PSYKEN OG STIGMA // KOMMENTAR – Diagnoser kan bygge mure dér, hvor der i stedet burde bygges broer. Når psykiske lidelser reduceres til biologiske ”fejl”, skabes afstand, mistillid og diskrimination – ofte med alvorlige konsekvenser for både liv, helbred og fællesskab. Psykolog Anders Sørensen advarer mod den afstand, der kan opstå, når psykiske lidelser medfører stigma.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Når et menneske mærker, at det bliver behandlet anderledes, sætter det en velkendt psykologisk proces i gang: følelser af skam, mindreværd og social tilbagetrækning.
Man mister troen på sig selv. Føler sig forkert. Derfor er det dybt alvorligt, når DR kan fortælle, at seks ud af ti danskere med en psykiatrisk diagnose oplever diskrimination på arbejdspladsen eller i mødet med myndigheder.
Når diagnoser præsenteres som biologiske sygdomme – en slags iboende skæbne, man enten har eller ikke har – skabes der et ”os og dem”. De syge dér, de raske her
Undersøgelsen, gennemført af Epinion for Psykiatrifonden, viser også, at otte ud af ti har været tilbageholdende med at fortælle om deres diagnose til familie, venner eller kolleger. Mange vælger tavsheden frem for risikoen for at blive stemplet.
Mødt med mistillid
I artiklen fortæller en tidligere diagnosticeret ”skizofren” kvinde om, hvordan hun bliver mødt med mistillid hos vagtlægen, når hendes somatiske klager bliver reduceret til ”noget psykisk”; om hendes fysiske smerter mon er reelle eller bare er ”behov for opmærksomhed”?
Det illustrerer, hvordan en diagnose kan forvandle mødet med andre fra ligeværd til mistænkeliggørelse. Når det sker i sundhedsvæsenet, betyder det ovenikøbet, at mennesker afholder sig fra at søge hjælp. Det må siges at være diskrimination.
De mest smertefulde udtryk afskæres fra muligheden for at blive forstået som menneskelige
Spørgsmålet er, hvorfor den er så udbredt – på trods af årtiers indsats for at skabe mere åbenhed. Her er det paradoksalt, at en væsentlig del af forklaringen skal findes i psykiatriens eget sprog.
Når diagnoser præsenteres som biologiske sygdomme – en slags iboende skæbne, man enten har eller ikke har – skabes der et ”os og dem”. De syge dér, de raske her.
Den defekte biologi
For mennesker i svær psykisk lidelse bliver det særlig tydeligt. Tag den, der i desperation råber ukontrolleret eller taler usammenhængende, eller den, der i mani farer af sted. Tag også den unge, der efter overgreb isolerer sig, hører stemmer og bliver bange for sine egne tanker – det bliver til ”skizofreni”.
Den, der i sorg og søvnløshed udvikler perioder af ophidset energi og eufori afløst af de dybeste depressioner, er pludselig ”bipolar.” Den, der dissocierer og mister kontakten til virkeligheden efter massiv traumatisering, rykkes fra kategorien ”traumatiseret” til ”psykotisk”.
Og den, der i angst og panik kæmper for at overleve relationelt, kan hurtigt få etiketten ”borderline” eller ”emotionelt ustabil”. Bag ved det findes et svigt og en frygt for at blive forladt igen; en frygt så dyb, der gør selvskade eller stoffer til måder at dulme utrygheden på.
Alt, hvad personen herefter gør, tolkes gennem den optik: symptomer på en defekt biologi eller psyke. Det, der i virkeligheden er reaktioner på voldsom livssmerte eller traumer, mister forbindelsen til den historie, det udsprang af.
Og netop fordi udtrykket kan være ekstremt, især ved psykoser, manier og såkaldte personlighedsforstyrrelser, anses samtalebehandling eller traumehjælp ofte som nytteløs. Det er diskrimination i forklædning: De mest smertefulde udtryk afskæres fra muligheden for at blive forstået som menneskelige.
Diskriminationen foregår også på arbejdspladser, hvor kolleger ændrer adfærd, når de hører om diagnosen.
Når kolleger eller læger reagerer anderledes, handler det ikke nødvendigvis om ond vilje, men om den fortælling, de er blevet givet: at psykiske lidelser er noget helt andet end menneskelig erfaring.
At diagnosen placerer en person i en særskilt kategori, løsrevet fra det liv, vi andre kender til. Men enhver psykisk lidelse starter et sted, hvor også de såkaldt raske kan genkende sig selv: i mistrivsel, i tab, i pres, i ensomhed, i afmagt, i traumer. Forskellen ligger sjældent i mennesket, men i livsvilkår og støtte.
Her bliver det tydeligt, hvorfor diskriminationen i DR’s undersøgelse især sker på arbejdspladserne. Når en kollega får en depression, psykose, angst eller ADHD-diagnose, ændrer omgivelserne ofte adfærd.
Ikke, som man kunne håbe, fordi man nu forstår personens situation bedre, men fordi man placerer ham eller hende i en anden kategori end sig selv. Psykiatriens ”os og dem”-logik er trængt ind i vores hverdagskultur.
Vi ser ikke længere kollegaen, men diagnosen. Og i stedet for at tænke: ”Jeg kender jo selv til kriser, så jeg forstår,” tænker vi: ”Her er én af de syge.”
Ikke overraskende
Det undrer mig, når Psykiatrifondens direktør, Marianne Skjold, i DR’s artikel udtrykker overraskelse over diskriminationens eksistens. Overraskelse er jo en følelse, der netop opstår, når noget bryder med det, man troede.
Men problemet er ikke nyt. Det er kendt fra utallige undersøgelser, og hendes egen organisation har – med sin vedvarende tale om psykisk sygdom frem for psykisk lidelse – bidraget til at fastholde fortællingen om de syge som de andre.
Den biologiske forklaringsmodel blev ellers fremført som et anti-stigma-projekt: ”Det er en sygdom som alle andre.” Men forskning i kampagnens effekt viser, at den ofte har haft den modsatte effekt.
Når diagnosen signalerer biologisk defekt og andenhed, er tavshed en rationel strategi for at beskytte sig mod at miste følelsen af at høre til
Mens den kan lette skyldfølelsen, øger den samtidig oplevelsen af, at mennesker med psykiske lidelser er anderledes, farlige, uforudsigelige og ude af stand til at komme sig. Kort sagt: Den skaber afstand frem for den tilsigtede inklusion.
Som psykolog gennem ti år oplever jeg, at mange klienter internt overtager denne fortælling. Diagnosen bliver ikke kun den fagterm på et papir, den faktisk er, men et filter, der farver hele selvforståelsen: ”Jeg er anderledes, jeg er syg, det er kronisk.”
Det giver anledning til den tilbageholdenhed med at fortælle familie, venner eller kolleger om deres diagnose. Når diagnosen signalerer biologisk defekt og andenhed, er tavshed en rationel strategi for at beskytte sig mod at miste følelsen af at høre til.
Tungeste diagnoser rammes hårdest
Det er værd at bemærke, at problemet er størst netop for de tungeste diagnoser; de, der i offentlighedens forestilling forbindes med farlighed.
Når 50 procent i en VIVE-undersøgelse svarer, at de ville være bekymrede for at arbejde sammen med mennesker med skizofreni, er det næppe, fordi de selv kender mange med diagnosen, men fordi de kender fortællingen.
Den fortælling kommer et sted fra. Fra det medicinske speciale psykiatri. Den er formet af årtiers psykiatrisk sprogbrug og kulturel reproduktion.
Hvis vi skal tage DR’s undersøgelse alvorligt, og det skal vi, må vi derfor også turde tale om, hvad der holder diskriminationen i live.
Når vi i dag taler om, at diskrimination skal bekæmpes, er det ikke nok at appellere til tolerance
Jeg køber ikke, at det blot er uvidenhed eller enkeltpersoners fordomme. Problemer i den skala er som regel systemiske, forankret i den måde, vi som samfund har valgt at forstå psykisk lidelse på.
Så længe vi insisterer på at kalde det sygdomme i biologisk forstand, vil mennesker fortsat blive mødt som syge kroppe, ikke som hele personer med historier, tab, traumer og håb, der bare reagerer.
Så når vi i dag taler om, at diskrimination skal bekæmpes, er det ikke nok at appellere til tolerance og endnu flere velmenende, men ineffektive, oplysningskampagner. Vi må ændre fortællingen.
Psykisk lidelse er ikke et særskilt biologisk fænomen, men en menneskelig reaktion på livet – noget, som selv WHO og FN nu understreger i deres seneste retningslinjer: ”Lovgivning om mental sundhed skal tage en ny retning væk fra det snævre biomedicinske paradigme, der har bidraget til tvang og indespærring i mentale sundhedstjenester.”
Også de mest ekstreme udtryk udspringer af noget tilsvarende voldsomt i et menneskeliv. Når vi insisterer på at se det, åbner vi mulighed for fællesskab omkring og forståelse af det svære. Og vi lukker langsomt døren til det ”os og dem”, som diskriminationen lever af.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og