FILM // ANMELDELSE – Karen Hammer genkalder sig sine egne erfaringer fra sit liv i Afrika i mødet med Enah Johnchotts The Fisherman’s Diary, der p.t. kan ses på Netflix: “Ingen film fra Cameroun har nogensinde været oppe i danske biografer endsige været vist på dansk TV. Vi er kontrære her i landet og ikke glade for at tage chancer.”
Alle børn har ret til en uddannelse. Det er forbudt at slå sine børn. Ja! Sådanne love findes i vores civiliserede veluddannede samfund. Men ude i verden er situationen ofte meget anderledes. I 1980 fjernede jeg fire søskende i Senegal fra den gratis landsbyskole, hvor alt var ret kaotisk, og lærerne i perioder slet ikke var til stede, og flyttede dem til en katolsk betalingsskole ledet af nonner.
Undervisningen der var meget bedre, men de afrikanske traditioner var de samme: Også der tævede man børn, der ikke svarede korrekt og hurtigt på lærerens spørgsmål. Jeg husker de nervøse blikke, som ungerne kastede på lærerens stok de par gange, jeg inspicerede timerne, hvor den selvfølgelig ikke blev brugt, og jeg har mange år senere set stokken svirpe ned over små hænder i en nordlig lilleskole.
Den camerounske filminstruktør Enah Johnchott har med Kang Quintus som producer og hovedskuespiller lavet en tankevækkende film om forholdene i en fiskerlandsby, hvor man ser uddannelse som et handicap, et tabu, og korporlig afstraffelse som en naturlig nødvendighed.
Instruktøren har, inspireret af Malala Yousafzais skæbne, der resulterede i, at hun blev tildelt Nobels Fredspris i 2014, skrevet en stærk historie om den 12-årige fiskerpige Ekah, der arbejder fint sammen med sin far storfiskeren Soloman, men drømmer om at komme i skole og lære noget mere.
Uden hun ved det, følger Ekah nøje hendes undervisning gennem et hul i væggen. Hun har i sin mors efterladte papirer fundet en plakat med Malalas udsagn – “Et barn, en lærer, en bog og en pen kan ændre verden”
Soloman elsker sin datter, men nægter at høre et ord om skolegang, for hans yndige elskede kone fik lov til at uddanne sig og endte med at foragte ham og hans miljø. Hun er nu døende og et bevis på, hvad hele fiskerlandsbyen ved: Uddannelse har djævelen skabt, og alle uddannede er fattige og dovne. Han vil aldrig udsætte Ekah for den skæbne. Via flashbacks ser vi hans frieri og store lykke og hans ydmygelse, da Barbara insisterer på at ville arbejde, tjene penge og skabe et bedre liv. Han er stolt af at være fisker, mens hun ønsker at forlade hans verden, som hun kalder et “psykisk fængsel”.
Ekah er kvik og styrer salg af dagens fangst med charme og dygtighed. Man beundrer dem, og Soloman er glad for den respekt, han får. Hans bror Lukas sælger brænde og er leder i landsbyen, men han skylder mange penge til den rige købmand Alhadji Sule, som er noget vanskelig og truer med tæv.
Afrikanske seere vil helt sikkert elske Sules skabagtige manerer og naragtige sprog, mens europæere nok vil lade sig irritere over Sules overspil. Men instruktøren ved nu godt, hvad han gør; vi skal ikke kunne lide ham. Han er en primitiv, latterlig, liderlig person. Skolens lærerinde BihBih er dybt frustreret over de tungnemme elever, som hun slår over fingere, når de bare sidder der og glor.
Uden hun ved det, følger Ekah nøje hendes undervisning gennem et hul i væggen. Hun har i sin mors efterladte papirer fundet en plakat med Malalas udsagn – “Et barn, en lærer, en bog og en pen kan ændre verden” – og opsøger BihBih for at demonstrere sin oversættelse og trygle om hjælp. Begejstret over Ekahs evner mødes de to nu dagligt til forbudt privatundervisning.
Indtil nu har denne film været en noget lang, idyllisk og flot skildring af en fiskerlandsby, men nu går det galt. BihBih beder Soloman om at indskrive Ekah i skolen. Rasende over at Ekah har søgt undervisning, tæver han hende med et reb. Hun græder og lover aldrig mere at besøge skolen.
Afrikanske seere vil helt sikkert elske Sules skabagtige manerer og naragtige sprog, mens europæere nok vil lade sig irritere over Sules overspil. Men instruktøren ved nu godt, hvad han gør; vi skal ikke kunne lide ham
Soloman er fortvivlet over endnu engang at have været “så uheldig at finde en videbegærlig kvinde”, mens Lukas priser sin brors handlekraft: “Du er en stærk mand”. Efter en tid opsøger Ekah atter BihBih for at lære og hører om Malalas liv og modige udsagn: “When the whole world is silent even one voice becomes powerful. Ekstremister er bange for bøger og blyanter og skræmt af den magt, som uddannelse giver. Bange for kvinder.”
Nogen sladrer til Soloman og Lukas, der finder Ekah gemt under BihBihs seng og slæber hende hjem. Soloman gennemtæver atter Ekah: ”Jeg slår dig, til din mors dårlige gener forsvinder”.
Enhver i Afrika vil kunne se filmen som en advarsel til oprørsk ungdom. Det er interessant at se sådan en typisk afrikansk film præsenteret med danske tekster. Ingen film fra Cameroun har nogensinde været oppe i danske biografer endsige været vist på dansk TV. Vi er kontrære her i landet og ikke glade for at tage chancer; selv mesterværker, der har fået priser ved FESPACO I Ouagadougou som f.eks Souleymane Cisses Yelen afvises.
I 1976 vandt Pierre Dikonguè Pipa fra Cameroun førsteprisen ved FESPACO med den gribende traurige kærlighedsfilm Muna Moto, En andens barn – som klarede sig godt i Frankrigs biografer.
The Fisherman’s Diary er meget smukt fotograferet af Rene Etta, og lille Faith Fidel er fremragende som Ekah. Hun blev tildelt en pris i 2020 som bedste yngre skuespiller af African Movie Academy, som endvidere gav Enah Johnscott prisen for bedste manuskript. Jeg har ikke afsløret slutningen, selvom jeg har gjort meget for at få alle intrigerne med. The Fisherman’s Diary giver et godt billede af afrikansk hverdag og får fire stjerner.
Foto: PR.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her