DANMARKSHISTORIE // BOGUDDRAG – I bogen Jødernes danmarkshistorie – i provinsen leverer historiker Vibeke Kaiser-Hansen en indsigtsfuld fortælling om jøderne og deres kristne medborgere i de danske købstæder i 1800-tallet, herunder sameksistensen og den gensidige påvirkning mellem de to grupper. I et historisk perspektiv behandler bogen dermed også højaktuelle emner som migration og integration. Med tilladelse bringer POV et uddrag.
Indtil 1900-tallet udgjorde jøderne det største religiøse mindretal i Danmark. Fortællingerne har dog især handlet om jøder i København. Ikke om landjøderne, som boede i købstæderne. Det råder Jødernes danmarkshistorie – i provinsen nu bod på.
Bogen har hovedvægt på 1800-tallet og er den første samlede fremstilling af jødisk liv og kultur uden for hovedstaden. Især i Fredericia, Aalborg og Randers. Det er en fortælling om integration og om, hvorvidt Danmark nu også kunne rumme folk med andre madvaner og religiøse skikke samt et uforståeligt sprog. Det kunne landet stort set, selv om der var konflikter mellem jøder og kristne. Også i provinsen.
Den følgende tekst er et uddrag af bogen, s. 9-15. Noter er ikke medtaget.
De jødiske samfund
Færdes man på Østre Kirkegård i Randers, kan man i hjørnet ved Udbyhøjvej og Østervangsvej støde på rækker af tætstående gravsten med fremmedartede skrifttegn. På hebraisk fortæller de, at her ligger personer med navne som Krese Nathan, Samuel Julius Staropolsky og Leopold Weinberger. Den jødiske gravplads ligger lidt for sig selv øst for den øvrige kirkegård og blev anlagt i 1806-1807 på initiativ af den jødiske købmand Gerson Heinemann, hvis syvårige datter, Henny, som den første blev begravet på stedet. I dag har begravelsespladsen 358 kendte jødiske gravsteder.
Østre Kirkegård er normalt et fredeligt og roligt sted, men den 9. november 2019 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om hærværk mod 84 gravsten på den jødiske gravplads. De fleste var overhældt med maling, andre var væltet. Der var tale om en klar reference til Krystalnatten, som fandt sted i Tyskland og Østrig natten mellem den 9. og 10. november 1938. Her iværksatte nazisterne et angreb på jøder, hvor 7.500 forretninger blev ødelagt − de knuste ruder gav navn til Krystalnatten − et par hundrede synagoger blev sat i brand, mens 25.000 jøder blev interneret i koncentrationslejre.
Jøderne var indtil begyndelsen af 1900-tallet den eneste større religiøse minoritet i Danmark, og de udgjorde landets eneste ikke-kristne minoritet af en vis størrelse frem til cirka 1970
Natten til påskedag 2021 blev den jødiske gravplads i Aalborg ramt af hærværk. Her blev der kastet rød maling, der skulle symbolisere blod, på kirkegårdsmuren, og på gerningsstedet blev der fundet løbesedler med antisemitisk indhold.
Mens hændelserne i Østjylland i 2019 refererede til nazismens jødeforfølgelser, trak løbesedlerne fra Aalborg på meget ældre begivenheder, nemlig de israelitiske slavers udvandring fra Egypten cirka 1200 f.v.t., som jøder siden har fejret med helligdagen pesach. Samtidig med at de to hærværksepisoder refererede til historiske begivenheder uden for Danmarks grænser, satte de dog også fokus på en lidt overset del af købstædernes og Danmarks historie, nemlig det jødiske liv i provinsen, som blomstrede i 1800-tallet.
Netop begravelsespladserne i Randers og Aalborg og jødiske gravpladser i andre købstæder er synlige beviser på, at der især frem til omkring år 1900 var jødiske samfund i Danmark – også uden for København. Den mest kendte del af de danske jøders historie knytter sig til besættelsen, men det jødiske liv i 1800-tallets købstæder er kun i beskedent omfang beskrevet i litteraturen, og der findes ingen samlet eller generel fortælling om emnet.
Det gælder også for den del af historien, som handler om sameksistensen mellem jøder og kristne i købstæderne. Det forekommer ellers indlysende at tage udgangspunkt i jøderne, hvis man i et historisk perspektiv ønsker at studere højaktuelle emner som migration, integration (forstået som gensidig påvirkning og tilpasning) og sameksistens mellem forskellige befolkningsgrupper. Jøderne var indtil begyndelsen af 1900-tallet den eneste større religiøse minoritet i Danmark, og de udgjorde landets eneste ikke-kristne minoritet af en vis størrelse frem til cirka 1970, hvor den muslimske indvandring tog til.
International forskning har vist, at der var betydelige forskelle på jøder i mindre samfund og storbyjøder, ikke mindst når det gjaldt erhverv og integration
I tidens løb har de fleste danske jøder boet i København, men det jødiske liv i Danmark kan ikke reduceres til et hovedstadsfænomen. I 1801 boede 27 % af Kongeriget Danmarks jøder i provinsen, og antallet steg for at toppe i 1840, hvor 41 % af jøderne var bosat i provinsen. Her fordelte de sig på 47 byer og 11 landdistrikter, og der var jødisk liv i 70 % af de danske købstæder.
Ligesom de danske undersøgelser rettede den internationale forskning i jødisk historie længe entydigt opmærksomheden mod jøder i storbyer, men i de seneste årtier er der kommet øget fokus på studier af jøder i landdistrikter og i mindre byer.
Det skyldes blandt andet, at de fleste jøder i Central- og Vesteuropa omkring år 1800 boede uden for storbyerne. I løbet af 1800-tallet skete en vandring fra landområderne og de mindre byer mod storbyerne, som dog ikke helt drænede provinsen for jøder. International forskning har vist, at der var betydelige forskelle på jøder i mindre samfund og storbyjøder, ikke mindst når det gjaldt erhverv og integration. Hvordan så det ud i Danmark? Lignede de danske jøder fra provinsen storbyjøderne i København, eller mindede deres livsstil mere om jøders måde at leve på i mindre samfund, som det kendes fra udenlandske studier?
Nakskov er sammen med Fredericia den provinsby, hvor der først opstod jødiske menigheder. Fra 1717 var Nakskovs synagoge indrettet i et privat hus. Synagogebygningen på billedet blev indviet i 1880. Den lå på hjørnet af Klostergade og Nørrevold 14, men blev i 1954 revet ned for at gøre plads til en ny vej.
Jøderne stammer oprindelig fra Mellemøsten. Ifølge Mosebøgernes overlevering blev Kanaans land, der i dag udgøres af Israel og Palæstina, skænket til jøderne af Gud. Der opstod jødisk beboelse i området, men lokale konflikter betød, at mange jøder vandrede væk i de næste århundreder.
Fra det tredje århundrede af vores tidsregning husede Mesopotamien i det nuværende Syrien og Irak den største koncentration af jøder. Bosættelserne strakte sig fra dette område langs det østlige Middelhav og vestpå tværs over Nordafrika. En del jøder boede i det græsk-ortodokse Byzantinske Rige langs det nordøstlige Middelhav og ved Sortehavet. På den europæiske side af Middelhavet var der især jøder på Sicilien og på Den Iberiske Halvø (Spanien og Portugal). Frem til 1000-tallet bosatte jøder sig også nordligere i det katolske Europa, men det var dog fortsat kun en lille del af Europas jøder, der boede her.
Ud fra en fornuftig og rationel tankegang burde også jøder indgå som nyttige samfundsborgere på lige fod med alle andre
Grundlæggende blev der skelnet mellem to grupper af jøder i Europa. De sefardiske jøder og de ashkenaziske jøder, som repræsenterede hver sin religiøse tradition og kultur. Sefarderne talte et romansk sprog kaldet judezmo eller ladino, og de levede på Den Iberiske Halvø. De havde gode kår, men med de muslimske maureres nederlag i 1492 fik halvøen kristent herredømme, og jøderne fik valget mellem at udvandre og at konvertere til kristendommen.
Efter 1497 var Den Iberiske Halvø officielt et sted uden jøder. Mange af de døbte jøder, conversos, var reelt ikke omvendte, men forsøgte i det skjulte at leve som jøder. Det var dog svært, og i løbet af 1500-tallet rejste mange nordpå til byer som Amsterdam, Antwerpen og Hamborg.
Scene fra udvisningen af de sefardiske jøder i Portugal i 1490’erne. Da det et par hundrede år senere blev muligt for jøder at slå sig ned i Danmark, var kongen mest interesseret i de sefardiske jøder på grund af deres handelskontakter. Gruppen af ashkenaziske jøder kom imidlertid til at dominere i Danmark.
Ashkenazerne talte det germanske sprog jiddisch og boede i middelalderen i Centraleuropa. I det 9. og 10. århundrede opstod jødiske samfund i den franske by Metz og i tyske byer som Mainz, Worms, Regensburg og Køln. Jøderne levede dengang i byer, hvor de drev handel og penge- og kreditvirksomhed. I løbet af middelalderen førte forfølgelser til en gradvis fortrængning af jøder fra de tyske byer, og det fortsatte indtil 1600-tallet, hvor forholdene stabiliseredes.
På det tidspunkt var der kun få jøder tilbage i de tyske byer. Nogle var rykket mod øst til Polen og Litauen, mens andre fordelte sig i landområderne, hvor der opstod nye jødiske samfund. Forholdene varierede, men mange steder skulle jøder købe et tidsbegrænset lejdebrev for at få lov til at slå sig ned, og erhvervsmulighederne var få. Det var dog muligt for jøder at leve af penge- og pantsætningsvirksomhed eller være læger, dyrlæger, apotekere og jordemødre, ligesom de måtte handle med landbrugsprodukter. Efterhånden tiltrak markedshandlen og de store messer i Frankfurt am Main og Leipzig også jødiske handelsmænd.
I Danmark var der fra Reformationen i 1536 frem til Grundloven af 1849 lovmæssig hjemmel for at lave særlige hindringer for udlændinge med anden tro end den lutherske kristendom, når det gjaldt indrejse, ophold og erhverv
Jøderne i Central- og Vesteuropa levede under stramme restriktioner. De var ekskluderet fra den øvrige befolkning og forvaltede selv deres samfund, men fra slutningen af 1700-tallet begyndte en gradvis proces mod ligestilling. Oplysningstidens ideer om det fornuftige menneske, der skulle befries fra konventionel tænkning, påvirkede både magthavere og jøder, og blandt andet opstod den jødiske oplysningsbevægelse Haskalah i Tyskland.
Ud fra en fornuftig og rationel tankegang burde også jøder indgå som nyttige samfundsborgere på lige fod med alle andre. Som en følge af Den Franske Revolution (1789) og tankerne om frihed, lighed og broderskab blev jøder i Frankrig tildelt borgerrettigheder i 1791. Med Napoleons senere erobringer blev rettighederne udbredt til jøder bosat i de erobrede områder. Ligestillingstiltagene slog igennem alle steder i Central- og Vesteuropa i løbet af 1800-tallet – dog på forskellige tidspunkter.
I Danmark var der fra Reformationen i 1536 frem til Grundloven af 1849 lovmæssig hjemmel for at lave særlige hindringer for udlændinge med anden tro end den lutherske kristendom, når det gjaldt indrejse, ophold og erhverv. Bestemmelserne berørte jøder, der ønskede adgang til eller ophold i landet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
