FILM // ANMELDELSE – Karen Hammer fandt den prisbelønnede sydstatsfilm “Bull” alt for lang: “Men tyrekampene er vældig spændende og barske. Dem falder man ikke i søvn under. Rodeomiljøet er absolut overbevisende skildret.”
September måneds film i Cinemateket kommer hertil med mange priser. Annie Silverstein studerede først historie ved universitetet i Austin, Texas, før hun gennem adskillige år arbejdede med sit eget projekt Native Lens ved Longhouse Media og senere fik sit gennembrud med sin afgangsfilm Skunk, (16 min.): Filmen vandt Juryens førstepris i Cannes’ sidekonkurrence Un Certain Regard i 2014; særdeles fornemt, da Abbas Kirostami var juryformand netop det år
Efter gennem mange år at have interviewet og studeret rodeomarkeder i Texas og have hørt et væld af gode historier om forholdene i denne meget voldelige branche, gik Annie Silverstein i gang med sin første rigtige spillefilm Bull. Filmen blev præsenteret i Cannes i 2019 og modtog flere priser. En enkel anmelder udnævnte Bull til den bedste film i Cannes det år. Endnu bedre gik det ved Deauville Filmfestivalen samme år, hvor den vandt Grand Prix, Kritikerprisen, og hovedrolleindehaveren Amber Havard modtog debutantprisen.
Amber Harvard debuterer som skuespiller i denne film; hun er stille, næsten ikke smilende og lidt klumpet. Hun dækker fint sin karakter. Hun blev fundet i en skoleklasse i Texas, hvor casting teamet var inde for at snakke med potentielle emner, som imidlertid ikke viste sig brugbare. Amber sad stille i baggrunden og iagttog sceneriet. Annie Silverstein fik øje på hende ved den senere gennemgang af optagelserne og tog tilbage til skolen for at finde hende.
Bull, som er næsten uden professionelle skuespillere, fortæller om 14-årige Kriss, der sammen med en lillesøster bor hos sin mormor, fordi hendes mor er i fængsel for at handle med narkotika. Kriss føler sig meget alene, hun ønsker, som alle teenagere, at blive beundret og elsket, men hun har hverken penge eller udseende til, at nogen kan interessere sig for hende.
Hun arrangerer derfor en fest i sin nabo Abes hus, da han er væk i weekenden. Den aften er hun populær, og hendes ”venner” kaster sig rundt i møblerne og drikker al husets sprut. Abe bliver rasende og tilkalder politiet; takket være mormors bønner slipper hun for fængsel, men dømmes til at rydde og og hjælpe Abe i huset i en måneds tid.
Abe spilles af den sorte skuespiller Rob Morgan, der allerede har gjort sig stærkt bemærket i film som Just Mercy af Destin Daniel Cretton og Netflix-dramaet Mudbound instrueret af Dee Rees. Abe lever af at være rodeoklovn, dvs. han er en af de hjælpere, der færdes i manegen og forhindrer tyren, når den har kastet rytteren af, i at maltraktere eller dræbe denne. Det er et farligt erhverv, der kræver mod og erfaring. Han forstår Kriss’ ensomhed og hjælper hende med at ride på tyrene, med at give hende lidt selvtillid.
Selvfølgelig går det galt en dag, og Abe kommer på hospitalet. Kriss fanges ind af unge narkotikasælgere og dummer sig. De prøver at tvinge hende ud i prostitution. Livet er meget ensomt og svært, men Abes venskab har styrket hende. Filmen bæres af de mange flotte og drabelige rodeokampe, hvor tyrenes voldsomme spring kaster rytterne højt op i luften til alle sider, og vi sidder med livet i hænderne, medens tyrene gryntende og sparkende prøver at dræbe de dumdristige ryttere.
Der sker meget lidt i denne sydstatsfilm, så den kan ind imellem være tung at følge med i. Jeg fandt den alt for lang; men tyrekampene er vældig spændende og barske. Dem falder man ikke i søvn under. Rodeomiljøet er absolut overbevisende skildret.
Bull spiller 10 gange fra d. 20. august i Cinemateket.
Foto: PR.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her