forskning Dahl Messerschmidt

Kære Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, universiteterne kan fint selv værne om kvaliteten i vores forskning

i Politik & Samfund/Uddannelse af
FORSKNING // KOMMENTAR – “Det er universiteternes egen opgave at sætte rammerne for disse diskussioner, og det bør ikke være et mål for politiske indgreb, hvad enten der er tale om direkte indgreb eller politisk pres for at universiteterne selv foretager dem. Dette er selvfølgelig foreneligt med, at politikere har, og udtrykker, en holdning til de forskellige forskningsmiljøer på universiteterne,” skriver Nils Holtug som reaktion på Henrik Dahl og Morten Messerschmidts kronik i Berlingske: “Antividenskab vinder ind på universiteterne – det må og skal slås ned.”

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Der pågår for tiden en debat om politisering, aktivisme og forskningskvalitet, særligt indenfor  humaniora og samfundsvidenskab. Blandt andet har Henrik Dahl og Morten Messerschmidt kritiseret  en række forskningsmiljøer, herunder kønsstudier, og miljøer, der læner sig op ad postkolonialisme, intersektionalisme og queer-teorier.

I den forbindelse har Messerschmidt rejst et såkaldt § 20-spørgsmål til uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, hvor han beder hende redegøre for, hvordan hun vil sikre, ”at politiserende og aktivistiske dagsordener, der skaber had til og tvivl om vores samfundsinstitutioner, ikke sniger sig ind på universiteterne under dække af forskningsfrihed og armslængdeprincippet”.

Der indgår på en række forskellige måder værdier i forskning, hvilket ikke i sig selv er problematisk, men er en forudsætning for, at forskningen overhovedet kan finde sted

Halsboe-Jørgensen har senere præciseret, at hun ikke ser det som sin opgave at blande sig i forskernes konklusioner, men hun har også indskærpet, ”at forskerne omvendt heller ikke skal bedrive politisk aktivisme, og at det er universitetsledelsernes ansvar, at det ikke sker”.

Der har imidlertid været en tendens til ikke rigtig at sondre mellem den kritik, der angår politisering, og den, der angår den faglige lødighed af de metoder og teorier, som (nogle) forskere benytter sig af.

forskning Dahl Messerschmidt
Det er en udbredt forestilling, at forskere skal levere værdifri, faktuel viden, som politikere derefter kan lægge til grund for holdningsbaserede, politiske beslutninger. Men dette er et fortegnet billede af, hvordan forskning rent faktisk foregår, skiver Nils Holtug i sit brev-

Politisering

Det er en udbredt forestilling, at forskere skal levere værdifri, faktuel viden, som politikere derefter kan lægge til grund for holdningsbaserede, politiske beslutninger. Men dette er et fortegnet billede af, hvordan forskning rent faktisk foregår.

Der indgår på en række forskellige måder værdier i forskning, hvilket ikke i sig selv er problematisk, men er en forudsætning for, at forskningen overhovedet kan finde sted. For eksempel i forbindelse med overvejelser over, hvad det er værd at undersøge, og hvilke kriterier, der bør ligge til grund for teorivalg.

I nogle tilfælde indgår der også moralske og politiske værdier. Der kan fx indgå etiske overvejelser over, hvordan forsøgspersoner eller forsøgsdyr bør behandles (også ud over, hvad der er indskrevet i lovgivningen), og politiske overvejelser over, hvor vigtigt det er for samfundet, at få belyst en given videnskabelig problemstilling.

Et samfund i udvikling har brug for samfundsengagerede forskere, der forholder sig til tidens udfordringer, og det i en fri udveksling af ideer

I andre tilfælde kommer forskningen helt eksplicit med anbefalinger til, hvordan samfundet bør indrettes. For nu at tage udgangspunkt i mit eget forskningsfelt, politisk filosofi, så har det været tilfældet, siden dengang Platon skrev Staten, for mere end 2000 år siden. Og spørgsmålet om, hvordan samfundet bør indrettes, er siden blevet behandlet af en perlerække af store samfundstænkere, som bl.a. Aristoteles, Immanuel Kant, Adam Smith, Karl Marx, Thomas Hobbes, Edmund Burke, Jürgen Habermas, John Rawls og Robert Nozick.

En række af de værdier, der i dag udgør grundpiller i vores samfund, er desuden blevet formuleret af oplysningstænkere: tænk fx på John Stuart Mills forsvar for, at der i samfundet bør være en vidtgående ytringsfrihed, og John Lockes forsvar for, at staten bør tolerere forskellige religioner, snarere end kun én. Det var synspunkter, der var revolutionerende i deres samtid, selv om de synes indlysende for de fleste af os i dag.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alt hvad der tænkes på universiteterne, er lige kvalificeret. Sådan er det, uanset om vi snakker om cellebiologi eller politiske visioner for samfundet. Men et samfund i udvikling har brug for samfundsengagerede forskere, der forholder sig til tidens udfordringer, og det i en fri udveksling af ideer, herunder normative ideer om etiske dilemmaer og samfundets indretning.

I den forbindelse nytter det ikke, hvis vi skelner mellem eksempelvis samfundsbevarende og samfundskritisk forskning, og kun tillader eller er villige til at understøtte førstnævnte (jf. Messerschmidts § 20-spørgsmål om, hvordan ministeren vil forhindre politiserende dagsordner på universiteterne, der skaber tvivl om vores samfundsinstitutioner).

Ideerne skal kunne brydes frit i det liberale demokrati, også på universiteterne. At udelukke ideer på baggrund af, at de er kritiske overfor det bestående, er noget man gør i autoritære regimer, som når Viktor Orbán i Ungarn forbyder kønsstudier.

Grænser for politisering

Selv om værdier, og nogle gange også etiske og politiske værdier, spiller en rolle i forskningen, er der naturligvis også grænser for, hvilken rolle de bør spille. Forskere bør fx undgå at dreje deres empiriske resultater på en sådan måde, at de tager sig bedst ud i lyset af deres politiske overbevisninger. Ligeledes bør de gøre sig umage med at adskille empiriske og normative elementer i deres forskning. Og de bør forsøge at eksplicitere og tænke kritisk over implicitte værdier, der spiller en rolle i deres arbejde.

Der er også en vigtig pointe i, at forskningsmiljøer bør undgå at lukke sig om sig selv på en sådan måde, at anderledestænkende holdes ude. Tolerance er vigtigt, også når det drejer sig om dem, man er politisk eller på anden måde uenig med.

Endelig er det vigtigt, at universitetsforskere leverer en balanceret undervisning, der på sober vis belyser en række forskellige metoder og teorier, herunder metoder og teorier, de selv er uenige i.

Som vi har set, indskærper uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, at forskere ikke bør bedrive politisk aktivisme, men hun præciserer ikke, hvad hun mener hermed. Hvis der hermed menes, at forskere ikke bør forholde sig normativt til samfundets indretning, så er jeg uenig, af grunde jeg har redegjort for ovenfor.

forskning Dahl Messerschmidt
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen indskærper, at forskere ikke bør bedrive politisk aktivisme, men hun præciserer ikke, hvad hun mener hermed, skriver Nils Holtug. Foto: Ft.dk

Hvis hun derimod fx tænker på forskeres indtræden i interesseorganisationer eller lignende, så er der selvfølgelig grænser for, hvad der bør finde sted indenfor universiteternes rammer. Men hvis forskere, med udgangspunkt i deres forskning, vælger at engagere sig udenfor disse rammer, så bør man naturligvis respektere deres frihed hertil. Det uanset om det fx drejer sig om en klimaforsker, der engagerer sig i kampen for at reducere global opvarmning, eller en højreliberal økonom, der engagerer sig i CEPOS.

Forskningskvalitet

Det er vigtigt at sondre mellem spørgsmålet om værdier i forskningen og den kritik der går på, at nogle forskningsmiljøer er uvidenskabelige eller af andre grunde mangler kvalitet. Det sidste spørgsmål angår kvaliteten af de metoder, teorier og praksisser, som pågældende forskningsområder betjener sig af.

I en fælles kronik er Dahl og Messerschmidt særligt kritiske overfor teoridannelser, der nedstammer fra postmodernismen (om end en række af de teoretikere, de kritiserer, nok ikke vil mene, dette er en rimelig fællesbetegnelse for deres teoretiske udgangspunkt). Dahl og Messerschmidt finder ikke, at disse teoridannelser lever op til almindelige kriterier for rationalitet, og fremfører, at de sår tvivl om muligheden af objektivitet i videnskaben.

Det er universiteternes egen opgave at sætte rammerne for disse diskussioner, og at de ikke bør være et mål for politiske indgreb

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv er kritisk overfor postmodernisme, og en række af de antagelser, der heri gøres om bl.a. viden og erkendelse. Dette er for så vidt ikke en ny diskussion; skepticisme og relativisme har eksisteret siden antikken, og har altid været en del af universiteternes historie.

Mit ærinde med artiklen er dog ikke at tage denne diskussion, men derimod diskussionen om politisering.

Men lad mig afslutningsvis nævne, at jeg mener, at det er universiteternes egen opgave at sætte rammerne for disse diskussioner, og at de ikke bør være et mål for politiske indgreb, hvad enten der er tale om direkte indgreb eller politisk pres, for at universiteterne selv foretager dem. Dette er selvfølgelig foreneligt med, at politikere har og udtrykker en holdning til de forskellige forskningsmiljøer på universiteterne.


LÆS ALLE NILS HOLTUGS ARTIKLER HER
LÆS MERE OM FORSKNING OG INTERSEKTIONALITET HER


Foto: Henrik Dahl. ft.dk

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Nils Holtug er professor i politisk filosofi og leder af Centre for Advanced Migration Studies, Københavns Universitet. Han arbejder først og fremmest med ulighed og migration, og bor på Nørrebro i København med sin kone og de to børn, der endnu ikke er flyttet hjemmefra.

Seneste artikler om Politik & Samfund

Netanyahu

Netanyahus hævntogt

ISRAEL // KOMMENTAR – Optimismen er på vej og israelere taler forsigtigt