Hvis 2017 ender med en afvisning af populismen – som ved valgene i Østrig og Holland – i form af en midtsøgende fransk præsident Macron og en genoplivning af det fransk-tyske samarbejde, vil EU’s uventede sværmeri med markedsfundamentalismen formodentlig få en ende, skriver topøkonomen Anatole Kaletsky. Europa vil kunne få en bedre, mere bæredygtig og socialt inkluderende økonomisk genopretning end USA under Trump, hvorved resten af verden måske igen vil begynde at se EU som en rollemodel og inspirationskilde.
LONDON – Holland er berømt for at bygge diger, der beskytter mod tidevandet og stormene over Atlanten. Har hollænderne gjort det igen, holdt den truende tidevandsbølge af populistisk politik tilbage efter sidste års Brexit afstemning og Donald Trumps sejr i USA?
Det uventet ringe resultat for Geert Wilders’ Frihedsparti (PVV) ved det hollandske valg den 15. marts ser i hvert fald ud til at pege i den retning. På trods af forudsigelser om, at helt op til 25 procent ville stemme på Wilders, fik PVV kun 13 procent.
Hvis vælgerne ved det snarlige franske præsidentvalg viser sig at ligge tættere på hollænderne end på amerikanerne og briterne, når det gælder vælgerens modtagelighed for xenofobi og protektionisme, vil deres valg få globale konsekvenser for politik, økonomi og ideologien om den globale kapitalisme.
Tilbage til midten?
En tilbagevenden til midtersøgende politik på det europæiske kontinent vil mere end antyde, at de uventede sejre for de populistiske anti-globaliseringsbevægelser i USA og Storbritannien ikke primært var en reaktion på arbejdsløshed og skuffende økonomiske resultater siden finanskrisen, massemigration eller truslen fra islamistisk terrorisme. Frankrig har nemlig lidt under højere arbejdsløshed og en længere recession efter krisen end både USA og Storbritannien har, ligesom man har oplevet flere problemer med terrorisme og militant islamisme.
Og hvis de tyske vælgere herefter til efteråret følger de franske og hollandske og også bevæger sig tilbage mod det politiske centrum, vil det også miskreditere immigration som årsag til populismen. Tyskland har som bekendt oplevet en langt større tilstrømning af udlændinge end Storbritannien og USA har.
De økonomiske konsekvenser vil være langtrækkende, hvis centrum holder stand i Europa. EU er en større handelspartner end USA for de fleste nye økonomier. Og euroen er det eneste reelle alternativ til dollaren som international valuta
I stedet vil populismen kunne opfattes mere som et angelsaksisk fænomen, der motiveres mindre af immigration og økonomisk politik end af konservative kulturelle holdninger hos såvel Trumps støtter som Brexit-vælgerne samt de usædvanlige demografiske alliancer, der opstiller modsætninger mellem gamle og unge, land og by, universitetsuddannede mod mindre uddannede vælgere i netop disse to lande.
Men det er ikke kun politisk, at en tilbagevenden til midertpartierne vil have betydning. De økonomiske konsekvenser vil også være langtrækkende, hvis centrum holder stand i Europa. EU er en større handelspartner end USA for de fleste nye økonomier. Og euroen er det eneste reelle alternativ til dollaren som international valuta. Så EU’s forsatte forpligtelse på filosofien om åben handel, globalisering og CO2-reduktion kunne blive tilstrækkeligt til at forhindre en bevægelse i retning af protektionisme og klimabenægtelse, der synes uundgåelig med valget af Trump.
Se mere her:
En sådan ændring af det globale lederskab vil også kræve en dramatisk forbedring af Europas økonomiske resultater. Heldigvis kan det udfald forventes, hvis vælgerne afviser den populistiske politik i Frankrig og Tyskland.
EU har lidt under en langvarig økonomisk nedtur siden finanskrisen i 2008, mest fordi den tyske regering nedlagde veto mod den pengepolitik og finansielle stimulering, der hjalp USA ud af recessionen i 2010. Tysklands veto mod USA-lignende lempelser var også den væsentligste årsag til, at den fælles mønt næsten brød sammen i 2012.
Der skete imidlertid en dramatisk ændring af den europæiske politik og økonomiske situation i marts 2015, da Den Europæiske Centralbank forsinket søsatte et opkøbsprogram af obligationer i lighed med USA’s bare i meget større skala. Ved at opkøbe næsten tre gange den totale nettoudstedelse af eurozone -obligationer, omgik EBC effektivt eurozonereglerne og begyndte at tjene på Europas underskud, samtidig med at man skabte gensidig støtte mellem stærke økonomier som Tysklands og svagere som Italiens og Spaniens.
ECB’s aktion vendte hurtigt fragmenteringen af det europæiske banksystem og fjernede frygten for euroens sammenbrud. Der kom en øjeblikkelig stigning i virksomhedernes og forbrugernes tillid.
Allerede sidste sommer nød det meste af Europa godt af en hæderlig genopretning, da fornyet frygt for opløsning igen opstod, denne gang af politiske grunde og ikke finansielle, hvilket overtrumfede den økonomiske situation. Brexit og Trump skabte nemlig en forventning om, at Europa kunne blive den næste dominobrik, der faldt for populismen gennem de forestående valg i Holland, Frankrig og Tyskland.
Den mulighed kan selvfølgelig stadig ikke afvises, og det er også grunden til, at internationale investorer stadig er forsigtige i Europa. Men hvis de sejre til populisterne, der bekymrer investorerne, faktisk ikke indtræffer, vil en kraftig stigning i forbrugertillid og optimisme hos virksomherderne omvendt sende en bølge af investeringer ind over eurozonen.
En sejr til Macron kan blive et vendepunkt for Europa
Den afgørende begivenhed bliver sidste runde af det franske præsidentvalg den 7. maj. Hvis det ender med en sejr til Emmanuel Macron, den centristiske frontløber, vil Frankrig slå ind på en linje, der fører til i hvert fald et minimum af økonomiske reformer.
Sidenhen vil et valg af Macron kunne skabe et langt bedre samarbejde mellem Frankrig og Tyskland. Begge de førende kandidater til den tyske kanslerpost er ivrige efter at genopbygge et post-Brexit EU ved at styrke den tysk-franske akse, ligesom starten på en fransk reformproces vil overbevise de tyske vælgere om, at deres regering ikke vil hælde penge i et bundløst hul ved at slække på nedskæringspolitikken.
Dette bringer os videre til de ideologiske implikationer, hvis de midtersøgende kræfter vinder og den økonomiske genopretning styrkes i Europa i år. Umiddelbart efter den globale finanskrise så det ud til, at den europæiske kapitalismemodel med et “socialt marked” var det logiske alternativ til Thatcher-Reagan æraens markedsfundamentalisme, der brød sammen efter 30 års global dominans. Faktisk rykkede præsident Barack Obama USA i retning af større regulering af makroøkonomien, finansmarkederne, miljøpolitik og sundhed.
Paradoksalt nok har Europa bevæget sig i den modsatte retning. Efter tysk pres blev EU en bastion for monetarisme, nedskæringer og finansmarkederne som “disciplinerende” redskab. Resultatet var den næsten fatale eurokrise i 2010-2012.
Hvis dette års valg resulterer i en midtersøgende fransk præsident og genoplivning af det fransk-tyske samarbejde, vil EU’s uventede sværmeri med markedsfundamentalismen formodentlig få en ende. Europa vil kunne få en bedre, mere bæredygtig og socialt inkluderende økonomisk genopretning end USA under Trump. Hvis det sker, vil resten af verden måske igen begynde at se EU som en kilde til inspiration og som rollemodel.
Oversættelse: Lisa Rasmussen.
Topillustration: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
