Dino Copelj: Kulturracisme, hjernevask og den ekskluderende retorik

Dino Copelj 11.09.2020

RACISME // KOMMENTAR – Prøv at spørge dig selv, hvad du først tænker på, når ordene indvandrer eller islam dukker op i dit hoved. Spørg dig selv, hvor du har det fra?

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis man via sproget begynder at definere og rangordne bestemte kulturer samt tildele ofte negative egenskaber til en hel gruppe mennesker, direkte eller indirekte, så er der tale om direkte kulturracisme.

Almindelige borgere, som ubevidst fremfører disse holdninger, ikke nødvendigvis er racister, snarere også en slags ofre som gennem årtier har været udsat for en decideret hjernevask. Man kan ikke anklage disse programmerede mennesker for at være onde, da intet menneske er immunt over for propagandamaskineriet, der utrætteligt forsøger at skabe fjendebilleder, som det kan profitere af.

Prøv at spørge dig selv, hvad du først tænker på, når ordene ”indvandrer” eller ”islam” dukker op i dit hoved. Spørg dig selv, hvor du har det fra? Tilsæt et lag “ikke-vestlighed”. Fokuser ikke på bestemte hændelser, men mere på måden, som denne viden er blevet bragt til dig. Disse begreber vil med stor sandsynlighed have negativ klang i dit hoved.

Det ved de oprindelige afsendere godt, og derfor gentager de ofte disse ord. Der er penge og stemmer i vrede og forargede vælgere.

Brug af generaliserende begreber som er baseret på etnicitet, herkomst, religion, hudfarve er med til at bringe flere økonomiske midler og større magt til dem, som bliver ved med at italesætte disse begreber.

Det er kun etik og medmenneskelighed, som kan afholde de ansvarlige fra at bruge disse effektive retoriske midler. Det forklarer måske på en måde, hvorfor denne type sprog bliver ved med at være (mis)brugt

Ny Borgerlige råber vagt i gevær og mener, at man ikke kan være loyal over for både islam og Danmark; partiet vil langt hellere vil være solidarisk med Arne end med Ahmed; den ydmygende indvandrervold mod vores unge skal stoppes.

Stram Kurs oplyser, at koranen kun gør nytte som brændsel, mens Inger Støjberg er træt af det hele… igen og igen: ”Grupper af unge med ikke-vestlig baggrund, der skaber utryghed og uro i nattelivet, i skolerne, i biografen, på gaden, i s-togene og generelt i hverdagslivet. Vi kan ustandselig læse historier om, hvordan danskere bliver generet eller direkte udsat for vold og krænkelser.”

Den ekskluderende retorik

Jeg kan blive ved. Det her var bare nogle af eksemplerne, hvor offentligheden forsøges påvirket i en bestemt retning ved hjælp af ekskluderende retorik. Kyniske spillere i toppen af magtpyramiden har efter min mening interesse i, at visse udfordringer forbliver uløst. Derfor bliver de ved med at puste til ilden, når en anden virkelighed trækker offentlighedens opmærksomhed.

Og hvorfor skulle de ikke det, når det er tale om et gennemprøvet instrument fra den retoriske værktøjskasse, som har vist sig at være en sikker hest at spille på.

I det øjeblik folk begyndte at lære hinanden at kende og blande sig noget mere med hinanden, forsvandt racismen som dug for medmenneskelighedssolen

Engang imellem kan retorikken medføre uønskede effekter og gå fra kulturracisme til at blive en bevidst racismedyrkelse, som f.eks. når hårdtarbejdende embedsmænd og -kvinder bliver offentligt udskammet på grund af deres etniske herkomst, når en somalisk mor og datter bliver nægtet adgang til vuggestuen, når folk med anden etnisk baggrund bliver henvist til bagindgangen i bussen, når almindelige mennesker får racistiske bemærkninger i supermarkedet eller bliver gennembanket af racistiske voldsmænd, som det stakkels voldoffer blev i byen Mørke i det lyse Jylland.

Der har altid fandtes en eller anden form for racisme i Danmark. Det, som jeg fandt betryggende, var det faktum, at racismen enten var uvidenheds- eller utryghedsbetinget. I det øjeblik folk begyndte at lære hinanden at kende og blande sig noget mere med hinanden, forsvandt racismen som dug for medmenneskelighedssolen.

Man kan blive bekymret over de seneste tendenser, hvor racisme forsøges gjort til et ideologisk, værdipolitisk emne, som legitimerer stigmatisering og dæmonisering.

Jeg kan være bekymret for, at det næste trin i processen må være dehumanisering og her kan det blive rigtig farligt for alle. De ansvarlige forsøger at drive politik som en magt-kapitalfond, hvor der overtages gamle indvandreremner for derefter ukritisk at (mis)bruge dem uden at tænke på de langsigtede effekter og konsekvenser for dem, som udskamningen går ud over.

Det er kun etik og medmenneskelighed, som kan afholde de ansvarlige fra at bruge disse effektive retoriske midler. Det forklarer måske på en måde, hvorfor denne type sprog bliver ved med at blive (mis)brugt.

Foto:

Dino Copelj

Forfatter, født i 1977 i byen Trebinje, Bosnien-Hercegovina. Sammen med familien oplevede Dino Copelj etnisk udrensning på tætteste hold. Krigens grusomheder i 90'erne førte til, at han kom til Danmark i 1993 som flygtning. I en særlig følsom periode i livet, teenageår, havde Dino enten status som undermenneske i byen Trebinje under krigen eller som flygtning i bl.a. flygtningelejre i Danmark, hvor han sad i uvished i tre år. Er uddannet som diplom i offentlig forvaltning og administration.