Weekendavisen identitetspolitik

Steffen Groth: Det blinde punkt i Weekendavisens kritik af identitetspolitik    

i Politik & Samfund/Medier af
MEDIER // KOMMENTAR – Udsætter Weekendavisen overdrevne eller fejlagtige antisemitismeanklager for samme retoriske syrebad som andre identitetspolitiske udskejelser? Ud fra den redaktionelle linje, jeg har registreret, er konklusionen klar: Nej, det gør de ikke, der er derimod tale om en dobbeltstandard, skriver Steffen Groth.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Forleden lyttede jeg til Weekendavisens sommerpodcast med chefredaktør Martin Krasnik ved roret. Omdrejningspunktet var identitetspolitik: Feminisme, antiracisme, transaktivisme.

I chefredaktørens dialog med redaktionschef Klaus Wivel udnævnes identitetspolitik til nutidens ’mccarthyisme’, altså en slags inkvisitorisk sindelagskontrol og jagt på ideologiske afvigere.

Man fornemmer en tvivl hos Krasnik. Nok kan han være kritisk over for Israel, men er principperne generelt lige så stålsatte, når det handler om jøder og Israel?

Krasnik og Wivel beskriver også en omsiggribende ’krænkelsesarkæologi’, et begreb, der dækker over en tendens til at søge i fortidens aflejringer på de sociale medier efter potentielt krænkende udsagn.

På et tidspunkt rejser Krasnik et selvrefleksivt spørgsmål:

”Nogle gange tænker jeg, nu skal jeg lige prøve at lave jødetesten. Hvordan ville jeg selv have reageret, hvis det her handlede om jøder? … Er jeg nu også så sikker på mine klare principper for ytringsfrihed og oplysning?”

Spørgsmålet besvares ikke, men man fornemmer en tvivl hos Krasnik. Nok kan han være kritisk over for Israel, men er principperne generelt lige så stålsatte, når det handler om jøder og Israel?

Selvrefleksionen har relevans for store dele af den danske presse og politiske offentlighed, men her bliver det med Weekendavisen som eksempel, at jeg forsøger at belyse en udbredt dobbelthed.

Vi behøver ikke at ty til kontrafaktiske udskiftningsøvelser à la:

Havde Marianne Stidsen mon fået “ret i substansen” af Weekendavisen, hvis det ikke var #MeToo-bevægelsen, men derimod en jødisk gruppe uden voldelige tendenser, hun fremstillede som en terrororganisation med totalitære ambitioner?

Hvordan reagerede Weekendavisen, nu hvor mccarthyismen og krænkelsesarkæologien handlede om antisemitisme? Avisen bar ved til antisemitisme-anklagerne mod Corbyn og britiske Labour

Vi kan se på faktisk foreliggende empiri.

Kampagnen mod Corbyns Labour

I England kørte der fra 2015 til 2019 en proportionsløs, oppisket kampagne i pressen, på sociale medier og i den politiske debat, som påstod, at Labour under den livslange antiracist Jeremy Corbyns ledelse havde et omfattende antisemitisme-problem.

Det gik så vidt, at tre aviser i 2018 bragte en enslydende leder, der fremmanede billedet af Corbyns Labour som en ”eksistentiel trussel” mod den jødiske minoritet.

Kampagnen havde ligheder med mccarthyismen. Den var præget af en politisk motiveret overdreven mistænksomhed, der førte til en passioneret jagt på spor af mulig skyld. Som regel i form af udsagn, der knyttede sig til Israel.

Udskamning og udstødelse florerede. Sammenblanding af Israelkritik og antisemitisme, guilt by association og krænkelsesarkæologi på sociale medier, var de vigtigste metoder.

Hvor identitetspolitiske sager i Weekendavisen normalt placeres under et kritisk forstørrelsesglas, opstår der enten en redaktionel frasortering eller forskellige grader af forsvar, når det handler om overdrevne anklager om antisemitisme

Hvordan reagerede Weekendavisen, nu hvor mccarthyismen og krænkelsesarkæologien handlede om antisemitisme? Avisen bar ved til antisemitisme-anklagerne mod Corbyn og britiske Labour.

IHRA-definitionen af antisemitisme

Ytringsfriheden – som Weekendavisen ofte værner om – er i flere lande blevet indskrænket efter statslig indførelse af en omstridt definition af antisemitisme (forkortet IHRA), der sætter lighedstegn mellem forskellige former for Israelkritik og antisemitisme.

I England er IHRA-definitionen blevet brugt som et instrument til at forhindre Israelkritiske universitetsarrangementer.

Og de tre aviser, som udråbte Corbyns Labour til en ”eksistentiel trussel” mod jøder i England, stillede Labour overfor et grotesk ultimatum: ”implementer hele IHRA eller bliv anset af alle anstændige mennesker som et institutionelt racistisk, antisemitisk parti”.

I USA har Trump i 2019 indført IHRA-definitionen på de amerikanske universiteter ved et præsidentielt dekret.

Det fik den oprindelige hovedforfatter til kernedefinitionen, juristen Kenneth Stern, til at levere et opråb i The Guardian: ”Dette dekret er et angreb på akademisk frihed og ytringsfrihed; det vil skade ikke kun propalæstinensiske stemmer, men også jødiske studerende og den akademiske verden som sådan”.

Jeg får kuldegysninger, når skolelærere, professorer, en kommunalt ansat eller en radiovært fyres i USA og England på grund af Israelkritiske eller antizionistiske udsagn, der fremstilles som antisemitiske. Det kan man dog ikke læse om i Weekendavisen

Hvordan reagerer Weekendavisen?

Ifølge Infomedia er den eneste artikel i Weekendavisen, der har nævnt IHRA-definitionen, et debatindlæg skrevet af Israels ambassadør i Danmark (jan 2020), som bifalder, at den danske regering vil anvende IHRA-definitionen, og bedyrer, at den ikke begrænser ytringsfriheden.

En række menneskerettighedsorganisationer og forskere er uenige, men det har man ikke kunnet læse om i Weekendavisen.

Dobbeltstandarden

Hvor identitetspolitiske sager i Weekendavisen normalt placeres under et kritisk forstørrelsesglas – så f.eks. en ispinds navneforandring kan iscenesættes som en glidebane mod diktatorisk kontrol med sproget – opstår der enten en redaktionel frasortering eller forskellige grader af forsvar, når det handler om overdrevne anklager om antisemitisme.

Jeg gyser ligesom Weekendavisens Synne Rifbjerg over, at en mangeårig kurator på et kunstmuseum i San Fransisco måtte forlade sin stilling på grund af en replik, der blev udlagt som racistisk.

Men jeg får også kuldegysninger, når skolelærere, professorer, en kommunalt ansat eller en radiovært fyres i USA og England på grund af Israelkritiske eller antizionistiske udsagn, der fremstilles som antisemitiske. Det sidste kan man ikke læse om i Weekendavisen.

Jeg deler Weekendavisens afstandtagen fra den uretmæssige racismeanklage mod Ole Wævers værk. Men anklagen om, at Klaus Rifbjergs pacifistiske digt ‘Støvlerne’ fra 1967 igangsatte en antisemitisk bølge i Danmark er om muligt endnu mere absurd.

Den sidste anklage blev fremført i en kronik i Weekendavisen i januar. Til avisens ros, skal det dog nævnes, at jeg fik bragt et modindlæg i debatspalterne to uger efter.

Jeg er i lighed med Weekendavisen kritisk over for forsøg på at få personer afsat fra arbejdspositioner på grund af deres holdningstilkendegivelser.

Udsætter chefredaktøren overdrevne eller fejlagtige antisemitismeanklager for samme retoriske syrebad som andre identitetspolitiske udskejelser?….  Nej, det gør han ikke, der er derimod tale om en dobbeltstandard

Derfor løb det mig også koldt ned ad ryggen, da jeg i 2017 i Weekendavisen læste, hvad jeg opfattede som et slet skjult forsøg på – via appel til diverse interessenter – at få overlægen Morten Frisch afsat fra forskningsprojektet Sexus på grund af hans rolle i debatten om drengeomskæring.

Kommentaren var signeret af Krasnik og blev fulgt op af et brev fra 62 borgere med samme agenda adresseret til Frischs arbejdsgivere samt diverse fonde, foreninger og politikere.

Tilbage til chefredaktørens spørgsmål:

Holder han ytringsfrihedens fane lige så højt, hvis det er jøder, der er i centrum?

Udsætter han overdrevne eller fejlagtige antisemitismeanklager for samme retoriske syrebad som andre identitetspolitiske udskejelser?

Ud fra den redaktionelle linje, jeg har registreret, er konklusionen klar: Nej, det gør han ikke, der er derimod tale om en dobbeltstandard.


LÆS FLERE ARTIKLER AF STEFFEN GROTH HER


Topillustration: Har Weekendavisen et problem med identitetspolitik-kritik?. Foto: Martin Krasnik, chefredaktør.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Politik & Samfund