Forfattertanker om virkelighed og fiktion – ikke et ord om Nationalmuseet

i Bøger/Historie/Liv & Mennesker af

ESSAY – Årtier tilbragt omgivet af historie, kilder, videnskab og fiktion har konkretiseret et spørgsmål: Hvornår og hvorfor vælger man at skildre det, som ikke skete? For det gør vi jo alle. En roman forbinder kildernes udsagn. En historiker fremsætter sin teori om, hvorfor personerne i en konflikt handlede, som de gjorde. Vi gisner, og vi sandsynliggør.

En roman er ikke en biografi, og paradoksalt nok er mit største problem p.t. ved forfatterpræsentationer af Kvinderne fra Thy, at en del læsere virkelig mener, at det må være en biografi, siden den bygger på min families historie. Dvs. at man kan efterkontrollere hver eneste oplysning i kilderne.

Men selv fiktion, der bygger fuldkommen på kilder, kan være “nødt til” at digte – om ikke andet så ved at skærpe eller forrykke eller forlægge begivenheder. Men ingen har endnu bemærket bogens eneste store tildigtede element…

Vi læser Tolstojs Krig og fred, snarere end hans samtidige historikeres fremstilling af Napoleonkrigene

Vi ændrer/tilføjer/gisner, fordi det er nødvendigt. Eksempel: i min roman Stormene tier kilderne om hovedpersonernes ophold netop i Grevefejden, hvor deres fremtid afgøres. Efter en del forsøg landede jeg på det mest lavpraktisk sandsynlige bud. Og fiktion er netop fiktion. Ikke en samskrivning af kilder. Brug af kilder, og brug af sandsynlighed, idé, opfindsomhed. Romaner er kunst, og en del overlever. Vi læser Tolstojs Krig og fred, snarere end hans samtidige historikeres fremstilling af Napoleonkrigene.

TV & film

Film har et endnu mere presserende problem, og når vi kommer til TV-serier ligger risikoen i at seerne zapper væk. The Tudors forsøgte at løse det problem ved at lade sine personer begå rå vold og/eller kneppe sådan cirka hvert femte minut.

”Gladiatoriseringen” er endnu mere udtalt i de serier, som er produceret til (unge) mænd. En af grundene til, at jeg elsker WW2-serien Band of Brothers er faktisk, at den vover at skildre krigens fællesskab uden at digte romantisk. Alligevel fængsler den, fordi den handler om genkendelige, men overraskende karakterer. Den prædiker aldrig, og den krig, som skildres, var nødvendig.

Tilbage til The Tudors og vekslende fremstillinger af det ekstremt ofte beskrevne dynasti. Elizabeth I og Mary Stuart mødte aldrig hinanden, men lige fra Friedrich Schiller til i dag har vi ment, at de må mødes. Og skændes. Og skilles i vrede. Ingen har forsøgt det modsatte, enten af lade deres manglende personlige bekendtskab være et motiv, eller at lade dem mødes og fatte sympati for hinanden, trods alt.

The Tudors. Ikke fem minutter uden sex eller vold. Foto: PR.

Henry VIII’s dronning nummer to, Anne Boleyn, har endnu ikke fået lov til i en serie/roman at være den skarpe protestant, ærkebiskop Cranmer opfattede hende som. Den unge Elizabeths mærkværdige forhold til Seymour (en #MeToo-affære om nogen) overses også, den er jo hverken ikke særlig køn eller nem.

De to nyeste film om Elizabeth er mere fri digtning over en historisk person end skildringer af hendes virkelighed. Gode og flotte film, men skræmt ved virkeligheden. Her er det paradoksalt nok netop tv-serierne, som kommer tættere på, hvad kilderne rent faktisk siger. Og her vovede man også at beskrive den aldrende Elizabeth uden væmmelse.

Hundjævlene

Kvinder volder stadig både historikere og popkulturen problemer. En god svensk veninde er ved at skrive om en magtfuld kvinde i slutningen af 1500-tallet, og har studeret denne skikkelses “receptionshistorie” i diverse fiktive skildringer. De er skræmmende ens.

Forfatterne er ikke uvidende charlataner eller fuskere. Men de læses nok mere end forskerne

Figuren – Märta Leijonhufvud, gift med Svante Sture, kendt som Kung Mårta, må som højt begavet, rig og succesfuld kvinde være grim, ja hæslig. Og ond. A Mother From Hell.

Her er mekanismen, der forvandlede f.eks. Ingeborg Skeel på Voergård til en hundjævel. En del af den historiske figurs receptionshistorie ligger jo gemt i myter og forvrængninger. Tidstypiske forvrængninger. Den ugifte, men effektive, rige og selvstændige kvinde (over en vis alder) er endnu et problem. Man kan dårligt nok shame hende som luder, altså må hun være en form for heks.

Historisk fiktion er ikke nødvendigvis løsrevet fra forskning og historieskrivning. Jeg vil vove den påstand, at kvalitetsfiktion om fortiden forholder sig uhyre bevidst til forskning. Forfatterne er ikke uvidende charlataner eller fuskere. Men de læses nok mere end forskerne. I Sverige er forholdet omvendt – der er lang vej tilbage til Mobergs historiske romaner.

Til gengæld har en generation af historikere skabt sig platforme ved at optræde i medier og ved at skrive tolkende, populære (ikke poppede) skildringer. Norge har sin Tore Skeie: Han forener mange af romanens kvaliteter med traditionel historieskrivning. Kan kun anbefale hans forfatterskab. Forunderligt nok udarter bøgerne aldrig til træt referat, og forfatteren er fuldkommen indskrevet i tiden og i sine personers handlemønstre.

Bloody humbug

Det er den unødvendige løgn, som irriterer mig. Den løgn, som flytter alt uden at forklare og uden at respektere “den oprindelige historie”. Har netop læst en svensk underholdnings-historisk-roman, som inddigter et langt lesbisk forhold i en af Gustav Vasas døtres liv.

Intet tyder på noget sådant i virkeligheden, og tiden var altså ikke mildt indstillet over for homoseksualitet. Det er så tæt på historieforfalskning, man kan komme, men værre er: Det gør intet for hverken den opfundne eller den ægte hovedperson. Der kommer en helt ny intrige ind, som forkvakler og forvirrer, Hvad handler bogen om? Lesbiske forhold i fortiden? Nej. I nutiden? More likely.

Det er et uproblematisk forhold, som afbrydes, da damerne er ved at blive gamle og åbenbart ikke længere er spændende for forfatteren. Der er ikke mange lesbiske forhold fra 1500-tallet, som vi har data på, og jeg ville så gerne læse en redelig, indlevet skildring. Ikke det her… bloody humbug.


Hovedillustration: Kristian Zahrtmann, Dronning Sofie Amalies død, 1882, Statens Museum for Kunst.

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste artikler om Bøger