USA // ESSAY – Fra den første forvirrede bestilling af scrambled eggs til utallige sene omeletter på Manhattan har dineren været en fast del af mit amerikanske liv, skriver Birgitte Carlsen, som har boet i New York siden 1992. Her får man ikke bare kaffe, æg og hamburgere, men et stykke USA med neon, vinylsæder, jukeboxe, stamkunder og servitricer, der kalder én honey. Men den klassiske diner er under pres, og spørgsmålet er, hvor længe endnu man kan finde disse særegne amerikanske tidslommer.
Hamburgers, pommes frites, pandekager, omeletter og al den kaffe man kan drikke. Åben 24 timer i døgnet og leveringsdygtig i tidlig morgenmad såvel som i en saltholdig antidot efter en lang nat i byen eller junkfood dagen derpå. Det er det, mange forbinder med den amerikanske diner. Men dineren er ikke så allestedsnærværende, som den var engang.
De traditionelle diners var tit familieforetagender, der gik i arv gennem generationer. Men restaurationsbranchen har ændret sig. Fastfoodkæder som McDonald’s, Denny’s og IHOP har overtaget en stor del af markedet. Andre spisende foretrækker et mere sofistikeret cuisine.
Dinerens historie
Den første forgænger for det, der skulle blive et landsdækkende fænomen, var en åben hestevogn i staten Rhode Island, hvorfra en vis Mr. Walter Scott i 1872 begyndte at sælge sandwiches og tærter til dem, der arbejdede nat på den lokale avis.
Selvom jeg holder meget af diners, er det langt fra hver uge jeg besøger en. De befinder sig trods alt på, ja, bunden af fødekæden, rent gastronomisk, på godt og ondt
15 år senere i staten Massachusetts blev en overdækket hestevogn brugt til et lignende formål, men først omkring 1910 begyndte stationære vogne, lunch wagons, at dukke op rundt omkring.
De blev kaldt diners, formentlig fordi de i format lignede spisevogne i tog. De var præfabrikerede, rektangulære med et langt bord og en række taburetter, der var skruet fast til gulvet.
Der blev serveret morgenmad, frokost og aftensmad billigt og hurtigt. De var indledningsvist hyppigst forekommende i staten New Jersey, hvor mange af dem blev fremstillet. Senere blev de tiltagende populære i forstæder på landsplan i takt med, at flere anskaffede sig biler, og efterfølgende blev mange diners anbragt ved rastepladser.
Mange blev ejet eller bestyret af græske immigranter, og de var kendetegnede ved inventar af rustfrit stål, formicaborde, stationære taburetter, booths, båse med farverige vinylsæder, jukebox og neonskilte.
Ofte var menukortet et helt album. I dinerens storhedstid var der mere end 6000 i hele USA, men omkring år 2000 var der kun omkring 2500 tilbage. Nu er der endnu færre. Traditionelt var the diner både en familierestaurant, et lokalt mødested for unge som gamle og stedet, hvor man endte en våd aften i byen.
Og det er den stadig. Hvis ellers man kan finde en. Da jeg boede på Manhattan var min genbo i mange år en diner, The Tramway (opkaldt efter svævebanen med service til Rooseveldt Island på den modsatte side af gaden).
Jeg har ikke tal på de gange, kæresten og jeg sent på natten spiste omeletter der, inden vi gik hjem. Andre gange sad vi og hang en halv søndag med ondt i håret og gloede på folk, der gik forbi og legede modepoliti.
Jeg blev ven med nogle af de ecuadorianske tjenere, selvom vi ikke så hinanden privat. Jeg fik derimod aldrig hul igennem til damen ved kassen. Hun var en kvinde i 70’erne med knold i nakken og gigtplagede hænder. Hun så altid utilfreds ud og undgik øjenkontakt.
Jeg prøvede forgæves i årevis at lokke et smil ud af hende, men det virkede, som om vi kunder var en utålelig ubekvemmelighed. Måske havde hun rigtig ondt i fingrene. Jeg var oprigtigt ked af det, da dineren lukkede.
Det var faktisk et af de få steder i mit i øvrigt kedelige kvarter, som havde karakter. Men her mindst ti år senere er The Tramway Diner genåbnet på en ny lokation i nærheden. Der er måske stadig håb for dineren.
Den første dineroplevelse
Jeg kan huske mit første besøg på en diner. Det mindst uudfordrende spisested skulle man tro med hensyn til at bestille på engelsk, som jeg ellers syntes jeg beherskede nogenlunde. Sit anywhere, siger værtinden, og jeg kanter mig ind i en bås mellem vinylsæde og stationært bord, som er ekviperet med de for diners typiske fornødenheder: Ketchup, sennep, salt og peber, metalholder med servietter, en skål med sukker og sødemidler, en lille metalkande med mælk, samt som regel Tabasco.
Servitricen kommer med postevand og menukort. Coffee? siger hun. Yes, thank you. Menukortet er flere sider langt og er delt op i kategorier.
Jeg er her for “breakfast.” Two eggs any style w/ toast står der øverst på menukortet. Det synes jeg lyder rigtig godt. What can I get you, honey? Det kan man lige så godt vænne sig til.
Jeg har været mange vildfremmedes honey, sweetheart og darling i årenes løb på diverse diners. Eggs with toast, please. How do you want your eggs? Hun er effektiv, hun taler hurtigt, men hun kan se, hun har at gøre med en novice. Fried, sunny side, easy over, poached, scrambled? Scrambled, please, siger jeg, fordi jeg tilfældigvis ved, hvad det betyder, selvom jeg egentlig ville have spejlæg. Hvem vidste, det hedder sunny side up i USA?
Jeg lover mig selv, jeg vil gå hjem og øve mig. What kind of toast? White, whole wheat, rye, sourdough, biscuit, English muffin. Hun ser ud som om, hun har lyst til at minde mig om, at der er en grund til, at nogen har opfundet begreber som fastfood og short order. Whole wheat, please, and I’d like some potatoes, siger jeg. Eggs come with home fries. Coming right up, sweetheart. Det går nemmere nu, hvis jeg da ellers kan finde en diner.
Overlevelsesstrategier
De diners, der er forblevet åbne, har for manges vedkommende måttet udvide deres repertoire for at overleve. Det er tilfældet med Kellogg’s Diner i Williamsburgkvarteret i Brooklyn.
Den har ligget der i 96 år og var truet af permanent lukning, men i stedet blev den gennemrenoveret. Den var en af de oprindelige togvognslignende diners, og har i årenes løb gennemgået adskillige transformationer. Den nuværende version er i rustfrit stål og brune vinylsæder, og ejerne har hyret en halvkendt kok.
Menuen er udover de sædvanlige burger n’fries, pancakes, bacon & eggs nu temmelig texmex-domineret og dertil kan man få veganske retter. Og alkohol – det var ikke muligt i de første mange dinergenerationer. Kellogg’s er heller ikke specielt billig. Men den er der.
De bruger over 21.000 æg om ugen og over et ton kartofler. Men der er ikke megen hygge tilbage
Tops Diner i byen Newark i New Jersey stod med de samme udfordringer. Tops har eksisteret siden 1942 og ejeren, Jimmy, overtog dineren efter sin far, en græsk immigrant, som havde købt den i 1975. I 2020 tog Jimmy sammen med sine brødre et kæmpelån og udvidede.
Tops, som har nu plads til 400 spisende gæster, tilbyder en menu med omkring 325 ting, som er meget anderledes end hvad den traditionelle diner plejede at byde på. Pastaretter, mexicansk, kinesisk, ni forskellige slags latte. Cocktailbar. De bruger over 21.000 æg om ugen og over et ton kartofler. Men der er ikke megen hygge tilbage.
Det er der derimod i Summit Diner, Tops’ diametrale modsætning, også i New Jersey. Den har eksisteret siden 1928 og har stort set ikke forandret sig siden 1939. Det er en original prefab diner i Art Deco-stil med omkring 40 sæder.
En anden overlever, og en discountmulighed for musicalaficionados med begrænset budget er Ellen’s Stardust Diner på Times Square, hvor tjenerne synger Broadwaysange for gæsterne
Jimmy Greberis, som ejer Summit Diner, startede med at arbejde der for sin svigerfar, en, ja, græsk immigrant, da han var 19. Jimmy havde fri den dag, jeg valgte at hoppe ned i denne tidslomme, men hans fætter, Jimmy – det hedder man åbenbart, hvis man er af græsk baggrund og har en funktion i en diner i New Jersey – styrede biksen.
Millie, der betjente mig, kunne fortælle, at selvom det fortrinsvis er lokale stamkunder, der bliver bespist, er der også en del, der som jeg kommer langvejs fra for at opleve dette kuriosum, og at der ikke sjældent kommer filmhold forbi for at forevige stemningen.
Jeg bestilte fra skiltet, der hænger over køkkenet: En græsk omelet og mageløse sprøde hash browns.
En anden overlever, og en discountmulighed for musicalaficionados med begrænset budget er Ellen’s Stardust Diner på Times Square, hvor tjenerne synger Broadwaysange for gæsterne. Mange er i årenes løb blevet musicalstjerner. Men man skal forberede sig på at stå i kø.
Dinerens rolle kulturelt
Dinerens status som institution i USA er bl.a. illustreret ved, hvor hyppigt repræsenteret den er i diverse kulturelle sammenhænge, navnlig i film. Der er faktisk en film, der hedder The Diner, som foregår i 1950’erne, hvor man følger en gruppe unge mænds mere eller mindre vellykkede forsøg på at blive voksne.
Det er ofte i en diner, at en films storyline etableres eller dens klimaks udspiller sig. Her mødes hovedpersonerne for første gang (White Palace), de er på date (Grease) beslutninger bliver truffet (Goodfellas), der siges farvel (Thelma and Louise), der foretages et hurtigt røveri (Sudden Impact) eller en endnu hurtigere likvidering (The Equalizer).
I Five Easy Pieces viser Jack Nicholson sin karakteristiske dæmoniske charme som utålelig kunde. Instruktøren Quentin Tarantino er storforbruger af diners, Pulp Fictions slutscene foregår i en. Og nogle af filmhistoriens mest legendariske one-liners er blevet leveret i sådanne ydmyge etablissementer. Det er i en diner Dirty Harry siger Go ahead, make my day.
Det er ligeledes på en diner, hvor Sally i When Harry Met Sally højlydt udbryder: It just so happens that I have had plenty of good sex. Og selvfølgelig: I’ll have what she’s having.
I Seinfeld-serien er restauranten, hvor alt fra parforhold til eksistentielle kriser og, naturligvis, sex bliver diskuteret, en diner. Væddemålet om, hvem der kan være afholdende længst og, ja, igen, om mænd kan mærke om kvinden simulerer: Det er i The All American Diner, at livets store spørgsmål er oppe at vende.
Der er dinerscener i City of Angels, Groundhog Day, The Big Lebowski, Always Outnumbered, Heat, Beer League, Superman, Universal Soldier, True Romance, Thief, American Gangster. Listen er uendelig.
Billedkunst
Dineren dukker også op i billedkunst. Mest berømt er formentlig Edward Hoppers maleri, Nighthawks fra 1942, som i modsætning til mange film, repræsenterer isolation og ensomhed.
I was painting the loneliness of a big city, sagde Hopper.
Harry McCormick malede flere billeder af Empire Diner, en diner med landemærkestatus i New Yorks Chelsea-kvarter, som fortsat eksisterer i en retromoderne udgave i lighed med Tops og Kellogg’s. Empire Diner er i øvrigt foreviget i bl.a. Men in Black II og Woody Allens Manhattan.
Illustratoren Norman Rockwell, som er indbegrebet af visual americana, malede billedet Runaway, som viser en politimand og lille dreng, der er løbet hjemmefra siddende ved siden af hinanden på stationære taburetter i en diner.
Musik og komik
I’m calling from the diner the diner on the corner / I ordered two coffees one is for you / I was hoping you’d join me ’cause I ain’t got no money and I really miss you / I should mention that too synger Ani DiFranco i en sang med titlen The Diner.
Suzanne Vega og Billie Eilish har også dinersange. Komikeren Jackie Mason var kendt for at sidde i en diner på Manhattans Upper West Side sent om aftenen og prøve sit nye materiale af på andre kunder.
Blandet fordøjelse
Dineren er indbegrebet af USA. Og forståeligt nok. Den vækker genklang hos de fleste amerikanere. Fra præsidenter (Obama og Biden spiste sammen på en) til ufaglærte ved, hvad en diner er, og de fleste i USA har spist på en på et tidspunkt.
Selvom jeg holder meget af diners, er det langt fra hver uge jeg besøger en. De befinder sig trods alt på, ja, bunden af fødekæden, rent gastronomisk, på godt og ondt. Oprindelig var dinermad lavet på stedet, men nu om stunder består den mestendels af forarbejdede produkter, frosne snarere end friske råvarer.
Måltiderne er domineret af kulhydrater, fritureolien bliver måske ikke skiftet ud så ofte og proteinerne er absolut ikke økologiske: Flydende æg og suspekte kødprodukter.
Jimmy i The Summit aner ikke, hvad der befinder sig i den rulle af forarbejdet svinekød, han skærer skiver af til diner’ens signatur breakfast pork sandwich, og jeg havde ingen intentioner om at teste hverken den eller dens fætter, hamburgeren, på egen krop. Men hvad kan man forvente til de priser?
Dineren har sin berettigelse og i en tid, hvor mange andre ting man gik og tog for givet, som demokrati – den amerikanske version, selvfølgelig – ytringsfrihed, retten til at stemme for nu at nævne et par, er truede. Derfor er det fristende at henfalde til nostalgi og comfortfood.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og