FILM // ANMELDELSER – Det er krigstid, også på det italienske biograflærred. Den garvede instruktør Gianni Amelio skildrer 1. Verdenskrigs rædsler fra et militærhospital i filmen Campo di battaglia, mens debutinstruktøren Margherita Vicario mere lystigt sparker kampen i gang for kvindefrigørelsen i 1800-tals-musicalen Gloria! Astrid Grove har set to af de film, der er at finde på programmet for Grand Teatrets italienske filmfestival, og som på betagende vis skildrer vores samtids aktuelle dilemmaer.
Året er 1918, og døde mænd ligger i bunker stablet ovenpå hinanden. Åbningsscenen i Campo di battaglia (eng. titel: Battleground) er grum, men det bliver ikke bedre, når vi bevæger os væk fra krigens slagmark og ind i en lille norditaliensk bjerglandsby. Her oplever vi nemlig det sidste år af 1. Verdenskrig fra et militærhospital, hvor de sårede unge mænd i tyverne ryster af paranoia og har kropsdele slået ud af kurs.
Spørgsmålet er, om lægerne skal behandle soldaterne for at sende dem tilbage til frontlinjen eller hjælpe dem med at komme hjem til deres familier. De to læger, der desuden er gamle studiekammerater, Stefano og Giulio, ser forskelligt på dette spørgsmål, og det er her, en ny kampplads opstår.
I krig er alle ofre
Ifølge instruktøren Gianni Amelio er det ene svar på dét spørgsmål ikke mere rigtigt end det andet, da den virkelige tragedie er krigen. “I krigen er alle ofre, bortset fra magthaverne, der beskytter sig selv, netop på grund af deres forbandede magts styrke”, fortæller Amelio i et interview fra Venedig filmfestival i 2024.
En af de magtfulde i filmen er Stefanos velhavende far, der læser avisen Gazzetta del Popolo med sin morgenkaffe og ryger cigar i sin bekvemme spisestue, mens stuepiger står klar til at servere. Farvetonerne er varme ligesom i en bryllupsscene, der foregår i en solbeskinnet grøn skov, hvor kvinderne bærer nålestribede jakkesæt og farverige hatte pyntet med sløjfer, mens vindrueklaser, valnøddekerner og rødvin serveres ad libitum.
Det, instruktøren Amelio især gør godt, er de socialpolitiske skildringer af lande og regioner
Kontrasten mellem magtens overdådighed og krigens realiteter forstærkes af filmens hurtige sceneskift fra de dekadente omgivelser til hospitalets sterile, hvide metalsenge, hvor de klynkende soldater ligger på række.
Vi får nærbilleder af soldaterne, som et slags persongalleri af historier fra slagmarken. Samtidig fremtræder soldaterne som en uendelig masse, som når kameraet panorerer forbi soldaternes ansigter, der overværer en henrettelsesscene. Krigsfilmens universelle dilemma er nemlig, om vi bør se på soldaterne som individer med hver deres traume og ret til at komme hjem fra slagmarken, eller som uniformerede mænd, hvis eneste pligt er at tjene den krigsramte nation.
Italiensk filmuge stiller aktuelle spørgsmål
Krigsfilmen stiller aktuelle spørgsmål, og jeg sidder tilbage og spørger, hvor meget det enkelte menneske kan holde til, hvis krigen, med sine uundgåelige sygdomme og dødsfald, bryder ud. Gianni Amelio er kendt for sine politiske og socialrealistiske film, som har høstet mange priser. I 1992 vandt Amelio Grand Prix i Cannes for Il ladro di bambini (Børnetyven), der skildrer en carabiniere, en politibetjent fra forsvarsministeriet, der eskorterer et søskendepar fra Milano til Sicilien, efter moderen er kommet i fængsel for at prostituere sin 11-årige datter.
Hjemme i Danmark vandt filmen Lamerica, om social uretfærdighed i det postkommunistiske Albanien, Bodilprisen for bedste europæiske film i 1996. Det, Amelio især gør godt, er de socialpolitiske skildringer af lande og regioner. Og i hans nyeste film, er det værd at lægge mærke til soldaternes dialekter, som i filmens start, hvor de norditalienske indbyggere står måbende og uforstående over for en soldat med sardinsk dialekt, der råber om, at fjenden er på vej.
Værdien i Campo di battaglia ligger nemlig både i skildringen af de italienske regioners mangfoldighed og i påmindelsen om, at krigens udbrud medfører brutale opgør – også væk fra frontlinjen.
Musikkens kampplads, Gloria!
Ved den nordlige Adriaterhavskyst finder vi en kamp mellem historiens oversete kvinder og magtfulde mænd. Filmen Gloria! foregår i år 1800, hvor pave Pius 7. netop er blevet valgt efter et 114 dage langt konklave i Venedig. Til ære for den nye pave vil kapelmesteren Perlina komponere en koncert med Sant’Ignazio-instituttet – en nedslidt klosterlignende musikskole for unge piger.
Det er de unge pigers frigørelse, der er på agendaen i Margherita Vicarios debut som filminstruktør. Når en af tjenestepigerne finder et pianoforte i kælderen på instituttet, får hun chancen for at udleve sine musikalske evner sammen med instituttets korpiger i al hemmelighed for den undertrykkende og voldelige kapelmester. Pigernes venskaber blomstrer med dans og glade popmelodier, hvor vi ser den særlige følelse af uovervindelighed, der findes blandt unge mennesker, der skal til at smage friheden for første gang.
Selvom både “Gloria!” og “Campo di battaglia” skildrer historiske begivenheder, fremstår de mere som sanselige rammer for aktuelle dagsordener
Instruktøren, der også er sanger, har lagt filmens backstage-video på sin Youtube-kanal. Her øver skuespillerne sig blandt andet i at vifte et hvidt lagen op mod himmelen, så det siger swoosh, for dernæst at strække lagnet ud to gange, med et så fast greb, at det lyder som en fugls blafrende vinger. De skrubber vasketøj i kor, og skvulper det ned i et stenkar fyldt med vand på nøjagtig samme tidspunkt for at skabe rytmiske slag.
Kameraet filmer close-ups af de ‘musikalske’ værktøjer, og de scener indrammer filmen som en opfindsom og betagende musical med bragende popsange – som ”ARIA!”, der i 2025 vandt David di Donatello-prisen for bedste originale sang.
Komisk periodedrama
I filmen får pigernes glade musik dog stukket en kæp i hjulet af deres rigide overordnede. De har parykker med proptrækkerkrøller, brillerne sidder skævt og de er yderst dramatiske, som når kapelmesteren går amok over ikke at kunne færdiggøre sin tekst til paven. Som modsætninger er instituttets piger, der ganske vist er indsnøret i blå regency-kjoler med høje taljer, gulvlange skørter og lave, firkantede halsudskæringer, fyldt med håb for en ny og mere retfærdig verden.
Det komiske periodedrama foregår i starten af det 19. århundrede, hvor Venedig, få år forinden, var blevet invaderet af franske tropper – med Napoleon Bonaparte i spidsen – hvilket bragte byens over 900 år lange status som selvstændig republik til ende. Det er en opbrudstid, og de rammer bruger instruktøren i sin kamp for de oversete kvindelige komponisters frihed, lighed og søsterskab.
Selvom både Gloria! og Campo di battaglia skildrer historiske begivenheder, fremstår de mere som sanselige rammer for aktuelle dagsordener. De politiske og sociale omvæltninger er nemlig i den grad på programmet til Grands filmfestival, der viser nogle af de bedste italienske film fra 2024, som hermed anbefales. De øvrige film, der vises, er Quell’estate con Irène, Vermiglio, Diamanti, Il tempo che ci vuole og Familia, og programmet kan ses her.
Gloria! er festivalens åbningsfilm søndag kl. 19, mens Campo di battaglia vises onsdag. Enkelte af filmene får i øvrigt senere regulær dansk biografpremiere.
Se det omtalte interview med Gianni Amelio.
Se den omtalte backstage-video fra Gloria!
Læs flere af Astrid Groves film- og kulturtekster på POV.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og