en storm, som kræver handlingens visdom.

LÆS ALLE PETER SCHJØDTS TEKSTER PÅ POV HER.

Foto: Kenneth Gerlach/Flickr.

Peter Schjødt

Peter Johannes Schjødt er uddannet i filosofi og samfundsvidenskab. Har skrevet en lang række bøger, bl.a. ”Velfærd eller ufærd?”, ”Kritik af den politiske optimisme”, ”Tiden, tempoet og tomheden” og ”Julies hjerte.” Er desuden medforfatter til ”Magtens Bog”. Har tidligere været redaktør ved DRs P1, og leder af Radiodokumentaren, også ved DR, og desuden kommentator ved Information og boganmelder ved Berlingske. I dag er han freelanceskribent, foredragsholder og blogger om kultur, etik og eksistens. Du kan følge Peters arbejde på bloggen peterschjodt.wordpress.com.