Når Pia Kjærsgaard siger, at hun som formand for Folketinget rigtignok tilhører eliten, men at hun ikke er elitær, er det vigtigt at gøre sig klart, at man godt kan være elite i betydningen privilegeret og magtfuld, selv om man taler som ”en mand eller kvinde af folket.” Det giver ikke den brede befolkning mere magt og indflydelse, at politiske ledere taler, som om de ikke tilhørte eliten. Det slører blot det faktum, at de selv stræber efter at tage magten, skriver professor Christian F. Rostbøll i et essay om eliten og magten i anledning af sommerens store diskussion om, hvem denne gruppe egentlig er.
Eliten er endnu engang på dagsordenen. Dette skyldes særligt den omsiggribende populisme, der netop lever af at hævde en kontrast mellem folk og elite. Politiken har over sommeren i en række fine artikler interviewet en række personer om deres forståelse af elitebegrebet og deres egen placering på et elitebarometer i serien “Den forbandede Elite.”
Disse interviews og deltagernes placering af sig selv viser, at ”elite” forstås meget forskelligt. Hvordan kan f.eks. EU-kommissær Margrethe Vestager og MF Pernille Skipper se sig selv som uden for eliten, mens Søren Pind anerkender at tilhøre toppen, hvis ikke de mener noget forskelligt med ”elite”? Og hvordan kan Pia Kjærsgaard, som hun selv siger, tilhøre eliten uden at være elitær?
På den baggrund er det værd at overveje, om vi kan blive lidt klogere på, hvad der kan menes med elite, og hvornår – hvis overhovedet – eliter er et problem, der bør bekæmpes.
Der er en dobbelthed i elitebegrebet, som det er vigtigt at gøre sig klart. Denne dobbelthed eller tvetydighed ligger i, at elite både kan betyde ”de bedste” og ”de privilegerede.” Men det er jo ikke altid de to ting følges ad eller bør følges ad.
Min hovedpointe vil være, at der er en dobbelthed i elitebegrebet, som det er vigtigt at gøre sig klart. Denne dobbelthed eller tvetydighed ligger i, at elite både kan betyde ”de bedste” og ”de privilegerede.” Men det er jo ikke altid de to ting følges ad eller bør følges ad. De bedste er ikke altid de mest privilegerede, og de bør heller ikke altid være det. Og vice versa.
Før vi kommer til denne dobbelte betydning af ”elite”, er det værd at bemærke, at ordet elite kommer fra fransk og oprindeligt betød ”valgt” eller ”udvalgt.” Elite er dermed rent etymologisk knyttet til valg og udvælgelse.
I dag har vi det med at se valg som noget demokratisk og ikke-elitært, men det er faktisk historisk set en ny måde at se det på.
I antikkens Athen blev valg set som aristokratiske, hvilket vil sige som et middel til at vælge de bedste. Denne opfattelse er bevaret helt op til det 19. århundrede. Man finder det blandt andet stadigvæk hos de amerikanske ”founding fathers”, som grundlagde den amerikanske republik i slutningen af det 18. århundrede.
Vi taler nogle gange om selvbestaltede eliter, hvilket vil sige eliter, der har valgt sig selv. Denne betegnelse bruges almindeligvis med negative konnotationer. Men er problemet, at de har valgt sig selv, eller at de er eliter? Og i hvilken forstand bruges ”elite” her og i lignende sammenhænge?
Det er her, jeg mener, at det er vigtigt at skelne mellem eliten som ”de bedste” og eliten som ”de privilegerede.”
Elite i den første betydning kender vi bl.a. fra sportsverdenen, hvor vi har elitegymnaster, elitefodbold, elitesvømning osv. Man bruger også betegnelsen inden for uddannelsesverdenen, hvor man taler om eliteuniversiteter og elitestuderende.
Men interessant nok bruges elitebegrebet ikke på tilsvarende vis inden for hverken kunst eller politik. Ingen taler om elitekunstnere eller elitepolitikere. Nogle taler naturligvis om elitære kunstnere og elitære politikere, men det er ikke almindeligvis ment som en ros.
Når ”elite” bruges til at henvise til de privilegerede frem for de bedste, drejes betydningen af begrebet. De privilegerede henviser til personer, der har bedre muligheder og mere magt end andre
Når ”elite” bruges til at henvise til de privilegerede frem for de bedste, drejes betydningen af begrebet. De privilegerede henviser til personer, der har bedre muligheder og mere magt end andre. Eliten adskiller sig i denne betydning fra (resten af) folket ved at have særligt gode muligheder og mere magt.
Det er elite i denne anden betydning, der bruges, når man taler om magteliten. Magteliten er de personer, der har mest magt i og over samfundet. Det er ikke givet, at de mest magtfulde også er de bedste, dvs. elite i den første betydning.
De to slags eliter kan naturligvis være sammenfaldende. Det er f.eks. lettere at komme til at tilhøre de bedste, hvis man er privilegeret. De, der har bedre muligheder, har lettere ved at komme til at tilhøre visse eliter af de bedste. Elitestuderende kommer f.eks. ofte fra privilegerede familier.
Og omvendt kan man bruge visse evner til at blive magtfuld. Min pointe er, at disse sammenhænge ikke er nødvendige, og at der er forskel på at tale om elite som de bedste og som de privilegierede. Det er med andre ord vigtigt at gøre sig klart, om man taler om og kritiserer elite i den ene eller den anden forstand.
Nogle vil måske hævde, at demokratisk valgte politikere som sådanne ikke tilhører de privilegerede, fordi alle har lige ret til at stille op som politikere i et demokrati. Margrethe Vestager hævder noget sådant i Politikens interview med hende d. 26. juli.
Og det er da også fuldstændig korrekt, at demokratiske revolutioner er et opgør med visse gruppers privilegier – adelens, kirkens, kongens. Formelt set er det rigtigt, at alle borgere i et demokrati har lige mulighed for at blive politiker. Men det betyder jo ikke, at der ikke følger særlige muligheder og magt med at være politiker.
Demokratisk valgte politikere tilhører en privilegeret og magtfuld gruppe i samfundet, selv om alle i princippet kan blive en del af denne gruppe. Repræsentativt demokrati indebærer, at politiske eliter er valgt og kan væltes, men ikke fraværet af politiske eliter i betydningen af personer med særlig magt.
Populister er almindeligvis ikke imod politiske ledere med særlig magt og indflydelse, bare det er deres egne ledere
Som nævnt indledningsvist er konflikten mellem folk og elite blevet sat på dagsordenen af den populistiske bølge. Er populismen vendt mod ”eliten som de bedste” eller ”eliten som de privilegerede”? Eller er det noget helt andet, populisterne er imod? Hvis populister var imod enhver elite kendetegnet ved dens særligt gode muligheder og megen magt, dvs. de privilegerede, skulle de være imod både alle de rige og alle politikkere.
Men det er de ikke. Tag f.eks. Donald Trump, han er jo privilegeret både i forhold til økonomiske og politiske muligheder og magt. Populister er almindeligvis ikke imod politiske ledere med særlig magt og indflydelse, bare det er deres egne ledere.
Så måske er populisternes protest rettet imod, at den nuværende magtelite ikke består af de bedste ledere? Hvis det er tilfældet, vil de gerne have, at de bedste leder landet. Populister er dermed ikke imod enhver elite. Det skal bare være den elite, som de selv definerer som den bedste – og ikke den elite, nogle andre mener er den bedste. Men så handler uenigheden jo ikke om folk versus elite, som der gives udtryk for. Uenigheden handler snarere om, hvem der er den rigtige elite, hvem der er de bedste til at lede.
I den offentlige debat om eliten og det elitære, tales der også nogle gange om eliten som dem med ”de rigtige holdninger”
I den offentlige debat om eliten og det elitære, tales der også nogle gange om eliten som dem med ”de rigtige holdninger.” Denne diskussion er lidt svær at forholde sig til. For det er vel meget almindeligt – og helt legitimt – at mene, at man selv har ret, og at dem, der uenige med én, tager fejl.
Der må derfor være noget andet på spil her. En mulighed er, at nogle mener, at eliten anser deres holdninger for illegitime. Og der er forskel på at anse andres holdninger for fejlagtige og at anse dem for illegitime. Det er dog ikke helt tydeligt, hvad dette har med elitediskussionen at gøre. Måske er ideen, at eliten taler på en måde, som gør, at nogle mennesker føler, at der ikke er plads til dem og deres holdninger i samfundet.
Det er muligvis det Pia Kjærsgaard er inde på, når hun siger, at hun som formand for Folketinget rigtignok tilhører eliten, men at hun ikke er elitær. Det er i denne sammenhæng bare vigtigt at huske på, at man godt kan være elite i betydningen privilegeret og magtfuld, selv om man taler som ”en mand eller kvinde af folket.” Det giver ikke som sådan den brede befolkning mere magt og indflydelse, at politiske ledere taler, som om de ikke tilhørte eliten. Det slører blot det faktum, at de selv stræber efter at blive elite og tage magten.
Fordelen ved demokratiske eliter er, at de er synlige, og at vi som vælgere kan slippe af med dem, hvis vi ikke synes, de er gode nok
Det største eliteproblem opstår, når der ikke er lige adgang til de eliter, der altid vil være i et samfund. Fordelen ved demokratiske eliter er, at de er synlige, og at vi som vælgere kan slippe af med dem, hvis vi ikke synes, de er gode nok. De skjulte og selvbestaltede eliter er et større problem, men i den indeværende elitediskussion kan de nyde godt af højre-populisternes fokus på det mere symbolske.
Lad mig slutte med en kommentar til Politikens elitebarometer.
Her er dobbeltheden i elitebegrebet også interessant. På den ene side viser det en rosværdig selverkendelse, hvis en privilegeret og magtfuld person placerer sig selv højt på barometeret. På den anden side er det usmageligt at udnævne sig selv som tilhørende de bedste i samfundet. Elite er noget man bør udråbes eller vælges til af andre.
Topillustration:Pixabay.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
