80 ÅR SIDEN BEFRIELSEN AF DANMARK #5 // HISTORIE – Briterne mødte kun begrænset modstand, da de drønede østpå for at komme før russerne til Lübeck. I Berlin stoppede en tysk general kampene, fordi ”føreren har ladt os i stikken”, og i Danmark var der frygt for, at landet skulle blive en slagmark.
Nils-Christian Nilsons artikelserie 80 ÅR SIDEN BEFRIELSEN AF DANMARK beskriver begivenhederne i dagene op til befrielsen 5. maj 1945.
Serien adskiller sig fra traditionel historieskrivning og er baseret på flest mulige samtidige og dokumenterede vidneudsagn.
Frygten for en sovjetrussisk besættelse af Danmark svandt den dag. Britiske styrker under feltmarskal Bernard Montgomery nåede frem til Lübeck i Holsten. Canadiske styrker nåede frem til Wismar i Mecklenburg, 65 km længere mod øst. Vejen op i Jylland var spærret, ikke blot for sovjetrusserne, men også for tyske divisioner på flugt for russerne.
Mens den britiske premierminister Winston Churchill i et meget citeret telegram 19. april havde skrevet: ”Det er vigtigt, at Montgomery bør tage Lübeck hurtigst muligt … Vores ankomst til Lübeck før vores russiske venner fra Stettin (Szczecin i Polen i dag) vil spare en masse diskussion senere hen. Der er ingen grund til, at russerne kan okkupere Danmark, som er et land, der skal befries og have sin suverænitet restaureret.”
Russerne ville mere end at drikke med sygeplejerskerne, så der opstod en skudveksling. Seks russere blev dræbt
Desuden var de allieredes øverstbefalende, Dwight D. Eisenhower, også optaget af at forhindre tyske divisioner i at trække op i Jylland og føre en slutkamp derfra med støtte fra divisionerne i Norge.
Ingen af delene skete, for de tyske divisioner i Nordtyskland havde stort set givet op. Den britisk/canadiske fremrykning fra 29. april til 2. maj kostede 185 dræbte. I forhold til andre tabstal er det lavt, men stadig meningsløst i betragtning af tyskernes situation.
”Tyskerne ville bare lægge sig ned og sove”
Major Jerry McFadden fra en canadisk faldskærmsbataljon beskriver fremstødet mod Wismar: ”Den tyske hær overgav sig i tusindvis. Vi sad oven på vores kampvogne og lastbiler, der kørte fra kl. 5 om morgenen til klokken 16 om eftermiddagen, indimellem med op til 60 km/t. På et tidspunkt i et meget skovrigt område, kørte vi forbi en tysk kampvognsenhed. De var alle linet op langs vejen, officererne og det øvrige mandskab, og gjorde alle som én honnør og hilste på os, mens vi kørte forbi. Vi hilste igen og skyndte os så ellers bare videre.”
Den britiske 11. panserdivision kørte i fuld fart ad motorvejen fra Hamborg mod Lübeck uden at møde nævneværdig modstand. Frigivne allierede krigsfanger væltede frem.
”De omringede kampvognene, blege, magre, sultne, trætte i fødderne, men ubeskriveligt glade. Ad vejen kom andre masser af mennesker, flere tyske soldater, en slagen hob uden håb, der ikke spekulerede på andet, end hvordan de skulle komme til at overgive sig, lægge sig ned og sove og ikke slås mere.”
Canadierne nåede Wismar seks timer før russerne. Da russerne nåede frem, forlangte den russiske befalingshavende, at canadierne skulle trække sig tilbage, for russerne skulle til Lübeck.
Oberstløjtnant Fraser Eadie afviste blankt, og både de tungt bevæbnede russere og de let bevæbnede canadiere gjorde sig klar til kamp. Det endte med, at russerne opgav.
Om aftenen festede canadierne med nogle sygeplejersker på et hospital. De var under indflydelse af spiritus, og det var nogle russere, der troppede op, også. Russerne ville mere end at drikke med sygeplejerskerne, så der opstod en skudveksling. Seks russere blev dræbt.
Trafikfunktionærer afviste SS-general
I førerbunkeren i Berlin er alt under opløsning. Propagandaminister Joseph Goebbels havde jo begået selvmord, Martin Bormann var flygtet, og der var almindeligt opbrud og opgivelse. Allerede kl. 02.00 blev den russiske kommandopost på Schulenburgring kontaktet via den telefonledning, der var trukket dage før.
Russerne fik besked om, at gårsdagens forhandler, general Hans Krebs, havde begået selvmord, og at general Helmuth Weidling nu ville forhandle. Han nåede først frem om formiddagen.
Tidligt på natten brød en større gruppe op fra førerbunkeren under ledelse af SS-brigadefører og general Wilhelm Mohnke, der var højt dekoreret. Via en tunnel i U-Bahn flygtede de mod nord, men tæt på U-bahn-stationen ved Friedrichstrasse blev de tvunget til at vende om.
Da solen stod op, var den knap at se
Tunnelen var spærret af nogle tunge metalskodder, der blev bevogtet af to funktionærer fra BVG, det berlinske trafikselskab, som nægtede at åbne for passage.
”De forklarede os med stor pligtiver, at skodderne skulle lukkes hver aften, når det sidste tog var kørt, for at beskytte tunnelen mod indtrængende vand. De havde deres anvisninger, som de måtte følge. Vi var indstillet på russerne, men ikke på BVG-funktionærer,” sagde Wilhelm Mohnke i 1974.
Han og de andre måtte vende om og blev taget til fange i en kælder. Mohnke blev først løsladt af russerne i 1955.
”Føreren har ladt os alle i stikken”
Da solen stod op, var den knap at se. Den russiske kaptajn Anatolij Meresjko skrev: ”Vi var som en gruppe sigøjnere under slaget om Berlin, konstant under ommøblering fra sted til sted, i en by, der var indhyllet i støv og røg.” En tysk soldat sammenlignede støvskyerne med sciroccoen fra Sahara.
I løbet af formiddagen var general Helmuth Weidling parat til at stoppe kampene i Berlin. Russerne bad den 21-årige Stefan Doernberg skrive dokumentet.
Han ville gerne give tyske tropper østpå mulighed for at bevæge sig mod vest og overgive sig til amerikanere eller englændere, men ville fortsætte krigen mod Sovjetunionen
Hans far var jøde og kommunist og var flygtet til Sovjetunionen i 1935. Nu var Doernberg tilbage som løjtnant og i russisk uniform. På sin rejseskrivemaskine skrev Doernberg:
”Den 30.4.45 har føreren aflivet sig selv og dermed ladet alle os, der havde svoret ham troskab, i stikken. Efter befaling fra føreren, tror I, at I stadig skal kæmpe om Berlin, selv om der er mangel på tunge våben, på ammunition, og at situationen viser, at kampen er meningsløs … Enhver, der nu fortsat dør i kampen om Berlin, bringer sit offer omsonst … derfor opfordrer jeg jer til straks at indstille kampen.”
Underskrevet Weidling, artillerigeneral og befalingshavende for forsvarsområdet Berlin. Hans erklæring skiller sig skarpt ud fra de erklæringer, der kom fra andre ledende militærpersoner den dag.
Waffen-SS måtte ikke gå i biografen
I Plön i Holsten var den nye ”rigspræsident”, storadmiral Karl Dönitz i gang med at udnævne en regering med mange krigsforbrydere. Dönitz var endnu ikke færdig med sine overvejelser om en fredsslutning.
Han ville gerne give tyske tropper østpå mulighed for at bevæge sig mod vest og overgive sig til amerikanere eller englændere, men ville fortsætte krigen mod Sovjetunionen.
Han har muligvis kendt til en fredsføler fra general Günther Blumentripp fra Bremen, der havde kontaktet de allierede med henblik på en overgivelse, men fået besked om fra den øverstkommanderende, Dwight D. Eisenhower, at den skulle være betingelsesløs.
I Danmark blev den øverstbefalende, generaloberst Georg Lindemann ved med at udsende Durchhalteparolen, opfordringer om kamp til sidste patron, bl.a. fremskyndede han denne dag arbejdet med en forsvarslinje tværs over Jylland fra Haderslev til Ribe.
I en dagsbefaling 2. maj skrev han: ”Føreren er faldet for Tyskland. Hans efterfølger er storadmiral Dönitz. Den sidste befaling fra føreren forpligter os, tro mod vores faneed til den af ham udvalgte efterfølger at udvise ubetinget lydighed. Alles für Deutschland.”
Samtidig udsendte han en ordre om at udvise en værdig holdning i offentligheden. ”Indtil videre har alle tilhørende værnemagten, Waffen-SS og de tilsluttede organisationer forbud mod at betræde danse- og fornøjelseslokaler såvel som teatre og biografer.”
Kontakt fra Silkeborg til Eisenhower
I Silkeborg Bad samlede Georg Lindemann flest mulige af sine officerer om sig for at sikre sig deres troskab, ikke mindst i officersskolerne, hvor unge tyskere skulle forberedes på en Endkampf. Ifølge Lindemann var danskerne ude på at forhindre kampe i Danmark.
”Dermed har jeg alle trumfer i hånden og kan spille dem ud, hvis De mine herrer, tror blindt på mig, holder tropperne fast i hånden, og at vi i givet fald er besluttet på en kamp på liv og død.”
Georg Lindemann har fået et eftermæle som en, der ville kæmpe til sidste patron, men han var ikke så fanatisk, som han gav udtryk for og er skildret som mange steder. 2. maj 1945 tog han sammen med feltmarskal Ernst Busch, der var chef for tropperne i nordvest, kontakt til Eisenhowers hovedkvarter med henblik på en overgivelse af tropperne i Hamborg og Danmark.
Henvendelsen er bekræftet i telegram samme dag fra Eisenhower til hærens øverstkommanderende i Washington, general George Marshall.
Blodige skyderier og drab i gaderne
Danmark var endnu ikke blevet anerkendt som allieret. Den ledende politiker, Vilhelm Buhl (S), ville ikke tilslutte sig et engelsk-amerikansk udspil om, at ”det danske folks aktive kamp imod Hitlers Tyskland betragtes som et værdifuldt bidrag til den fælles sag.
For nærværende anerkender de det danske Frihedsråd som ledelsen af Danmarks kamp imod Nazi Tyskland, indtil kongen frit kan vælge sin regering”.
Modstandsbevægelsen gjorde regningen op med grosserer Brix Hansen, der blev dræbt i sit hjem
Befolkningen var klar over, at det tyske nederlag var forestående. Journalisten Vilhelm Bergstrøm skrev i sin dagbog, at ”alle mennesker taler om fred”, men han berettede også om talrige skyderier og drab i Københavns gader.
Der var et opgør i gang mellem folk i frihedsbevægelsen, der ikke ville afvente et snarligt retsopgør, og de sidste, desperate danskere i tysk tjeneste. Ved tilfældige skyderier på gaden var bl.a. en arbejdsmand Kaj Jensen og maler Ivan Nielsen blevet dræbt.
Modstandsbevægelsen gjorde regningen op med grosserer Brix Hansen, der blev dræbt i sit hjem. Bergstrøm kendte ham ”en morsom, men i enhver henseende snavs fyr”.
HIPO-korpset skiftede uniform
HIPO-korpset, det tyske hjælpepoliti med mange danske medlemmer, var i opløsning.
Det illegale Information (eftertryk med kildeangivelse forbudt) meddelte denne dag: ”Efter at HIPO-banditterne så sent som i mandags optrådte i deres sorte uniform og foranstaltede en række provokationer rundtom i byen, kunne man i går se en hel del HIPO-folk iført tyske værnemagtsuniformer. Den uhyggelige bandes medlemmer søger nu åbenbart at unddrage sig ansvaret for alle begåede skændselsgerninger ved at dølge sig som ’kapitulanter’.
Frihedsbevægelsen er imidlertid ikke uden midler til at hindre, at dette sker, og i øvrigt fortsættes likvidationerne af HIPO’er i stigende tempo.”
To ivrige amatørfotografer opsøgte HIPO-hovedkvarteret i Ringsted og spurgte, om det var tilladt at tage deres fotoapparater med til Jylland.
Det vidste HIPO’erne ikke, men efter en lang snak stillede HIPO’erne op til et fællesfoto med de to fotografer. Da de kom udenfor, udbrød en af dem: ”Nå, det var godt, så har vi dem til opgøret.”
HIPO-korpsets medlemmer var i forvejen velkendte, så Information kunne rapportere, at ”vagtmester Leo Sørensen (blev) skudt ned og dræbt på Vestre Boulevard. Hans ledsager, en anden HIPO-mand, blev hårdt såret. Videre blev den 37-årige HIPO-mand, ’kontorchef’ Harnø mandag aften likvideret i sin lejlighed i Dronningens Tværgade 35, mens hans kone blev såret. Endelig kan det anføres, at stikkeren Johannes Fogh Nielsen, der blev likvideret på Rhodosvej i Sundby, var en af HIPO’ernes flittigste meddelere. I øvrigt er vagtmester Elo Drachner og kriminalsekretær Minks, der begge gjorde tjeneste i HIPO-korpset, blevet likvideret i løbet af mandagen.”
Mens Flemming B. Muus indtil februar 1945 havde været faldskærmschef, havde han i nogen grad løsnet forbindelsen til modstandsbevægelsen og knyttet den britiske støtte stærkere til hærens ”lille generalstab” og dens ventegrupper.
Det ændrede sig, da Ole Lippmann afløste ham i februar. Lippmann stolede ikke på, at hæren ville tage et opgør med tyskerne. ”De vil overlade det til Montgomery og vorherre,” mente han. Afstanden mellem militærets ventegrupper og modstandsbevægelsen fik betydning i de kommende dage.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og