RIGSFÆLLESSKABET // KOMMENTAR – ”Vi kan gå allerforrest og vise hele det internationale samfund, at netop vi har forstået, at ydmyghed ikke er et tegn på svaghed, men på politisk modenhed og historisk ansvarlighed,” skriver Khaterah Parwani, der skammer sig over mange af reaktionerne på grønlændernes krav om at kunne tale frit. ”Det er decideret pinligt. Vi har ikke fattet, hvad det betyder, at Grønland har et selvstyre med en egen folkevalgt regering, og at de har selvbestemmelse. Alle beslutninger om fremtiden tilhører grønlænderne alene.”
Vi har et strukturelt problem med den fulde erkendelse af vores koloniale historie, når vi konstant har behov for at dirigere og diktere, hvad grønlænderne må ytre sig om, og hvordan de skal agere i offentligheden lige nu. Det siver bare igennem, alle steder. Det er ikke grønlændernes reaktioner, vi burde have så travlt med, men vores egen arrogance.
Jeg har oplevet det samme strukturelle problem i afghanske miljøer, hvor visse etniske grupper opfører sig præcis på samme måde over for vores minoriteter.
En opdragende og bedrevidende nedladenhed, især over for vores hazara-folk, hvis historie og identitet vi har korrumperet, forfalsket, udvisket og ydmyget. Udsat dem for alle uhyrligheder og fortsat forfølger og krænker dem den dag i dag.
Blandt afghanerne har man altid haft det her ideal om sammenhold: Det sekund, minoriteter har gjort en smule oprør, har vi tysset dem og udskammet dem med krav om, at vi skal holde sammen udadtil, mens sandheden er, at vi holder mest af vores eget selvbillede. Som om privilegerede undertrykkere har noget at skulle have sagt om, hvad sammenhold er.
Det minder mig om et dysfunktionelt, ulige forhold, hvor partneren kræver, at man opfører sig ordentligt udenfor og holder sammen, så folk ikke snakker
Kravet om sammenhold ser vi også konstant gentaget over for Grønland, hvor de irettesættes, som om de er små børn.
Det minder mig om et dysfunktionelt, ulige forhold, hvor partneren kræver, at man opfører sig ordentligt udenfor og holder sammen, så folk ikke snakker.
Det er stadig et dysfunktionelt forhold, hvor kravet om sammenhold ikke kommer fra et sted, hvor man reelt viser forandring, men fra et skrøbeligt ego, der tror, at man med den ene tunge kan påstå at have erkendt ansvaret for uligheden, mens man med den anden tunge tysser den ulige part og beder dem sætte sig selv i et ufortjent godt lys. Det er i virkeligheden bare en selviscenesættelse.
Jeg laver kun den sammenligning med afghanere for at beskrive, at de her dynamikker findes alle steder, også her. Det sker alle vegne, også blandt det iranske folk, hvor ulige magtforhold, skabt af generationers krænkelser af minoriteter, igen og igen skaber sammenstød, fordi arrogancen går forud.
Jeg afskyr det, fordi jeg er ultraopmærksom på det her perverterede selvbillede, især med mine privilegier og mine persiske rødder. Vi har konstant et behov for at positionere os som bedrevidende over for andre etniske grupper i vores bagland.
Så jeg har også arvet en tung arrogance. Og fra det perspektiv, hvor jeg forsøger at gøre op med vores strukturelle selvfedme, skriver jeg det her.
Ydmyghed er på sin plads
Og forstå mig ret: Der skal være plads til den gode intention, hvor prioriteten er, hvordan vi med vores rygstøtte og ressourcer kan skabe mere frihed for Grønlands ret til at beslutte sig for præcis, hvad de vil.
Men den er kun god i det her tilfælde, når man har grønlændernes interesse som øverste prioritet. Ikke hvis man render og prioriterer, hvordan man selv bliver set på.
Jeg får ondt i maven over at læse de utallige reaktioner på fremtrædende stemmer fra Grønland, også på deres politiske landskab. Det er decideret pinligt. Vi har ikke fattet, hvad det betyder, at Grønland har et selvstyre med en egen folkevalgt regering, og at de har selvbestemmelse. Alle beslutninger om fremtiden tilhører grønlænderne alene.
De ord skal vi praktisere nu: at deres selvbestemmelse gælder både i forhold til rigsfællesskabet og i internationale sammenhænge. Vi skal dermed træde i baggrunden.
Danmarks rolle er ikke at dirigere, diktere eller definere Grønlands interesser, men at respektere selvstyrets mandat. Og det betyder, at Danmark støtter Grønland på deres præmisser og ikke på vores selviscenesættelse.
Det er ikke en ydmygelse at være ydmyg. Det er altid storhed, når nye generationer vælger andres friheder til på lige fod med deres egne
I handlingen kræver det en gentagen ydmyghed, noget, som den privilegerede part i et ulige magtforhold har svært ved at forstå er en dyd.
Ydmyghed er en stor dyd!
Den siger noget om ens karakter og integritet, og den dyd lander det sekund, man oprigtigt vil forandring indefra – at man oprigtigt bryder med en arv eller en historie, og det viser sig i alle interaktioner.
Det er ikke en ydmygelse at være ydmyg. Det er altid storhed, når nye generationer vælger andres friheder til på lige fod med deres egne.
Så alle de her nedladende påmindelser om, hvordan vi har ”hjulpet” grønlænderne, bør parkeres.
Det siger mere om os, at vi stadig ikke har fattet i vores hoveder og hjerter, at Grønlands politiske og økonomiske sårbarhed ikke er opstået ud af det blå eller isoleret, men er resultatet af årtiers kolonial forvaltning og beslutninger truffet uden grønlandsk medindflydelse.
Vi må vise, at vi ved bedre i dag
Det mindste ansvar, vi har over for grønlænderne – men også over for de næste generationer i Danmark – er, at vi én gang for alle vælger et vendepunkt til.
Vi skal droppe den bedrevidende, opdragende tone om, hvordan de skal opføre sig og ytre sig, og rette ryggen og sikre, at Grønland ikke står alene i internationale forhandlinger.
Vi skal som stat udvise ordentlighed og respekt for folkeretten og vores internationale retsprincipper, når vi går med ind i forhandlingsrummet med stormagter, der er fløjtende ligeglade med disse principper.
Vi kan gå allerforrest og vise hele det internationale samfund, at netop vi har forstået, at ydmyghed ikke er et tegn på svaghed, men på politisk modenhed og historisk ansvarlighed
Vi skal gribe dagen og i stedet være taknemmelige for denne mulighed, hvor vi endelig får lov til at bryde med de koloniale mønstre og vise, at vi kan handle principfast – også under pres.
Det er her og nu, vores integritet måles, når vores værdier udfordres af modstand.
Vi kan gå allerforrest og vise hele det internationale samfund, at netop vi har forstået, at ydmyghed ikke er et tegn på svaghed, men på politisk modenhed og historisk ansvarlighed.
At vi udelukkende er her for at give Grønland et forhandlingsbord med rygstøtte fra en oprigtig og loyal ven, der har gjort op med fortiden.
En mulighed, hvor vi signalerer ordentlighed og forandring – i kontrast til amerikansk udenrigspolitik, der har været ligeglad med alle fundamentale principper, ikke kun i dag, men altid.
For de har om nogen været en stopklods for den forandring med deres krænkelser af folkeretten, fordrivelser og forbrydelser mod menneskeheden, deres krigsførelser, hvor de har plettet vores ry og stillet os i så skidt et lys, at nyere generationer griner, hver gang vi positionerer os som nogen, der påstår, at vi respekterer folkeretten og international ret.
De kloge siger, at der er to ting, der definerer ens karakter:
Modgangen, der tester ens principper, når udfordringerne lander – eller medgangen i form af magt og indflydelse, der korrumperer mennesket væk fra alt det, vedkommende påstod at stå for.
Vi står over for begge prøvelser, og tiden er inde til, at vi griber muligheden for at vise, at vi ved bedre – at vi derfor handler bedre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og