KUNST // ANMELDELSE – Den Hirschsprungske Samling i København viser i dette efterår en interessant og meget seværdig udstilling af værker skabt af den danske symbolistiske billedkunstner Ejnar Nielsen. Under den samlede titel Livstegn folder udstillingen Ejnar Nielsens oeuvre ud for betragteren på en sådan vis, at særligt det sofistikerede og teatralske ved Nielsens malerier, både i forhold til deres komposition og narrative egenskaber, står markant.
Det første maleri, der møder ens blik som beskuer, er det meget kendte billede, Den Blinde, fra 1896-98. Som mange vil vide, er dette maleri ét af Nielsens absolutte hovedværker. Og dét forstår man godt, når man står overfor det inde på Den Hirschsprungske Samling; det er et enestående fint maleri, der meget eksemplarisk også opridser en række prægnante og typiske symbolistiske træk.
Den Blinde afbilder en ung blind kvinde, der står udenfor i et landskabeligt område omkring den midtjyske landsby Gjern. Hun er placeret helt fremme i billedets forgrund, og hendes sorte, lange kjole, der går langt op i halsen, dækker hele hendes krop; kun hendes ansigt og hænder er blotlagte. Den opakt sorte kjole udfylder samtidigt en stor del af billedfladen som, kan vi sige, en dominant vertikal flade af mørke. Hendes hår er samlet bagtil i nakken, og hun holder i sin højre hånd et lille bundt af mælkebøtter, mens hun med sin venstre pegefinger berører en afblomstret, cirkelformet frøkapsel fra en af mælkebøtterne.
Den opakt sorte kjole udfylder samtidigt en stor del af billedfladen som, kan vi sige, en dominant vertikal flade af mørke
Bag hende ser vi et grønt og frodigt landskab med bakker, træer, blomster, får og en fjerntliggende gård. Og som et optisk og overraskende chok for beskueren har Nielsen ydermere valgt at lade det landskab, som hun står i, gennemstrømme af en slyngende å af guld, ligesom himlen over selvsamme landskab hviler henover dette som en horisontal og lysende blok også af guld.
Dødsmærkning af den feminine seksualitet
Omend den unge kvinde i Den Blinde fremstår hensunken i indadvendt absorption, er det samlede maleri fra Nielsens hånd iscenesat som en teatralsk tematisering og billedmæssig fremvisning af den blinde unge kvindes indre, mentale sjæleliv, sidstnævnte udtrykt som en symbolistisk kernekomponent.
Det ligger selvfølgelig lige for interpretativt at koble den afbildede blinde unge kvindes manglende syn med en bevidsthedsmæssig kapacitet i henseende til at kunne se mere dybtliggende, intuitive og non-perceptuelle sandheder om både mennesket, dets vilkår og naturen. Men meget mere end en sådan måske banal interesse for den blinde som en privilegeret seer af det metafysiske, hvis ikke ligefrem det mystiske, er på spil i maleriet Den Blinde.
Den i billedet fremherskende tildækning af den blinde unge kvindes af ungdommen konstituerede livsfyldte krop i dødens sorte gevandter associerer om noget til en dødsmærkning og begravelse af den feminine seksualitet, der som en frodig natur med bløde, runde bakker, florale forekomster, en løbende flod af lysfyldt og lystfyldt guld og en himmel af frihedens uendelige, gyldne lys angives symbolsk og drømmende utopisk ved det kontrasterende environment, som Nielsen har anbragt den blinde unge kvinde i.
Den i billedet fremherskende tildækning af den blinde unge kvindes af ungdommen konstituerede livsfyldte krop i dødens sorte gevandter associerer om noget til en dødsmærkning og begravelse af den feminine seksualitet
Den semantiske understregning af den mørke fortrængning af den feminine seksualitet og ikke mindst også den blinde unge kvindes indre følelse af denne fortrængning manifesteres yderligere ved hendes sensible, taktile, kærtegnende og erotisk henvisende berøring med pegefingeren af mælkebøttens cirkulære, afblomstrede frøkapsel, der både udgør en død floralitet og et vissent ekko af de mælkebøtter i blomst, som hun som tegn på en defloration, der kunne have fundet sted i en anden mulig verden, holder i sin højre hånd.
Den blinde unge kvinde i Den Blinde præsenterer sig på denne vis som et tegn for den feminine subjektivitet og denne subjektivitets indre affektive liv i et samfund, der som en konsekvens af herskende patriarkalske normer stækker og dødsmærker dén feminine subjektivitet, der i en anden utopisk verden, som for den blinde unge kvinde er ude af syne og som sådan utilgængelig, kunne have været en fri, erotisk subjektivitet.
Psykologisk beretning om uforløst sensualitet
Forbindelsen mellem mørke, død og seksualiteten som en umulighed genfindes atter som et tematisk omdrejningspunkt i et andet overbevisende hovedværk på udstillingen, nemlig Mand og kvinde fra 1917-19.
Mand og kvinde afbilder en nøgen kvinde og en nøgen mand, der vender sig væk fra hinanden; de står adskilte af et mørkegråt draperet tæppe, der falder lodret ned fra oven centralt i billedet og med skyggefyldte foldekast. De kigger begge væk fra beskueren i indadvendt absorption. Alligevel fremstår det samlede maleri paradoksalt som gennemstrømmet af en prægnant teatralskhed og præsenterer sig for betragteren som en sofistikeret psykologisk beretning om uforløst sensualitet og mental afstand mellem to mennesker.
Den psykiske afstand mellem dem er døden, deres kropslige og affektive venden sig bort fra hinanden er døden, og deres køns fysiske drejen sig væk fra hinanden er døden
Det mørkegrå tæppe mellem den nøgne kvinde og den nøgne mand konnoterer først og fremmest død. Den psykiske afstand mellem dem er døden, deres kropslige og affektive venden sig bort fra hinanden er døden, og deres køns fysiske drejen sig væk fra hinanden er døden. Mand og kvinde udgør samlet set et kompakt net af forskelligartede krydsreferencer til døden; dén død, der fortolkningsmæssigt kobler til seksualitetens umulighed i den verden, som maleriet angiver.
Man kan bemærke, at billedet for så vidt udgør en pejling af det tragiske. Den modsætning, der gives mellem den død, der er allestedsnærværende i værket, og det erotisk sensualistiske liv, der burde være mellem kvinden og manden, opløses ikke, men består tværtom i maleriet som en urokkelig monumentalitet, og som sådan er Mand og kvinde tragisk.
Knyttede hænder i følelsesmæssig indestængthed
Den uoverstigelige og knugende afstand mellem den kvinde og den mand, der burde være mentalt forbundne, fokuseres atter af Nielsen i Billedhuggeren Andreas F.V. Hansen og hans hustru, 1901-01.
Dette værk udgør et dobbeltportræt af billedhuggeren Andreas Hansen og hans franske hustru Célinie Delacotte. I maleriets forgrund til højre har Nielsen placeret en mandsfigur, der iklædt tøj i asketisk afdæmpede lysegrå farver sidder med ansigtet i profil. Hans blik kigger nedad mod en lille statuette af en kvinde, som han holder i sin højre hånd, der mødes af hans venstre, knyttede hånd.
Bag ham sidder en kvindefigur; hendes knyttede højre hånd hviler på hendes lår, mens hendes venstre hånd dækker hendes samlede fingre på højrehånden. Hun kigger nedad og hen for sig; måske kigger hun fraværende på den siddende mand, måske kigger hun på noget helt andet, som hun fremkalder indeni i fantasiens rige og for sit indre blik. De to figurer sidder udenfor på en balkon afgrænset af et sort jerngitter, og bag dem lyser byen Paris krystallinsk med hvide husfacader i solen.
Atter konnoterer den mentale afstand død. Dén følelsernes død, der er indtrådt i deres ægteskab
Omend den afbildede kvinde og mand ikke vender sig væk fra hinanden, men i stedet som fysiske masser er placeret i forlængelse af hinanden på billedfladen og på denne vis kan siges at udgøre en registrering af en ægteskabelig enhed, er den bevidsthedsmæssige distance mellem dem total. Hver især befinder de sig i en tilstand af dyb, indadvendt absorption; den emotionelle kontakt mellem dem er intetsteds at spore.
Atter konnoterer den mentale afstand død. Dén følelsernes død, der er indtrådt i deres ægteskab. Dén sensualitetens død, som deres knyttede hænder i affektiv indestængthed markerer. Dén død imellem dem, som deres manglende blikkontakt fokuserer. Og dén død, som det ægteskabeligt klaustrofobiske fangeskab, aftegnet ved parrets indespærring bag balkonens sorte jerngitter, angiver i en både rumlig og metaforisk kontrast til den livligt og hvidligt lysende, drømmeagtige og glimtende krystalby, Paris, der ligger som i en anden uopnåelig utopisk verden uden for rækkevidde bag jerngitteret.
Døden og sygdommen til døden
I andre meget kendte værker på udstillingen møder betragteren igen døden som tema. Adskillige af Nielsens hovedværker kredser meget konkret om døden i samklang med den fysiske sygdom, der i nogle tilfælde leder op til livets afslutning. Det gælder eksempelvis maleriet Og i hans øjne så jeg døden, 1897, og Den syge pige, 1896. Her møder vi næsten en kunstnerisk voyeurisme. Nielsen var egentlig selv byboer, men fandt i og omkring den midtjyske landsby Gjern ikke blot den blinde unge kvinde, der udgjorde modellen til maleriet Den Blinde, samt det landskab, der udgør forlægget til det drømmeagtige environment, hun står i, men også andre modeller og landskabelige scener, der bød sig til for kunstneriske afbildninger.
Disse værker tolkes typisk i receptionen som en slags memento mori. På den ene side kan man notere sig, at de fremviser tabuiserede aspekter, mere specifikt, den dødelige sygdom og den død, der venter enhver levende før eller siden. Men på den anden side kan man overveje, hvor indfølte de egentlig er. Det synes som om, at Nielsen i de nævnte malerier er den betragtende kunstner, der viser, hvad det vil sige at være syg til døden. Men måske er Nielsen så meget den betragtende, at den empatiske komponent fra hans side i den kunstneriske gestaltning går en anelse tabt.
Tilbage står værker, der blotlægger døden og sygdommen til døden på en sådan led, at de er for de levende som påmindelser om en skæbne langt ude i fremtiden; døden og den sygdom, der leder op til den, kan beskueren hos Nielsen gyse ved på sikker afstand, lidt ligesom at betragteren kan gyse i sikkerhed over det stormfulde hav i et maleri, der har den æstetiske egenskab at være sublim.
Tilbage står værker, der blotlægger døden og sygdommen til døden på en sådan led, at de er for de levende som påmindelser om en skæbne langt ude i fremtiden; døden og den sygdom, der leder op til den, kan beskueren hos Nielsen gyse ved på sikker afstand
For dén, der selv er tæt på døden eller oplever, at en kær og nærtstående er på vej i døden som resultat af fremskreden sygdom, er disse af Nielsens kunstneriske dissektioner af døden måske mindre erfaringsmæssigt sande ved deres dødsfascination. Det hindrer imidlertid ikke, at nævnte malerier er formelt overbevisende ved deres stærke enkelthed og enhedskarakter, ligesom de udgør væsentlige symbolistiske værker i dansk kunsthistorie.
Men dét, som udstillingen på Den Hirschsprungske Samling gør klart, er, at der er meget mere på færde i Nielsens oeuvre. De intrikate og psykologisk komplekse forbindelser mellem døden, den fortrængte seksualitet og den uforløste og indestængte sensualitet træder frem på udstillingen som centrale tematiske grundstrenge i Nielsens oeuvre sideløbende med en sofistikeret teatralskhed. Præcist dette er en dyd ved udstillingen på Den Hirschsprungske Samling, og også derfor er den både meget spændende og absolut anbefalelsesværdig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
