FILM // ESSAY #2 – Kritiker Frederik Bové gør status over filmåret 2022 – et år, der bød på højere kvalitet, men hvor svagheder i den danske films fundament også begyndte at vise sig, særligt når det kommer til køn, geografi og udenlandsk eksponering. I denne del af essayet giver Bové sit bud på årets ti bedste film.
Læs første del af Frederik Bojer Bovés essay her.
10. Light Upon Light (Christian Suhr)
I virkeligheden er antropolog Christian Suhrs film Light Upon Light komplet mislykket. Han satte sig for at finde ud af, om islams mystiske viden om lys kunne formidles filmisk, hvilket ikke lykkes overhovedet. Men det siger alle de medvirkende også: Islams mystiske viden om lys kan kun erkendes på én eneste måde: Via islam.
Selvom Suhrs film altså kuldsejler, så bliver den alligevel et særligt lille eksperiment, der desperat forsøger at indfange idéer om lys gennem en ret flot æstetik, og som til sidst bliver et slags portræt af den let desperate instruktør.
2022 var et år med (for) konventionelle dokumentarer om store emner (The Lost Leonardo, A House Made of Splinters), hvilket bare gjorde Light Upon Light smukkere i min bog – som årets bedste lille mærkværdighed.
9. Abyss (Jeppe Lange)
Fra et mislykket eksperiment til et hundrede procent vellykket et af slagsen. Jeppe Lange har lavet Abyss sammen med en algoritme, der udvalgte billeder fra internettet, den mente, passede sammen, og filmen er så en 13 minutter lang billedstrøm baseret på kunstig intelligens. Former, farver, emner – det hele mixes sammen. Det kunne nærmest ikke være lavet bedre, hastigheden er helt perfekt, længden er lige der, hvor det føles vægtigt, men hvor man stadig ikke er kørt træt i det.
Det er ikke en film, jeg er vendt tilbage til i løbet af året, måske netop fordi der ikke er så mange ‘sprækker’ i den. At den ikke er årets største visuelle oplevelse, siger meget om ambitionsniveauet, vi ser hos de bedste danske instruktører.
8. Holy Spider (Ali Abbasi)
Jeg havde lidt svært ved at hidse mig op over, at Ali Abbasis Holy Spider var i hovedkonkurrence i Cannes, desuagtet at det var første gang, en dansk film var med i seks år siden Nicolas Winding Refns The Neon Demon i 2016. Det manglede da også bare at forfremme Abbasi, når nu hans Grænse vandt den næstfineste konkurrence, Un Certain Regard, i 2018, så vi fik en dansk film i hovedkonkurrencen, fordi Abbasis svenske film var så suveræn. Det er lidt skuffende for dansk film, at vi er nødt til at lukrere på det svenske filmmiljø så meget.
Holy Spider er nok også Abbasis hidtil dårligste film, omend det siger mere om det flotte niveau, han holder sig. Der er røget lidt personlighed, mens filmsproget er blevet opskaleret til international topklasse. Men det skal ikke tage væk fra, at Holy Spider vitterligt er en international thrillerfilm med noget på hjerte, og den fungerer på alle parametre. Et vaskeægte svendestykke, der for alvor har slået Abbasis navn fast i den internationale arthouse-verden. Han må bare gerne lave noget lidt mere skævt næste gang.
7. Speak No Evil (Christian Tafdrup)
Speak No Evil er i mine øjne en skuffelse efter En frygtelig kvinde. Den mangler en karakter som Amanda Collins’ fabelagtige Marie, der kan løfte fortællingen over det let mekanisk provokatoriske, og så er historien jo mildest talt heller ikke så provokatorisk ømtålelig som den fra Tafdrups film nummer to.
Det er også en film, der meget udtalt lægger sig op ad de seneste års bølge af “genrefilm med sociale pointer” fra folk som Jordan Peele og Alex Garland – og dermed er det en frustrerende film for folk som mig, der ønsker, at dansk film finder en egen identitet i stedet for at kopiere den seneste amerikanske trend. Men alligevel måtte jeg overgive mig til filmen den sidste halve time, som er indie-horror fuldstændig på niveau med de amerikanske forbilleder.
Premieren på Speak No Evil betød naturligvis de efterhånden dybt forudsigelige udtalelser fra Tafdrup om, hvordan folk herhjemme – særligt producenter, der ville ændre slutningen – modarbejdede ham, mens folk i udlandet syntes, han var helt vildt genial, og selvom den første del blev afsløret som de efterhånden sædvanlige Tafdrup’ske overdrivelser, så kan der godt være noget om snakken med anden del. Speak No Evil har kvalitet til at være adgangsbillet til et amerikansk filmeventyr for Tafdrup.
6. Ingen kender dagen (Annette K. Olesen)
Der var meget snak om film fra randområderne i år, efter Hvor kragerne vender vandt priser sidste år, og Krysantemum og Resten af livet imponerede i år. Det er i mine øjne en lidt forfejlet diskussion, for jeg ser i stedet en mængde film, der forsøger at fortælle om steder i Danmark, by såvel som land, og som forsøger at indtænke det danske landskab, de helt særlige danske rum, i de fortællinger.
Få film har gjort det så konsekvent som Annette K. Olesens Ingen kender dagen, hvor nærmest alle de små fortællinger ender med at afhænge af landskaberne. Det er en film om Danmark: Hvordan danske byer er for små, hvordan de åbne vidder ikke er åbne nok, til man rigtigt kan komme væk, men også hvordan der alligevel er skønhed nok i den danske natur til at komme videre. Dansk film er så manusdrevet, at mange af dem kunne være lavet mange andre steder, men Ingen kender dagen fungerer kun i Danmark.
5. Du som er i himlen (Tea Lindeburg)
De sidste år har været proppet med stærke danske debutfilm, men i år er Tea Lindeburgs Du som er i himlen i en klasse for sig. Det er egentlig meget få debutanter, som kaster sig over litteraturen, men Lindeburgs filmatisering af Marie Bregendahls En dødsnat kan forhåbentlig inspirere andre.
Den utrolig simple og mørke fortælling er et stramt skelet, som Lindeburg så kan fylde up med stærke filmiske effekter. Og selvom det selvfølgelig er svært at sige på baggrund af kun en enkelt film, så virker Du som er i himlen også præget af en stærk instruktør-personlighed, desuagtet at hun ikke lige selv har fundet på hele plottet.
4. Vildmænd (Thomas Daneskov Mikkelsen)
Det er som om, Thomas Daneskov Mikkelsens gennembrud Vildmænd er blevet helt glemt i snakken om årets bedste film, måske fordi anmeldere bare ser det som en Rasmus Bjerg-komedie? Men det er synd, for det er en af årets smukkeste danske film – helt naturligt fordi den foregår i den norske natur og samtidig har et forunderligt manuskript, hvor en masse bi-historier bliver viklet ind i den store fortælling, og det hele blev stramt sammenklippet af årets store helt: Klipper Julius Krebs Damsbo, der også klippede Hlynur Pálmasons to film.
Jo, selve hovedfortællingen er ret over the top, men det krydres med vidunderlige detaljer som fortællingen om et marsvin, der bliver væk, en scene, hvor et parforholds pinlige problemer oprulles i et vidunderligt one-take, og ikke mindst slutningen, hvor hovedkaraktererne vender tilbage til moderne norsk civilisation, når den er allermest håbløs.
Vildmænd solgte 88.000 billetter i biografen – flere end Speak No Evil, og den indeholder også en mere kantet æstetik. Det er en af årets helt store succeser.
3. Mr. Graversen (Michael Graversen)
Det er nogle gange paradoksalt, hvordan dokumentarfilm, som jo skal forestille at være neutrale og dokumenterende, ofte er mere indstillet end fiktionsfilm på at fortælle via utroligt ladede billeder.
Tag nu f.eks. slutningen på Mr. Graversen, hvor det gamle ægtepar cykler rundt på tandemcykel. Hele filmen har handlet om, hvordan den lille familie skal nærme sig hinanden igen, og så er der en scene til sidst, hvor vi følger dem forsøge at samarbejde om at cykle? Der er smurt ekstremt tykt på, og eftersom det er instruktøren, som får dem til det, så kunne det også have trukket op til endnu en snak om manipulation.
Men det er så her, at det er så essentielt, at Michael Graversen er parrets egen søn, og det i høj grad er hans egen historie, han fortæller.
Mr. Graversen er på egen lavmælte måde en af årets mest æstetisk legende danske film, hvor farens private rum bliver en art psykoanalytisk metafor, og hvor et forsøg på at genfinde kirken, parret bliver gift i, udvikler sig helt meta. Filmen slipper fuldstændig afsted med det, fordi instruktøren selv er en del af historien, og fordi han optræder med så meget empati og respekt for sine karakterer og forældre. Endnu et bevis for, at dansk dokumentar er en æstetisk drivkraft for dansk film.
2. Vanskabte land / Nest (Hlynur Pálmason)
Egentlig virker det småligt at have nogen som helst anden instruktør end Hlynur Pálmason som nummer 1. Der blev lavet mange gode danske film i 2022, men Vanskabte land er en milepæl! Det føles dog først og fremmest som en milepæl i islandsk film. Island spiller hovedrollen, det islandske landskab, de islandske mennesker, landets historie er bagtæppet. Hovedpersonen Eliott Crosset Hove er lynhurtigt en – fremragende – biperson i sin egen film. Hans unge danske præstekarakter er for forudindtaget til at forstå den islandske virkelighed, og derfor finder han aldrig fodfæste.
I stedet bliver Vanskabte land et æstetisk studie i Island, hvor langsomme panoreringer, pludselige klip, psykedeliske farver og ikke mindst Pálmasons nærmest unikke montager af naturen i forandring forsøger at kreere et unikt islandsk filmsprog i stand til at sige noget unikt islandsk.
Den her særlige montage-teknik blev også foldet ud i den vidunderlige kortfilm Nest. Kort fortalt gør Pálmason gerne det, at han stiller et kamera op og tænder for det gentagne gange over måneder eller år for dermed at skildre tidens gang. Han gjorde det i indledningen til En hvid, hvid dag, hvor vi ser et hus blive bygget igennem et år. Vi ser det i Vanskabte land, hvor f.eks. liget af en hest langsomt forrådner i en montage. Idéen forfines i Nest, hvor det er instruktørens egne tre børn, der bygger en lille hytte midt i naturen. De 22 minutter, filmen varer, er simpelthen vidunderlige, dels sublim natur, dels søde og sjove børn, men også streng minimalisme og ikke mindst en absurd stor klippebedrift af danske Julius Krebs Damsbo, der skaber rytme og fortælling ud af billeder optaget adskilt over meget lang tid.
Nest perfektionerede én af Pálmasons bedste filmiske idéer, og Vanskabte land skabte et sublimt storværk ud af alle hans hidtidige idéer, og alt i alt må man bare sige, at Pálmason i 2022 trådte op i den europæiske filmelite. Men jeg tror, han vil blive set som den store islandske mester.
1. Resten af livet (Frelle Petersen)
Resten af livet er nærmest indbegrebet af alt, hvad jeg drømmer om for dansk film. Så umiskendeligt dansk, nærmere bestemt sønderjysk. Lavmælt, realistisk, sofistikeret i sin fortælling. Og så er den først og fremmest så helt utrolig egensindig i sin æstetik.
Det er ikke en kopi af andres idéer – og altså heller ikke på nogen måde ‘slow cinema’ – men bare et filmhold, som har lavet hver evig eneste indstilling med henblik på at overrumple, overvælde, holde publikum på tæerne, så de aktivt lever sig ind i den emotionelle kerne. Rytmen er måske velkendt, i mange scener er der to vinkler, som der så klippes frem og tilbage mellem, som replikkerne falder, men så er kameraet stillet helt skævt. I den første snakke-scene i køkkenet filmer det ene kamera således karaktererne bagfra, nedefra, på afstand inde fra stuen, mens det andet kamera fanger deres ansigter helt tæt på, men fra siden og oppe, helt oppe ved køkkenskabene. Hvem i alverden laver dog en scene på den måde? Det er der nærmest ingen andre end Frelle Petersen og hans filmhold som gør.
Resten af livet er måske ikke så stor og ambitiøs en bedrift som de film, Hlynur Pálmason kreerede i 2022, men i stedet burde den blive holdt op som det, alle andre danske instruktører kan og bør stræbe efter: Perfekt syntese mellem form og indhold + udformningen af et helt eget filmsprog. Så selv om andre filmskabere måske arbejdede med større emner i år og lavede film, der har haft international gennemslagskraft, så er det altså Resten af livet, som jeg holder op som juvelen fra det danske filmår 2022.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
