For få år siden, ville jeg have svoret, at det aldrig ville ske, at historien kunne gentage sig. I dag er jeg ikke så sikker længere.
Jeg har for nylig taget en pause fra de sociale medier, ikke fulgt med i nyhederne eller læst avis. For en periode ville jeg leve efter devisen: hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af. Sandheden er, at jeg var ved at blive kvalt. Kvalt af det konstante negative flow af nyheder, trusler, den hårde debatform og de sårende dehumaniserende ord. Jeg er ikke en person, der kan tage en debat, for derefter at lukke ned, uberørt af den ”førte samtale”. Jeg tænker videre over samtalen og det er måske her, min fejl ligger. Jeg forsøger at sætte mig ind i, hvorfor personen jeg ”taler” med, siger som vedkommende gør og forsøger at forstå verden, set med deres øjne. Ikke fordi jeg nødvendigvis tror, jeg kan nå til enighed med dem, men fordi jeg gerne vil forstå, ”hvor de kommer fra”.
Det er svært, konfronteret med mennesker, der decideret hader. Bare hader. Ikke dig personligt, fordi de kender dig, din karakter eller person, men udelukkende fordi du har muslimsk baggrund – og så kan du være nok så sekulært indstillet, nok så lidet troende eller praktiserende – det er ligegyldigt. Ordet muslim er buzzordet, der forhindrer dem i at se andet.
Jeg ville simpelthen ikke lukke så meget had ind i mit liv og måtte jeg have luft. Men, hadet er der stadig. Det forsvinder ikke ved, at jeg ”trækker stikket ud” for en stund.
For en periode ville jeg leve efter devisen: hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af. Sandheden er, at jeg var ved at blive kvalt. Kvalt af det konstante negative flow af nyheder, trusler, den hårde debatform og de sårende dehumaniserende ord. Jeg er ikke en person, der kan tage en debat, for derefter at lukke ned, uberørt af den ”førte samtale”. Jeg tænker videre
Da min salig far lå for døden, var det smertefuldt at skulle tage stilling til, hvor han skulle begraves, når den dag indtraf og han ikke længere ville være blandt os. Lægerne havde opfordret ham til at tage den svære samtale med sin familie. Det var en svær samtale og jeg ønsker den ikke for min værste fjende. Min far lod det være op til os, hans børn, at træffe beslutningen. ”Det er jer, der skal leve med, hvor min grav er placeret og derfor også jer, der bør træffe beslutningen. Jeg vil ikke mærke forskel alligevel”, sagde han.
Vi valgte at begrave ham i Tyrkiet, til trods for, at det betød, vi ikke bare uden videre kunne aflægge hans grav et besøg ved ondt i sjælen eller deling af glæder og sorger ved hans grav.Det har affødt nogle forkastelige insinuationer i debatter omkring vores valg. ”Når du påstår at elske Danmark så højt, hvorfor skulle din far så stadig begraves i tyrkisk og ikke dansk jord?”
Det er der en helt særlig årsag til. Det var ikke nemt at træffe beslutningen, og årsagen er ikke blevet mindre smertefuld med tiden. Vores far skulle ligge i fred, og tanken om at få rippet op i sin sorg ved en eventuel skænding af hans grav, var simpelt hen ikke noget, vi ønskede at opleve. Vi ville hellere leve med savnet og den geografiske afstand end risikere, at hans grav skulle misbruges af afstumpede mennesker som en art politisk manifestation.
For det er hadet, der kommer til udtryk og dette had er skræmmende. Aktuelt har vi endnu en grav skændet på den muslimske gravplads i Brøndby. Det er anden gang indenfor kort tid, at denne gravplads udsættes for hærværk og mens politiet tænker over og efterforsker, om, det er en hadforbrydelse (?), kan jeg bare konstatere, at hadforbrydelser mod muslimer er taget til.
Ytringsfriheden og dens kendte begrænsninger
Hver gang, muslimer påpeger dette, får vi at vide, at vi har ytringsfrihed i landet. Ja, og gudskelov for det! Jeg er bannerfører for en bevarelse af vores ret til frit at kunne ytre os. Enhver har ret til at kunne give udtryk for sine holdninger. Det er en demokratisk forudsætning og grundpille i vort samfund. Men ytringsfriheden er ikke absolut. Der er begrænsninger på friheden til at ytre sig. Det er således ulovligt at udtale sig racistisk.
Historien startede som bekendt med en dehumanisering af egne medborgere og vi ved alle, hvordan dén historie endte. Derfor er jeg ikke længere så sikker på, at historien ikke vil kunne gentage sig. Vi har alle et ansvar for at sige fra overfor ekstremisme, og det, der populært forsøges pakket ind i hule floskler som ”islamkritik”
Her slår det aldrig fejl, når højreorienterede skal argumentere for deres sag. Vi må forstå, at muslimer ikke er en race, hævder de, vel vidende at blandt de mest ekstreme, sondres der ikke synderligt mellem race og religion. Når vi beklager os over de hårde ord, der til stadighed bliver hårdere, fordi grænserne for, hvad vi kan tillade os at sige om andre mennesker hele tiden forskydes, bliver vi beskyldt for at trækkes offerkortet. Vi må holde op med at spille ofre, må vi forstå. Men spørgsmålet er: Spiller vi ofre eller er vi reelt ofre for en afskyelig måde at omtale sine medborgere på? Hvor bliver vores ret til at gøre brug af ytringsfriheden af og hvad med vores ret til at sige fra?!
Hvorfor forventes det, vi må forstå og også rumme, at der analyseres på, hvorfor udtalelser bliver stadig mere rabiate ved en dehumanisering af egne medborgere, mens der ikke udvises forståelse for, hvad det gør ved mennesker at blive omtalt i ord, der er en gentagelse af noget, som burde høre til på historiens losseplads?
Historien om forsøget på at udrydde jøderne op til og under Anden Verdenskrig startede som bekendt med en dehumanisering af egne medborgere og vi ved alle, hvordan dén historie udspillede sig. Jeg er ikke længere så sikker på, at historien ikke vil kunne gentage sig. Vi har alle et ansvar for at sige fra overfor ekstremisme, og det, der populært forsøges pakket ind i floskler som ”islamkritik” er hult. Hult fordi dem, der medvirker til en dehumanisering af egne medborgere, ikke selv er for sene til at give den hele armen som ”ofre” når udenlandske medier skildrer dem og udviklingen i landet på en måde, der ikke passer dem.
Topfoto: Stroop Report – Warsaw Ghetto Uprising – Public Domain.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
